KRISTENDOM 

                                               

Jellingestenen

mag. art. Tim Jensen

Historie og udbredelse

Ordet christos ("kristus") er græsk for messias og betyder "den salvede" eller "frelseren". I århundrederne op til vor tidsregnings begyndelse ventede mange jøder på en frelser, en messias. De, der troede på, at den historiske person Jesus var den ventede Messias (Kristus) og Guds søn, der kom til jorden for at frelse dem gennem sit virke, sin død og genopstandelse, blev kaldt kristne.

Kristendommen opstod og udviklede sig til en selvstændig religion i Palæstina og Rom i de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse.

I de første århundreder var kristendommen en forfulgt minoritetsreligion blandt mange andre i Romerriget, men allerede omkring år 400 havde den etableret sig så overbevisende, at den blev statsreligion i Romerriget. Og langsomt, men sikkert, blev kristendommen den dominerende religion i Europa.

I 1054 kulminerede mange års splid og stridigheder om den kristne kirkes organisation og myndighedsforhold med at Paven i Rom og Patriarken i Konstantinopel gensidigt fordømte hinanden. Dermed var skellet mellem den katolske kirke i vest og de ortodokse kirker i øst opstået, et skel, der den dag i dag spiller en markant rolle især i Østeuropa.

Den næste store splittelse kom inden for den vestlige kristendom med reformatorerne Martin Luther, Huldrich Zwingli og Jean Calvin i 1500-tallet. Reformationen kritiserede de katolske institutioner, kirken, pave - og præstedømmet, for at have tiltaget sig en uretmæssig stor betydning som de eneste formidler af nåden, som et nødvendigt forbindelsesled mellem det enkelte menneske og Gud. Nu skulle Bibelen og et mere direkte forhold mellem det enkelte menneske og Gud sættes i højsædet.

Reformationen resulterede i, at der fra da af var 3 store kirkelige grupperinger: Den katolske Kirke, de (østlige) ortodokse kirker og de evangelisk-protestantiske (og reformerte) kirker. Kristendommen kom til Danmark omkring år 1000 og i 1500-tallet afløstes den katolske kristendom af den evangelisk-lutherske, der siden da har været så godt som enerådende i Danmark.

Kristendommen, der er verdens største religion, tæller i dag ca. 1.8 milliard mennesker. Bibelen er oversat til mere end 1700 levende sprog, og man regner med, at der er grupper af kristne repræsenteret i alle verdens ca. 223 nationer.

Der er mere end 25.000 kristne kirker af forskellig observans, og flertallet af kristne bor i dag i den tredje verden. Tidligere fik det kristne budskab lov til at stå og vokse i de potter "med europæisk jord", som missionærerne havde medbragt. Idag udplanter lokalbefolkningerne kristendommen i deres egen "jord". Derfor er kristendommen i dag mere end nogensinde før en mangfoldig størrelse og under stadig forandring, og i kristendommen som i andre religioner er der ikke sjældent - også i Danmark - store forskelle mellem de lærdes teologi og kristendomsforståelse og de folkelige opfattelser.

Mange indvandrere og flygtninge fra Asien, Afrika, Latin-Amerika, Østerupoa, Mellemøsten og Vesteuropa er kristne og kommer fra lande, hvor kristendommen er velkendt.

Generelt set er Den katolske Kirke den dominerende kirke i Latin-Amerika, USA, Asien, Afrika, Sydeuropa samt i Litauen, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet; forskellige ortodokse kirker dominerer i Mellemøsten og Grækenland, i SNG (Hviderusland, Rusland, Ukraine, Georgien, Moldova, Armenien) og i visse østeuropæiske lande (Rumænien, Bulgarien), og de protestantiske og reformerte kirker og frikirker dominerer i Nordeuropa og Skandinavien, samt i Estland og Letland. I det tidligere Jugoslavien er serberne ortodokse og kroaterne katolikker.

De kristne kirker i Danmark, der benyttes af og har arrangementer for flygtninge og indvandrere kan opdeles i 8 grupper:

1. Den anglikanske Kirke
2. Den danske Folkekirke
3. De skandinaviske folkekirker
4. Den katolske Kirke
5. De ortodokse kirker
6. De protestantiske frikirker
7. De reformerte kirker
8. Andre kristne trossamfund (Jehovas Vidner og Mormonkirken).

Pga. de mange kirker og retninger, der ofte også eksisterer side om side i de enkelte lande, er det umuligt præcist at angive, hvilken form for kristendom, de forskellige indvandrer-og flygtningegrupper tilhørte i deres hjemlande. Samtidig er det ikke automatisk sådan, at de i Danmark vælger at besøge den trosretning eller kirke de hørte til i hjemlandet.

Et antal af menigheder og kirker inden for Den danske Folkekirke har etableret væresteder, mødesteder, "åbne familier" og andre sociale fora, hvor flygtninge og indvandrere - uanset deres religiøse baggrund - kan mødes med "gamle" danskere, kristne og andre. Også besøg med tilbud om gudstjenester på asylcentre finder sted.

Egentlige fremmedsprogede gudstjenester og gudstjenester med tolkning med direkte henblik på kristne flygtninge og indvandrere arrangeres dog fortsat primært af frikirkerne og Den katolske Kirke. Mange flygtninge og indvandrere - uanset oprindelig trostilhørighed - benytter sig af disse tilbud, bl.a. fordi det ofte er netop disse former for kristendom, de kender fra hjemlandene.

Inden for rammerne af denne guide er det ikke muligt at beskrive alle de kristne kirker og trossamfund, der benyttes af flygtninge og indvandrere, lige grundigt. Vi har valgt at give en bred introduktion til kristendommen generelt med enkelte sammenligninger mellem de tre store kirker (den katolske, de ortodokse og de luthersk-protestantiske), en særskilt, men stadig meget bred introduktion til Den katolske Kirke, samt korte generelle introduktioner til alle frikirkerne og de andre kristne trossamfund.

Da de ortodokse og orientalske kirker, bl.a. på grund af udviklingen i Østeuropa og SNG, er ved at genvinde meget af fordums styrke og på mange måder spiller en rolle i forskellige politiske sammenhænge og for et stigende antal mennesker både i deres hjemland og i eksil, har vi også givet en noget mere detaljeret beskrivelse af disse. Også her må vi begrænse os til en bred introduktion med særligt henblik på de ortodokse kirker ogden russisk-ortodokseSkt. Aleksander Nevsky kirke i København.

 

Forestillinger

Ifølge de kristne, der har forfattet de skrifter, der findes i Det ny Testamente, (de kristnes hellige skrift sammen med Det gamle Testamente) var den historiske person Jesus, der levede ca. 30 år i begyndelsen af det første århundrede e.v.t., på én gang den, der kom med "det glædelige budskab" (evangelium) og evangeliet selv, "Guds levende Ord".

Som nævnt ovenfor var der i det jødiske folk på Jesu tid stor interesse for de profetiske traditioner, der talte om et kommende gudsrige og dets konge, Messias. Det ny Testamentes beretninger om Jesu liv skildrer det som én lang opfyldelse af disse profetier og forventninger. Som Messias er Jesus af kong Davids slægt, og hans fødsel finder sted i Davids by, Bethlehem, på underfuld måde.

Da han efter at have forkyndt sit evangelium om gudsriget, Guds kærlighed og nåde og Dommedag i Galilæa i det nordlige Palæstina drager til Jerusalem, rider han på et æsel og hilses med palmegrene af folk langs vejen, helt i overensstemmelse med profetier om Messias. Når præsteskabet i Jerusalem ikke ville kendes ved ham, og når han senere måtte lide og dø for sin forkyndelse, så var også dette en opfyldelse af profetierne. Skildringen forkynder, at Jesus er Kristus, den ventede Messias, ja endog Guds søn og verdens frelser. I samtiden betød det, at det gudsrige, man ventede på, allerede var begyndt.

Det var også, hvad Jesus havde forkyndt, og som bevis for den provokerende påstand, at gudsriget er begyndt, skildres Jesu mange underfulde gerninger. For eftertiden blev det mest afgørende udtryk for at Jesus virkelig var Guds søn og Kristus beretningen om hans opstandelse tre dage efter, at han var død på korset og lagt i graven. Det ny Testamente anfører mange vidneudsagn fra personer, der har set Jesus efter hans død, og det skildrer også, hvorledes han farer til himmels efter at have ladet sig se nogle gange.

Jesu tages til fange og korsfæstes samtidig med den jødiske påskefest, og det er et påskemåltid, der skildres som hans sidste måltid med de 12 apostle. Derfor er det bl.a. også dette påskemåltid, som det centrale kristne ritual, nadveren, henviser til. Påsken er samtidig den vigtigste kristne højtid, hvor Jesu død og opstandelse fejres. En anden vigtig begivenhed, som skildres i Det ny Testamente, finder sted ved pinsetid, 50 dage efter påsken: Helligånden kommer over apostlene, de taler i tunger og enhver hører det budskab, ånden indgiver dem, på sit eget sprog.Helligåndens komme markerer for kristne den kristne kirkes fødsel.

I skildringen af disse begivenheder er ikke blot nadverritualet og kirkeårets vigtigste fester og helligdage givet, men også centrale elementer i den kristne tro:

- Den treenige Gud. Faderen, Sønnen og Helligånden er én og samme Guds fremtrædelsesformer. Gud Faderen virker bl.a. som den suveræne skaber af verden og mennesket, og med Jesu fødsel er det Gud, der kommer til verden og giver den en ny begyndelse ved selv at blive menneske.

At det hellige (her Gud) på paradoksal vis viser sig i det profane, det ikke-hellige, er et gennemgående træk i mange religioner. Inkarnationen, dvs. Guds bliven menneske og kød (in= i og carne= kød) i Jesus Kristus, bliver imidlertid af kristne tillagt en helt central betydning i sammenhæng med forestillingerne om, at Gud på denne måde viser sin kærlighed til mennneskene og verden, og kristne fremhæver ofte læren om inkarnationen som det, der adskiller kristendommen fra andre religioner.

Helligånden er Guds virken i mennesker og i verden, men den betydning kristne tillægger Helligånden varierer dog.

- Syndernes forladelse. Idet Gud selv kommer til verden, og i Jesus ofrer sig selv for andres skyld og påtager sig straffen for menneskets synd, åbnes der mulighed for, at mennesket kan slippe for dommen og straffen og på den måde leve med den syndighed, som det har arvet fra Adam og Eva. Spørgsmålet om syndens og arvesyndens væsen og dybde besvares forskelligt af kristne; overordnet gælder dog, at mennesket ikke kan frelses ved egen kraft, men kun ved Guds nåde og kærlighed, i Kristus og ved Helligånden. I troen, kirkens forkyndelse og sakramenterne giver Gud mennesket del i sin nåde og kærlighed.

- Troen på Dommedag og Guds Rige. Uanset den vægt man i kristendommen lægger på Guds kærlighed og nåde og på Jesus som forsoner, så er forkyndelsen af Dommedag og Guds Rige en vigtig bestanddel af det budskab evangelierne lader Jesus forkynde. Forestillingen om gudsriget er en forestilling, der allerede i evangelierne retter sig både mod nutiden og fremtiden. Gudsriget er tilstede med Jesus og med Helligåndens og Ordets fortsatte virke i verden er det en mulighed, der kan realiseres her og nu. Samtidig gælder forestillingen fremtiden og er her nært knyttet til forestillingen om en Dommedag, et Paradis og troen på de dødes legemlige opstandelse.

Sammenlignet med jødedom og islam er det måske især forestillingen om treenigheden (herunder inkarnationslæren) og arvesynden, der er det specielle ved kristendommen. Treenighedslæren strider med disse religioners absolutte monoteisme. idet både læren om, at Gud blev menneske, der tilmed døde, er i modstrid mod en opfattelse af Gud som det helt anderledes, udødelige og evige, og forestillingen om arvesynden, er fremmed for både jødedom og islam. Troen på Dommedag er derimod fælles for de tre religioner.

Som nævt er der også i kristendommen forskellige og skiftende opfattelser af, hvad der er sand kristendom, og der er ligeledes ofte forskel mellem præsters og teologers opfattelser og de folkelige. F.eks. tyder mange undersøgelser på, at. forestillingerne om arvesynd, Dommedag, "himmel" og "helvede", samt om legemets eller kødets opstandelse ikke er centralt placeret i mange folkekirkemedlemmers forestillingsverden. Også troen på Gud som en personlig Gud synes blandt mange kristne at vige for en mere upersonlig gudsopfattelse.

Allerede tidligt i kristendommens historie diskuterede man , hvordan man skulle forstå det centrale "mysterium", Inkarnationen, og dermed også læren om den treenige Gud og forholdet mellem det guddommelige og det menneskelige i Jesus Kristus. De mange kirkemøder og forskellige trosbekendelser afspejler disse diskussioner. Med henblik på, hvordan de østlige, ortodokse kirker trods deres mange fællestræk, især i gudstjensten, adskiller sig fra hinanden, kan det være nytttigt med et kort overblik over de forskellige opfattelser:

Nestorios, patriark i Konstantinopel 428-31, så i Kristus menneskeligheden som guddommelighedens ansigt og guddommeligheden som menneskelighedens ansigt. Men han understregede Kristi menneskelige natur meget stærkt, bl. a. ved at kalde Maria "Kristusføderske" i stedet for "Gudsføderske". Det vakte anstød, og hele den nestorianske kristologi fordømtes ved kirkemødet i Efesos 431 og igen ved mødet i Kalkedon 451.

I Kalkedon fordømtes også den såkaldte monofysitiske lære, der især var blevet fremført af Eutyches, som forestod et kloster nær Konstantinopel. Han lærte, at den guddommelige natur i den grad gennemtrængte Kristus, at man efter inkarnationen kun kan tale om én natur (græsk: mono physis). I Kalkedon fandt man en formulering, der fastholdt de to naturer som bestanddele i én væsensenhed, og fordømte samtidig både den nestorianske og den monofysitiske lære.

De stridigheder, der dengang føltes som afgørende for selve den centrale kristne inkarnationstanke, har næppe nogen større aktuel betydning, men der opstod forskellige kirkelige retninger , der har holdt sig til vore dage.

Nestorianerne drog til Iran og drev en omfattende mission østover, helt til Indien, Kina og Java. I dag er den østsyriske (eller assyriske) kirke nestoriansk; den nedstammer fra den kirke, nestorianerne grundlagde i Iran. De nestorianske kristne i Indien gik derimod senere over til den monofysitiske lære og kendes i dag som de Thomas-kristne.

Den monofysitiske lære blev også baggrunden for en række andre selvstændige kirker i Mellemøsten: Den armenske kirke, den vestsyriske, jacobitiske kirke og den koptiske kirke i Ægypten. Under den sidstnævnte hørte indtil 1946 den ethiopiske kirke, der i dag er selvstændig.

 

Kulten

I både Den katolske Kirke og de ortodokse kirker spiller ritualerne i gudstjenesten en stor rolle. Ritualer og sakramenter er hellige handlinger, der formidler Guds frelsende nåde og kærlighed. I de ortodokse kirker har gudstjenesten ligefrem karakter af et mystisk drama, hvor mennesket bliver guddommeliggjort og får del i den himmelske verden, som første gang blev åbnet for dem, da Gud blev menneske i Jesus. Også troen på hellige mænd og kvinder, helgener og helgeninder, og ikke mindst troen på Jomfru Maria, "Gudsmoderen" samt en udstrakt helgen - og relikviekult spiller en central rolle i den ortodokse og katolske kristendom.

For mange protestanter er fællesskabet om Guds Ord gennem Bibel og prædiken det vigtigste ved gudstjenesten, et forhold, der afspejler sig i kirkerummet og gudstjenesten: Menigheden sidder på bænke eller stole og lytter til Ordet, til en prædiken. Den centrale kristne tro på inkarnationen tillægges i de protestantiske kirker ofte den betydning, at Jesus "flyttede" religionens tyngdepunkt fra ritualer og renhedsforskrifter til et krav om menneskenes kærlige omgang med og ansvar for hinanden.

For mange rummer det dobbelte kærlighedsbud: "Du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv", det centrale i kristendommen. For mange kristne er det afgørende derfor, at de mener, at det er den treenige Gud og den underfulde tro, der muliggør, at de ind i mellem kan "slippe ud af" deres syndige og egoistiske tilstand, så de kan opleve og udøve den kærlighed til verden og menneskene, som Gud viste, da han lod sig føde som menneske og dø og genopstå for menneskenes skyld. I den forstand bliver det daglige liv " i kald og stand" og en etik præget af næstekærlighed en form for konstant "gudstjeneste".

Gudstjenesten eller (Høj)messen med det centrale nadverritual samt sakramenterne står imidlertid fortsat som noget aldeles centralt i alle de tre hovedkirker, selv om prædikenen har fået en særdeles central plads i de luthersk-protestantiske kirker. Også forestillingerne om præsten og dennes rolle er anderledes i de luthersk-protestantiske kirker: Det eksklusive og hellige er væk, og både som den, der forkynder ordet (evangeliet) og den, der udfører ritualerne, er præsten ene og alene en "funktionær", der af praktiske grunde gør det på menighedens vegne. Mens denne opfattelse af præsten i dag deles af mange almindelige protestanter, er det mere tvivlsomt, om de også deler de lærdes opfattelse af, at heller ikke kirkerummet er helligt. Selv om man ikke skal udføre renselsesritualer eller iføre sig særligt tøj ved besøg i kirken, oplever de fleste kristne dog nok fortsat kirken og kirkerummet, måske især alteret, som noget helligt.

 

Fester

Fest - og helligdagskalenderen er ikke den samme i alle kristne kirker. F.eks. benyttes den gregorianske i Den danske Folkekirke, den julianske i de ortodokse kirker. Desuden bruger man sol- og månekalenderen samtidig, men for forskellige fester: julen fejres fast i henhold til solåret, mens påsken fejres på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Festerne knytter primært an til de skelsættende begivenheder i Jesu liv:

 

Jul

En fest, hvor Jesu fødselfejres. Det sker på forskellige måde i de fleste kristne trossamfund. I Danmark som visse andre steder har man i festen indoptaget traditioner, der oprindelig ikke havde meget med kristendom at gøre, f.eks. traditioner knyttet til solhverv. I Danmark er julen en meget populær fest, hvor familie, god mad og gaveudveksling står i centrum. Det er også populært at gå i kirke til gudstjeneste om eftermiddagen juleaftensdag. For mange kristne i Danmark spiller "juleevangeliet", dvs. fortællingen om, hvordan Gud blev menneske ved at lade sig føde som et fattigt og forfulgt barn i en stald blandt almindelige mennesker, ofte en større rolle end fortællingerne om påskens begivenheder.

 

Påske

Påsken er kirkeligt set traditionelt den vigtigste fest i kirkeåret. Her fejres Jesu Kristi død og genopstandelse. Festen strækker sig over en uge, hvor de vigtigste begivenheder markeres: Palmesøndag med indtoget i Jerusalem, indstiftelsen af nadveren Skærtorsdag, korsfæstelse og død på Langfredag og genopstandelsen Påskemorgen. Selv om påsken i Danmark ikke har helt den samme folkelige opbakning som julen, fejres den dog også i hjemmene med f. eks. udsmykning af malede påskeæg .

 

Kristi Himmelfartsdag

Mens de to foregående fester sætter sig synlige - om ikke altid strikt religiøse - spor i hele samfundet og i private hjem, så fejres Kristi himmelfart 40 dage efter opstandelsen primært i kirken, og festen har ikke den samme folkelige opbakning som de to foregående.

 

Pinse

Pinsen er en højtid, der falder 50 dage efter påske til minde om, hvordan Helligånden kom over disciplene, så de kunne forstå andre sprog og selv tale i tunger og fremmede tungemål (sprog). Pinsen betegner kirkens fødsel, og her begynder kirkens forkyndelse til al verdens mennesker. Helligånden "bærer" eller "er" kirken og Guds repræsentant på jorden indtil Jesu genkomst. Pinsebegivenhederne spiller derfor en central rolle for kirken som sådan, også for den danske folkekirke, der er dybt præget af den vægt, som den danske kirkefader N.F.S.Grundtvig lagde på netop Ordet og forkyndelsen.

Også i den kristendomsforståelse, der findes i de mange "pinsebevægelser", der over alt i 3. verden er i stærk vækst, spiller pinsens begivenheder en stor rolle.

 

 

Overgangsritualer

Fødsel, pubertet, ægteskab og død er alle begivenheder, der også i kristendommen ledsages af ritualer. Men alene i de tre største kirkegrupperinger er der forskelle både i opfattelsen og udførelsen af ritualerne.

 

Fødsel/Dåb

Generelt set spiller dåbsritualet en overmåde vigtig rolle i de fleste kristne kirkesamfund. Dåben, hvorved kandidaten optages i det kristne fællesskab, praktiseres enten som barnedåb eller som voksendåb. I den tidlige kristendom praktiserede man voksendåb, og man samlede som regel et helt "hold" af dåbskandidater og døbte dem samlet, typisk i løbet af påskenat. Den gennemgående symbolske betydning er at neddykken i vand, eller overøsning af hovedet med vand, svarer til død, mens "genopdukken" svarer til genfødsel, eller om man vil, til en ny fødsel som kristent menneske.

Dåbssymbolikken er knyttet til både verdens skabelse af urvandene, til Jesu dåb i Jordanfloden samt til hans korsfæstelse, død og opstandelse.

 

Konfirmation

I Danmark er konfirmation ("bekræftelse") særdeles udbredt. De fleste mennesker ser konfirmationen som den unges bevidste bekræftelse af sin kristne tro og tilhørsforhold, men teologisk set er der tale om, at Gud her bekræfter dåbens ord og tilsagn om nåde for den konfirmand, der nu er "stor nok" til at høre og forstå det. Konfirmation svarer på mange måder til andre religioners ritualer vedr. barnets overgang fra barn til voksen.

 

Vielse

Vielse og vielsesritualer står også centralt i mange kristne kirker. Ægteskabet - som institution og "hellig ordning" - har høj status i de kristne kirker, bl.a. fordi man mener, at ægteskabet - med ordene fra Det gamle Testamente om, at mand og kvinde skal blive ét kød - er indstiftet af Gud; Den katolske Kirke accepterer fortsat ikke skilsmisse, thi hvad Gud har sammenføjet, hverken kan eller skal mennesker adskille. Den regner også ægteskabet til de 7 sakramenter, og i modsætning til f.eks. dåb og nadver fuldbyrdes ægteskabets sakramente ikke i kirken, men først i det kristne samliv.

 

Død og begravelse

Døden (og synden) er for de troende kristne på sin vis overvundet allerede med dåben: Indgangen i det kristne trosfælleskab og troen på Jesus Kristus, der besejrede døden, sikrer den døde et liv efter døden. Dette betyder imidlertid ikke, at man ikke tillægger døden og ritualerne i forbindelse med døden nogen betydning. Tværtimod spiller begravelsesritualer en meget central rolle i kristendommen og de kristne kirker. Ritualerne, der forestås af præsten, udføres både i kirken og ved graven.

En hovedregel er, at kristne skal begraves, med fødderne mod Øst i venten på at dagen for Guds Rige oprinder.