Kristendommens omsorgshistorie

Charlotte Knagh Vestergaard 26.-4.-2007

Hvordan kirken hjalp de fattige før velfærdsstaten

Helt fra den tidligste kristendom har de kristne levet i fællesskaber. I Apostlenes Gerninger kan man læse at: "Alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov,"(Ap.G. 2,44-45).Dette var en forløber for de kirkelige nonne- og munkeordener, som blev grundlagt på de fattigdomsforskrifter, der bl.a. byggede på Jesu ord:"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det."(Mark. 8, 34-35).

Diakoni i kristendommen
I de første kristne fællesskaber fandtes der udover præsterne også nogle medhjælpere, der bl.a. hjalp præsterne med at uddele almisser til de fattige. Disse blev kaldt diakoner. De kvindelige medhjælpere betegnedes diakonisser, og hjalp ofte med at drage omsorg for og pleje de syge. Diakoni, der betyder at drage omsorg, har altså været en inkorporeret del af de første kristne menigheders dagligliv.Senere udvikledes deciderede klosterordener, der udover at praktisere frivillig fattigdom også levede tilbagetrukket fra resten af verden og samtidig prioriterede omsorgen for de syge og fattige.I Danmark betød dette, at menigmand nu fik mulighed for at få behandling for sine sygdomme af særdeles kyndige folk.

Omsorg i sygeplejen
Da omsorgen for de syge og svage var blevet et anliggende for klosterordenerne, udvikledes der indenfor disse ordener en stor viden om medicinske planter og andre virkemidler til brug i sygeplejen. Munkene og nonnerne var tidligere nogle af de eneste, der kunne læse og skrive, og derfor havde de mulighed for at studere tidligere tiders viden på dette område.Ligeledes kunne de samle deres viden og dele det med deres søsterklostre rundt om i verden. Viden om lægeurter og sygepleje blev derfor en fælles ressource, som alle klostrene og deres patienter nød godt af.Sygeplejen har altså sine rødder i klostervæsnet. Og mange kilder viser, at man allerede i 1100-tallet forstod at passe og pleje syge og ældre på bedste vis, så de kunne leve længe efter f.eks. et knoglebrud. Visse steder havde man på klostrenes område både et sygehus og et "plejehjem".Lokalbefolkningen bragte deres syge til behandling på klosteret, som var et sted, de havde tillid til. De betalte for behandling med gaver i form af naturalier, f.eks. madvarer, dyr, hele gårde eller jordlodder.Velhavende folk, der var blevet for gamle til at passe sig selv, kunne ligeledes mod donation af gaver købe sig til pleje på klosteret eller i et hus inden for klosterets område.

Reformationens ændringer
Reformationen resulterede i, at ansvaret for fattigdomsforsorgen blev flyttet fra kirken og blev et verdsligt anliggende. Derved kom det ikke kun en lille befolkningsgruppe til gode. Men med årene overtog det verdslige flere og flere af de diakonale opgaver, og diakonien tilpassede sig de nye samfundsordninger.Det var et resultat af Martin Luthers teologi, der gjorde op med munkevæsenet og almissegivning og forkyndte, at gerninger ikke var vejen til frelse. Samtidig fastslog han dog, at det at hjælpe sin næste var en naturlig del af det at være kristen. Han ønskede, at den diakonale tjeneste skulle bestå i at uddele gods, besøge syge og holde øje med, at ingen manglede noget.

Men meget af den viden, klostrene havde samlet, gik tabt under reformationen. Dette var tilfældet for alle de lande, der reformerede deres kirke, deriblandt også Danmark. Mange ordener blev forbudte, og munkene og nonnerne blev fordrevet, så der ikke længere var folk med viden om sygepleje i lokalområderne. Klostrene blev revet ned, og kongen brugte murværket til andre bygninger. De etablerede sygehuse blev dermed også ødelagt.Lægevidenskaben levede videre på universiteterne, men megen viden om sygepleje og den rette omsorg for gamle gik tabt. I løbet af 1700-tallet kom der dog fokus på den ringe standard, som sygeplejen var i, og særligt pietismen styrkede diakonien, bl.a. blev der oprettet et Vajsenhus der tog sig af dårligt stillede børn og unge i København.

I 1800-tallet udvikledes en protestantisk diakoni, der skabte en forbedring af området. Vækkelsesbevægelser medførte også en klar forbedring. I 1853 oprettedes Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Særligt i København gjorde foreningen en stor indsats for at afhjælpe de sociale problemer, som urbaniseringen og industrialiseringen skabte.På den baggrund opstod der i den periode en lang række diakonale institutioner og foreninger i København. I dag eksisterer der stadig en række diakonale institutioner, herunder også Diakonhøjskolen i Århus og Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Men det sociale ansvar ligger primært hos velfærdsstaten.

Omsorg i staten
Fra 1920'erne og frem prægede socialistiske tanker Danmark, og det medførte reformer på social- og sundhedsområdet. Mange forpligtelser, der før tilkom familien i forbindelse med pleje af syge og ældre, blev nu statens opgave.

I midten af 1800-tallet begyndte staten at uddele en slags "pension" til ældre, der ikke længere kunne arbejde for føden, og der blev oprettet plejehjem som f.eks. "De gamles by" i København fra 1919.Disse tiltag kan umiddelbart se ud som udtryk for en næstekærlig, kristen ideologi. Det er dog ikke tilfældet. Socialisterne mente oprindeligt ikke, at der eksisterede en Gud. Det var mennesket alene, der var ansvarlig for at ændre udviklingen og de menneskeskabte strukturer, som udgjorde samfundet. Inden for de socialistiske retninger finder vi også erklærede ateister som f.eks. Karl Marx.

I dag er der ikke de samme problemer med at forene en venstrefløjspolitik med et kristent livssyn, da mange af de gamle ideologiske grundholdninger ikke længere er fremherskende i nutidens partier.

Omsorg og mission
For mange missionærer er mission uløseligt forbundet med diakoni. Det bygger på Bibelens beskrivelse af Jesus, der som noget helt centralt kæder de to ting sammen. Derfor kan man som kristen ikke opgive mission, lige så lidt som man kan opgive diakoni.Tidligere blev mission ofte kædet sammen med vestlige kolonimagters religiøse tvang af lokalbefolkninger. Derfor er det igennem tiden blevet mødt med meget kritik. Men fra den tid findes der også eksempler på. missionærer, der vendte sig mod kolonimagten.

I dag er de kritiske røster mildnet, og mange anerkender det gode arbejde, som skoler og hospitaler grundlagt af missionærer gør i lokalområderne.Konkret i Danmark indsamler missionsselskaber penge så de kan drive skoler og udøve mission. Et eksempel er Sudanmisisonen, der har en lang række genbrugsbutikker over hele landet.

Historien om diakonien er altså på ingen måde slut. Så længe der er behov, vil kirken og de kristne organisationer forhåbentlig være til stede og vise omsorg overfor dem, der trænger til det.

 

Kristeligt Dagblad