Kritik til den politiske økonomi (1859) (Basis og overbygning)

I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige relationer, produktionsrelationer, som svarer til et bestemt udviklingstrin i deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsrelationer danner samfundets økonomiske struktur, den reale basis, på hvilken der rejser sig en juridisk og politisk overbygning, og til hvilken der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, som det materielle liv produceres på, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. (.....) Med forandringen af det økonomiske grundlag omformes den hele uhyre overbygning mere eller mindre hurtigt. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man altid skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, der kan konstateres med naturvidenskabelig præcision, og de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra det materielle livs modsigelser, ud fra den forhåndenværende konflikt mellem de samfundsmæssige produktivkræfter og produktionsrelationer.

 

Kritik til den Hegelske retsfilosofi. Indledning. (1844) (Ophævelsen af religionen)

 

For Tysklands vedkommende er kritikken af religionen i det væsentlige afsluttet, og kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik.
Vildfarelsens profane eksistens kompromitteres, i samme øjeblik dens himmelske forsvarstale tilbagevises. Mennesket, som i himmelens fantasivirkelighed, hvor det søgte det over-menneskelige, kun fandt et skyggebillede af sig selv, vil ikke længere være tilbøjelig til kun at finde sin egen skygge, til kun at finde det ikke-menneskelige dér, hvor det søger og må søge sin sande virkelighed.
Grundlaget for den irreligiøse kritik er: Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket.
Religionen er jo det menneskes selvbevidsthed og selvfølelse, som enten endnu ikke er blevet sig selv eller allerede har mistet sig selv igen. Men mennesket, det er ikke et eller andet abstrakt væsen, der sidder og kukkelurer udenfor verden. Mennesket, det er menneskets verden, det er stat, det er samfund. Denne stat og dette samfund frembringer religionen som en fordrejet verdensbevidsthed, fordi de udgør en fordrejet verden. Religionen er denne verdens almene teori, dens encyklopædiske kompendium, dens logik i populær form, dens spiritualistiske æressag, dens entusiasme, dens moralske sanktion, dens højtidelige supplement, dens almene trøst- og retfærdiggørelsesinstans. Den er den fantastiske virkeliggørelse af det menneskelige væsen, fordi det menneskelige væsen ikke ejer sand virkelighed. Kampen mod religionen er da middelbart kampen mod hin verden, hvis åndelige aroma er religionen.
Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.
At ophæve religionen som folkets illusoriske lykke er at fordre folkets virkelige lykke. Fordringen om at opgive illusionerne om sin tilstand er fordringen om at opgive en tilstand, som har illusioner behov. Kritikken af religionen rummer altså i kim kritikken af den jammerdal, hvis helgenglorie religionen er.
Kritikken har plukket lænkernes imaginære blomsterkrans itu, ikke for at mennesket skal bære fantasiløse og trøstesløse tanker, men for at det skal kaste lænkerne af sig og plukke levende blomster. Kritikken af religionen skuffer mennesket, for at det skal tænke og handle, for at det skal skabe sin egen virkelighed som et skuffet menneske, der er kommet til fornuft, for at det skal bevæge sig om sig selv og dermed om sin virkelige sol. Religionen er kun den illusoriske sol, der bevæger sig omkring mennesket, sålænge mennesket ikke bevæger sig omkring sig selv.
Det er da historiens opgave, efter at sandhedens hinsidighed er forsvundet, at etablere det dennesidiges sandhed. Det er først og fremmest den filosofis opgave, som står i historiens tjeneste, når den menneskelige fremmedgørelses helgenskikkelse først er demaskeret, da at demaskere fremmedgørelsens vanhellige skikkelser. Kritikken af himlen slår dermed om i kritik af jorden, kritikken af religionen i kritik af retten, kritikken af teologien i kritik af politikken.