NATURFOLKS RELIGIONER 

Twomoons  eskimoisk trommedanser Frej

                                                                   

FRA NATURFOLK TIL TIDLIG BYKULTUR

ALFABETISK LISTE OVER NOGLE RELIGIONSHISTORISKE GRUNDBEGREBER
 
 

Del-helheds-loven: del = helhed, en = alle, ligeartet fremkalder ligeartet, fortid = nutid = fremtid i kulten. Del-helheds-lovens 4 undersætninger bygger alle på, at del og helhed har samme mana og dermed er identiske.
Konsekvenser af denne lov er fx.: da en del af dyret = hele dyret, lægger man fiskebenene fra fangne fisk tilbage i vandet - så vil der stadig være fisk der; eller nogle kornaks lægges tilbage, hvor man plukkede dem - så vil kornet igen gro der.
Da en = alle, kan en forbrydelse straffes på en anden mand i stammen end den, der har begået den, eller på hans efterkommere.
Ved kultmyten inddrager man fortiden i kultens nutid, og gennem kulten fastlægger man fremtiden - kulten rummer al tid i sig (eller er "tidløs").

Dramatisk kult: ved at spille fx. dyrets eller solens eller forfaderens rolle identificerer man sig dermed og kan således bestemme over det - at dyret vil komme igen, formere sig og lade sig jage - at solen vil skinne- at forfaderkongen  stadig hjælper. Man spiller dyrets rolle ved at klæde sig i en del af det, bære maske, efterligne dyrets handlinger i dans, og synge og fortælle om det; solens rolle kan man fx spille ved at danse solret (se magi).

Døden eksisterer ikke i vor forstand som et "nulpunkt", men er en fortsættelse af livet, i gravhøjen, under jorden, i et skyggerige. Man opretholder de dødes eksistens ved at give dem mad og drikke (offer) og huske deres navne og bedrifter; og ved begravelsen får de nyttegenstande med sig.
De døde kan manes frem som hjælpeånder og til at give orakelsvar, råd og hjælp mod fjendtlige ånder, og de gengælder dødekulten ved denne hjælp og ved at sende frugtbarhed til jorden. Der er således en fortsat kontakt mellem de levende og de døde forfædre. Det er slægtens og stammens fortsættelse, der er det vigtige, ikke den enkeltes liv efter døden; at sikre sig efterkommere er afgørende for et vellykket liv.

Ekstase: tilstand hvor man er ude af sig selv, i trance, i en begejstrings- og rus-tilstand. I denne er man i direkte kontakt med højere magter og kan få hjælp af dem (fx afdøde eller guder) eller kan manipulere med mana. Ekstasen er en del af shamaners uddannelse, men bruges også af almindelige kultdeltagere. Den opnåes fx ved sang, dans, rytmisk musik (trommer), berusende drikke, euforiserende stoffer, seksuelle handlinger, faste, anstrengelse, koncentrationsøvelser, selvpinsler.
Den tilstand, hvor man kan blive besat, grænser til trance og ekstase.

Erhvervsformer og kulturtyper:
Til naturfolk regnes:
samlere og jægere /fiskere (lavere og højere jægere, alt efter hvor komplicerede deres redskaber er)
kvægavlernomader
tidlige agerbrugere.
Disse kulturer har en form for naturreligion. Stammens overlevelse er det vigtigste formål, dvs at jagt og samling lykkes, at kvæget og kornet trives. Der er således et positivt samspil mellem samfund og religion.

De følgende kulturtyper har stadig agerbrug som hovederhverv og omfatter:
sene agerbrugere
tidlig bykultur (kaldes også højkultur)
og deres religion er en frugtbarhedsreligion, hvor overlevelse i form af agerens trivsel er hovedformålet for såvel religion som samfund.

Med bystaten som centrum udvikles
sen bykultur (også kaldet poliskultur)
hvis byreligion har bystatens trivsel som sit vigtigste formål. I løbet af bykulturen begynder individualkultur at opstå og konsolidere sig - der optræder fænomener som etik, religionskritik og filosofi ved siden af byreligionens fænomener.

Den sidste kulturtype er den egentlige
individualkultur,
hvor det enkelte menneskes trivsel og frelse er hovedformålet; svarende hertil udvikles frelsesreligionerne. I disse kulturer er der ofte et negativt forhold mellem samfund og religion, med magtkampe mellem religiøse og verdslige ledere.
 

Fællesskab: hos naturfolk er der ingen arbejdsdeling, undtagen mellem kønnene. Nogle har større mana end andre, men ellers er menneskemassen homogen. Der er således indbygget et tæt fællesskab mellem menneskene.
I bykulturer og individualkulturer er der derimod arbejdsdeling og ofte store sociale forskelle.

Guder: overnaturlige personificerede væsner, der dyrkes af menneskene. De udformes som guder og gudinder, der ligner mennesker eller menneskeidealer (evt forfædre), undertiden med dyretræk.
Det er ofte et definitionsspørgsmål, om man kalder det guder eller kultskikkelser eller ånder - en guddom modtager i hvert fald en form for kult (fx offer eller kultdrama).
I jæger-samler-naturreligion mangler guder oftest - det er menneskene, der har gudernes rolle med at opretholde verden, hvad de - navnlig shamanen - kan ved hjælp af magi. Ånder kan inddrages til hjælp, eller de kan bortskræmmes, hvis de er fjendtlige dæmoner - men ifølge denne definition er de altså ikke guder, da de ikke dyrkes med en kult.
Hos kvægavlernomader og agerbrugere er der ofte guder.

Hellighed: omtolkning af mana- og tabu-begreber i positiv retning. I negativ retning bliver disse begreber omtolket til urenhed. Både hellighed og urenhed er farligt og urørligt.
Det hellige beskrives i religionshistorien som det skræmmende og fascinerende numinøse.

Identifikation: det at gøre sig til ét med et andet væsen.

Kaos: den uordnede verden, det fremmede, farlige; konkret er det, hvad der skader menneskenes overlevelseschancer (sult, utryghed), og dermed forskelligt fra folk til folk, afhængigt af klima, dyreliv, erhvervsform o.a.
Ofte personificeret, fx som en drage, et uhyre eller en fjendtlig guddom.
Kaostilstanden er modsætning til kosmostilstanden - og ligger i urtidsmyter ofte før skabelsen af kosmos, eller er det materiale, kosmos skabes af.

Kosmos: den ordnede verden, menneskenes livsbetingelser - og den kendte, vedkommende verden.
Hvordan kosmos konkret forestilles, afhænger af, hvad de pågældende mennesker lever af og er afhængige af, hvor de bor osv. Det er i den første betydning gerne set som det modsatte af kaos.
For fastboende kulturtyper er kosmos i den anden betydning indsnævret (i sammenligning med de omvandrende folks verden, der jo er meget større).

Kult: system af religiøse ceremonier. Kulten kan sigte direkte på det ønskede resultat (magi) eller gå via guder og gudinder.
Til kulten kan der være knyttet en eller flere myter.

Kultfester er det centrale i al naturreligion - religionen er praktisk: det er, hvad man gør, ikke hvad man tror og mener, der er afgørende. At deltage i kultfesterne er betingelse for at høre med i fællesskabet.
Ofte holdes en stor årlig kultfest, hvor man genskaber kosmos ved at identificere sig med alle dens væsentlige elementer - eller ved at bekæmpe kaos; derved skabes tryghed og tillid til fremtiden.

Kultdrama: centrale kultform hos tidlige agerbrugere og i frugtbarhedsreligioner; kultdramaer fortsætter i agerbrugskulturerne på linje med de kendte, magiske kultformer og udspecificeres efterhånden i tre karakteristiske former:

bryllupsdrama, helligt bryllup mellem præst/præstekonge og præstinde, evt. i den først trukne plovfure, på tærske-pladsen eller i templet. Mennesket overfører sin egen frugtbarhed til marken (efterligningsmagi); senere ændres kultmyterne til at omhandle bryllup mellem gud og gudinde. I nogle kulturer optræder professionelle "tempelskøger".

kampdrama, rituel kamp udført af præst/præstekonge mod de kaosmagter, der truer kornet (hagl, tørke, oversvømmelser, skadedyr). Senere spilles dramaet som den venligtsindede guds kamp mod den fjendtlige gud (dragen), kosmosmagten mod kaosmagten, og der opstår kultmyter med dette indhold.
Ofte følges kampen op af, at guden indretter kosmos, dvs skaber verden.

død-genfødsels-drama, klagesange og -danse, når kornet dør (høstes, tærskes) og begraves (såes), og jubelsange og -danse, når kornet genfødes (spirer frem). Senere spilles dramaet omkring kultmyter, hvor guden dør og genopstår, også her stadig bundet til årstidsrytmen. (Denne type kultdrama er udgangspunkt for de senere mysteriereligioner).
 

Magi: centrale kultform for samler-jæger-kulturer. Kollektiv kult, der ved at manipulere med mana sigter direkte (ikke via guder) på at opnå sit resultat (fangstdyr, regn, krigslykke). Findes også som privat kult for at fremme egne og familiens interesser; falder disse sammen med stammens, taler man om hvid magi; hvis de modarbejder samfundets interesser, kaldes det sort magi (på Haiti: woodoo).
Ved magiske riter identificerer kultdeltagerne sig med dyret, vejret, planten; man skelner mellem:
berøringsmagi (taktil magi), hvor man bærer på eller rører ved en manafyldt del af sit identifikationsobjekt; bygger på "reglen"  del = helhed;
efterligningsmagi (imitativ magi), hvor man bærer en maske eller en bemaling, der ligner dyret, eller efterligner dets bevægelser og handlinger; bygger på "reglen"  ligeartet fremkalder ligeartet;
og sproglig magi, hvor man bruger skabende ord (sange, navne) for at nå sit mål.

Mana: upersonlig kraft, der manifesterer sig i alt eksisterende, organisk såvel som uorganisk. Mana = kraft + liv + central egenskab + styrke + dygtighed + evne + held + godt resultat + omgivende miljø.
Mana kan mistes, påføres, fjernes og overføres, uvillet eller gennem magiske ritualer. For at tåle stærk mana, må man være forberedt (se overgangsritual og tabu).
Man kan rituelt manipulere med mana; dette kaldes magi (se denne).

Myte: tekst der handler om overnaturlige væsner.
Kultmyter ledsager kulten og forklarer, hvad man gør i den, ofte ved en fortælling fra urtiden (om det første dyrepar, forfædrene, verdens skabelse); selvom myten forklarer kulten, eksisterer kulten tit, før myten opstår - eller myten ændrer sig, mens kulten fortsat udføres på samme måde.
Årsagsmyter (ætiologiske myter) forklarer oprindelsen til naturfænomener (fx. torden, manglende fangstdyr) og til menneskers skikke (fx. tabu-tidspunkter, helligsteders beliggenhed, kultforløb (uden at blive reciteret under kulten), traditioner for ægteskab, legitimering af sakral konge).
Senere myter systematiserer forholdet mellem sammenbragte guder - eller bliver litterære og mister forbindelsen med kult og religion.

Naturfolk: folkeslag, hvis afhængighed af naturen er meget stor. Deres forhold til naturen er karakteriseret af gensidighed og identifikation, fortrolighed og ofte respekt og venskab; menneskene opfattes som en art blandt andre.
Det modsatte kaldes kulturfolk, hvor menneskene gennem teknik har gjort sig til delvis herre over naturen og opfatter sig selv som tilværelsens centrum og som hersker over andre væsner i naturen.

Offer: centrale kultform hos kvægavlernomader, men bliver en populær kultform hos de fleste andre senere religionstyper også.
Man kan inddele ofre på flere forskellige måder, fx.:
sakramentalofferet, hvor guden spises, så alle får del i hans kraft -  omtolkning af jæger-religionsritualer, hvor man får tilført mana ved spisning af dyret eller fjenden;
gave,afgift eller bytte: do ut des-offer: jeg giver for at du skal give; altså en handel med guderne;
det først høstede eller fødte har en særlig stærk virkning på guden: førstefødselsoffer, førstegrødeoffer;
ved løfteofferet må offermodtageren give sin hjælp først, inden offeret foretages;
offer til formildelse af vrede guder eller forfædre: sonoffer.
Offerteknik er ofte indviklet og kræver uddannelse af et præsteskab, hvis magt undertiden bliver ret stor.

Overgangsritual: fjernelse eller påførelse af mana (kaldes senere renselse og indvielse) ved overgang fra en manasfære til en anden (fx fra fred til krig, fra profant til helligt sted, fra almindelig til kultisk tilstand).
Særlig udbredte er overgangsritualer, der markerer overgang fra en aldersklasse eller status til en anden (fra ufødt til født herunder navngivning, pubertetsritual, bryllup, begravelsesritual).
Overgangsriter sikrer en ufarlig og fredelig overgang fra manasfære til manasfære.

Overnaturlige kræfter kan være upersonlige og håndterlige, som mana - eller personificerede, mer eller mindre håndterlige, som ånder og guder.

Ritual (= rite): religiøs ceremoni. Grundbestanddel i alle religioner, særlig central i naturreligion, hvor praksis er det vigtigste.
Ritualet eksisterer ofte før den myte, der forklarer det, men kan også være resultatet af en vision (et indre syn, en religiøs oplevelse) hos den enkelte religionsudøver (således hos prærieindianerne).
Riten løfter dagligdags handlinger (spisning, jagt, slagtning, såning, seksualitet, kamp) op i sakralt plan.

Sakral: hellig, hørende til kulten; modsætning: profan.
Sakralbundt: en "pakke" med manafyldte genstande (hos prærieindianerne).
Sakralt kongedømme: kongen anses for søn af guden og er både administrativ og kultisk leder. (Oftest har samfund to ledere: en høvding og en shaman, en konge og en ypperstepræst).

Shaman: religiøs ekspert hos naturfolk; åndemaner, angakok, medicinmand, troldmand, heksedoktor, seer, spåmand, orakelpræst - folk med en sådan funktion kaldes i religionshistorien for shamaner, især hvor deres virksomhed foregår med brug af ekstase. De nyder megen anseelse og har stor indflydelse, ofte ligeså stor som høvdingen. De forestår samfundets kultfester, optræder som løsere af samfundets kriser og er også private hjælpere og rådgivere. De søger eventuelt hjælp og orakelsvar hos forfædrenes eller dyrenes ånder, og de ved, hvordan de skal pacificere eller skræmme fjendtlige ånder. Gennem deres spirituelle evner har de således magt over naturen.

Tabu:
skadelig mana (sygdomsmana, dødsmana),
stærkt koncentreret mana (i et sakralbundt, hos en høvding)
og blanding af manasfærer -
er farligt og dermed tabu, dvs forbudt at røre ved eller tale om eller generelt at omgåes med..
Et menneske (en høvding) eller en ting (kultgenstand), et kultsted eller en gravplads kan være tabu. Blanding af mælk og kød (liv og død) er oftest tabu hos kvægavlernomader. Overgang mellem to adskilte manasfærer kan finde sted ved en passende pause eller ved overgangsritualer.
Taburegler har ofte en lignende funktion som moralsystemer hos kulturfolk, for ved at bryde et tabu skader man ikke kun sig selv, men også stammen (en = alle). Sanktionerne mod folk, der har overtrådt en taburegel kan være hårde - undertiden dør folk af sig selv, når de får at vide, at de har brudt tabuet - der kan pålægges bod, eller udstødelse af samfundet kan finde sted; men ofte kan tabubruddet dog neutraliseres ved offentlig indrømmelse af det (fx hos eskimoerne).

Tid opfattes forskelligt i forskellige kulturer. I cirkelsamfund (disse svarer nogenlunde til naturfolk, agerbrugere og tidlige bykulturer, men kan også findes i de andre kulturtyper) er tiden cirkulær; der er ingen historisk bevidsthed, tiden gentager sig både årligt i en bestemt rytme og  i det hele taget. På kultpladsen kan tiden ophæves: tidløshed er mulig. (I linjesamfund er tiden lineær, går fra skabelse til verdens undergang).
Traditioner er vigtige i de statiske cirkelsamfund (hvorimod linjesamfund satser på forandring og udvikling).
Ældre mennesker har i kraft af deres erfaring høj status i cirkelsamfundet. (I linjesamfund har de unge ofte højest status i kraft af deres vitalitet og fleksibilitet).
Kulturen føres i cirkelsamfund videre uden ændringer gennem meget lange tidsrum, og eventuelle ændringer skyldes især påvirkninger udefra: kulturmøde med andre folk, ændrede naturforhold og klimaforandringer.

Totem: dyr, som man er så tæt knyttet til, at man opfatter sig som nedstammende fra det. Et sådant dyr må ikke jages - eller kun jages på bestemte tider af året - og må ofte kun spises rituelt. Også planter kan optræde som totem. I praksis lighed med fredningsregler.

Ånder: kan være fjendtlige væsner, man skal bortskræmme (fx ved uhyggelige masker og bemaling), pacificere eller tæmme ved ritualer; de kan også være neutrale eller venligtsindede væsner, som man kan få visioner (indre syner) af og vinde som hjælpeånder. De har skikkelser af dyr eller afdøde mennesker, er eventuelt tilknyttet bestemte naturlokaliteter, og undertiden er det også nærmest eventyrvæsner (kæmper, dværge).