RELIGIONSFILOSOFI OG ETIK     

OVERSIGTSSKEMA               

 
G. W. F. HEGEL SØREN KIERKEGAARD    KARL MARX  
Jean-Paul Sartre  
FRIEDRICH NIETZSCHE JEAN PAUL SARTRE ALBERT CAMUS

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jimmy Zander Hagen af:

 

 

Hegels åndsbegreb

 

 


 

Fornuften er virkelig, og virkeligheden er fornuftig

 

Hegel ser virkeligheden som en dynamisk virkeliggørelsesproces, hvor det er verdensånden, der er historiens egentlige subjekt. Hegels filosofi er altså et udtryk for en idealistisk forståelse at virkelighedens beskaffenhed, en idealistisk metafysik. Men der er ikke tale om en åndelig virkelighed bag om den konkrete virkelighed. Tværtimod udtrykker ånden sig i den konkrete virkelighed, som bliver til en fornuftig og sammenhængende helhed. Ånden er kun til i sine differenser, som den har spaltet sig ud i, dvs. virkeligheden i sin helhed. Derfor begriber ånden også kun sig selv via den konkrete virkelighed, ikke ved at abstrahere til noget transcendent. Det er åndens selvvirkeliggørelse, der er konkret, for den er helheden. Enkelttingen derimod er abstrakt, for den ses ikke umiddelbart i nogen større sammenhæng.

 

Nu var det jo Kants dualisme, Hegel ville overvinde. Og det har han på sine egne præmisser gjort. Ding-an-sich er selvmodsigende, fordi det virkelige nærmest pr. definition må kunne forstås, så snart vi kan tale om den. I stedet for en dualisme vil Hegel derfor have enhed eller en monisme. Virkeligheden er ét, og det sammenfatter han med begrebet den absolutte idé. Det betegner åndens udviklingstrin på det niveau, hvor ånden kommer til fuldstændig erkendelse af sig selv som virkelighedens fundament. Kant påpegede fornuftens begrænsning, idet den havde en iboende tendens til at overskride sig selv i fornuftsidéer. For Hegel virkeliggør fornuften sig selv snarere end at overskride sine egne grænser. Derfor er der ingen udefradefineret grænse for fornuften, for den sætter selv sin grænse, som er lig med virkelighedens grænse.

 

Det skal retfærdigvis siges, at Hegel jo selv var en del af den virkelighed, han forsøgte at begribe. Han er et barn af romantikken, som i mange henseender tænkte idealistisk og historisk. I dag har hans omfattende system, der gjorde hans egen tid til åndens fuldbyrdelse, ikke nogen betydning som sådan. Men hans filosofi har ikke desto mindre haft (og har) kolossal betydning for eftertidens filosofi. Det kirkelige miljø på Søren Kierkegaards (1813-55) tid var gennemgribende hegelsk i sin tankestruktur, og da Kierkegaard var subjektivitetens tænker, kunne han ikke forlene sig med den objektive og absolutte ånds udvikling via de individuelle eksistenser. Kierkegaards modstand over for Hegel skal ses på denne baggrund. Karl Marx (1818-83) udformede sin politiske filosofi (marxismen) på baggrund af Hegels historiefilosofi og udviklingsdialektik. Blot vendte Marx Hegel på hovedet i den forstand, at Marx ikke så det åndelige som historiens drivkraft, men i stedet det materielle. Det er selvfølgelig en helt afgørende forskel. Marx fokuserede på proletariatets frigørelse, ikke åndens. Og Marx anvendte i stor udstrækning Hegels arbejdsbegreb – et begreb vi ikke har berørt her.

 

I det 20. århundrede er det især tyskerne, Martin Heidegger (1889-1976) og Hans-Georg Gadamer (f. 1900) samt franskmændene Jean-Paul Sartre (1905-80) og Jacques Derrida (f. 1930), der er inspireret af Hegels filosofi. Da disse filosoffer hører blandt de væsentligste i nyere filosofi, kan vi alene på den baggrund konkludere, at Hegel er en central skikkelse i filosofihistorien.

 

 

 

 

        

 

OM SØREN KIERKEGAARD 1813-1855  

af Niels Jørgen Cappelørn

af Niels Chr. Kierkegaard ca. 1840  af Peter Klæstrup ca. 1845

   

                              

"Urskriften læst af et geni"

"Genierne ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden; forfærde Menneskene; rense Luften." Således skrev Søren Kierkegaard i 1849 i en journaloptegnelse med klare selvbiografiske overtoner.
Han opfattede sig selv som et geni. "Der er Noget ved mig som var jeg noget Stort, men paa Grund af de gale Conjunkturer gjelder jeg kun lidet." Og han satte sin genialitet i forhold til "det at være i Minoriteten". Han gik altid imod vinden, imod de herskende strømninger og systemdannelser, og gjorde det, fordi han mente, at "Sandheden altid kun er at finde i Minoriteten."
I modsætning til majoriteten, det abstrakte, satte han det konkrete, den enkelte. "Først naar det enkelte Individ i sig selv har vundet etisk Holdning trods hele Verden, først da kan der være Tale om i Sandhed at forene sig."
Søren Kierkegaard blev født den 5. maj 1813 som den yngste af en søskendeflok på syv. Hans særegne opvækst i hjemmet på Nytorv i København var præget af faderens pietisme og tungsind. I 1830 blev han student og umiddelbart efter indskrevet ved Københavns Universitet for at studere teologi. Snart gled teologien dog i baggrunden til fordel for litteratur, teater, politik og filosofi – og et udsvævende liv, der delvis formede sig som et opgør med hjemmets strenge og mørke kristendomsopfattelse. Men efter et religiøst gennembrud i maj 1838 og faderens død i august gik han atter i lag med teologien for i juli 1840 at afslutte sin teologiske embedseksamen med udmærkelse.
To måneder senere forlovede han sig med den ni år yngre Regine Olsen. Men da han "religieust forstaaet, allerede tidligt som Barn var for-lovet" til Gud, kunne han ikke gifte sig med hende. Efter tretten intensive og stormfulde måneder brød han forlovelsen i oktober 1841. Det ulykkelige kærlighedsforhold satte sig dybe spor i resten af hans liv og satte ham i gang som forfatter med Enten - Eller og To opbyggelige Taler i 1843.
Allerede i 1838 havde han dog udgivet sin første bog, Af en endnu Levendes Papirer, en kritisk anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand. Og i 1841 havde han forsvaret sin afhandling Om Begrebet Ironi for den filosofiske doktorgrad.
Hans filosofiske, psykologiske, religiøse og kristelige forfatterskab, der består af ca. fyrre titler, falder i to faser: 1843-46 og 1847-51. Foruden Enten-Eller og en række opbyggelige taler tæller den første fase titler som: Frygt og Bæven, Begrebet Angest, Philosophiske Smuler, Stadier paa Livets Vei og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, der udgør vendepunktet mellem de to faser. Den anden, kristelige, fase består af værker som: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, Kjerlighedens Gjerninger, Christelige Taler, Sygdommen til Døden og Indøvelse i Christendom samt To Taler ved Altergangen om Fredagen, der afslutter det egentlige forfatterskab.
Hertil kommer en mængde forarbejder til mange af de trykte skrifter og et væld af efterladte papirer, journaler og notesbøger, sammenheftede ark og løse blade, lapper og strimler. De ca. 75 journaler og notesbøger, som Kierkegaard førte fra 1833 til 1855, giver et indblik i hans værksted, i hans "Øvelser bag Coulisserne".
Fremme på scenen, i de udgivne skrifter, ville Søren Kierkegaard – som "en egen Art Digter og Tænker" – "læse de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede igjennem endnu engang, om muligt paa en inderligere Maade", som han selv udtrykte det, da han i eftersommeren 1851 var nået til en ende med sit egentlige forfatterskab.
I dette forfatterskab beskriver han tilværelsens forskellige muligheder, især dens tre hovedstadier, som han kalder "Existents-Sphærer", det æstetiske, det etiske og det religiøse, idet han påviser deres utilstrækkelighed i forhold til det sande kristelige. Mennesket bliver først et autentisk selv ved at forholde sig til Gud som skabt af ham. Og det bliver først et sandt selv ved at bekende sig til Kristus og få sin skyld tilgivet af ham. Men "foruden at bekjende Christus, fordres der ogsaa at handle christeligt". Derfor er sandheden altid en sandhed i handling, ligesom troen altid er en tro i gerninger.
Søren Kierkegaard forstod sig selv som religiøs forfatter med den opgave "at fremstille Christendommen". Han ville "rense Luften", have alle sansebedragene og alt hykleriet skrællet af, og trænge tilbage til "det Nye Testamentes Christendom".
På den baggrund gik han til angreb på den officielle kristendomsforkyndelse og de kirkelige autoriteter. Han indledte sin kirkekamp, et lynende tordenvejr, i slutningen af 1854 med en række artikler i avisen Fædrelandet og førte den videre med stor skarphed, radikalitet og journalistisk tæft i flyveskrifterne Øieblikket nr. 1-9.
I oktober 1855 faldt han om på gaden, syg og udbrændt; han blev ført til Frederiks Hospital – det nuværende Kunstindustrimuseum – hvor han døde den 11. november.
Søren Kierkegaard blev genopdaget omkring århundredskiftet og fik stor international betydning efter Første Verdenskrig. Han blev fx den store inspirationskilde for den dialektiske teologi og for eksistensfilosofien. Men fra 60'erne til midten af 80'erne stod han i lav kurs. Siden da har han fået en voldsom renæssance, ikke blot blandt forskere, men også i en bredere offentlighed, både nationalt og internationalt – også i de lande, der har været bestemt af en marxistisk tænkning og tilværelsesforståelse. Desuden er han blevet opdaget af nye fagområder såsom sprogfilosofi, fænomenologi og litteraturvidenskab.
Denne fornyede interesse for Søren Kierkegaard skyldes et fornyet ønske om at nå til en helhedsforståelse af tilværelsen, ikke kun på et videnskabeligt-filosofisk, men også på et etisk-eksistentielt plan. Ligesom den er forbundet med en ny søgen efter et svar på de fundamentale spørgsmål om individets betydning, om etikkens grundlag og om sammenhængen mellem det religiøse/det kristelige og det sociale.
"Af Genierne ere der to Arter. Den første Arts Charakteristiske er Bulderet, Lynet derimod er sparsomt, og slaaer sjeldent ned. Den anden Art har en Bestemmelse af Reflexion i sig, ved hvilken de tvinge sig eller tvinge Bulderet tilbage. Men Lynet er saa desto intensivere; med Lynets Hurtighed og Sikkerhed rammes de udseete enkelte Punkter – og dødbringende."
Søren Kierkegaard hørte til den sidste art.

 

 

OM KARL MARX  (1818-83)

af Finn Hansson. Lektor ved Institut for ledelse, Politik og Filosofi, Handelshøjskolen i København

Marx , tysk socialist, politiker og samfundsteoretiker. Karl Marx er den mest betydningsfulde skikkelse i socialismens historie. Allerede i sine ungdomsskrifter kritiserede Marx filosofien for udelukkende at være optaget af at tolke verden og ikke stille spørgsmål om at forandre den. I takt med at hans omfattende kritiske studier af det kapitalistiske samfunds struktur, sammenhænge og modsigelser blev sigtet med det teoretiske arbejde mere og mere konsekvent rettet mod at forstå for at forandre. At ville forandre samfundet på baggrund af en kritisk forståelse er Marx' arv til de senere tiders socialister.

Marx blev født i Trier, i det prøjsisk styrede Rhinland. Både den traditionelle liberalisme i Rhinlandet og det hårde prøjsiske regime er vigtige elementer til forståelsen af hans baggrund. Det samme er hans jødiske afstamning. Begge hans forældre kom fra slægter med rabbinere i flere generationer. Faderen gik over til protestantismen i 1817 for at kunne arbejde som advokat uden de begrænsninger som gjaldt for jøder. Han var moderat liberal, delt mellem beundring for sønnernes evner og bekymring over måden de blev brugt på. Han døde i 1838. Marx' mor synes at have været dominerende og snæversynet. Frem til sin død i 1863 havde hun sammenstød med sin søn om økonomiske spørgsmål.

I 1836 skrev Marx sig ind ved universitetet i Bonn for at studere jura, men rejste snart videre til Berlin for at læse filosofi. Her kom han ind i gruppen af «unghegelianere» omkring Bruno Bauer - en kreds af radikale filosofer som kritiserede Tyskland for ikke at svare til begrebet om den fornuftige stat. I 1841 fik Marx doktorgraden ved universitetet i Jena på en afhandling om antik materialisme. I 1842-43 var han journalist på, og senere redaktør af avisen Rheinische Zeitung, hvor hans artikler udtrykker en abstrakt liberal holdning, fjernt fra tanken om grundlæggende samfundsforandringer. Avisen gik ned efter pres fra zar Nikolaj I, som ikke brød sig om en kritisk artikel, den havde trykt om Rusland.

I sommeren 1843 giftede Marx sig med Jenny von Westphalen (1814-1881). De fik 6 børn, hvoraf tre voksede op og overlevede deres forældre. Samme sommer skrev Marx også en lang analyse af Hegels «Retsfilosofi», samt en omdiskuteret kritik af Bruno Bauers pjece om tyske jøders emancipation. Her diskuterer Marx spørgsmålet om sammenhængen mellem menneskerettigheder statsborgerskab og emancipation (frigørelse), og viser at han har sine rødder i en klassisk republikansk demokratitradition, som han dog kritisk overskrider ved at påvise privatejendommens begrænsning for en virkelig frigørelse. Det betyder, at en radikal politisk emancipation for jøder og ikke-jøder forudsætter en forkastelse af religionen (jødedom/kristendom) og privatejendommen.

Sent i 1843 skrev Marx artiklen «Kritik af Hegels Retsfilosofi», hvor han for første gang udtrykker forestillingen om, at samfundsforandringen alene kan udspringe af en klasse, som ikke har andet end sine lænker at miste - det moderne proletariat. Her finder vi også den berømte formulering om at «Religion er opium for folket». Mod slutningen af året drog Marx til Paris. Her mødtes han bl.a. med Heinrich Heine, arbejdede politisk i den revolutionære bevægelse «De retfærdiges forbund», studerede nationaløkonomi og historie.

Disse studier ledte frem til de «Økonomisk-filosofiske manuskripter» (ofte kaldet «Pariser-manuskripterne»), som først blev offentliggjort i vort århundrede og som da bidrog til en nytolkning af Marx med vægt på de humanistiske elementer i hans tænkning, fjernt fra den «videnskabelige socialisme» som indtil da havde været den herskende tolkning. Grundlæggende i disse manuskripter er teorien om menneskets fremmedgørelse i det kapitalistiske samfund og om kommunismen som ophævelsen af fremmedgørelsen. Marx forlod aldrig denne teori, selv om den efterhånden ændrede karakter og antog en mere præcis form. Mens han i 1844 i løse vendinger taler om menneskets fremmedgørelse fra sit væsen, blev dette senere præciseret til arbejdernes fremmedgørelse fra sin klasse og fra sin historie.

I 1845 offentliggjorde Marx - sammen med Engels, som fra da af var hans konstante ledsager - smædeskriftet «Den hellige familie» - et opgør med unghegelianerne. Et lignende opgør er også «Den tyske ideologi» fra 1845-46. Dette værk som først blev offentliggjort i vort århundrede er også den første fuldstændige formulering af Marx' historiefortolkning og politiske teori. Her finder vi teorien om produktivkræfter og produktionsforhold, om basis og overbygning, om klassekamp og om betingelserne for den socialistiske revolution. Selvom Marx på dette tidspunkt endnu ikke havde udviklet sin samfundskritik i form af en teoretisk og historisk analyse af det kapitalistiske samfund, var hans grundlæggende teoretiske og politiske synspunkter fra nu af fast formuleret.

 

 

 

OM FRIEDRICH WILHELM  NIETZSCHE  (1844-1900)

af Peter Thielst (1951-), cand.mag & mag.art i filosofi

Nietzsche , tysk filolog og filosof. Var som præstesøn udset til at læse teologi, men da barnetroen allerede var gået tabt på kostskolen Schulpforta, blev det den klassiske filologi, der tiltrak. Som 24-årig blev den lovende student uden kandidateksamen kaldt til professoratet i Basel, og her virkede den i starten meget Schopenhauer- og Wagner-sværmende filolog i 10 år, indtil han pga. skrantende helbred måtte søge sin afsked i 1879. De næste 10 år gav ham et liv i produktiv ensomhed, en «freier Geist» med forkærlighed for den italiensk-franske Liguriekyst og de schweiziske Engadinbjerge. I januar 1889 blev Nietzsche ramt af et sammenbrud, der tog intellektet fra ham, men lod han overleve som tavs krop i endnu 11 år. Her, under den antisemitiske søster Elisabeths pleje og regimente, begyndte den tragedie, der langt ind i det 20. årh. trak Nietzsches tænkning gennem en pøl af tysk nationalisme, herrementalitet og racehad – hvis han da ikke blot blev reduceret til galning eller afvist som borgerlig-dekadent irrationalist . Ja, faktisk begyndte skaden tilbage i Nietzsches sidste bevidstfulde år (1888), hvor Georg Brandes i sin magtfulde præsentation mistolkede tanken om overmennesket, så den længe stod som en pinlig parallel til hans egen aristokratiske herodyrkelse («Det store menneske, Kulturens kilde»). Ecce Homo (okt. 1888) blev ikke uden grund – men forgæves – skrevet for at «forhindre, at man laver ulykker med mig…»

Nietzsche kan misforstås, hvis man vil. Ikke kun fordi han også lukker aristokratiske og politisk ukorrekte ideer ud, f.eks. til kritik af demokrati, lighedstanke og solidaritet (omsorg), men navnlig fordi han i storværket Således talte Zarathustra (1883-85) udtrykker sig dunkelt og metaforisk, og fordi hans historiesyn er noget tvivlsomt. Nietzsches kunne som anti-metafysiker og anti-idealist naturligvis ikke bruge Hegels historiesyn, men konstruerede – inspireret af filologiens stamtræs-metode – sin egen genealogiske forklaringsmodel, som inddrog såvel fysiologiske og klimatiske omstændigheder som sproglige og psykologiske, når en oprindelse og udviklingshistorie skulle kortlægges. Deraf hans markante tale om slaveoprøret i moral, der blev relateret til en herre/slave-modsætning mellem de stærke, handlekraftige typer og de svage, sygelige typer, der ved rationel list fik mulighed for leve deres ressentiment (misundelse, nag, og hævn) ud: historisk manifesteret i kristendommens morbide omkalfatring af antikkens stolte menneskesyn og livskraftige værdier.

Noget af det befriende i Nietzsches tænkning, der primært udfolder sig aforistisk og skarpt punkterende, er den vilje til at udøve kritik over for alle etablerede idealer og tankeformer, der især rammer værdibegrebet og hele den religiøst-metafysisk forblommede forestilling om en given mening med tilværelsen. Fra Menneskeligt, alt for menneskeligt (1878) fyrer han med skarpt fra hoften, og det «skøre menneskes» beretning om Guds død i Den muntre videnskab (1882) leverer den afgørende salve: med oplysningen og sekulariseringen er vi på herrens mark (om end herren selv er bortgået), men vi lader som om, at intet er hændt, og humper videre på tanke-krykker, vi ikke tror på og ikke kan begrunde. Fornuften har skabt det moderne, men synes fortabt i selvbedrag og ude af stand til at hanke op i den nye situation, hvor vi atter må sætte værdier – ekspressivt og med den vilje og lidenskab, som Nietzsche ser et forbillede for i det dionysiske (modsat det apollinske: fornuftens kølige, men impotente felt).

 

 

OM JEAN PAUL SARTRE (1905-1980)

Jean-Paul Sartre

Jacob Dahl Rendtorff (1965-), Mag. Art., Ph. D, lektor, Roskilde Universitetscenter

Sartre (1905-80), fransk filosof, forfatter og politisk tænker, grundlægger af den moderne ateistiske eksistentialisme. Uddannet fra Ecole Normale supérieure i filosofi sammen med sin livsledsagerske Simone de Beauvoir, underviste i ungdomsårene i filosofi i gymnasiet, debut i 1937 med romanen La nausée (Kvalme), der i litterær form tematiserer alle eksistentialismens filosofiske temaer; problemet om verdens og eksistensens absolutte vilkårlighed og meningsløshed, det moderne menneskes selvbedrag og flugt fra sin eksistentielle frihed. Romanen handler om menneskets manglende evne til at give sit liv. Hovedpersonen Roquentin føler en vedvarende kvalmende, fordi der ikke er nogen nødvendig forbindelse mellem tingene og hans bevidsthed. Han er fuldstændig ensom. Andre mennesker er blot latterlige og ubehagelige. Verden er absurd. Bag menneskets betydningssammenhæng findes kun vilkårlig og massiv, meningsløs væren.

Disse temaer udvikles i systematisk form i hovedværket L´Etre et le Néant (Væren og Intet) (1943). Her benyttes den fænomenologiskemetode inspireret af filosoffen Edmund Husserl til at beskrive menneskets eksistensvilkår. Sartre beskriver mennesket som absolut frihed. Menneskets bevidsthed er kendetegnet som negativitet eller intetgørelse. Dette er Sartres definition af intentionalitet. Menneskets bevidsthed intetgør verden og giver den derigennem mening. Hele verdens mening stammer fra menneskets livsprojekter og eksistentielle valg. Sartre siger, at mennesket som for-sig-væren (bevidsthed) vil være et med tingene og verden (i-sig-væren). Det vil være Gud, eller for-sig-i-sig-væren, dvs. almægtig og alvidende. Men dette projekt er umuligt. Derfor er menneskets eksistens unyttig og vores liv former sig som et ulykkeligt begær, en tragisk passion om at opnå mening og sammenhæng i en absurd verden.

Det reelt eksisterende menneske er karakteriseret af en absolut frihed, hvor det i et radikalt valg er tvunget til at vælge meningen med sit liv. Sartre mener, at alle mennesker er fuldt ansvarlige for det som de har valgt at gøre med deres liv. Ikke at vælge er også at vælge. Mennesket er fordømt til frihed. Men denne sandhed ynder det ikke at indse. Derfor flygter det fra sin frihed, meningsløshed og absurditet i selvbedrag, eller hvad Sartre kalder ond tro. Man gør sig til en ting blandt andre ting i verden og nægter at indse verdens meningsløshed. Samtidig bliver de fleste mennesker fulde af angst, når de forstår, at verden er meningsløs, og at de er totalt ansvarlige for deres eksistentielle valg.

I Væren og Intet er Sartre ikke mindre skeptisk over for forholdet til det andet menneske. Sandt nok eksisterer mennesket ikke kun som for-sig-væren og i-sig-væren. Det lever også som væren-for-den-anden. Det er i mødet med det andet menneske, at friheden bliver klar over sin væren-i-verden. Men dette møde med det andet menneske er kun smertefuldt. Igennem den andens gennemborende blik føler jeg skam og skyld. Forholdet mellem mennesker er en ubarmhjertig kamp og konflikt. Helvede er de andre, og kærlighed er for Sartre ikke andet en pinefuld bølgebevægelse af sadomasochisme. Således former den menneskelige eksistens sig i en situation, hvor friheden må engagere sig, men hvor den samtidig føler sig fremmed og alene.

Sartres slagord er nemlig frihed i situationen. Som projekt og engagement må den enkelte altid vælge sit liv som projekt i en eksistentiel situation. Valget af personlighed bliver til en situation, hvor det konfronteres med historie, krop og det andet menneske. Eksistensen bliver forstået som et engagement for frihed i den konkrete handlingssituation.

Efterhånden som eksistentialismen i fransk efterkrigstid blev modefilosofi, blev den også mødt med kritik for at være menneskefjendsk og pessimistisk og uden moral. I Eksistentialisme er en humanisme (1946) hævdede Sartre som svar på kritikken, at eksistentialismen måtte forstås som en humanisme, der ville kæmpe for hele menneskeheden. Han mener, at det eksistentielle valg ikke kun gælder den personlige frihed, men også sætter en norm for det andet menneskes frihed. At vælge sit liv betyder her at engagere sig for det andet menneskes frihed. Sartre bryder hermed med den pessimistiske tænkning i Væren og Intet og forsøger at tænke en eksistentialistisk moral. I nogle posthumt udgivne Hæfter til en moral (skrevne 1947-48) viderefører Sartre disse overvejelser. Han understreger nu, at menneskets vilkår som intetgørende bevidsthed i verden også kan ses som en eksistensbekræftelse, og det må derfor være muligt at fundere en etik, hvor man skaber det andet menneske som kunstværk ud fra denne bevidsthedens selvoverskridelse og overvindelse af meningsløshed.

Sartre analyserer endog forholdet mellem mennesker som mulig gensidig respekt for den andens frihed i et autentisk appel-hjælp-forhold. Dette kommer tæt på at være en åbenhedens situationsetik baseret på mellem-menneskelig generøsitet. Modsætningen mellem dette projekt og det pessimistiske menneskesyn i Væren og Intet er åbenbar, og det er karakteristisk, at Sartres moralfilosofi aldrig blev udgivet mens han levede, og at han istedet mere og mere kastede sig over marxistiske og socialfilosofiske problemstillinger, der kulminerede med værket Kritik af den dialektiske fornuft i 1960.

I hele efterkrigstiden var Sartre stærkt engageret i politik. Han var kritisk overfor vestens imperialistiske kapitalismeog gik ind for en marxistisk filosofi. I 1946 skriver han artiklen Materialisme og revolution , der argumenterer for, at menneskets frihed kun kan realiseres gennem et verdensomspændende socialt oprør. Sartre mener, at filosofi og revolution er tæt sammenhængende. Sartre blev engageret i det kommunistiske parti og så partiet i 1954 i artiklen Kommunisterne og freden proletariatet som historiensudvalgte førertrop, der skulle gennemføre revolutionen.

Denne ultrabolchevisme vakte stor kritik i samtiden, bl.a. af filosoffen Merleau Ponty, der havde arbejdet sammen med Sartre i redaktionen af det berømte tidsskrift Les Temps modernes, og som hævdede, at Sartre for at redde sin abstrakte frihedsfilosofi var endt i en uholdbar terroristisk totalitarisme.

Sartres svar på denne kritik kan siges at befinde sig i Kritik af den dialektiske fornuft, der udgør et storstilet forsøg på at kritisere dogmatisk materialisme og genforene eksistentialismeog marxisme, der var blevet mere og mere adskilt fra hinanden i løbet af 1940erne og 1950erne. I modsætning til dem, der hævdede, at marxismen var en umenneskelig retfærdiggørelse af volden i historien ville Sartre undersøge mulighedsbetingelserne for en humanistisk marxisme. Værket vil undersøge de teoretiske forudsætninger for den menneskelige praksis, og Sartre ser nu den menneskelige frihed som betinget af de historisk sociale omstændigheder, der fører til undertrykkelse og fremmedgørelse. Men friheden er samtidig muligheden for at gøre op med disse omstændigheder. Sartre analyserede i Kritik af den dialektiske fornuft indgående revolutionens dialektik som udtryk for et sådant frihedens opgør. I den revolutionære gruppe eksisterer den autentiske frihed, fordi man i total enhed forener sig mod magthaverne. Men gruppen må cementeres i fastere strukturer for ikke at gå til grunde. Men dette er ikke nok. Det er nødvendigt at danne en organisation og en institution, og så er vi tilbage i en stærk hierarkisk undertrykkende stat, hvor suverænen fremstår som et terroristisk ideologisk spøgelse. På den måde bliver Sartres forsøg på at spørge, om der findes en sandhed i historien til en tragisk cirkulær dialektik, hvor der aldrig kan gives en harmonisk samfundstilstand, men kun en uendelig cirkulær bevægelse, hvor humanismens frihed kvæles af undertrykkende institutioner.

Sartres revolutionære marxisme, kan, selvom han var ved at skrive en gigantisk bog om digteren Flaubert, siges at have haft stor betydning for ungdomsoprøret. Parolen «fantasien til magten» udtrykker det kritiske potentiale foreningen af eksistentialisme og marxisme. Dette gør sig også gældende i det senere værk On a raison de se révolter, der blev skrevet sammen med nogle maoistiske unge venner, og som vidner om et vedvarende politiske engagement. Sartre bekender sig her til den permanente revolte, en vedblivende negativitet, der hele tiden kæmper for virkeliggørelsen af menneskets eksistentielle frihed på trods at verdens undertrykkende og voldelige meningsløshed.

Sartre var en modig modstander af Frankrigs krig i Algeriet og deltog sammen med Bertrand Russel i et tribunal, som gjorde USA's krigsforbrydelser i Vietnam kendt i verdensopinionen.

 

 

                 

OM ALBERT CAMUS (1913-1950)

Camus blev født i Algier. Han opnåede verdensomspændende anerkendelse som novelleforfatter og essayist og fik Nobelprisen i litteratur i 1957. Skønt født i ekstrem fattigdom studerede Camus på universitet i Algier. Hans universitetskarriere blev dog kort som følge af tuberkulose, en sygdom som fulgte ham hele livet. Camus tog til Frankrig under 2. Verdenskrig. Der arbejdede han i modstandsbevægelsen, hvor han var redaktør for de parisiske Combat. Gennem sit forfatterskab blev han sin generations moralske stemme i løbet af 1950'erne. På højden af sin berømmelse døde Camus i en bilulykke..

Camus' tænkning kredser omkring spørgsmålet: Hvorledes skal man handle, når man hverken tror på Gud eller fornuftens magt? Hvorledes handle i en verden, der er fremmed? I Sisyfos-myten (1942) udfolder Camus den tanke, at menneskets situation er absurd, idet verden er uden mening i sig selv. Det er især dette begreb om det absurde, som Camus havde fælles med Sartre, der gjorde, at han blev regnet til eksistentialismen. Selv afviste han eksistentialismen, som han opfattede som et filosofisk system.

I Oprøreren (1951) betoner Camus humanismen. Livet kan få mening ved oprøret forstået som kampen for menneskelig værdighed. Menneskelighed - humanitet bliver målet for historien, men uden at se dette mål som metafysisk begrundet. Denne ikke-metafysiske humanisme vender han mod det, han ser som en totalitær humanisme: Den marxistiske revolutionen som skulle frigøre mennesket, frembringer ny terror og ufrihed.