TEKSTARKIV 

_______________________________________

RELIGION C RELIGION B
Weekendavisens oprindelige interview med Grosbøll

Sagen - set fra mit bord (Rebels redegørelse)

De teologiske traditioner bag Grosbøll

Grosbøllsagen - arbejdspapir

 

Tekster til Det gamle Testamente

Tekster til Det nye Testamente

Charlotte Knagh Vestergaard: Kristendommens omsorgshistorie

Jørn Henrik Petersen: Velfærdsstatens akilleshæl

 

 

Biskopper kræver lovændringer efter Højesteretsdom

Kirketjener fik medlemskab af kirken igen

Religionsanstalt Leder fra Kristeligt Dagblad

 

Militant kristendom af Ophelia Lind

Militant islam af Ophelia Lind

Den islamiske terrors chefideolog af A. Sørensen

Muhammad - Satans trofaste slave af Mogens S. Mogensen

Feltarbejde med it

 

Åndetroen blomstrer med Castros velsignelse

Cuba blander religionerne

Frækt tilbud i Guds tempel

 

Dommedag - Messias kommer i år 2012, Der er fire år til verdens undergang, Eksempel på brug af Nostradamus

DIVERSE

Troen er en livslang og helt personlig udviklingsproces af Aminah Tønnsen

Islam og danskhed af Aminah Tønnsen

Interview med Musa Kronholt fra Hizb-ut-Tahrir

Shakir Al-Irshads vej til Islam

 

ARBEJDSSPØRGSMÅL

til "Islam - tekster og stemmer fra den muslimske verden" ved E. W. Pedersen

Koranen om Gud

Koranen om åbenbaringen gennem profeterne

Koranen om Jesus

Barnabasevangeliet om Jesus

Koranen om Guds vilje og dommen

Bekendelsen - Traditionen siger

Koranen om bønnen

Koranen om forholdet mellem mand og kvinde

 

til Lene Højholt: "Buddhas lære - og den tibetanske buddhisme"

Uddrag af Buddhalegenden

Benarestalen

En munks uddannelse

Fra Den tibetanske Dødebog

Bodhisattvaens eksempel og kollektiv frelse

Lamaens funktion

Den 14. Dalai Lama findes og anerkendes

 

 

 

 

Essentialisme - konstruktivisme et arbejdspapir

Vi og de, os og dem - Jyllandsposten den 9. juli 2002

Armin W. Geertz:Religionsvidenskab - videnskabsidealerne mellem humaniora og teologi

 

Judasevangeliet

Thomasevangeliet

Thomasevangeliet i uddrag

Det uægte Mattæusevangelium

De oldkirkelige bekendelser

 

Kronik: Muslimske kvinder i Europa - Politiken 13 februar 2006, 2 . sektion side 5

Interview: Vestens langsomme men sikre afmodernisering

Kronik: Den lutheranske fundamentalisme

DIVERSE

Tekster af Søren Kierkegaard (1813-1855):

Diapsalmata

Først Guds Rige

Tag et Brækmiddel

Enten- Eller Anden Deel

Sygdommen til Døden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Judas Evangeliet

 

Desværre er noget af det koptiske manuskript ulæseligt, så du vil finde huller i teksten.

Tydeligt er denne tekst inspireret af græsk, egyptisk tænkning, ligesom Johannes Åbenbaring også spiller ind.

Men læs det alligevel  -- der er nok at diskutere!

 

 

 

 På dansk ved Per Jespersen

 

Da Jesus viste sig på jorden, udførte han mirakler og store undere for at frelse menneskene. Og da nogle gik den retfærdige vej, mens andre gik syndens vej, blev de tolv disciple kaldt sammen.

Han begyndte at tale med dem om mysterierne bag verden og hvad der ville ske til sidst. Ofte viste han sig ikke for disciplene som sig selv, men de fandt ham barnlig.

 

En dag var Jesus med sine disciple i Judæa, og han fandt dem samlet og fandt dem i gudfrygtig tilstand. Da han gik nærmere til disciplene, fandt han dem siddende i bøn i taksigelse for brødet. Og da lo han.

Disciplene sagde til ham: ”Herre, hvorfor ler du af vores taksigelse? Vi har gjort, hvad der er rigtigt.”

Han svarede dem og sagde: ”Jeg ler ikke af jer. I gør ikke dette af jeres egen vilje, men fordi det er på denne måde, jeres Gud vil blive prist.”

Og de sagde: ”Herre, du er --- Guds søn.”

Og Jesus svarede: ”Hvordan kender I mig? Sandelig siger jeg jer, at ingen af dem, der er iblandt jer, vil kende mig.”

 

Da disciplene hørte dette, blev de vrede og begyndte at ydmyge Jesus af deres ganske hjerte.

Da Jesus så deres manglende forståelse, sagde han til dem:” Hvorfor har denne sindsbevægelse ført jer til vrede? Gud, som er i jer, har ført jer mod vreden, der hviler i jeres sjæle. Lad den af jer, som er stærk nok iblandt mennesker, lade den menneskelige del af sig stå foran mit ansigt.

Og de svarede alle: ”Vi har styrken.”

Men deres ånd vovede ikke at stå foran ham, bortset fra Judas Iskariots ånd. Han kunne træde frem for ham, men han kunne ikke se ham i øjnene, og han vendte sig bort.

Og Judas sagde til ham: ”Jeg ved, hvem du er, og hvor du er kommet fra. Du er fra det udødelige kongerige i Barbelo. Og jeg er ikke værdig at sige navnet på den, som sendte dig.”

 

Jesus vidste, at Judas tænkte på noget, som var ophøjet, og han sagde til ham:” Gå bort fra de andre, og jeg skal fortælle dig om dette riges mysterier. Det er muligt for dig at nå det, men du vil komme til at lide afsavn. For en anden træder ind i stedet for dig, for at de tolv disciple igen kan forenes med deres Gud.”

Og Judas sagde til ham: ”Hvornår vil du fortælle mig alt dette, og hvornår vil dagen gry for folket?”

Da Judas sagde disse ord, forlod Jesus ham.

 

Den næste morgen efter dette viste Jesus sig for sine disciple igen.

Og de sagde til ham: ”Herre, hvor gik du hen, og hvad tog du dig til, da du forlod os?”

Og Jesus sagde til dem. ”Jeg besøgte et andet og helligt folk.”

Og hans disciple sagde: ”Herre, fortæl os om det folk, der står højere end os og som er helligere end os, og som nu er i dette rige?”

Da Jesus hørte disse ord lo han og sagde. ”Hvorfor tænker jeres hjerter på det stærke og hellige folk? Sandelig siger jeg jer: Ingen, der er født af denne evighed, vil se dette folk, og ingen vært for stjernernes engel vil herske over dette folk, og ingen dødelig person vil kunne forlige sig med det, fordi dette folk kommer ikke fra ----- som er blevet ---- -. De af jer som er blandt denne menneskehedens folk ---- magt, som …… andre magter …. gennem hvilke I hersker."

Da disciplene hørte dette, blev de anfægtet i deres ånd. De kunne ikke sige et ord.

En anden dag kom Jesus til dem, og de sagde til ham: ”Herre, vi har set dig i et syn, for vi har haft storladne drømme denne nat.”

Og han sagde: ”Hvorfor har I ----- da I gik i skjul?”

Og de svarede:” Vi har set et mægtigt hus med et stort alter og tolv mænd – de er præster – og et navn. Og en stor folkemængde venter ved alteret, indtil præsterne ….. og modtog ofrene. Men vi ventede.”

Og Jesus spurgte dem: ”Hvordan er disse præster?”

Og de svarede: ”Nogle ---- i to uger. Nogle ofrer deres egne børn, andre deres hustruer, i lovprisning og ydmyghed i fællesskab. Nogle sover med mænd, nogle deltager i slagtninger. Nogle begår et utal af synder og gør lovløse gerninger. Og de mænd, der står foran alteret, påkalder dit navn, og i alle deres ufuldkomne gerninger bliver deres ofringer fuldbragt.”

Da de havde sagt dette, forblev de tavse, for de var urolige.

 

Jesus sagde til dem: "Hvad bekymrer jer? Sandelig siger jeg jer, at alle de præster, der står foran alteret, påkalder mit navn. Atter siger jeg jer, mit navn er blevet indskrevet i dette ---- stjernernes hærskarer gennem menneskenes folkeslag. Og de har plantet træer uden frugter i mit navn på en syndig måde."

Og Jesus fortsatte: ”Dem, I har set modtage ofre ved alteret – det er dem, I er. Det er den Gud, I tjener, og I er de tolv mænd, I har set. Det kvæg, I har set blive bragt til alteret, er de mange mennesker, I har vildledt for alteret. ------  vil stå der og bruge mit navn på denne vis, og mange  gudfrygtige mennesker vil forblive tro mod ham. Efter ham vil en anden stå her, og en anden vil stå her, der kommer fra børns banemænd, og en anden blandt dem, der sover med mænd, og fra dem, der afstår herfra, og resten af folkene af lovløshed og fejlslagen livsførelse. Og fra dem, som siger: ”Vi er som engle. De er de stjerner, som vil bringe alting til sin rette afslutning. For til menneskene er det blevet sagt: Se, Gud har taget imod jeres ofre fra præsternes hænder – det betyder fejltagelsernes bestyrer. Men det er Herren, universets Herre, som befaler: ”På den sidste dag vil de blive skamgjort.”

Og Jesus sagde til dem: ”Hør op at ofre ------- det, I har bragt til alteret, eftersom I står højere end jeres stjerner og engle og allerede har nået fuldkommengørelsen der. Så lad dem blive fanget i fælden før jer, og lad dem (her mangler 15 linier) generationer. En bager kan ikke mætte alle skabninger unde himlen. Og --- til dem ---- og ---- til os ----.

Og Jesus sagde til dem: ”Hør op at kæmpe med mig. Hver af jer har sin egen stjerne, og alle (her mangler 17 linier) i ---- som er kommet  … for evighedens træ, men han har gødet Guds paradis, og folket vil leve for altid, for han vil ikke besmitte dette folks livsvandring i al evighed.”

 

Judas sagde til ham: ”Rabbi, hvilken frugt frembringer dette folk?”

Og Jesus svarede: ”Alle folks sjæle vil dø. Men når disse folk har fuldkommengjort Riget, og ånden forlader dem, vil deres legemer dø, men deres sjæle vil være levende, og de vil blive bevaret.”

Judas sagde: ”Og hvad vil der ske med de øvrige folk?”

Jesus svarede: ”Det er umuligt at så frø på en klippe og høste frugterne deraf. Sådan er det også med det besmittede folk og den forræderiske Sophia … den hånd, der skabte de dødelige folk, så at deres sjæle stiger op til det evige Rige. Sandelig siger jeg jer ---- engel ----magt ville kunne se, at ----- hellige folk.”

Da Jesus havde sagt dette, forlod han dem.

 

Og Judas sagde: ”Herre, når du har lyttet til dem alle, lyt så også til mig. For jeg har haft et storslået syn.”

Da Jesus hørte dette, lo han og sagde til Judas: "Du trettende ånd, hvorfor prøver du så hårdt? Men tal, så skal jeg bære over med dig!”

Og Judas sagde til ham ”I synet så jeg mig selv, mens de tolv disciple forfulgte og stenede mig. Og jeg kom til det sted, hvor ---- efter dig. Jeg så et hus, og mine øjne kunne ikke begribe dets størrelse. Vigtige mennesker stod omkring det, og huset havde et grønt tag, og i midten af huset var der en folkemængde (nogle linier mangler), der sagde: ”Herre, tag mig med disse mennesker:”

Jesus svarede: ”Judas, din stjerne har ført dig den gale vej. For intet dødeligt menneske er værdig til at gå ind i det hus, du har set, for dette sted er kun for de hellige. Hverken solen eller månen vil herske her, ej heller dagen, men de hellige vil altid være i dette evige Rige med de hellige engle. Se, jeg har forklaret dig kongerigets mysterium, og jeg har belært dig om stjernernes fejl og sendt den til de tolv evigheder.”

 

Og Judas sagde: ”Herre, kunne det hænde, at mine frø er i herskernes kontrol?”

Jesus svarede: ”Kom, så jeg (igen mangler nogle linier), men du vil sørge meget, når du ser Riget og alle dets folk.”

Da Judas hørte dette, sagde han:” Hvordan er det godt, at jeg har modtaget dine ord? For du har sat mig uden for dette folk.”

Jesus svarede: ”Du vil blive den trettende, og du vil blive forbandet af andre folk, og du vil komme til at herske over dem. I de sidste dage vil de forbande din opstigning til det hellige folk.”

 

Og Jesus sagde; ”Kom til mig, så jeg kan lære dig om hemmeligheder, intet menneske nogensinde har set. Thi der eksisterer et storslået og grænseløst Rige, hvis størrelse intet folk har set. Her hersker den store og usynlige ånd,

 

Som ingen engels øje har set,

Som intet hjertes tanke har begrebet,

Og som aldrig fik noget navn."

 

Og en strålende sky viste sig. Og den sagde: ”Lad en engel blive skabt som min hjælper.”

En storslået engel, den oplyste og guddommelige Selvskabte, kom frem fra skyen. Og af den grund skabtes fire andre engle fra en anden sky, og de blev hjælpere for den tålmodige Selvskabte, som sagde: ”Lad – blive skabt”, og den blev til. Og han skabte det første lys, så det kunne herske over ham. Han sagde:” Lad englene blive til for at tjene ham.” Og talløse myriader af engle kunne yde deres tjeneste. Derfor skabte han alle de øvrige oplyste evigheder. Han lod dem herske over dem, og han skabte dem talløse engle, så de kunne tjene ham.

 

”Adamas befandt sig i den første oplyste sky, som ingen engel nogensinde har set blandt alle, der kalder sig ”gud”. Han ---- ,at --- billedet --- og i denne engels billede. Han lod de retfærdige folk af Seth opstå og vise sig --- de tolv --- de fireogtyve ---. Han lod tooghalvfjerds lysende legemer vise sigt i dette retfærdige folk ifølge Åndens vilje. Disse lysende legemer lod 360 lysende legemer vise sig i det retfærdige folk, som det var Åndens vilje, så de skulle udgøre fem til hver."

”De tolv evigheder, der dvæler i de tolv lysende legemer, danner det åndelige grundlag for deres far med seks himle for hver evighed, så der er tooghalvfjerds himle for de tooghalvfjerds lysende legemer og for hver af dem fem firmamenter, altså 360. De fik uendelig magt og engles beskyttelse i tilbedelse og glorværdighed, jomfruelige ånder i tilbedelse af alle evigheder, himlene og deres firmamenter."

 

”Alle disse udødelige kaldes kosmos – det vil sige fortabelse – af faderen og de tooghalvfjerds lysende legemer, som er den Selvskabte og hans tooghalvfjerds evigheder. I ham opstod det første menneske med sine retfærdige kræfter. Og den evighed, der opstod med dette folk, den evighed, i hvem der er en sky af viden og engle, kaldes Evigheden --- og sagde:” Lad de tolv engle blive til for at herske over kaos og underverdenen.” Og se, fra skyen opstod en engel, hvis ansigt glimtede af ild, og hvis tilsynekomst var besmittet med blod. Hans navn var Nebro, som betyder oprører. Andre kalder ham Yaldabaoth. En anden engel, Saklas, kom også ud af skyen. Så Nebro skabte seks engle – ligesom Saklas – der skulle være hjælpere, og de skabte tolv engle i himlene, idet hver af dem fik en del af himlen "

 

”De tolv herskere talte med de tolv engle: ”Lad hver af jer  --- og lad dem --- folkene --- engle.

 

Den første er Sleth, som kaldes Kristus.

Den anden er Harmathoth, som e ….

Den tredje er Galila.

Den fjerde er Yobel.

Den femte er Adonaios.

 

Disse er de fem, der herskede over underverdenen, og den første herskede over kaos.

 

”Så sagde Sakla til sine engle: ”Lad os skabe et menneske i dets egen lighed og efter billedet.” De formede Adam og hans kone Eva, som i skyen kaldes Zoe. For i dette navn søger alle folkeslag mennesket, og hver af dem kalder kvinden ved dette navn. Men Sakla ---- ikke – undtagen ---- . Og der blev sagt til Adam; ”Du skal leve længe med dine børn.”

 

Og Judas sagde til Jesus: ”Hvor lang er tiden, mennesket skal leve?”

Og Jesus svarede. ”Hvorfor undrer du dig. Adam levede sin tid på det sted, hvor han modtog sit kongedømme, i lang tid sammen med sin hersker?”

Og Judas spurgte Jesus: ”Dør menneskets ånd?”

Og Jesus sagde: ”Dette er grunden til, at Gud lod Michael give dem folkenes ånd som et lån, så de kunne tjene, men Den Store lod Gabriel gyde ånd over det mægtige folk uden en hersker – det betyder ånden og sjælen. Derfor --- sjælene (resten af linien mangler)"

 

”Lyset og ånden (gætteri, da teksten ikke kan læses) i dig lever i kødet i englenes folk. Men Gud gjorde det sådan, at viden blev givet til Adam og dem, der var med ham, så kongerne af Kaos og Underverdenen ikke kunne herske over dem.”

Og Judas sagde: ”Hvad vil disse folk gøre?”

Og Jesus sagde: ”Sandelig siger jeg dig, for alle dem fuldbringer stjernerne alting. Når Saklas fuldbringer den tid, der er givet ham, kommer den første stjerne til folkene, og den vil fuldgøre, hvad de lovede. Så vil de bedrive utugt og dræbe deres børn, og de vil ---- og (en del linier mangler) mit navn, og han vil --- din stjerne og den trettende evighed."

Da lo Jesus, og Judas sagde: ”Herre, hvorfor ler du?”

Og Jesus svarede: ”Jeg ler ikke af dig, men af stjernes fejl, fordi disse seks stjerner vandrer omkring med de fem modstandere, og de vil alle blive ødelagt samtidig med alle andre skabninger."

 

Og Judas sagde til Jesus: ”Sig mig, hvad vil de, der er døbt i dit navn, gøre?”

Og Jesus sagde: ”Sandelig siger jeg dig, denne dåb --- i mit navn (En del linier mangler) til mig. Sandelig siger jeg dig, Judas, dem der har ofret for Saklas (tre linier mangler desværre) alt, hvad der er ondt."

”Men du vil oversige dette. For du vil ofre det menneske, der står her.”

 

Dine horn er allerede rejst,

Din vrede er tændt,

Din stjerne har lyst,

Og dit hjerte har ---

 

”Sandelig siger jeg dig --- dine sidste ----- er blevet – (to linier mangler) sorg (igen to manglende linier) herskeren, da han vil blive ødelagt. Og da vil billedet af det store Adams folk blev ophøjet, thi for himlen, jorden og englene vil dette folk, som kommer fra Den Store Evighed, ophøjes. Åbn dine øjne og kig på skyen og lyset og stjernerne omkring den. Den stjerne, der fører dig på vej, er din.”

Judas åbnede sine øjne og så den glødende sky, og han gik ind i den. De, der stod på jorden, hørte en stemme fra skyen, der sagde, ----- stolte folk ---billede (fem linier er ødelagt).

 

Ypperstepræsterne knurrede, fordi han var gået ind i gæsterummet for at bede. Men nogle skiftkloge var til stede for at se til, at han blev arresteret under sin bøn, for de var bange for folk, da han var betragtet som profet.

De gik hen til Judas og sagde: ”Hvad laver du her? Du er Jesu discipel.”

Judas svarede dem, som de ønskede. Og han fik nogle penge og viste dem, hvor han var.

 

 

 

 

 

 

Thomas-evangeliet

Dette er de hemmelige ord,
som den levende Jesus udtalte,
og som tvillingen Judas Thomas skrev ned.

(Uddrag)

 

 

 

13. Jesus sagde til sine disciple: Sammenlign mig med et eller andet, og fortæl mig, hvad jeg ligner.
Simon Peter sagde til ham: Du ligner en retfærdig engel.
Matthæus sagde til ham: Du ligner en vis filosof.
Thomas sagde til ham: Mester, min mund er ganske ude af stand til at sige, hvem du ligner.


Jesus sagde: Jeg er ikke din mester. Fordi du har drukket, er du blevet beruset af den boblende kilde, som jeg har målt ud.


Og han tog ham og trak sig tilbage og talte tre ord til ham. Og da Thomas kom tilbage til sine fæller, spurgte de ham: Hvad sagde Jesus til dig? Thomas sagde til dem: Hvis jeg fortæller jer et af de ord, som han fortalte mig, vil I tage sten op og kaste dem på mig; og ild vil komme ud af stenene og brænde jer op.

 

25. Jesus sagde: Elsk din broder som din sjæl, vogt ham som pupillen i dit øje.
26. Jesus sagde: Du ser splinten i din broders øje, men du ser ikke bjælken i dit eget øje. Når du tager bjælken ud af dit eget øje, så vil du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.
27. Jesus sagde: Hvis I ikke faster, hvad angår verden, vil I ikke finde riget. Hvis I ikke overholder sabbatten som sabbat, vil I ikke se faderen.
28. Jesus sagde: Jeg tog plads i midten af verden, og jeg viste mig for dem i kødet. Jeg fandt dem alle berusede; jeg fandt ingen blandt dem tørstige. Og min sjæl følte sorg for menneskenes sønner, fordi de er blinde i deres hjerter og ikke ser, at tomme kom de ind i verden, og tomme søger de at forlade verden igen. Men i øjeblikket er de berusede. Når de har rystet vinen af sig, vil de angre.

 

61. Jesus sagde: To vil hvile på en bænk; den ene vil dø, den anden vil leve.
Salome sagde: Hvem er du, menneske, og hvis (søn)? Du har sat dig på min hynde og spist af mit bord?


Jesus sagde til hende: Jeg er ham, der er til fra det udelte. Jeg fik givet nogle af min faders ting.
Salome sagde: Jeg er din discipel.


Jesus sagde: Derfor siger jeg, hvis han forbliver udelt, vil han blive fyldt med lys, men hvis han bliver delt, vil han blive fyldt med mørke.
62. Jesus sagde: Det er for dem, (der er værdige til mine) mysterier, at jeg fortæller mine mysterier. Lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre hånd gør.
63. Jesus sagde: Der var en rig mand, som havde mange penge. Han sagde: Jeg vil bruge mine penge, så at jeg kan så og høste og plante og fylde mine lagerrum med afgrøde, så jeg intet skal mangle. Sådan var hans planer, men den samme nat døde han. Lad den, der har ører, høre.

 

77. Jesus sagde: Jeg er det lys, som er over dem alle. Det er mig, som er det hele. Fra mig opstod det hele, og til mig strakte det hele sig. Split et stykke træ, og jeg er der. Løft en sten, og I vil finde mig der.

 

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige,himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.  

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

 

 

Den nikænske Trosbekendelse

Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader,
himmelens og jordens,
alt det synliges og usynliges skaber.
Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen før alle tider,
Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen,
ved hvem alt er skabt,
som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene
og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske,
som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus,
blev pint og begravet
og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne
og opfor til himmels,
sidder ved Faderens højre hånd
og skal komme igen i herlighed
for at dømme levende og døde,
og der skal ikke være ende på hans rige.
Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør,
som udgår fra Faderen og fra Sønnen,
som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.
Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.
Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse
og forventer de dødes opstandelse
og den kommende verdens liv.

 

Den athanasianske Trosbekendelse

Skrevet mod Arianerne

 

 Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt.

Men dette er den almindelige tro, at vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed uden at sammenblande personerne eller adskille væsenet. Faderens person er nemlig en for sig, Sønnens en for sig, Helligåndens en for sig. Men Faderens Sønnens og Helligåndens guddom er een, deres herlighed er lige stor, deres majestæt lige evig. Som Faderen er, sådan er Sønnen og sådan er Helligånden. Faderen er uskabt, Sønnen er uskabt, Helligånden er uskabt. Faderen er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig. Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig. Og dog er der ikke tre, som er evige, men een som er evig, ligesom der ikke er tre, som er uskabte, eller tre, som er umålelige. I lige måde er Faderen almægtig, Sønnen almægtig, og Helligånden almægtig, og dog er der ikke tre som er almægtige, men een som er almægtig. På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men een Gud. På samme måde er Faderen Herre, Sønnen Herre og Helligånden Herre, og dog er der ikke tre Herrer, men een Herre. For ligesom vi ifølge den kristelige sandhed nødes til at bekende hver enkelt person for sig som Gud og Herre, således forbyder den almindelige tro os at tale om tre Guder eller tre Herrer. Faderen er ikke dannet eller skabt eller født af nogen. Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet eller skabt, men født. Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke dannet eller skabt eller født, men udgår fra dem. Der er altså een Fader, ikke tre fædre, een Søn ikke tre Sønner, een Helligånd, ikke tre Helligånder. Og i denne trehed er intet tidligere eller senere, intet større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store, således at i alle ting både treheden, som allerede forhen er sagt, bør æres i enheden, og enheden i treheden.

Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden.

Men det er nødvendigt for den evige frelse, at han også ærligt tror på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse.

Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige. Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus, som led for vor frelse, nedfor til helvede, opstod på tredje dag fra de døde, opfor til himlene, sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, derfra han skal komme for at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger, og de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild.

Dette er den almindelige tro, og hvis nogen ikke tror den ærligt og fast, vil han ikke kunne blive frelst.

 

 

Essentialisme (af latin essentia: en tings væsen eller sande natur)


Den forestilling, at essenser sætter rammer for, hvad ting eller forhold kan gøres til. Man kan fx have den forestilling, at ulighed er en essens i samfundet. Inden for en sådan forestilling bliver kamp for retfærdighed på forhånd meningsløs, idet den går imod samfundets egentlige virkelighed. En sådan ‘essentialistisk’ opfattelse bliver begrænsende, når den omsættes til forskning og erkendelse. Den vil benægte, at fænomener uden for essensen eksisterer eller kan komme til at eksistere. Fx kan man ud fra et essentialistisk perspektiv benægte, at der eksisterer andre politiske aktører end klasser (marxistisk essentialisme), eller at der eksisterer andre aktører end eliter (konservativ essentialisme).

Konstruktivisme

Konstruktivisme er det filosofiske grundlag for store dele af human- og socialvidenskaberne. I de sidste årtier er konstruktivismen blevet stadig mere omdiskuteret og udviklet især i forskellige former for socialkonstruktivisme. Med udgangspunkt i den stigende interesse for sprogets rolle i forståelsen af omverden («den sproglige vending») og med inspiration fra fransk strukturalisme, britisk sociolingvistisk og etnometodologiske og socialpsykologiske teoretikere blev gamle ontologiske og epistemologiske (erkendelsesteoretiske) problemstillinger sat i nyt - og ind i mellem provokerende – lys.

Konstruktivisme som filosofisk tradition siges ofte at stamme fra Giambattista Vico (1668-1744) og Immanuel Kant (1724-1804) og har som grundlag, at der ikke findes nogen uformidlet adgang til at erkende virkeligheden, men at mennesker aktivt skaber deres viden om verden og hinanden. Perception er formidlet via konstruktioner eller redskaber og er fortolkning eller rummer elementer af fortolkning. Det er næppe muligt at finde humanistiske eller samfundsvidenskabelige forskere der er uenige i dette. Spørgsmålet er oftest om grænserne for fortolkningen. En radikal version af konstruktivisme mener, at også den fysiske verden er totalt konstrueret af os, mens en moderat konstruktivisme mener, at kun den sociale verden eller dele af den er konstrueret. Der findes konstruktivistiske retninger inden for matematik, logik og moralfilosofi, lige som de findes inden for kunst og litteratur. Konstruktivisme er i sine radikale varianter ofte kombineret med relativisme, dvs. umuligheden af at bestemme forholdet mellem flere sandheder eller.

 

Kronik: Vi og de, os og dem
Jyllands-Posten 9 juli 2002, 1 . sektion side 9


Hvis kristendom i Danmark er andet og mere end en kulturel fernis, vi dækker os bag, når vi føler os truet på identiteten, skulle vi måske genfinde vores rødder og lade dem spire på ny, skriver kronikøren

Af Anders Klostergaard Petersen, Institut for religionsvidenskab på Aarhus Universitet
Anders Klostergaard Petersen,Institut for religionsvidenskab, Aarhus UniversitetAf AndersKlostergaardPetersen,Institut for religionsvidenskab påAarhusUniversitet For få år siden opholdt jeg mig en periode i Tübingen. Hölderlins gamle stad og en af Tysklands mest traditionsrige universitetsbyer. Et fristed for ånden, et helle for tanken. I denne del af Tyskland spiser man gerne et pretzel-lignende rundstykke, en Lauge. Tidligt blev jeg gjort opmærksom på, at mens man i nabobyen nøjes med at smøre underen, smører man i Tübingen både underen og overen. Den kulinariske uskyldighed til trods gemmer der sig bag forskellen et grundlæggende kulturelt træk: identitetskonstruktion.
Fra religionshistorien ved vi, at spisevaner ofte tillægges afgørende betydning for den måde, en religiøs gruppe udgrænser sig fra andre på.
Man får sin identitet gennem dem, man spiser sammen med, gennem det, man spiser, og gennem det, man ikke spiser. Nogle flyer svinekød, andre mæsker sig i stegt flæsk. Nogle faster fredag, andre fejrer et opulent gæstebud. Mens Jesus plejede omgang med syndere og toldere, opretholdt farisæerne lovens bud om at sætte skel mellem helligt og profant, mellem rent og urent. Jesu bordfællesskab var dog ikke mindre grænsedragende, men skellet blev sat et andet sted.
Tübingen er selv en by præget af en indre spænding.
Neckar-flodens løb drager en grænse mellem katolikker i syd og evangeliske i nord. Nordbyen er det velhavende universitetskvarter, sydstaden den mindre bemidlede bydel med småindustri. Forskellige afgrænsningsritualer tjener til at fastslå tilhørsforholdet til gruppen. Spændingerne er i dag opblødt og de oprindelige forskelle mindre entydige, men de eksisterer fortsat. De evangeliske skaber deres selvforståelse gennem modstillingen til katolikkerne, ligesom Tübingens indbyggere konstruerer deres identitet ved at lægge afstand til dem fra nabobyen.
Det et uomgængeligt socialt vilkår. Man kan ikke fremstå som gruppe, som et vi, medmindre man har nogen at afgrænse sig fra, et dem, som ens egen kulturelle eller religiøse identitet kan modstilles. Der er imidlertid stor forskel på, om identitetskonstruktionen har en aggressiv eller neutral karakter. I Tübingen er grænsedragningerne i dag reduceret til en kuriøs reminiscens af fortids stridigheder. I den danske religionsdebat derimod sættes skel i en aggressiv udgrænsningsstrategi.
Man bruger megen tid på at interessere sig for islam og tale om muslimer, men de andre og fremmede får selv sjældent tildelt taletid.
De får deres karakter og indhold bestemt gennem et dansk behov for at etablere en identitet. Dertil behøver man islam som kulturelt fjendebillede. Frem for at interessere sig for de andre som mennesker, der kan tilføre dansk kultur en øget rigdom - også materielt gennem en nødvendig forøgelse af arbejdsstyrken - har diskussionen en skinger tone. Identitetskonstruktionen er aggressiv. Det gælder ikke mindst inden for det religiøse område, hvor islam som religion og muslimer som anderledes troende tjener som kulturelle stråmænd for frembringelsen af en dansk religiøs, kulturel identitet.
Mange taler om islam med stor skråsikkerhed, men jeg undrer mig tit over, hvor de har deres viden fra. Det kan dårligt være fra Koranen eller fra den senere islamiske tradition, for her finder man ikke en række af de tanker, som muslimer i danske medier hyppigt tillægges; men det er vel også pointen. Islam er ikke interessant som religion i sig selv. Islam er vedkommende, fordi den kristne danske tradition har det dårligt. Vi interesserer os for islam, fordi vi føler os truet på egen religiøs og kulturel identitet. Det er forståeligt, men det rummer problemer.
Det ville fx være rart, når førende danske politikere, prominente medlemmer af den danske præstestand, repræsentanter for den kulturelle elite i øvrigt, erklærer islam for en lovreligion uforenelig med oplysningstænkning og basale menneskerettigheder, at man gjorde sig klart, hvad man talte om. Det kan næppe være den arabisk-islamiske kultur. Efter de mørke århundreder var det netop den, der gav vesterlandet Platon, Aristoteles og en række andre betydningsfulde græske tænkere tilbage. Åndspersoner, som vi traditionelt regner for en central del af vor kulturs åndelige fundament, men hvis skrifter vi i dag alene har i kraft af den arabisk-islamiske kultur. Og så behøver man endda ikke at bevæge sig så langt tilbage i historien for at forvisse sig om, at der også i islam er plads til oplysningstænkning.
Parallelt med udviklingen i Nordeuropa og Amerika vandt vigtige impulser i oplysningstænkningen indpas i flere islamiske samfund fra midten af det 18.og frem gennem det 19. århundrede. Når man i dag i mange islamiske lande har en konflikt mellem modernister, der propaganderer for demokrati og oplysningstænkning, og anti-modernister, som bekæmper kulturel, politisk og religiøs fornyelse, viser det, at islam ikke i sin natur står i modsætning til oplysningstænkning, frihed, demokrati og menneskerettigheder. Der er forskellige former for islam med forskellige tydninger. Lige som der aldrig har eksisteret en form for kristendom, har der ej heller været én islam. Derfor taler den kendte litterat og libaneser Edward W. Said om de mange islams, ligesom man i studiet af jøde- og kristendom i dag taler om de mange jøde- og kristendomme.
De mange skråsikre udsagn i religionsdebatten om islam som en lovreligion, der af natur er antidemokratisk og står i grel modsætning til vesterlandsk oplysningstænkning, er problematiske. De repræsenterer en form for kulturel kassetænkning, som ikke svarer til virkelighedens brogede verden. Man udvælger enkelttræk i en islamisk tradition, forstørrer dem og identificerer dem med en helhed, som aldrig har eksisteret som andet end en kulturel konstruktion. Eksistensen af forskellige tydninger ignoreres, og enkeltindivider gøres til kulturelle containere, som hver især opfattes som bærere af en helhed.
Den enkelte muslim bliver repræsentant for Islam, ligesom den enkelte dansker inkarnerer Danskheden.
Det er en uheldig form for kulturfundamentalisme, som ofte har skæbnesvangre følger for dem, som placeres i de kulturelle og religiøse containere. Uanset hvad de måtte mene og sige, er deres position og tilhørsforhold fastlagt på forhånd. Dertil kommer, at man i kategoriseringen af verden glemmer, at det er i kraft af en bestemt forståelse, verden inddeles på denne måde, fx i en modsætning mellem kristendom og islam, occident og orient.
Der indtræffer hurtigt en glidning, hvor inddelingen fra at repræsentere en bestemt måde til kategorisering af verden glider over til at blive forstået som en naturlig størrelse i verden selv. Islam og kristendom, orient og occident, tingsliggøres og bliver naturlige størrelser ude i virkeligheden.
Jeg vil naturligvis ikke bestride, at der eksisterer væsentlige kulturelle og religiøse forskelle, men problemet er, at vi er tilbøjelige til at tænke kultur og religion ud fra en forudsat tanke om kulturel og religiøs renhed, som aldrig har eksisteret. Kultur er per definition en sovset foreteelse. Det gælder også i religionernes verden. Det er ikke en naturlov, at der mellem Islam på den ene side og oplysningstænkning og demokrati på den anden side består et modsætningsforhold. Men der er naturligvis træk i islamiske samfund (ligesom der er i den kristne kultur - tænk blot på forskellige former for kristen fundamentalisme), som står i kontrast til menneskerettigheder og oplysningstænkning. Det er blot enøjet og historisk ukorrekt at forstørre disse træk og at identificere dem med islam over en bred kam: Islam som antipol til kristendom og danskhed.
Men måske handler den danske religionsdebat i virkeligheden slet ikke særlig meget om islam. Islam spiller ganske vist den altovervejende rolle, men det er som element i en dansk, kristen, kulturel selvafstivningsproces, der hidrører fra egne problemer.
Danskernes højt besungne religiøsitet, der indskrænker sig til et neuralt kick i forbindelse med store nationale sportsbegivenheder eller til bordets glæder ved de kirkelige højtider, har ondt i sulet. Skønt kun halvanden - eller er det to en halv ? - procent jævnligt indfinder sig i kirken, priser man ikke desto mindre danskernes gamle Kristendom.
88 procent af befolkningen tilhører Folkekirken. Er det ikke enestående, og bør vi derfor ikke være på vagt over for den indtrængende horde af muslimer, som om føje år vil løbe den - homogent postulerede - danske kristendom over ende?
Hvis man tog sin kristendom alvorligt, ville man intet have at frygte.
Men det er nok her, hunden ligger begravet. Kristendommen er for langt størstedelen af Danmarks døbte og kirkeskatbetalende en fernis uden egentlig dybde. Det kan man naturligvis afvise gennem påberåbelsen af det høje medlemstal. Så kan problemet overvindes gennem en legitimerende tale om den fjerne kirke, eller bortforklares gennem påstanden om danskernes dybt funderede skrabelodskristendom: Skraber man i danskerens overflade, viser den kristne sig! Jeg tror, der er megen sandhed i Roskilde-bispens skrabelodsbillede. Vel at mærke, hvis det drejes 180 grader. Det overfladiske er det kristelige, som begrænser sig til nogle festlige middage i forbindelse med de kirkelige overgangsritualer og de opulente ædegilder, man af reklamebranchen foregøgles til at tro er den egentlige kirkelige højtid. Neden under denne overfladiske kristendom ligger desværre ikke en gang et rodfæstet hedenskab - det ville da i det mindste være en udfordring og begyndelse -, men en forfjamsket og forvirret rodløshed.
Værdier kendes kun som udvendighed. De har ikke megen eksistentiel eller religiøs dybde.
Frem for at erkende problemerne og at tage tyren ved hornene konstruerer man sig ud af tingenes tilstand gennem en række uhyrlige påstande om islam og muslimer. Hvis man havde fred i sit danske sindelag og ro i sin kristne sjæl, var den hellige grav velforvaret, men det er den netop ikke. I stedet søges interne problemer overvundet gennem en tendentiøs brug af islam, der som religion har meget af det, vi i ånden higer efter, men som vi ikke selv har.
Der er forskel på islam og kristendom, men det er trist, hvis de forskelle, der i den aktuelle debat fremstår som de egentlige, alene afspejler uigennemskuede fordomme, hvis formål er at lede opmærksomheden væk fra en mangelfuld dansk folkekirkekristendom. Lad os bruge denne indsigt til atter at interessere os for vores eget religiøse fundament. Hvis kristendom i Danmark er andet og mere end en kulturel fernis, vi dækker os bag, når vi føler os truet på identiteten, skulle vi måske genfinde vores rødder og lade dem spire på ny.


Klostergaard_Petersen_Anders_Teolog           

 

 

 

 

 

 


Religionsvidenskab -
videnskabsidealerne mellem humaniora og teologi

Armin W. Geertz


Faget religionsvidenskab, som er mit emne i dag, har fra dets begyndelse i det forrige århundrede haft et klart videnskabsideal baseret på en stærk polemik mod ortodoks teologi og baseret på den fremherskende komparativisme og evolutionisme. Faget var fra begyndelsen og er stadig et tværfagligt humanistisk fag, hvis overordnede mål er at udforske og reflektere over religion som et globalt, kulturelt og socialt fænomen. Som sådan indgår faget i rækken af kulturfag, som forsøger at forstå mennesket i dets historiske og eksistentielle situation. Som Peter Widmann fremhæver i vor bog Medspil og modspil - teologi og religionsvidenskab, (1996), er såvel teologien som religionsvidenskaben børn af Oplysningstiden. Siden dengang har religionsvidenskabens projekt været i at begribe religion som et menneskeligt fremfor et guddommeligt fænomen. Det humanistiske projekt har udviklet sig fra søgen efter religio naturalis til skiftende erkendelser præget af videnskabens dominerende discipliner: historismens erkendelse af religion som historisk betinget; romantikkens erkendelse af myten som kreativ proces og religiøst og symbolskt udtryk; positivismens interesse i at forklare og hermeneutikkens interesse i at forstå religion. Først med de mange spændende opdagelser i det 18. og 19. århundrede af fremmede kulturer, religioner og sprog med dertilhørende udgivelser af skriftlige kilder, var der et grundlag til et komparativ religionsvidenskabeligt studium. Dette væld af nye informationer, nye kilder til fremmede religioner og nye epoker i verdenshistorien satte virkelig gang i romantikkens og de efterfølgende årtiers fantasier, men endnu vigtigere satte de gang i religionsvidenskabens institutionelle grundlæggelse. Professorater i religionsvidenskab blev allerede etableret i Schweiz og Holland i 1870erne, i Sverige i 1877, hvor det dog først blev til komparativ religionsvidenskab med Nathan Söderbloms tiltrædelse i 1901, i Paris i 1881, i København i 1900 og i Tyskland i 1910 og 1912, sidstnævnte i øvrigt beklædt af henholdsvis danskeren Edvard Lehmann og svenskeren Nathan Söderblom. Faget religionshistorie blev oprettet i Danmark ved et docentur til Edvard Lehmann i 1900 (man har fornylig fejret religionshistoriens 100 års jubilæum på Københavns Universitet med en konference om samme Lehmann). I 1897 afholdtes den først e religionshistoriske kongres i Stockholm hvor følgende mål blev vedtaget:

1) at analysere de fælles elementer blandt forskellige religioner og myter;

2) at studere religionernes udvikling og

3) at udforske religionernes oprindelse.

Dvs. at interessen retter sig mod studiet af religionerne i kulturelt, humanistisk, antropologisk og komparativt perspektiv. Det komparative og det filologiske aspekt, som opstod i kølvandet af romantikken og historismen, udgjorde kernen i fagets selvforståelse. I slutningen af det forrige og begyndelsen af dette århundrede kom flere vigtige aspekter til, nemlig, den tyske religionssociologi med Max Weber og den franske sociologi med Émile Durkheim, den amerikanske antropologi med Franz Boas, den østriske og senere den schweiziske psykologi med Sigmund Freud og Carl Gustav Jung og de store religionsfænomenologer italianeren Raffaele Pettazzoni, hollænderen Gerardus van der Leeuw og tyskeren Rudolf Otto. Sociologerne, antropologerne og psykologerne har bidraget til mange andre fag end religionsvidenskaben og følgelig blev de heller ikke opfattet som religionsvidenskabelige forskere. Men de mange sociologer og psykologer som interesserede sig for religion har etableret fagene religionssociologi og religionspyskologi. I mange lande indgår disse fag som discipliner under religionsvidenskaben. Som det her antydes fremgår det allerede af fagets tidligste historie, at dets vigtigste karaktertræk er, at det er et sammensat fag.

Et andet vigtig træk, som delvis ligger i forlængelse af fagets oprindelse, er at det anvender mange forskellige metoder, oftest de historiske og arkæologiske, de filologiske og tekstteoretiske (herunderi dag strukturalisme og semiotik), de filosofiske, de adfærdsvidenskabelige (sociologi, psykologi,etnografi) og de kunsthistoriske. Alle disse metoder stammer fra andre fag, og igen definerer og profilerer disse fag sig selv i forhold til andet og mere end religion. Religionsvidenskaben henter derimod sin selvforståelse og sin identitet i en koncentreret udforskning af religion som globalt fænomen, historisk som nutidigt. Derudover og måske langt vigtigere forpligter fagets udøvere sig til en vedvarende interesse i centrale spørgsmål omkring religion, såsom dens oprindelse, årsag, struktur, funktion og betydning samt spørgsmål vedrørende fagets teoretiske objekt. Religionsvidenskab har gennem hele sin forskningshistorie været optaget af teoretiske, metodologiske og alment kulturelle spørgsmål. Men efter anden verdenskrig blev de historisk-filologisk orienterede religionshistorikere mindre optaget af teoretiske spørgsmål end af empiriske undersøgelser.

 I dag er situationen heldigvis en anden: Religionshistorien er blevet sig sin religionsvidenskabelige profil bevidst med en lige så stor forpligtelse til teoretiske som empiriske bidrag til den samfundsvidenskabelige og humanistiske forståelse af mennesket. Det vil sige, at projekter som for eksempel anlægger en diskursanalytisk fortolkning af klassisk græsk religion eller en ren teoretisk diskussion af kognitionsforskningens relevans til religionsvidenskabelig teori har lige så stor betydning og berettigelse som empiriske undersøgelser af religionerne i Indien eller nye kritiske udgaver af Nag Hammadi-skrifterne. Denne metodepluralisme har dog vakt en længerevarende identitetskrise.

Den komparative religionsvidenskab

Den komparative religionsvidenskab blev etableret af den tyske indvandrer i Oxford Friedrich Max Müller (1823-1900), der i midten af forrige århundrede – først som Taylorian professor i moderne europæiske sprog fra 1854 og siden som professor i komparative filologi i 1868 – arbejdede for oprettelsen af fire komparative fag, nemlig komparativ lingvistik, mytologi, religionsvidenskab og åndsvidenskab. Hans berømte diktum, rettet mod hans teologiske modstandere, var: “He who knows one, knows none” [den der kender kun én (religion, nemlig kristendom) kender ingen], og det er dette komparative aspekt, som ligger solidt forankret i enhver religionshistorisk og i mange religionsvidenskabelige positioner. Det andet kendetegn for faget var også med dengang, Max Müller var nemlig redaktør for, og for flere binds vedkommende oversætter af, det berømte 50-binds værk: Sacred Books of the East (1870ff.) hvor centrale religiøse værker fra Indien, Kina, Iran osv. blev oversat, mange for første gang, til et europæisk sprog. Den komparative religionsvidenskab var omstridt og blev etableret i en stærk polemisk situation. Den skotske senator i College of Justice ved University of Edinburgh i Skotland, Adam Gifford, som testamenterede i 1885 midler til stillinger i “naturlig teologi” i hver af de fire store universiteter:  nemlig Edinburgh, Glasgow, Aberdeen og St. Andrews, skrev i sit testamente at stillingshaverne skal ikke underkastes nogen trosbekendelse og dernæst: I wish the lecturers to treat their subject as a strictly natural science, the greatest of all possible sciences, indeed, in one sense, the only science, that of Infinite Being, without reference to or reliance upon any supposed special exceptional or so-called miraculous revelation. I wish it considered just as astronomy or chemistry is. Max Müller, som i en kortere periode fungerede som Gifford lecturer, sagde i hans første Giffordforelæsning at teologien ikke længere havde råd til at stå af overfor den udvikling som samtlige andre fag for længst havde undergået, nemlig kravet om bevisførelse, åben kritik og higen efter sandhed.5 Andetsteds er Max Müller medunderskriver på en erklæring fra 1870erne om grundlæggelsen af en forelæsningsrække under en kristen teologisk fond, Robert Hibbert Fonden. Det som senere blev til The Hibbert Lectures skulle rette op på følgende forhold: From the fact that all the chief divinity schools of this country are still laid under traditional
restraint, from which other branches of inquiry have long been emancipated, the discussion of theological questions is habitually affected by ecclesiastical interests and party predilections, and fails to receive the intellectual respect and confidence which are readily accorded to learning and research in any other field. There is no reason why competent knowledge and critical skill, if encouraged to exercise themselves in the disinterested pursuit of truth, should be less fruitful in religious than in social and physical ideas.... Max Müller forsikrede sin samtid om at der ingen grund var til at være bange for etableringen af et religionsvidenskabeligt fag (“Science of Religion”): What does this science consist in? First of all, in a careful collection of all the facts of religion; secondly, in a comparison of religions with a view of bringing to light what is peculiar to each, and what they all share in common; thirdly, in an attempt to discover, on the strength of the Lecture. ”

Max Müllers anke var specielt rettet mod de gældende opfattelser af fremmede religioner. Disse opfattelser stammede fra de tidlige europæisk-kristne taksonomier, som forsøgte at forstå de fremmede religioner i forhold til kristendommen. De monoteistiske religioner (jødedommen, kristendommen og islam) har siden 1500-tallet haft betegnelsen verdensreligioner, og i 1800-tallets evolutionsteorier udgjorde de endemålet for udviklingen. Der fandtes i det 17. århundrede fire religioner i verden: kristendom, jødedom, islam og paganisme. Paganisme bestod af de antikke religioner, de hedenske og det, der blev kaldet de djævelske former. I et essay med titlen “On False Analogies in Comparative Theology” fra 18709 gjorde Max Müller op med kristendommens åbenbaringsprætentioner og forsøg på at anse alle andre religioner som degenererede afarter af kristendom. Det kristne forsøg på at berettige degenerationstesen gav også bagslag i omvendte teser fremført af bl.a. orientalister, dvs. tesen om at de græske og bibelske beretningers grundtanker stammer fra den indiske brahmanske litteratur. Max Müller beretter om en Løjtnant Wilford, som efter at have fortalt brahminerne grundfortællingerne om Deukalion, Prometheus, Adam og Eva, Abraham og Sarah osv. fra græsk, romersk og gammeltestamentlig mytologi, lagde maksimal pres på brahminerne for at finde disse fortællinger i deres egne kilder, og endelig langt om længe, til hele den vestlige verdens forundring, blev kilderne fundet. Lighederne med de klassiske og gammeltestamentlige fortællinger var dog så påfaldende at man fik en mistanke om at Wilford havde opdigtet det hele. Men han fremlagde teksterne på sanskrit, og de blev gransket og derefter godkendt af præsidenten for The Asiatic Society, Sir William Jones. Det var simpelthen for godt til at være sandt! Senere undersøgelser viste imidlertid at det var brahminerne, der omdigtede Wilfords fortællinger, skrev dem ned på sanskrit og lagde arkene ind i blandt de ældre kilder!

Et religiøst ærinde?
Max Müllers historiske, komparative arbejde byggede på religionens tre aspekter, nemlig den fysiske, dvs. interrelationen med naturen, den antropologiske, dvs. menneskets natur og den psykologiske, dvs. sjælens forhold til Gud. Han var overbevist om at religion var en mental egenskab (“religion as a subjective faculty for the apprehension of the infinite”) hvilket han er blevet meget kritiseret for—og hans udgangspunkt var derfor antropologisk: Theology begins with anthropology. We must begin with a man living on high mountains, or in a vast plain, or on a coral island without hills and streams, surrounded on all sides by the endless expanse of the ocean, and screened above by the unfathomable blue of the sky; and we shall then understand how, from the images thrown upon him by the senses, some idea of the infinite would arise in his mind earlier even than the concept of the finite, and would form the omnipresent background of the faintly dotted picture of his monotonous life.
For Max Müller var guderne skabt af mennesker: They [religioner]...have thus been recognised as the natural outcome of the human mind when brought in contact with nature, and with what is behind this phenomenal and perishable nature, the Invisible, the Eternal, the Divine. This is true religion, because natural religion, based on that touch with God through nature, which as been and will always remain the life-spring of all true religion, however much it may have been hidden for a time by those who, though human beings themselves, claimed for themselves the right ot assign to their own religion a superhuman or miraculous origin. What is natural is divine, what is supernatural is human. That all religions contain some truth was the expressed conviction of St. Augustine, and with our wider knowledge we need not be afraid to adopt even wider views. There are few heathen temples in which we may not ourselves silently worship, there are few prayers in which we may not
reverently join. Selvom Max Müller giver udtryk for en ret moderne tilgang til studiet af religion, giver han også udtryk for en grundlæggende religiøs, om ikke et ærinde, så i det mindste en religiøs holdning. Den nye religionsvidenskab var modelleret over den nylig fremvoksede komparative sprogvidenskab, men Max Müller gav andetsteds udtryk for at den komparative religionsvidenskabs mål var at udgive og oversætte religiøse kilder med det sigte at rekonstruere en sand “Civitas Dei” og at indsætte kristendommen iblandt verdens religionerne. Han skriver at når man har indsamlet de mange religioners hellige tekster, oversat dem og sammenlignet dem består arbejdet som følger: ...surely man will never rest until he has discovered the purpose that runs through the religions of mankind, and till he has reconstructed the true Civitas Dei on foundations as wide as the ends of the world. The Science of Religion may be the last of the sciences which man is destined to elaborate; but when it is elaborated, it will change the aspect of the world, and give new life to Christianity itself. Religionsvidenskabens resultater kan ifølge Max Müller være med til at udvide vore horisonter, vor sympatier og vore tanker.15 Max Müller var også meget engageret i økumenisk arbejde i Indien og andre steder, hvilket har medført dyrkelsen af ham som helt i Indien. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse at Max Müllers projekt kun er delvist relevant idag, men det er vigtig at påpege at den hermeneutiske religionsfænomenologi aldrig har forladt Max Müllers projekt og dette forhold har derfor længe været et stridspunkt indenfor religionshistoriens egne rækker.

Orientalismekritikken

Vi har i nyere tid været vidner til et fundamentalt opbrud i humaniora og samfundvidenskaberne. Ca. halvvejs gennem 1960erne skete der på verdensplan et opgør med positivismen. De spekulative filosofier fik en fantastisk genoplivning fra nymarxismen til psykoanalysen gennem nyere hermeneutikere, diskursanalytikere, dekonstruktionister, semiotikere, feminister osv. Ud af denne mangfoldighed af discipliner kom intellektuelle fra de tidligere kolonier. Det var slut med at være Vestens tavse eksotiske Anden. Med Edward Said og andre kom orientalisme-kritikken til og humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning blev kritiseret for kolonialistisk og nykolonialistisk dobbeltmoral. Hovedanken var og er at det er umuligt at skelne mellem ren viden og politisk viden. Forskerens personlige sym- og antipatier kom pludselig i centrum og den postmoderne etnografi gik op i navlebeskuelse og selvransagelse. Men der kom mange vigtige erkendelser frem i lyset, bl.a. om kulturfagenes opståen i det 19. århundrede. I stedet for den glorværdige fortælling om romantiske opdagelser på eksotiske steder, som i den grad udvidede vor videnshorisont, må vi erkende at disse søgende agnostiske øjne, som rejste til udkanten af imperiet for at gøre deres fantastiske opdagelser, snarere overså og opfandt end opdagede de primitive religioner og kulturer. Man taler især i Europa om at den komparative religionshistorie blev grundlagt af de religionshistoriske og religionsvidenskabelige lærestole i Europa. Men den sydafrikanske religionsforsker fra Capetown, David Chidester, og andre postkoloniale kritikere hævder tværtimod at den komparative religionshistorie blev skabt og grundlagt i imperiets grænseland. For at sige det på en anden måde: det billede, som europæerne har af sig selv som metropolcentrene, hvor de empiriske feltdata fra kolonierne blev bearbejdet gennem teoriudviklingen til intellektuelle forbrugsgoder, holder ikke.Som David Chidester skrev i sin bog Savage Systems: Colonialism and Comparative Religion in Southern Africa (1996): A colonized periphery, such as southern Africa, was also an arena of theory production, with the conquering and colonizing center itself colonized by reports about religion from missionaries, travelers, colonial administrators, and others on the periphery (xiv). Den komparative religionshistorie blev ikke kun, ej heller primært, praktiseret af elfenbenstårns oplysningsintellektuelle, men af mennesker dybt engageret i konfrontationerne mellem religioner og kulturer i kolonierne. De sammenlignende principper blev udviklet i busken, og religionsvidenskabens fortolknings- og forklaringsstrategier var stærkt filtret ind i koloniernes sociale, økonomiske og politiske konflikter. Kritikerne påstår at evolutionsteorien var imperiets forlængede arm og den senere funktionalisme ligeså koloni-administrationens forlængede arm. Det lyder ret stærkt, men hvis man f.eks. læser den berømte etnograf Bronislaw Malinowskis artikel “Functionalism in Anthropology” fra 1936, som udkom i Encyclopedia Britannica, står der at antropologiens formål er bl.a. at forbedre koloniadminstrationen således at de indfødte beskyttes og kolonimagtens og missionærnes arbejde lettes. Denne komparative religionshistorie, som blev praktiseret i marken, har haft to faser. Den første fase kaldes af Chidester benægtelsesfasen, hvor man siden Christopher Columbus og langt op i det 18. århundrede beretter om det ene eksempel efter det andet af kulturer uden religion. Denne benægtelse førte tit til en benægtelse af at disse kulturer havde menneskelige institutioner som ægteskab, love, politiske organisationer og moral. Sådanne mennesker blev kategoriseret som kulturløse dyr uden menneskelige rettigheder. Centrale begreber, som har plaget vor forskningshistorie langt op i dette århundrede, f.eks. blev fetichisme, mana, totem osv. konstrueret til at benægte at de indfødte havde religioner.

Den anden fase, som kendetegner det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede kaldes opdagelsen af de primitive religioner. Denne fase skyldes ikke et bedre kendskab til de indfødte ude i marken, hvor komparativisterne (altså missionærerne, administratorene og handelsmændene) udførte deres arbejde, men snarere et resultat af det komparative projekts indbyggede logik. De ovennævnte fire religioner, som det 17. århundrede havde kendskab til, var kimen til en taksonomi bestående af familier og arter. Der er iflg. Chidester to grundsten i det komparative projekt, nemlig genealogi og morfologi. I førstnævnte blev de primitive religioner efterhånden forklaret som degenererede derivater af de gamle verdensreligioner. Hvad morfologien angår blev der etableret komparative kategorier, som f.eks. mana, tabu, fetich osv., udelukkende baseret på formelle eller funktionelle ligheder og sat ind i et socialdarwinistisk skema. På denne måde blev primitiv religion en morfologisk abstraktion lagt ind i et fiktivt historisk forløb. Samtidig med at den primitive religion blev konstrueret, blev de antikke religioner rekonfigureret som primitive. Dette faktum understreger at disse pioner-komparativister også var med til at konstruere religionshistoriens kerneområder, nemlig de klassiske religioner. Alt dette for at sige at de europæiske religionshistorikere ikke var modtagere af et empirisk råmateriale, og at deres teorier ikke var udvundet alene af oplysningsfilosofiens og romantikkens ideer. Det empiriske materiale man modtog var allerede stærkt påvirket af en dialektisk komparativ proces nøje forbundet med imperialismens forventninger og krav.

Orientalismens religiøse ærinde

Dertil kommer den meget religiøse interesse, som en del orientalister, herunder religionshistorikere og andre religionsvidenskabsfolk, havde i orienten. Jeg omtaler problemet delvist i vor bog Medspil og modspil hvor jeg i min artikel viser hvorledes teosofferne konstruerede den “sande” buddhisme, som har haft afgørende indflydelse på vestens opfattelse af buddhismen. Teosofferne udvandrede til Indien i 1879 i kølvandet på den nyhinduistiske modstand mod den kristne mission. I 1880 ankom Madam Blavatsky, Henry Olcott og andre teosoffer til Sri Lanka for at etablere - kontakter med den buddhistiske anti-mission. Blavatsky og Olcott etablerede en lankesisk afdeling af Det teosofiske Selskab, og Olcott fik af lankeserne pådraget rollen som deres feltherre mod den protestantiske mission. Men allerede i starten af Olcotts karriere på Sri Lanka havde han en hel anden opfattelse af den “sande” buddhisme end buddhisterne selv havde. Han var overbevist om, at lankeserne havde glemt deres traditioner og at de fejlagtigt havde overtaget hinduistiske træk, som polyteisme, populær overtro, ritualer og kastesystemet, og således havde bragt den ægte buddhisme i fordærv. Det lykkedes ham gennem sin virke at forene munkene i deres modmission, at etablere udvekslinger og en økumenisk forening af de forskellige typer buddhister i Asien og at promovere en særlig art buddhistisk mission i Vesten. Desuden etablerede Olcott skoler i landsbyerne og storbyerne på Sri Lanka med det formål bl.a. at oplære de lankesiske børn i buddhismen. Ved 1898 havde Olcott grundlagt 103 “Buddhist Theosophical Society”-skoler. Gennem disse skoler blev den vesterlandske udgave af buddhismen produceret og udbredt iblandt det lankesiske bourgeoise samfund. Hovedværket i skolerne, som blev udgivet i 1881, var Olcotts bog The Buddhist Catechism som var bevidst modelleret efter de kristne katekismer. Olcott kunne ikke få buddhisterne selv til at skrive en katekismus, da ideen om en destillering af “essensen” af den komplekse buddhistiske tankegang var dem aldeles fremmed. Han var ikke klar over at kommunikationen af den buddhistiske lære til befolkningen foregik gennem fortællinger og lignelser. Han troede ligesom de kristne missionærer at, da buddhismen ikke formelt blev undervist gennem skolerne, var den lankesisk befolkning uvidende om deres religion, hvilket selvfølgelig var en grov misforståelse. Olcott, som var søn af en protestantisk præst endte med at konstruere en protestantisk, “renset” buddhismen, som ligeledes var oversat til den viktorianske moral. Han var hovedinspirator til alle de ideer vi har om buddhismens kendetegn: en religion med læren om den højeste godhed uden et gudsbegreb; en ide om individets kontinuitet uden kristendommens metafysiske sjæleopfattelse, som han betegner som overtroisk og selvisk (altså den kristne opfattelse); ideen om en evige fred uden et himmerig; frelse uden en frelser, ritualer, syndsbod, præster eller helgener; og det højeste mål, nirvana, som kan opnåes i dette liv gennem uselvisk visdom og barmhjertighed. Herudover hævdede han at buddhismen er en videnskabelig filosofi. At ingen af disse ting er kendetegnende for den levende buddhisme er problemets kerne. Ikke desto mindre har disse og lignende ideer præget ikke alene de teologiske men sandelig også de religionsvidenskabelige opfattelser. Olcotts katekismus udkom allerede i hans livstid på 22 forskellige sprog og i 40 udgaver og var hovedårsagen til buddhistisk modernisme og vestens ideer om buddhismen. Efter god europæisk Oplysningsgrundantagelse blev sjæl og legeme adskilt og
buddhismen blev i vesten fortolket som en filosofisk, ateistisk og rationel religion. Men denne antagelse så fuldstændig bort fra buddhismens hovedvægt: nemlig den følelsesbetonede tro, mirakeltro, andagt, fortælling og ritualer. Kulten bestod og består af dyrkelsen af Buddha som transcendent skikkelse men også i landsbykulten i forbindelse med et hav af guddommelige og overmenneskelige væsener. Og denne kult var ikke kun begrænset til den jævne befolkning. Én af de kanoniske kilder, Khuddaka Nikaya, som er samlingen af legenderne om buddhas forrige liv og oplevelser med de rigt befolkede helveder, himle og andre kosmiske riger, har indologer og buddhologer siden Olcott set fuldstændig bort fra.
Der er kommet en del litteratur om konstruktionen af buddhismen. Der var en del buddhologer som var buddhister og samtidig havde en eller anden forbindelse til teosofien. Man har kunnet følge genealogien blandt orientalisterne fra Edward Conze (hvis kone enten var teosof eller engageret med teosoffer), D. T. Suzuki (som havde et tæt samarbejde med teosofferne), Christmas Humphreys, Alexandra David-Neel, Evans-Wentz osv. Mange af disse har haft personlig indflydelse på en række religionsforskere i det 20. århundrede, som C.G.Jung, Mircea Eliade, Martin Buber, Paul Tillich osv. Alle disse deler den essentialistiske opfattelse af religion som sui generis og som et fænomen, der er irreducerbart og som kun kan studeres ved særlige religiøse metoder eller indsigter. Denne særlige forståelse af religion er blevet promoveret især i USA, hvor man den dag i dag er midt i et magtfuld opgør mod den organisation som står for sui generis opfattelsen, nemlig The American Academy of Religion. Der er en række artikler og værker, som beskriver denne strid og som er udtryk for den. Denne kamp forstås som kampen mellem teologi og den humanistiske religionsvidenskab. Der opstår specielle problemer, når forskeren driver sin forskning inden for den religion han eller hun tilhører. Han eller hun har hele tiden et problem med at opnå den nødvendige analytiske distance. Det samme gælder forskere der enten “go native”, dvs. bliver ligesom de folk, de studerer, eller forskere der identificere sig med nutidens alternative spiritualitet. Med henblik på sidstnævnte findes der i et nummer af det internationale tidsskrift Religion en artikel af Charles S. Prebish som i en survey af 125 buddhologer i USA konkluderer at et betydeligt antal buddhologer kom til buddhologien p.g.a. af stærke buddhistiske overbevisninger og, som han skriver: “For many, this has created a tension between scholarship and religious commitment, between Buddhology and personal faith”.  Den form for buddhisme, som præger moderne buddhologer bygger på romantiseringer i lighed med Olcotts buddhisme. Det interessante er at buddhisterne i Østen har taget de vesterlandske stereotyper til sig og udnyttet dem til egen fordel i deres modmission i vesten!

Videnskabs strid


Med dette århundrede har studiet af religion været præget af skiftende universalteorier om religionens ophav, karaktertræk og funktion. Man har gennem disse ofte stridende teorier opnået mange erkendelser om religion. Sociologien har vist os religionens sociale sider: institutionernes organisering, funktioner, og indvirkning på samfundet har været særligt fremtrædende, men også nyere tids symbolinteraktionisme, game theory, role theory osv. har bidraget med afgørende erkendelser om religionens sociologi. Psykologien har selvfølgelig profileret religionens psykologiske sider, men også frembragt overvejelser over religionens ophav i menneskets psykologiske behov. Psykologien i forbindelse med antropologien og andre kulturvidenskaber har været medvirkende til anskuelsen af religion som et kognitiv fænomen. Etnografien har bidraget med religionens mangfoldighed og specielt religionens eksotiske mangfoldighed. Den har affødt flere forskellige grene som er i kontakt med andre fag, som lingvistik f.eks., og har ført til afgørende vigtige tilgange til religionsstudiet. Dels tænker jeg på den amerikanske kulturantropologi, som gennem symbolstudierne kombinerer hermeneutikken med antropologien, dels den britiske socialantropologi som har affødt proces-orienterede samfundsstudier og semantisk antropologi, dels den franske strukturalisme som kombinerer etnografi med lingvistik i studiet af mytologi, dels de litterære og sprogvidenskabelige kombinationer i semiotikken og dels de andre narrative discipliner, der forsøger at applicere diskursbegrebet på studiet af samfund og religion. Alle disse humanistiske grene har mennesket som model, som objekt og som referenceramme til deres arbejde. Som Hauge var inde på i går står striden i dag mellem konstruktivisme og essentialisme. Som nævnt er amerikanerne meget ophidset over sådan noget – men der er også nogle danskere som har det sådan. Og der er kommet en række publikationer, som er den ene kampskrift efter den anden. Et af de områder hvor kampen står klarest er i definitionsdebatten. Herhjemme har Per Bilde og jeg haft en længerevarende debat, og jeg har også fremstillede debatten i udenlandske publikationer. Jeg anskuer udviklingen og anvendelse af religionsdefinitioner som analytiske strategier. Det kan tilføjes at de i ligeså høj grad indgår i fagpolitiske strategier. Argumentet går ud på i al sin enkelhed at en religionsdefinition er udtryk for en særlig religionsteori. Hvis man er religionssociolog består teorien af en samfundsteori, religionspsykologi af en teori om den menneskelige psyke, en teologisk af en teori om gud eller det guddommelige osv. Religionsvidenskab skal ligesom andre humanistiske og samfundsvidenskabelige fag gøre sine teoretiske forudsætninger klar: Enhver beskæftigelse med religioner og religiøse fænomener medfører implicitte teorier om en hel række grundbegreber. Disse kan skitseres som følge: Enhver beskæftigelse med faget indeholder en grundlæggende religionsteori, dvs. en opfattelse af, hvad man egentlig betragter som sit undersøgelsesfelt. Denne teori medfører andre basale underkategorier som for eksempel en symbolteori, en ritualteori, en traditionsteori osv. Men disse grundantagelser hører til erkendelser vedrørende de meget bredere videnskabsteoretiske forudsætninger. Man kan f.eks. ikke forstå rituelle handlinger uden et klart begreb om symbolske handlinger. Et begreb om symbolske handlinger indebærer desforuden et begreb om brug af symboler i almindelighed om det er i psykologisk såvel som sociologisk forstand. Man kan heller ikke forstå religiøse traditioner uden at man har klare begreber om social forandring i almindelighed og om kognitive processer som hukommelse og sprog. I lighed med Max Müller er mit udgangspunkt menneskets medfødte kognitive prædispositioner og senere tilegnede religiøse opfattelser. Religion i denne forstand forstås som betydningsproducerende eller verdenssynsproducerende, og først og fremmest som et kulturelt og socialt produkt. Således opfatter jeg religion som en art, der er underlagt det nærmeste overordnede slægtsled (genus proximum), dvs. kulturelle fortolkningsmekanismer og sociale mekanismer. Det artsspecifikke
(differentiam specificam) eller det “religiøse” er noget, der er lagt til disse basale menneskelige forudsætninger. Dvs., religion er noget som er kulturelt pålagt, en slags kulturel pålagt hermeneutik eller fortolkningssystem. En brugbar definition må derfor pege såvel på slægtsskab som på det artsspecifikke, dvs. en definition per genus proximum et differentiam specificam. Et muligt problem med en sådan definitionstype er, at den fordrer en klar systematisk og hierarkisk klassifikation af slægtsled og arter à la Linnæus osv., hvilket der naturligvis ikke er tale om her. Men jeg mener alligevel, at denne måde, at håndtere definitionsspørgsmålet på, er frugtbar. En sådan definition kan således se ud: Religion er et kulturelt system og en social institution, som styrer og fremmer idealfortolkninger af tilværelsen og idealpraksis ved henvisning til påståede transempiriske magter eller væsener. Definitionen rummer derved en kulturel fortolkningsteori og en social handlingsteori - begge med henvisning til det transempiriske. Et af problemerne med denne definition er, at for at kunne skelne mellem religion og andre beslægtede fænomener bliver man nødt til at operere med transempiriske magter eller væsener, hvadenten vi taler om guder, ånder eller afdøde. Man kan ikke nøjes med en “transempirisk virkelighed” eller et “transempirisk princip”, da der er mange transempiriske virkeligheder og principper, der ikke ndøvendigvis har med religion at gøre, og som dermed ville efterlade os endnu engang med overlapningsproblemet.

Dette er selvfølgelig ikke det sidste ord om emnet religionsdefinitioner, men blot til eksemplificeringen af hvorledes religionsvidenskabens videnskabsidealer konfronteres gennem definitionsstrategier. Det interessante er at buddhismen har altid været en stopklods for definitionsdebatterne og den før omtalte “rene” buddhisme har givet hovedbrud siden dens opfindelse. Det kan måske anskues som essentialisternes stærkeste kort!

 

 

 

D 23. maj 2003 bragte Weekendavisen den artikel, der udløste hele den landsækkende debat. Læs uddrag her

 
  

 

Pernille Stensgaards interview "Overtro" bærer underrubrikken "Præsten tror ikke på Gud". Først præciseres Taarbæk-præstens tolkning af flere centrale kristne dogmer:

"GUD i himlen? Nej, det siger ham ikke noget. Opstandelsen Så? Nej, heller ikke. At bede en bøn, når det kniber? Nej, hvorfor skulle han dog det, Thorkild Grosbøll er ikke en af den slags præster, der tror på Gud. Det hører fortiden til. Andre præster deler hans synspunkter, men de taler ikke så højt og tydeligt. De holder en dør på klem til den gamle Gud og hans mirakler og evige liv for ikke at skræmme den lille trofaste menighed væk. Det gør han ikke. Han sidder i præstegården i Tårbæk i whiskybæltet og siger ting, som man ikke tror, præster kan og må sige. For Gud, for eksempel.

Lad det være sagt med det samme. Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget - end ikke som barn," skynder han sig at slå fast."

Efter at have opfordret alle præster til at turde tænke selv præsenterer Thorkild Grosbøll sin anskuelse af Gud:

"Jeg tror ikke på Gud som forklaring på det hele. Der er ingen, der i deres almindelige liv opererer med et gudsopretholdt univers. Vi fungerer på naturvidenskabens præmisser; Jorden er ikke skabt af Gud, og han holder den ikke oppe. Gud kan ikke bruges som argument for noget som helst. For mig er Gud spørgsmålet. Et fantastisk spørgsmål, man kan stille til sit liv. Men jeg vil ikke åbne så meget som en kattelem for, at man kan tale teofysisk - at Gud bliver en fysisk realitet. Han er i sproget som det ypperste billede af mening og betydning, så det ville være sindssygt at volde sproget og bede ham gå sin vej. Vi taler om ham, og vi taler også meningsfuldt om Robin Hood og Den Store Bastian.

Selvfølgelig holder man sig inden for fortællingens kategori. Jeg kan trække på en billedverden, der også indeholder himlen. Det er sket én gang, da jeg skulle begrave en kulturradikal. Der vidste jeg, at jeg ikke ville blive misforstået."

Gud tager Grosbøll kun i sin mund i omskrivninger som "gudsbegrebet" og "det guddommelige", og da Pernille Stensgaard spørger ham, om Gud bare er et ord, svarer han:

"Nej. Der er en historisk baggrund for det her - den besynderlige historie om tømreren, som insisterer på, at Gud er en realitet også her på Jorden. Hans projekt var livsnært og i mine øjne foran andre religioner, fordi det knytter et gudsbegreb til mennesket og får rejst en genkendelighed. Det var nyt, at folk kunne tillade sig at tro, at de var bærere af Gud.

Navnet står tilbage nu, ikke som forklaring, men som spørgsmål til, hvordan vi administrerer vores liv. VI har ikke længere en gud siddende på nakken af os. Der er kun os til at sætte dagsordenen."

Den gamle tid byggede sin verden på Gud, fordi den blev nødt til det:

"Mennesket har altid spurgt: "Hvem får solen til at gå op og ned?" Og Gud har altid været det X, der forklarer det uforklarlige for mennesker. Så selvfølgelig er Gud en menneskelig projektion, men det er forkert at sige, at det bare er noget, vi finder på, fordi det er nemmere. Troen er et reservoir for menneskets drømme og forestillinger og refleksioner, men flød længe sammen med den skabelsesforklaring, man var i stand til at give. Så Gud stod ikke til diskussion, som han gør nu."

Mod interviewets slutning falder der ros til missionsfolkene for at være redelige i deres trosforhold. Og der er ris til de kulturradikale:

"Det er næsten ligegyldigt, hvor i teksterne du hamrer din spade ned. De bliver ved med at kaste noget af sig, ikke som højlitterær tekst, men fordi deres virkningshistorie er så lang og betydningsfuld for os. Det er historier, der fra at være et lille forkølet fænomen med tolv fiskere kom til at sætte dagsordenen i Europa for udviklingen af samfundet, kunsten, mennesket. Jeg bliver så sur pa de kulturradikale, når de ikke kan se skoven for bare træer. De behøver ikke at elske den historie, men de skal tage den alvorligt. Jeg mødte en engelsk kunsthistoriker, som var forarget over sine danske kolleger. De havde stået og set på nogle kalkmalerier, og han havde peget og sagt: 'Det er Job.' Hvortil danskerne udbrød: 'Gud, er du religiøs?' Hvad bilder de sig ind. De skal kunne deres kode."



Lagt på www.religion.dk d. 23.maj 2003, kl. 00:00


 

 

 

 

GROSBØLL-SAGEN: Mediernes dækning har udviklet sig til en discountversion med argumentation på overskriftsniveau, der ikke er brugbar i afgørelsen af tjenstlige sager

 
Af Lise-Lotte Rebel  

 

Mens sagen om pastor Grosbøll begyndte som en sag om hans udtalelser i et interview i en avis, så kan jeg konstatere at den nu - efter udsendelsen af en fælles udtalelse den 23. juli - synes forvandlet til at være en sag om mig og min embedsførelse.
Hvis man følger en smule med i medierne, så kan det ikke undre. Helte og skurke bytter plads, frem og tilbage alt efter, hvad der giver den bedste vinkling den pågældende dag. Samme skæbne lider pastor Grosbøll og hans temmelig værgeløse sogn, som flytter fra at være oprørere og troshelte til nyttige idioter og lallende fjog. Således har denne sag, som netop skulle lande på mit skrivebord, indtil videre indbragt mig trusler om stævning, indklage for menneskerettighedsdomstolen, klage til ministeriet, opringninger nat og dag, breve og mails i et omfang, som det ikke har været muligt at svare tilfredsstillende på. Så alt i alt har det været en god sommer.
Jeg har tidligere i et kort indlæg i Kristeligt Dagblad den 29. juli forsøgt at gøre opmærksom på, at der var tale om stærkt forenklede synspunkter i dele af debatten. Men det er åbenbart fuldstændig overhørt i den almindelige rasen. For om rasen drejer det sig, når personer og institutioner udtaler sig således, at de ved deres skriverier tydeligt afslører, at de hverken har noget dybere kendskab til pastor Grosbølls teologi og heller ikke forholder sig til det, der faktisk er tilgængeligt.
Der foreligger ud over vores fælles erklæring af 23. juli to redegørelser fra pastor Grosbøll samt mit indlæg i Kristeligt Dagblad den 29. juli. Upåvirkede heraf drager nogle debattører ikke desto mindre vidtgående slutninger om blandt andet præstens åndelige habitus samt min dømmekraft og folkekirkens fremtid i bred almindelighed.
»Kan man være gudløs og præst i folkekirken?«, spørger mange. Som sagt, jeg kan kun se det spørgsmål som udtryk for en meget forkortet, fejlagtig version af sagen. For svaret er, at det kan man selvfølgelig ikke! Og det er der heller ikke tale om i denne sag. Alligevel fortsætter denne version. Det er en discountversion tilskåret af mediemaskin-ens klip og hurtige meldinger, og den bygger ikke på de faktisk tilgængelige oplysninger. Det er argumentation på overskriftsniveau, hvilket også kan være meget underholdende. Men det er altså ikke brugbart i afgørel-sen af tjenstlige sager.
Hovedsagen er naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt pastor Grosbølls forkyndelse er hjemmehørende inden for den danske folkekirke. Min konklusion på dette sted bygger selvsagt ikke på de forvirrende og forenklede udtalelser, som er dukket op i pressen og for hvilke jeg har krævet Grosbøll til regnskab. Men den bygger på de samtaler, jeg har haft med præsten samt på de to skriftlige redegørelser, denne har fremlagt, og som er offentliggjort (Kristeligt Dagblad og Præsteforeningen Blad). Hvad der er sagt i en tjenstlig samtale mellem præst og biskop under fire øjne, det vedkommer imidlertid ikke andre. Og dele af debatten om hele denne sag smager af upassende forsøg på sindelagskontrol. Jeg hverken kan eller skal granske folks hjerter og nyrer, men jeg skal sikre, at præsters forkyndelse og funktion finder sted inden for kirkens bekendelses rammer.
Lad mig da citere et sted fra Grosbølls anden offentliggjorte redegørelse. Grosbøll skriver: »Centralt (også i min bog) er (-) Peters bekendelse (Matt 16,13-20) med samt de efterfølgende tre vers. Det afgørende er, hvordan den enkelte tolker, og forstår, hvem Jesus er. Det er derfor ikke gud, der står i centrum for udsagnet, men at Peter af sit hjerte må bekende, at manden fra Nazareth er intet mindre end selve den levende Guds søn - altså at det,
Peter ser i Jesus, er det, han må kalde gud. Når det sker, når kun det største ord rækker, da er der kirke - da bliver enhver Peter den klippe, som der bygges kirke på, og som dødsrigets porte aldrig skal få magt over, da står han med nøglerne til himmeriget, så hvad der bindes her, er bundet hist, og hvad der løses her, er løst hist.«
I forhold til et sådant udsagn ser jeg ingen anledning til at skulle bevise, at dette hører hjemme inden for den folkekirkelige tradition. Her tales om, at vi møder Gud i Jesus, hvilket er grundlæggende kristent. Pastor Grosbøll har hertil nogle bemærkninger, nemlig at dette betyder, at vi ikke skal lade verdensbilledernes forskellighed spærre for, at dette kan forkyndes nutidigt. At altså den gamle metafysik ikke må gøres til en betingelse for, at vi i dag kan være kristne. Alt sammen kendt stof. Når kirkelige debattører har gjort ham til ateist eller sagt, at han lige så godt kunne være muslim, så er det simpelt hen urimeligt.
Det betyder ikke, at jeg ikke fremdeles skulle have kritiske spørgsmål til pastor Grosbølls teologi (således som jeg også har det til andre). I vore samtaler har jeg kraftigt påtalt nogle af hans problematiske formuleringer, som han da også efterfølgende har beklaget. Men i vor fælles erklæring fastholdes kirkens bekendelse og præsteløftet som det rum, inden for hvilket budskabet udlægges. Det er pastor Grosbøll såvel som alle andre præster fremdeles forpligtet på. Jeg opretholder som meddelt i den fælles udtalelse et skærpet tilsyn med pastor Grosbøll.
Men afgørende for mig har naturligvis været dette, så redeligt som muligt af finde sagens rette sammenhæng vedrørende pastor Grosbøll og ikke lade mig styre af pressens selvsving eller kirkelige pressionsgruppers tiltag i sommervarmen.
Det er i grunden ejendommeligt, så let kritikerne af håndteringen af denne sag kommer hen over det faktum, at sagen jo ikke er rejst på grund af pastor Grosbølls forkyndelse i kirken, men på grund af nogle avisoverskrifter og et debatoplæg. Skulle det ikke sige en kritisk offentlighed et og andet? I den åbenbart så eftertragtede retssal dømmer man forhåbentlig heller ikke efter overskrifter og presseklip, men man forsøger at nå frem til, hvad der faktisk er sagt, skrevet og sket. Det er baggrunden for, at også jeg - trods megen larm - har handlet som jeg gjorde. I kirken kender vi faktisk en historie om, hvordan det går, når folkemængdens larm i hellig harme får administratorerne til at bøje sig og vaske deres hænder. Men ejendommeligt nok har ingen fundet anledning til at overveje den synsvinkel! Endelig sammenligner mange med den såkaldte Snedstedsag, som gengives som en sag, hvor en gejstlig ret dømte en præst fra embedet, da han ændrede i et enkelt ord i dåbsritualet. Det berømte »i« og »til«. Ifølge Kristeligt Dagblad er dette argument fremført under applaus ved læsermødet i Bethesda. Hertil er imidlertid at sige, at dette er en fejlagtig gengivelse af denne sag. Når applausen engang har lagt sig, bliver der måske tid til at se på sagens kendsgerninger ved at læse dommen fra præsteretten og fra Vestre Landsret. Den viser, at det ikke var dette, sagen drejede sig om. Og det var ikke »et enkelt ord«, dommen faldt for. Selv om det - igen - var det, sagen i medierne blev kendt for. Men sagen mod Bent Feldbæk Nielsen fra Snedsted og Grosbøll-sagen er indtil videre usammenlignelige. Kort sagt gik der årelange, opslidende konflikter mellem præst og sogn forud for, at Snedstedsagen blev rejst i retten, herunder årelange samtaler og tjenstlige formaninger fra biskoppen.
Til slut vil jeg gerne sige, at jeg godt kan forstå, at der rundt omkring er bekymringer for folkekirken. Efter min mening er det imidlertid helt andre ting, der kan true folkekirken, end en pastor Grosbøll. Langt mere nærliggende er det for mig at pege på det forhold, at denne sag indtil videre synes at vise, at folkekirken i mødet med den virkelighed, som den moderne massekommunikation er, slet ikke synes gearet til at forholde sig til den. Jeg bebrejder ikke pressen noget, ej heller alle de »almindeligt interesserede«, som på bedste beskub giver deres besyv med. Men det bekymrer mig virkelig, at det er så vanskeligt at kommunikere kristendom.
Den situation stiller nogle krav til os alle, først og fremmest til kirken og dens ansatte, men også til universiteterne og læreanstalterne. Sagen viser, at der er en afgrund mellem den teologiske refleksion og den folkekirkelige, daglige virkelighed, og dette kalder på selvbe-sindelse og debat. Men det bekymrer mig også, at folk, der professionelt er uddannet til at være kritisk skolede og burde have fornemmelse for, hvilke mekanismer, der går i sving i massemedierne, lader sig rive med af den første vind. Og at de følgelig mener, at de store problemstillinger vedrørende kristendommen og den moderne virkelighed skulle kunne løses blot ved at føre en retssag. Retssager kan være nødvendige. Men kun som allersidste mulighed, når tingene er gået helt i hårknude. Indtil da må vi forsøge tillidsfuldt at lytte til hinanden, forsøge at forstå selv det, der lyder anderledes og fremmed, og tale sammen.
Lise-Lotte Rebel er biskop over Helsingør Stift


 

Lagt på www.religion.dk d. 19. august 2003, kl. 15:00



 

 

GROSBØLL-SAGEN: Grosbølls fusionsteologi har som udgangspunkt, at den skal være forståelig for moderne mennesker: eksistentiel og befriet for mytetænkning

 
Af Amalie Nørgaard og Henriette Pedersen  

 

Præsteforeningens Blad nr. 50 bringer en analyse af det berømte interview i Weekendavisen med Thorkild Grosbøll foretaget af undertegnede. Ifølge den konservative højrefløjspræst Henrik Højlund har vi dermed forsøgt at rehabilitere Grosbølls teologi (Kristeligt Dagblad den 27. december).

Slår man imidlertid efter i nævnte blad, vil det være synligt for de fleste, at vores artikel er en kommunikativ analyse (den eneste af slagsen, der findes, så vidt vi ved) af det interview, der begyndte hele debatten.

Vi skønnede, at interviewet havde haft så vidtrækkende kirkehistoriske konsekvenser, at det var nødvendigt at vende tilbage og kigge på den oprindelige tekst. Det var ikke vores ærinde at rehabilitere Thorkild Grosbøll eller hans teologi, men derimod at analysere teksten og finde sagens kerne.

Vi har undersøgt, hvilke teologiske traditioner der ligger bag Grosbølls udsagn, som de fremstår i avisartiklen. Desuden har vi set på, hvordan samspillet mellem præst og journalist fungerer, og ikke mindst har vi forsøgt at skelne mellem præstens egne ord og redaktionelle lag.

Konklusionerne er, at Grosbøll trækker på mange kendte teologiske traditioner. Derfor karakteriserer vi hans teologiske ståsted som »fusionsteologisk«. Grosbølls fusionsteologi har som udgangspunkt, at den skal være forståelig for moderne mennesker. Derfor går han i dialog med evangelieteksterne. De giver nemlig kun mening, hvis de befries for mytetænkning og bliver eksistentielle. Dette er en udogmatisk måde at læse Bibelen på, som er stærkt inspireret af den tyske teolog Rudolf Bultmann, hvis bøger er fast pensum på teologistudiets grunduddannelse, og hvis ideer er vidt forgrenede i dansk teologi i øvrigt.

En vigtig konklusion er det også, at Grosbøll på ingen måde afskaffer Gud i interviewet. Han præciserer derimod, at »Gud« er en lyd, der først skal afkodes. Den »gud«, som Grosbøll afskaffer, er »guden i himlen«, dvs. de menneskelige projektioner og forestillinger om en gud. Også den schweitziske teolog Karl Barth afviser et sådant metafysisk gudsbegreb, og Karl Barth var en af inspirationskilderne for den dialektiske teologi i Danmark.

Hvad Grosbøll senere og i andre sammenhænge har sagt om Gud, har vi ikke fundet relevant at inddrage i analysen af interviewet.

Imidlertid fremstår disse pointer ikke klart i Weekendavisen, da journalisten, der forfattede interviewet, havde et meget ringe kendskab til teologisk tradition og tænkemåde. Det kan man på ingen måde bebrejde en journalist - blot konstatere, at samtalen ikke lykkes, og at præstens alt for svære ord udsættes for nogle redaktionelle kortslutninger, som forvandler det teologiske projekt til ukendelighed.

Derfor mener vi ikke, at det er fair, at Grosbøll i dag går for at være »den gudløse præst«. Dette cementeres imidlertid allerede på Weekendavisens forside, inden læseren overhovedet har haft mulighed for at stifte bekendtskab med Grosbølls egne ord.

Vi forstår udmærket, at almindelige mennesker uden teologisk skoling er faldet for den journalistiske retorik. Vi forstår derimod ikke, at erfarne præster og dygtige teologer ikke har kunnet gennemskue Grosbølls fusionsteologi.

Amalie Nørgaard,

teolog,

J.E.Ohlsens Gade 9, 1.tv.,

København Ø

Henriette Pedersen,

teolog,

Polensgade 28, st.th.,

København S



Grosbøll-sagen

Arbejdspapir

Redegør for Grosbølls synspunkter ud fra teksterne.

Han tror ikke på Gud?

Hvad tror han så på?

Er Folkekirken rummelig nok til at inkludere hans synspunkter? Brug teksterne som baggrund.

Giv argumenter både for og imod.

 

 

 

Lagt på nettet den 31. december 2003 kl. 00:01

 

 

 

Lagt på nettet den 16. september 2005 kl. 00:01

 

 

Samtidig er det samlede bispekollegium delt i spørgsmålet om Riberssagen: Nogle kræver faste rammer, mens andre priser rummeligheden

 

AF DORTHE HEIN LØWENDAHL OG NANNA SCHELDE  

 

Biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, kræver en udredning af forholdet mellem kirke og stat. – Foto: Scanpix.
 
Biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, kræver en udredning af forholdet mellem kirke og stat. – Foto: Scanpix.
 
  

Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad et medlem af folkekirken må tro på uden at risikere sit medlemskab. Som loven er i dag, har folkekirken nemlig reelt ingen muligheder for at smide sine medlemmer ud, og derfor er der brug for ændring af loven.

Det mener flere biskopper på baggrund af Højesterets afgørelse i sagen om Steen Ribers. Højesteret afgjorde i går, at eksklusionen af kirketjener og menighedsrådsmedlem Steen Ribers har været ugyldig, og dermed kan han igen blive medlem af folkekirken.

– Folkekirken står magtesløs, siger biskoppen i Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard.

– Det er et grundlæggende problem, at en verdslig domstol skal dømme i en teologisk sag. Kirken har i dag reelt ingen redskaber til at ekskludere et medlem, og det rejser det spørgsmål, om kirken ikke burde have nogle. I hvert fald må der kræves en større afklaring af, hvor kirken står i forhold til staten, siger han.

Han finder det "absurd" og "urimeligt", at man inden for folkekirkens bekendelsesgrundlag kan tro på reinkarnation og afvise treenighedslæren, sådan som Steen Ribers tidligere har ytret det. Dermed mener biskoppen, at folkekirken bliver konturløs, fordi der mangler klarhed over, hvad folkekirken står for.

Biskoppen i Viborg, Karsten Nissen, er enig. Også han mener, at kirken skal have mulighed for at træffe en afgørelse om eksklusion selv.

– Vi står med to nye sager, hvor folkekirkens bekendelsesgrundlag er blevet anfægtet: Sagerne om Thorkild Grosbøll og Steen Ribers. I begge tilfælde er folkekirkens anbefalinger blevet underkendt af en anden instans. Det må sætte nogle principielle overvejelser i gang samt påpege det nødvendige af, at vi får en udredning af forholdet mellem stat og kirke, siger han.

Biskoppen understreger, at en rummelig folkekirke aldrig er et mål i sig selv, fordi folkekirken ikke er et "religionsselskab".

Biskoppen i Københavns Stift, Erik Norman Svendsen, der i 1994 stadfæstede sognepræstens beslutning om at ekskludere Steen Ribers, bakker i en pressemeddelelse op.

– For folkekirken er Højesterets dom særdeles problematisk, fordi den gør folkekirken til en religionsanstalt. Dommen efterlader folkekirken med en åben flanke, hvor den ikke kan forsvare sig som trossamfund, lyder det.

Også Erik Norman Svendsen mener, at loven bør ændres. Dog på en sådan måde, at der som minimum kan stilles særlige krav til menighedsrådsmedlemmer om at virke inden for folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Elisabeth Dons Christensen, der er biskop i Ribe Stift, deler det synspunkt. Hun er ked af Højesterets afgørelse, men primært på grund af at Steen Ribers er medlem af menighedsrådet.

– Der bør gælde særlige regler for disse medlemmer, og derfor vil det være ønskeligt med en præcisering af Menighedsrådsloven. Men vores folkekirke skal ikke drive trosjustits på almindelige medlemmer af folkekirken og smide folk ud. I stedet skal vi i dialog med dem, forklare og forkynde. Det er vores største opgave, siger Elisabeth Dons Christensen.

Hendes kollega i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, er enig i, at der skal være plads til forskellige holdninger om troen i folkekirken.

– Det er positivt, at Steen Ribers fik medhold, for det beviser, at folkekirken er et rummeligt sted, som man ikke uden videre kan ekskluderes fra. Jeg mener, at man kun skal kunne smides ud, hvis man har en bevægelse bag sig, men selvfølgelig skal folk ikke have lov til at udtale sig ubetinget fjendtligt, mener Jan Lindhardt og påpeger, at man ellers skulle ekskludere folk, der tror på reinkarnation og numerologi.

– Tilsvarende er det med andre trossamfund: Man er kun ude af folkekirken, hvis man samtidig melder sig ind i for eksempel den katolske kirke – ikke bare fordi, man er lidt katolsk i hovedet, siger han.

Kirkeminister Bertel Haarder (V) vil drøfte eventuelle lovændringer i næste uge, når han og biskopperne mødes ved et samråd.

loewendahl@kristeligt-dagblad.dk

schelde@kristeligt-dagblad.dk

 

 

Lagt på nettet den 16. september 2005 kl. 00:01

 

 

Efter over 10 års appeller og retssager kan Steen Ribers, der er ansat i Sankt Andreas kirke i København, igen kalde sig medlem af Den danske folkekirke

 

AF CLAUS VINCENTS  

 

Kirketjener Steen Ribers forlader Højesteret i København som en tilfreds mand - han skal igen betale kirkeskat. (Foto: Leif Tuxen)
 
Kirketjener Steen Ribers forlader Højesteret i København som en tilfreds mand - han skal igen betale kirkeskat. (Foto: Leif Tuxen)
 
  
Kirketjener Steen Ribers var så glad, som en Ribers kan blive. I den over 10 år lange kamp for at få sit folkekirkemedlemskab tilbage ved Østre Landsret og i går ved Højesteret i København har Steen Ribers altid optrådt tilbageholdende, meget afdæmpet, nærmest selvudslettende, men ikke uden selvtillid.

Derfor var der ikke de store jubelspring på gangen uden for første afdeling, efter at højesteretsdommer Marie-Louise Andreasen havde meddelt ham og de mange fremmødte tilskuere, at det var forkert dengang i 1994, da de kirkelige myndigheder fratog ham medlemskabet af folkekirken og dermed også af menighedsrådet ved Sankt Andreas kirke. Han fik det hermed tilbage med tilbagevirkende kraft.

Kristeligt Dagblad var blandt de første, som talte med Steen Ribers umiddelbart efter domsafsigelsen. Et kontrolleret, men sejrssikkert smil på hans ansigt talte sit tydelige sprog om glæde. På 1000 kroners-spørgsmålet, om hvordan han havde det lige nu, kunne han fortælle, at følelsen måtte være den samme, som Peter Schmeichel havde den dag, han sammen med Manchester United vandt Champions League finalen i fodbold med 2-1 – og sejrsmålene blev scoret i kampens overtid. Symbolikken med den afsluttende finalerunde i Højesteret, hvor Steen Ribers fik medhold af dommerne i to ud af tre punkter, er ikke til at tage fejl af. 2 -1 til Ribers, som af dommerne ikke blev dømt ude over folkekirkens bekendelsesgrundlag, og som ikke dengang i 1994 kunne fratages sit folkekirkemedlemskab, fordi der var tale om magtfordrejning. Eneste punkt han tabte, var kravet om erstatning for tort.

– Jeg er glad for dommen, fordi jeg hele tiden har ment, at jeg og alle andre, som tror på reinkarnation, har lige så meget lov til at være i folkekirken, som alle andre. Med dommen er det slået fast, at der ikke gælder en lov om, hvem der er rigtig, og hvem der er mindre rigtig, hvem der har ret, og hvem der har uret, men at vi bare er der alle sammen på lige betingelser. Det er det principielle i dommen, og det er jeg meget lykkelig for, siger Steen Ribers.

Har du med din kamp gennem over 10 år været med til at sørge for, at folkekirken kan være en rummelig kirke?

– Det tror jeg. Det har hele sagen været medvirkende til. Da sagen blev rejst, bølgede debatten om hele reinkarnationspørgsmålet. Det kom frem, at cirka 14 procent af folkekirkens medlemmer tror på reinkarnation, og så fulgte debatten, om kirken kunne rumme dem, om det var et berettiget krav. Det er fastslået nu. Unge teologer, vil jeg tro, er helt åbne for denne debat og ønsker mig ikke ud. Nu har vi tid til at diskutere sagen igen fremover, siger Steen Ribers, som ikke regner med at stille op til menighedsrådsvalget ved Sankt Andreas kirke igen.

Hans advokat, Torben Boas, mener ikke, at det lange tidsforløb har haft indflydelse på sagen og dens endelige afgørelse.

– Højesteret har konstateret, at der dengang i 1994 ikke var lovgrundlag for at dømme Steen Ribers ude i forhold til folkekirkens bekendelsesgrundlag eller for at udmelde ham af folkekirken og dermed det menighedsråd i Sankt Andreas kirke, som han var medlem af. Det var der ikke dengang, og det er der heller ikke i dag, når vi ser på den kirkelige lovgivning. Alle dommerne var enige om, at der var tale om magtfordrejning, da han blev udmeldt imod sin vilje. Det er da glædeligt at konstatere, at der ikke findes kirketugt mere i landets folkekirke, siger Torben Boas.

– Den første dom i Østre Landsret handlede om, om et menneske har den rette tro. Det har ingen domstol i Danmark beføjelse til at bedømme. Man har det i andre lande, men vi har det ikke i Grundtvigs fædreland. De kirkelige myndigheder har kørt sagen som en læresag, og det har Østre Landsret taget bestik af. Men læresager kan kun rejses, har dommen fastslået, når det handler om præsternes forkyndelse i de såkaldt gejstlige læresager, siger Torben Boas, som synes, at højesteretsdommen er god for folkekirken.

Længere ude på Østerbro er der ingen glæde at spore, tværtimod.

– Det er en sorgens dag, siger menighedsrådsformand Marianne Møller.

– Det er dybt deprimerende, at sagens egentlige begrundelse aldrig er kommet rigtigt frem, fordi loven om medlemskab af folkekirken og af et menighedsråd er for mudret. Jeg tror derfor, at man bør genindføre det gamle skrærpede krav til menighedsrådsmedlemmer i forhold til almindelige folkekirkemedlemmer om, at de ikke må være i modstrid med folkekirkens lære. Steen Ribers var nødt til at gå ud af menighedsrådet, men er lige siden fortsat som kirketjener. Vi har forsøgt at finde en måde at komme af med ham på, men det har ikke været muligt, siger hun.

– Det er forfærdelig ubehageligt, og jeg har det utrolig dårligt med, at han også sidder der i kirken med sine holdninger, når jeg går til gudstjeneste. Der er sikkert mange kirketjenere, der har de samme holdninger eller tror på noget andet, men de fører sig ikke frem med det, siger Marianne Møller, som understreger, at hun godt kan tale med Steen Ribers om alle mulige andre emner i den kirkelige hverdag. Hun sætter sin lid til, at når Sankt Andreas sogn lægges sammen med Vor Frue sogn, så vil der ikke længere være plads til Steen Ribers i den nye personalestab.

vincents@kristeligt-dagblad.dk

 

 

Leder fra Kristeligt Dagblad
 
Lagt på nettet den 16. september 2005 kl. 00:01
Religionsanstalt
 
Højesteret reducerer folkekirken til en religionsanstalt, hvor man kan tro på hvad som helst

 

"Vor tro er ej på, hvad som helst

man kristendom vil nævne,

men på ham, os har skabt og frelst

og fører på det jævne"

Sådan begynder vers to i Grundtvigs gamle salme "Til klart Guds åsyn vi skal se". Med Højesterets afgørelse i den såkaldte Riberssag, bør salmen snarest muligt fjernes fra Den Danske Salmebog. Den giver simpelthen ikke længere mening at synge i en folkekirke, hvor man åbenbart kan tro på hvad som helst. Ja,det er end ingen hindring for at sidde i et menighedsråd. Steen Ribers, der tror på og højlydt agiterer for såkaldt reinkarnation, det vil sige sjælevandring, har fået medhold i Højesteret. Han blev uretmæssigt smidt ud af kirken 6. januar 1994 og kan derfor nu betragte sig som fuldgyldigt medlem med tilbagevirkende kraft.

NU ER DET ikke et mål i sig selv at få ekskluderet alle folkekirkemedlemmer, der tror noget andet, end det kirken lærer. Så kunne der blive nok at gøre. Hvad mennesker inderst inde tror på, angår kun dem selv og Gud. Det er imidlertid noget andet, når man vil have tillidsposter eller ansættes i kirken. Vil man samtidig agitere for en anden trosretning end den kristne, bliver det et offentligt anliggende.

Det er tilfældet i denne sag. Steen Ribers har ønsket både at være medlem af et menighedsråd og prædike sin tro på reinkarnation, som den er formuleret i bogen "Vandrer Mod Lyset". Som menighedsrådsmedlem er man blandt andet med til at vælge menighedens præst, og derfor er det helt afgørende, at medlemmer af andre religioner ikke kan "kuppe" et menighedsråd, hvis folkekirken da ellers skal kunne bestå som en kristen kirke.

Der har tidligere været en formulering i loven om, at menighedsrådsmedlemmer "ikke åbenlyst må fornægte kristentroen", men den sætning blev slettet i 1992. Det var en fejl, for naturligvis må en kirke kunne kræve, at medarbejdere og "bestyrelse" er loyale.

SIDEN RIBERSSAGEN begyndte i 1994, har folkekirken haft to andre sager om rummelighedens eventuelle grænser. Den ene var sagen om Snedsted-præsten Bendt Feldbæk Nielsen, der ved præsteretten i 1996 blev frataget sin stilling, fordi han forkyndte et nærmest baptistisk dåbssyn. Siden kom sagen om sognepræst Thorkild Grosbøll fra Taarbæk, der end ikke kom for præsteretten, selvom han åbent fornægter troen på en skabende og opretholdende Gud.

Tre domme på ni år, der tilsammen tegner en højst besynderlig retstilstand i folkekirken: Man ryger ud, hvis man som præst tror på Gud, men lærer forkert om dåben. Derimod behøver præsten ikke frygte for sit job, hvis han eller hun fornægter store dele kirkens bekendelsesgrundlag. Endelig kan man også fortsætte som menighedsrådsmedlem, selv om man åbent kæmper for en helt anden tro end kirkens. Hvortil i øvrigt kommer, at andre medarbejdere som kordegne, kirketjenere og kirkesangere end ikke være medlemmer af kirken for at arbejde i den. Tydeligere kan det ikke blive, at folkekirken er endt som en religionsanstalt, ude af stand til at forsvare sig selv eller sin tro. hhh


 

 

 

 

 

Troen er en livslang 
og helt personlig udviklingsproces

 

Aminah Tønnsen er 53 år og muslim, men ikke nogen almindelige muslim. Hun er pæredansk og ikke bleg for at stille op med selvstændige meninger om islam. Hun har ikke uden videre overtaget de holdninger og kulturelle sædvaner, mange forbinder med islam, men går selv til Koranen for at se, hvad der er belæg for dér.
    Vil man have et indtryk af hendes holdninger, kan man læses indledningen til Foreningen Islamisk Studiebogssamlings hjemmeside på Internettet (www.islamstudie.dk), som hun har ansvaret for. Her tages der med følgende ord utvetydigt afstand fra fundamentalismen, og der opfordres til at finde tilbage til islams kerne.
    ...
I mange år har Aminah Tønnsen brugt en stor del af sin tid på at informere om islam. Hun har skrevet bøger, bidrag til bøger og et stort antal artikler, og hun tager sig af alle de aktiviteter, der knytter sig til Islamisk Studiebogssamling, så som udlån, rådgivning, foredrag og udgivelse af pjecer og bøger om islam. Hun er også aktiv i Islamisk-Kristent Studiecenter, som er et uafhængigt mødested for kristne og muslimer. Centeret, der er etableret med anbefaling fra en række kristne og muslimske organisationer og institutioner, arbejder på at skabe dialog og respekt mellem mennesker med kristen eller muslimsk baggrund. Det gør man ved tilbyde undervisning og foredrag, arrangere dialoggrupper, udgive forskelligt informationsmateriale og tage sig af besøgende.

Aminah Tønnsen var 35 år, da hun blev muslim, og der går en lang historie forud. Hun er vokset op som den yngste af tre søskende i en dansksindet lærerfamilie i Flensborg. Hendes far var tysk af fødsel og havde gået i tysk skole. Han mistede sine forældre, da han var ganske lille og blev opdraget af en storesøster. Hans danske sindelag blev grundlagt, da han som ung kom til at tjene på en gård i Sønderjylland. Her mødte han en ung mand, som havde været på højskole.
    Det fik han også lyst til, og det lykkedes ham at komme på Bornholm i to vintre. Han fik et nært forhold til lærerne på skolen, lærte dansk og fandt ud af, at han også ville være lærer. Det blev til en lærereksamen fra Tønder Seminarium og et giftermål med en dansk pige, Aminah Tønnsens mor, som han mødte på seminariet. Aminah Tønnsens far blev i foråret 1933 den første dansksindede, danskuddannede sydslesviger, der blev ansat ved den danske kommuneskole i Flensborg.
    Nogle måneder senere blev Aminah Tønnsens far som kommunal embedsmand beordret til at benytte "den tyske hilsen", at løfte højre arm. Den hilsen opfattede han som et specielt udtryk for nationalt tysk sindelag og nægtede at følge ordren. Beskeden var i første omgang, at han inden tre dage måtte bøje sig for kravet eller tage følgerne.
    Nogle af hans kolleger rådede ham til at løfte armen og samtidig tænke sit, men han ville ikke gå på kompromis med sine holdninger. Dansk Skoleforening bakkede ham op og protesterede over for myndighederne. Sagen blev sendt videre til Berlin, og både lærere og elever ved den danske kommuneskole blev efterfølgende fritaget for at bruge "den tyske hilsen". I 1940 måtte han dog som mange andre sydslesvigere gå den tunge gang og blive tysk soldat for at bevare retten til at være dansk i sin egen hjemstavn.
    Disse ting skete, før Aminah Tønnsen blev født, men hun bruger dem som eksempel på, at man godt kan tilhøre et kulturelt mindretal og hævde sine rettigheder som sådan, samtidig med at man er en fuldgyldig borger, der ikke løber fra forpligtelserne over for det land, man lever i.
   
Hendes barndomsfamilie levede nøjsomt. Begge forældre var aktive i byens foreningsliv. Faderen blandt andet som formand for Sydslesvigsk Forening, det dansksindede mindretals politiske parti. Som lærere fik forældrene indsigt i den fattigdom og nød, som fandtes i mange familier i efterkrigstidens Flensborg, og de var med i hjælpearbejdet. Men kirkegang var der ikke tradition for.

"Mine forældre havde en grundtvigiansk indstilling, men de var ikke kirkelige. De blev gift i kirken, og mine søskende og jeg blev døbt og konfirmeret, for det hørte sig til. Men bortset fra det gik vi kun i kirke juleaften. Min mor hørte dog gudstjeneste i radioen om søndagen, og jeg kan også huske, at min far nogle gange bad aftenbøn med mig, men bordbøn og salmesang var der ikke tradition for i mit hjem. På grund af det nationale voksede jeg først og fremmest op med højskolesangbogen. Der er dog ingen tvivl om, at ånden i mit hjem var kristen."

I Aminah Tønnsens familie var man rummelig over for menneskers forskelligheder. Hendes familiebaggrund omfatter en mangfoldighed af etniske, nationale og religiøse tilhørsforhold både på moderens og faderens side, og det gav ikke anledning til problemer. Hun bekræfter, at det også gjaldt, da hun blev muslim.

"Det, der kunne få sindene i oprør i min familie, var, hvis man ikke overholdt samfundets normer for god opførsel og ikke forbedrede sig, når man fik hjælp til at komme på ret køl. Men hvad man ellers var, for eksempel i religiøs henseende, det havde ingen betydning. Da så man på mennesket."

Da Aminah Tønnsen havde fået realeksamen, valgte hun at gå ud af skolen.

"Jeg led meget af mindreværdskomplekser, og jeg var sikker på, at når jeg fik pæne karakterer, var det bare, fordi mine forældre var lærere. Jeg troede simpelt hen ikke på, jeg kunne klare en studentereksamen. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville være, så jeg tog på husflidsskole og på husholdningsskole og fik til sidst en uddannelse om korrespondent i engelsk, fransk og tysk.
    Lige før jeg blev korrespondent, var jeg på kursus i Paris. Dér mødte jeg en ung marokkansk ingeniørstuderende, som jeg forelskede mig i. Bagefter rejste han tilbage til Marokko og gjorde sine studier færdige. Selv tog jeg min sidste eksamen og tog derefter som mange andre unge i kibbutz i Israel. Vi holdt kontakten ved lige ved at skrive breve til hinanden. De blev sendt via Flensborg, for der var ingen direkte postforbindelse mellem Israel og Marokko dengang. Senere flyttede jeg til København og fik arbejde. Vi besøgte hinanden et par gange, og foråret 1970 blev vi gift på rådhuset i Flensborg. Jeg var enogtyve år og drog af sted til Marokko - med elektrisk symaskine, vaffeljern, højskolesangbog, og hvad jeg ellers mente var uundværligt, stuvet sammen i hans lille bil.
    De første seks år boede vi i en lille by inde i landet, hvor min mand arbejdede som ingeniør på Marokkos næststørste olieraffinaderi. Med tiden blev han direktør for raffinaderiet, og vi havde det udmærket i økonomisk henseende. Også selv om han var principfast og nægtede at tage imod bestikkelse fra raffinaderiets leverandører, hvad der ellers havde været praksis.
    Selv gik jeg hjemme og passede de to børn, som vi fik. Min mand ønskede af hensyn til børnenes uddannelse, at vi talte fransk, når vi var sammen i familien, og børnene gik i fransksproget børnehave og skole. Som del af den lokale elite kom vi fortrinsvis sammen med men mands kolleger og deres familier, og de talte også fransk. Jeg lærte derfor aldrig det marokkanske sprog. Når jeg var alene med børnene, talte jeg dansk med dem.
    Inden jeg giftede mig, havde mange advaret mig mod islam, men det viste sig at være uden grund. Der var ikke noget krav om, at jeg konverterede til islam, og jeg kunne gå klædt, som jeg plejede. Weekenderne tilbragte vi hos familien i Casablanca eller i Atlasbjergene, hvor der var dejligt køligt om sommeren og sne om vinteren. Men i ugens løb levede vi ret isoleret fra det omgivende samfund. Isolationen blev forstærket at, at jeg er reserveret af væsen. Omgangsformen blandt de europæiske kvinder, som var gift med min mands kolleger, vår meget mere ekspressiv end det, jeg kendte fra mit hjem. På et tidspunkt flyttede vi til Rabat, men det hjalp ikke rigtigt. Måske havde det været anderledes, hvis jeg havde haft en tro at støtte mig til, men det havde jeg ikke.
    Problemerne skyldtes også de politiske forhold, som var usikre på grund af flere attentatforsøg mod den marokkanske konge. Der var vejspærringer overalt, og man skulle regne med, at der var stikkere i befolkningen. Vi kunne ikke stole på nogen, sagde min mand. Tre af min mands kolleger blev hentet en nat og kom først tilbage et år senere, uden at nogen vidste, hvor de havde været. På et tidspunkt fandt vi ud af, at vores affaldsspand blev gennemrodet. Efter det var vi påpasselige med at brænde alt papiraffald i en gammel olietønde i baghaven, også selv om det var på dansk. Alt dette gjorde mig utryg og bekymret for fremtiden.
    Min danskhed betød meget for mig, mens jeg var i Marokko. Min mor sendte "Hendes Verden" ned til mig, og jeg fik med mellemrum Flensborg Avis i en rulle. Selv om aviserne kunne være en måned gamle, læste jeg dem forfra og bagfra. Det blev også vigtigt for mig, at vi holdt jul. Når jeg var alene hjemme, sang jeg ofte alle de danske sange, jeg kendte fra højskolesangbogen.
    Selv om jeg gjorde alt for at tilpasse mig, faldt jeg aldrig rigtig til ti Marokko og kunne efterhånden ikke forestille mig, at det nogensinde ville ske. Jeg kom længere og længere væk fra mig selv og vidste til sidst ikke, hvad der var blevet af mit oprindelige jeg. Det hele endte med, at vi besluttede at flytte til Danmark. Det var i 1978, da jeg var blevet 30 år.
   
Min mand stillede som betingelse, at han kunne få arbejde i Danmark. Efter lang tids søgen lykkedes ham at finde et job som ingeniør i Århus. I den forbindelse havde jeg en ubehagelig oplevelse hos Fremmedpolitiet. Ført far sagsbehandleren imødekommende, venlig op positivt stemt over for min anmodning om opholds- og arbejdstilladelse, for hun kunne se af mine papirer, at jeg var sydslesviger.
    Men da hun fandt ud af, at jeg var gift med en araber og også havde to børn med mig, vendte hun på en tallerken. Nu var jeg uønsket. Jeg blev også ubehageligt overrasket, da min mand en dag fortalte, at han var blevet chikaneret i bussen. Min far ville ikke tro det. For ham var Danmark idealet, og sådan noget kunne ikke ske i Danmark. Men meget havde forandret sig i de forløbne år."

... Hvordan kom du i gang med at studere islam?

"Det var folks mange spørgsmål om islam. De mente, at når jeg havde boet så længe i Marokko, måtte jeg vide en masse. Men det gjorde jeg ikke, for vi havde ikke talt meget om religion dernede. Jeg begyndte derfor at gå på biblioteket efter bøger om islam, men det var nu sparsomt, hvad jeg vandt dér. Samtidig snusede jeg til kristendommen. På min fars boghylde fandt jeg en bog, der handlede om den kristne tro og bønnen som vej til at forandre sit liv og leve uden bekymringer. Søndag morgen lyttede jeg til radioprogrammet om mennesker og tro. Det gik gradvist op for mig, at der er mere mellem himmel og jord end lige det, vi kan se.
    Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg var søgende i den periode, selv om jeg ikke var mig det bevidst. Jeg havde det svært. Jeg havde troet, at hverdagen ville blive nemmere af at komme til Danmark, men den blev faktisk sværere. Børnene faldt ganske vist hurtigt til, og min mand fik lært dansk på rekordtid. Jeg vandt job, og vi fik hurtigt dansk statsborgerskab. Men min mand havde svært ved at falde til. I Marokko havde vi haft to biler, hus og have, men nu måtte vi vælge bilerne fra, og min mand følte nok i mange sammenhænge, at han ikke kunne forsørge sin familie standsmæssigt. Det var svært for ham at acceptere, at det var nødvendigt med to indkomster, hvis vi også skulle have mulighed for at tage på ferie i Marokko en gang imellem.
    I den situation blev det en hjælp at læse i Koranen, for det blev islam, der tiltrak mig i det lange løb. De kristne forestillinger om Gud som en treenighed, Jesus som både Gud og menneske og Maria som moder til Gud var fremmede for mig. I islam er Gud Gud, og Jesus er et menneske, som Gud har udvalgt til at være profet. Det vil sige én, der viderebringer Guds åbenbaringer. Det faldt i tråd med mine egne forestillinger. Men jeg fik det først sat rigtigt på plads, da jeg læste, hvad Goethe havde skrevet om treenigheden: "At tro at tre er én, og én er tre, det strider mod min inderligste følelse af, hvad der er sandhed, og jeg kan ikke se, det skulle kunne hjælpe mig den mindste smule." Goethe var dybt troende, men hans venner hævdede, at man ikke kunne være kristen uden at tro på treenigheden. Goethe fastholdt imidlertid sit synspunkt. Præcis sådan følte jeg selv.
    Jeg syntes heller ikke, jeg havde brug for Jesus korsfæstelse og opstandelse for at tro på Guds tilgivelse og et liv efter døden, og jeg kunne godt lide, at islam inkluderer jøder og kristne under de troende. Kristendommen udelukker jo på det nærmeste ikke-kristne fra frelsen. Men ifølge Koranen har alle profeter inden for jødedommen, kristendommen og islam prædiket det samme budskab, om end i forskellig iklædning. Vores ritualer er forskellige, og vi har forskellige leveregler, men grundlæggende handler det om det samme budskab. Endelig tiltalte det mig, at Koranen på en tydelig måde siger, at vi skal drage omsorg for naturen og ikke ændre det mønster, Gud har skabt. I det hele taget stemte Koranen godt overens med de værdier, mine forældre havde opdraget mig med.
    På et tidspunkt var jeg til et foredrag, hvor en etnograf fortalte om kvinderne i islam. Jeg blev både oprørt og vred, for hun sagde så mange ting, der var helt forkerte. Den værste påstand var, at kvinder ikke kommer i Paradis ifølge Islam. Jeg var ikke vant til at tage ordet i en forsamling, så jeg sagde ingenting, men på vejen hjem i bussen sad jeg og græd. Næste morgen vågnede jeg og var fuldstændig sikker på, hvor jeg hørte hjemme. Jeg var muslim. Det er svært at forklare, men det var ikke mig, der valgte islam. Jeg følte, jeg blev valgt, og at jeg sagde ja.
    Da vi et par år senere holdt ferie I Marokko, fik jeg papir på mit tilhørsforhold under en officiel ceremoni, hvor jeg fremsagde den islamiske trosbekendelse: "Jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Gud, og Muhammad er Hans profet."
    Da mine børn nærmede sig overgangen til gymnasiet, kom der yderligere skub i mine islamstudier. I gymnasiet ville de ikke længere kunne blive fritaget for kristendomsundervisning sådan som i folkeskolen. Jeg kendte gymnasiets undervisningsmateriale og vidste, det beskrev islam som en andenrangs religion, en afart af kristendommen og en politisk ideologi. Det ville jeg helst ikke udsætte mine børn for, men der fandtes intet dansksproget undervisningsmateriale for gymnasiet, hvor muslimer beskriver islam indefra. Det førte til, at jeg selv begyndte at skrive om islam. Jeg ville bare lave et lille hæfte, men det blev større og større. Det blev starten til, at jeg udgav flere ting. Blandt andet udgav jeg et tidsskrift i nogle år, og jeg holdt mange foredrag.
    Jeg havde god tid til at beskæftige mig med islam, for jeg var arbejdsløs i en periode, og da vi fik en lille efternøler, blev jeg hjemmegående, ligesom jeg havde været det i Marokko. Jeg nød friheden til selv at tilrettelægge min hverdag, og mine studier greb mere og mere om sig. Jeg overtog blandt andet en del bøger fra en dame, som havde opbygget en studiebogssamling om islam.
   
Min mand havde klart forventet, at jeg, når jeg blev muslim, ville blive endnu mere selvudslettende, end jeg havde været det, mens vi boede i Marokko, men sådan gik det ikke. Jeg blev tværtimod mere og mere bevidst om mit eget værd. Jeg fik større og større selvtillid og lærte lidt efter lidt at sige fra over for urimeligheder. For det stod jo dér i Koranen: Alle mennesker er skabt lige og har lov til at udfolde sig som de mennesker, de er."

... Er det ikke ensomt at være muslim på den måde, du er det?

"Jeg har meget stor glæde af det fællesskab, der findes blandt de mennesker, der er tilknyttet Islamisk-Kristent Studiecenter. I årenes løb har det også betydet meget for mig at læse værker af både historiske og nulevende religionsforskere og filosoffer fra forskellige muslimske lande. Her er jeg blevet bekræftet i, at jeg ikke står alene. Der er andre, der mener det samme. I den forbindelse bestyrkede den indisk-pakistanske poet, filosof og jurist Muhammad Iqbal mig i min allerførste, spontane oplevelse af, at Koranen er et helt personligt budskab, en rettesnor og ramme for livet, som vi hver især har den fornødne frihed og pligt til - i ydmyghed og efter bedste evne - at udfylde i forhold til den kultur, den tidsalder og den politiske og sociale virkelighed, vi nu lever i."

... Som muslim må man ikke drikke alkohol, helst ikke ryge, og man må ikke spise svinekød.

"Ingen af delene har voldt mig besvær. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der ikke blev røget, og hvor der kun kom øl eller vin på bordet ved højtider og særlig festlige lejligheder. Min far lagde vægt på, at vi holdt os fra tobak og spiritus, til vi var enogtyve, og han præmierede os for det. Jeg har aldrig taget et sug af en cigaret, og jeg har drukket meget lidt i min ungdom. Med hensyn til maden spiste vi varieret i mit hjem med mange grønsager og megen frugt. Ikke at måtte spise svinekød har derfor ikke føltes som et savn. Man kan jo udmærket lave frikadeller af andet end svinekød, hvis det er det, det kommer an på."

Aminah Tønnsens uortodokse tilgang til islam gør, at hun af mange af sine trosfæller betragtes som kontroversiel. Det skyldes blandt andet hendes skriftsyn.

"Koranen siger om sig selv, at den indeholder alt det, vi har brug for at vide, og at det ene vers supplerer og tydeliggør et andet. Vi skal med andre ord se Koranen som en helhed. Profetens sædvane og de anvisninger, han gav sine samtidige, og som er nedfældet i de såkaldte Hadithsamlinger, skal efter min opfattelse ses som Profetens måde at fortolke grundteksten på i den konkrete situation og det konkrete samfund, som han levede i for fjorten hundrede år siden. Det er så vores opgave at overføre hensigten og meningen med hans handlinger og anvisninger til vor egen virkelighed. Derfor kan det godt være, vi ind i mellem må tage andre midler i brug for at nå det samme mål.
    I nogle tilfælde kan det dog være nyttigt at tage Hadithsamlingen for at se, hvordan profeten gjorde. Det klassiske eksempel er Hadiths detaljerede beskrivelse af ritualerne i forbindelse med bønne. Men der er andre situationer, hvor Koranen giver svar på alt det, som det er nødvendigt at vide. Når Koranen siger, at du skal vise omsorg for dine medmennesker, har jeg ikke behov for at gå til en anden tekst for at se, at det også gælder over for ikke-muslimer, for det siger sig selv, at det gælder alle mennesker. Der har altid været muslimer, der har sat spørgsmålstegn ved Hadithsamlingernes troværdighed, fordi de ikke er blevet nedskrevet lige så konsekvent og lige så tidligt som Koranen. Så hvis et Hadithudsagn strider imod Koranens ord, er det Koranen, der gælder."

I en kronik i dagspressen har Aminah Tønnsen givet udtryk for, at man kan være fuldstændig engageret i islam, uden at den berører ens allerinderste. Man bliver ikke troende af at læse ideologiske kampskrifter, gentage slogans eller klæde sig på en bestemt måde. Tro kan kun vokse fra hjertets inderste. Tro skal erfares.

"Mange, der er opvokset i traditionelle arabisk-islamiske lande, forbinder eksempelvis mængden af stof, en kvinde hylder sig i, med både ærbarhed og gudsfrygt. For mig hænger de ting ikke sammen, for det har ikke noget med mængden af stof af gøre, men med den måde du opfører dig på.
    Det er nemt at være rettroende, for du ved, hvilke retningslinier du skal følge i det ydre. Det er langt sværere at blive sand troende, for da skal troen blive en integreret del af dit sind og dit væsen. Mange rettroende taler meget om påklædning og den slags. De bliver let ensrettede og tilbøjelige til at fordømme de mennesker, der ikke er som dem, og de marginaliserer sig selv i forhold til det omgivende samfund.
    For mig handler det ikke om efterligning, men om efterfølgelse. Koranen beskriver meget smukt, at troen er en livslang og helt personlig udviklingsproces, der fører den bevidst søgende fra et åndeligt stade til et andet. Vi bliver aldrig lig med Gud. Det er vigtigt at holde fast i. Men i kraft af at vi har fået et intellekt og en handlefrihed, har vi fået kimen til at kunne udvikle os hen imod en sindstilstand, som kan sammenlignes med det paradis, der ligger på den anden side af døden og dommedagen.
   
Det har betydet meget for mig, at jeg er blevet troende. Bevidstheden om, at der er noget efter døden, sætter livet i et helt andet perspektiv. Det bliver nemmere, fordi man ved, det ikke kan gå helt galt, hvis man holder sig inden for en bestemt ramme, som i øvrigt er både fleksibel og rummelig. Min hverdag er også blevet lettere, for jeg fristes ikke af alt det materialistiske, som samfundet fokuserer så meget på. Det er ikke længere så vigtigt for mig at være accepteret i en bestemt kreds eller at have mange venner. Jeg bliver ind imellem bliver udsat for prøvelser. Så ved jeg, at jeg skal tænke mig om en ekstra gang og forsøge at vende det negative til noget positivt. Men der er vigtigt, at jeg hele tiden beder Gud om hjælp og viser, at jeg er troende."

Ovenstående er et uddrag af:
Vejen vi går. Tolv kvinder om deres åndelige praksis.
Af Else Marie Kjerkegaard
Borgen 2002

© Aminah Tønnsen, januar 2004   

 

 

 

 

 

ISLAM og DANSKHED

 

Under overskriften DE FÆDRELANDSLØSE havde tidl. domprovst i Odense, Povl E. Andersen, den 1. februar 2000 en kronik i KRISTELIGT DAGBLAD.
    Med henvisning til forfatteren V.S. Naipul - som han kaldte "verdenskendt indiskfødt-engelsk forfatter og islamkender" (sic!) og dennes bog "Ikke til at tro" fra 1998/1999 - blev "dansk-fødte ny-muslimer" karakteriseret som både neurotiske, historie-, kultur- og fædrelandsløse i deres eget land!
    Iflg. Naipul skulle der nemlig "i konvertering til islam være indbygget en uomgængelig neurotisk kløft, idet de mennesker, der går over til islam må give afkald på væsentlige dele af deres kulturelle og historiske identitet, så de i vidt omfang bliver kultur- og fædrelandsløse i deres eget land."

PEA skriver: "Men ikke alene kristne spor i traditionen rummer problemer for muslimen. Også mange sider af moderne kunst og kultur må man være forbeholden over for. Her spilles på individualisme og en frihed, som må vække anstød. Ikke mindst den hæmningsløse fremstilling af seksuelle forhold virker provokerende." - Har PEA mon aldrig læst "Tusind og én nats eventyr" eller "Den duftende have"??

PEA skriver videre: "Det vil være svært at værdsætte de kristne holdninger, der ligger bag udvikling af demokratisk tænkning, ligestilling, ligeværdighed og tolerance, og ikke mindst bag udviklingen af den sociale velfærd. Konkret kan man gøre brug af den sociale lovgivning, men den kristne tankegang bagved vil virke fremmed. I islamiske lande har hverken demokrati, ligestilling, ligeværdighed, tolerance eller virkelig social omsorg kunnet skaffe sig plads."
    Det er lidt svært for mig at se, hvor i verden PEA kan se blot et enkelt "islamisk land" - et sådant eksisterer ganske enkelt ikke, hvilket muslimer igen og igen gør opmærksom på. Hvis et sådant fandtes, ville én eller anden form for folkestyre samt  ligestilling, ligeværdighed, tolerance og social omsorg være noget ganske centralt.
    De værdier, som dansk lovgivning bygger på, er værdier, der - skønt de her i Danmark har udviklet sig inden for en kristen tradition - er fælles for kristendom og islam. Det kan man forvisse sig om, dersom man læser Koranen - uden forudindtagethed og med et oprigtigt ønske om at forstå dens budskab.

Danskere, der som voksne vælger at bekende sig til islam, bliver generelt anset for lidt småtossede - især kvinderne.  Selv er jeg af ikke-muslimer, der ikke kender mig personligt, blevet skældt ud for at være både "landsforræder",  "indvandrer", "løgner", "forloren" og meget andet - men det fortæller nok mere om de pågældende end om undertegnede!
    PEA føjede et par nye karakteristika til rækken - jeg MÅTTE bare kommentere hans kronik....

 

EN DANSK MUSLIMS BEKENDELSER


Tidl. domprovst Poul E. Andersen bruger i sin kronik den 1. februar en indisk forfatter til at vise, at danskere, der som voksne vælger at bekende sig til islam, er både neurotiske, historie-, kultur- og fædrelandsløse i deres eget land. Det ville unægteligt have været mere naturligt og relevant at spørge de implicerede - og ingen m/k i min omgangskreds svarer til den beskrivelse, PEA giver af de "danskfødte ny-muslimer". Vi er tværtimod stort set alle blevet mere danske med årene!
    Selv er jeg blevet mere og mere klar over, hvor meget min egen opvækst har præget mig - og det er jeg bestemt ikke ked af, for den er en god ballast i hverdagen:

Jeg er vokset op i en slægt, hvor utallige mænd og kvinder i dette århundrede har fundet deres ægtefælle og/eller bosat sig rundt omkring i verden. Forskellige sprog, racer, kulturer og religioner præger nu slægten - og dog samles vi fortsat til højtider og mærkedage og rejser gladeligt verden rundt for at nyde hinandens selskab.
    Jeg er også vokset op i efterkrigstidens Flensborg, og har haft det danske sprog og højskolesangbogens sange med mig overalt som en usynlig, men kraftfuld og styrkende bagage - også efter jeg er blevet troende muslim. Jeg har gået på en skole, hvor jeg fem gange om ugen har sunget morgensang stående foran en talerstol med indskriften "modersmål er vort hjertesprog" - en skole bygget på det sted, hvor Dronning Margrethe den førstes slot knejsede over fjorden - i en by, hvor det danske rigsvåben med Chr. den fjerdes valgsprog "fromhed styrker rigerne" pryder den nordre byport side om side med det slesvig-holstenske nældeblad med indskriften "fred ernærer - ufred fortærer". Var der nogen, der sagde: historie- og kulturløs?

Jeg har altid tilhørt et eller andet mindretal, men har aldrig været i tvivl om, at jeg havde samme rettigheder og pligter som alle andre samfundsborgere. Mine forældre viede deres liv til retten til at være dansk i Sydslesvig, og mine søskende er gået i deres fodspor. Selv har jeg viet mit liv til retten til at være dansk muslim i mit fødeland Danmark - uden at blive forkætret af mine trosfæller og ringeagtet og forhånet af mine landsmænd. Kampen er bestemt ikke omkostningsfri; men det ser ud til, at jeg har arvet min mors jydske besindighed og min fars angelske stædighed - og gudskelov får jeg da også ind i mellem positive reaktioner og skulderklap fra folk, der ikke selv orker at stå frem på øretævernes holdeplads.
    I Sydslesvig er udviklingen gået fra at leve imod hinanden, ved siden af hinanden og med hinanden til at leve for hinanden. Jeg tror fuldt og fast på, at det også er muligt i Danmark - selvom det nok ikke bliver i min levetid.

At være dansk muslim er ikke mere modsætningsfyldt end at være dansk jøde eller dansk kristen, for alle tre religioner har fælles rødder og fælles værdier. Mange flere muslimer ville være lige så danske som jeg og mine bekendte, hvis blot de fik rum og mulighed for at dyrke deres tro under værdige forhold og blev mødt med åbenhed og respekt. Hvis et menneske pr. definition betragtes som andenrangs og uønsket og konstant bliver mistænkeliggjort og gjort ansvarlig for alverdens ulykker - uden at ret mange interesserer sig for dets ressourcer, evner og kvaliteter - er det ikke så sært, at det lukker sig ude af samfundet og søger accept og respekt i traditionsbundne indvandrerkredse i stedet.

De, der er danske under udelukkelse af alle andre, har ikke forstået, hvad det vil sige at være dansk.

De, der er troende under udelukkelse af alle andre, har ikke forstået, hvad det vil sige at være troende - og har dybest set ikke forstået, hvad det vil sige at være menneske, og hvilke forpligtelser det indebærer.


© Aminah Tønnsen, maj 2000   
 

Bragt i KRISTELIGT DAGBLAD den 8. maj 2000
 

 

 

Interview med Musa Kronholt fra Hizb-ut-Tahrir.

 
Interview med Musa Kronholt


Siden 1 Maj har de fleste danske aviser haft meget fokus på Hizb-ut-tahrir som organisation og dens påståede metoder, blandt andet hvorvidt organisationen har forsøgt at hverve skolebørn. En bestemt avis nemlig BT der også startede den igangværende kampagne i pressen valgte dog at fokusere på Musa Kronholt en dansk konvertit og medlem af Hizb-ut-tahrir.  Avisens fremsatte i en række artikler med titler som ”Dansk muslim truer dig på livet” og ”Allahs kriger skal undervise dine børn” flere alvorlige anklager imod Hizb-ut-tahrir såhvel som Musa som person. Sahafa.dk talte med manden for at høre hans egen reaktion på mediernes og specielt BT’s smædekampagne.


Assalamu alaikum og velkommen til, du har været en ”populær mand på BT’s reaktion må man sige.  Journalisterne Jacob Jensen og Ditte Okman har skrevet en række artikler og Naser Khader har udtalt sig til TV2 om sin bekymring på baggrund af samme artikler.

I følge BT er du under demonstrationen kommet med såkaldte ”slet skjulte trusler” mod den danske befolkning, hvordan stiller du dig overfor disse ret alvorlige anklager?

Det er vigtigt at påpege, at min tale til Hizb ut-Tahrirs demonstration d. 16/4-04 var et entydigt budskab til den danske befolkning, om at krigen i Irak bliver ført på et ubeskriveligt falsk grundlag, og at denne krig udelukkende tjener nogle enkelte kapitalistiske virksomheder – og på ingen måde den danske befolkning. Den danske befolkning er blev ført bag lyset af regeringen af bla. Statsministeren, der sagde vedrørende om Irak besad de berygtede masseødelæggelsesvåden, ”at det er ikke noget vi tror – det er noget vi ved”. Dette viser demokratiets hykleri, da det modsatte tværtimod er blevet bevist – nemlig at Irak ikke havde de våben, der udgjorde en trussel mod verdensfreden.

Men du omtalte jo en række danske virksomheder?

I min tale til demonstrationen citerede jeg en række af citater fra den danske dagspresse, der tydeliggjorde at de eneste der tjener på denne forfærdelige krig, hvor et stort ukendt tal af kvinder og børn, er blevet dræbt, kun og alene er enkelte kapitalistiske virksomheder som Mærsk Seeland, Group4Falck, Terma og andre. Dette betyder, at den danske befolkning bærer et stort ansvar, da disse forbrydelser begås i demokratiets og i folkets navn. Dermed er det også den danske befolkning, der kan og skal presse den danske regering til at trække deres soldater ud af Irak.

Men angående den ”konkrete trussel”?

Hvad angår dit spørgsmål, så kan det på ingen måder konkluderes at jeg har truet den danske befolkning. Dette har også været nævnt flere gange i medierne af de folk, der har hørt hele talen, og der ikke er overfladiske og fører løgnagtig og usaglige journalitisk. Jeg er medlem af Hizb ut-Tahrir, og partiets arbejde med muslimerne og ikke-muslimer overalt i verden er udelukkende intellektuelt og politisk arbejde. Så det, der menes med ”Gambler med borgernes liv og sikkerhed” er udelukkende en beskrivelse af realiteten, da selv om vi arbejder intellektuelt ikke kan garantere, at der vil være reaktioner fra muslimerne. Havde det foreksempel været venstreorienterede folk, der havde kommet med det samme budskab, ville det nok ikke have udløst de samme kraftige reationer, men nu når jeg Alhamdulillah er muslim, så er det straks en anden historie, da man med de rette ingredienser og tilpas mange fordrejninger, kan få mig til at fremstå som en anden farlig terrorist. Dette har udelukkende til formål at isolere Hizb ut-Tahrir fra resten af samfundet og skræmme den danske befolkning fra vid og sans.

Er det ikke krænkende at DU som person udstilles som en voldeligt inklineret person?

Når du spørger mig, hvordan jeg stiller mig overfor disse anklager, så er det naturligvis aldrig rart at blive bekrevet, som jeg er blevet fremstillet i medierne, nemlig som en fanatisk galning, der truer den danske befolkning med terror og det der er værre. Det, der trøster mig i denne tydelige krig mod Islam er at oprigtige muslimer, der har kæmpet Islams sag i gennem hele historien, er altid blevet udsat for kuffars had og fordrejninger af sandheden. Derfor er denne propaganda mod Islam ikke overraskende, men skal udelukkende føre til at vores iman (tro) vil forøge sig.

HT’ere generelt fremstilles ifølge BT som fremtidens potentielle terrorister det vil sige ikke kun dig som individ men partiet som helhed?

Det er bemærkelsesværdigt, at alle de der har studeret Hizb ut-Tahrir uden at være hadefulde, er kommet frem til den konklusion, at partiet udelukkende arbejder intellektuelt og politisk, og tager dermed ikke voldlige midler og fremgangsmåder i brug for at opnå det ønskede mål – nemlig en genetablering af den islamiske livsstil. Der kan ikke ikke herske nogen tvivl om, at regeringen og medierne blev meget overraskede over den velorganiserede demonstration, hvor videooptagere havde afsløret mellem 2000-2500 mennesker.

Hvordan udmyntede denne overraskelse sig?

Overraskelsen udmyntede sig i en frustration om man vil. Trods mange forsøg på fordrejninger og hadekampagner overfor partiet og Islam, er det ikke lykkedes for dem, at få folk til at vige bort eller flygte, hvilket naturligvis må have medført en del desperation. Det anskuer jeg som værende en af forklaringerne på, at vælger at udråbe os som fremtidens terrorister. Jeg tolker deres had til Islam, som værende i deres øjne en bedre investering end at ignorere partiets arbejde og aktiviteter.
Det positive i dit spørgsmål er at muslimerne ikke er en overfladisk nation, der ikke bekymre sig om sine sager. Dette er med til at muslimerne forstår Vestens plan med Islam og muslimerne, som bla. at opdele muslimerne i forskellige fraktioner, som værende enten: moderate, fundamentalister, ekstremister osv. af forskellige merkater, de har valgt at klistre på vores pander, til trods for at Allah (swt) udelukkende kalder muslimerne for muslimer. 


Du er selv konvertit og det er et velkendt fænomen omend fordrejet i den danske presse at mange konvertiter finder HT tiltrækkende, har du nogen bud på hvorfor det kan være? 

Du har ret i at Det efterhånden er velkendt at der er mange konvertitter i Hizb ut-Tahrir og naturligvis er der også årsager til dette. Medierne prøvede for er par år siden, at forklare danskernes tiltrækning af Hizb ut-Tahrir med den begrundelse, at de kom fra sociale dårlige belastede familier, og søgte dermed nogle trygge rammer i deres liv. Problemet med denne såkaldte begrundelse var, at man forholdsvis hurtigt fandt ud af, at mange af konvertitterne kom fra velfungerende danske familier, og konvertitterne selv havde uddannelse og stabilt arbejde. Dette betyder, at årsagen for at den danske befolkning er tiltrukket af partiet, kun kan være på grund af Islam, som er det eneste partiet bygger på.

Det vil sige at du mener det er islam som religion og ikke partiet som sådan der tiltrækker konvertiterne ?

Korrekt. Det smukke ved Islam til fordel for andre livssyn er, at Islam stiller spørgsmål til hele livssynets grundlag. Der ligger naturligvis en stor forskel mellem Islam og religioner som Kristendommen og Jødedommen, hvilket er at Islam bygger på beviser og argumentation. Så danskere tager ikke imod Islam fordi muslimerne har en god moral eller fordi at muslimerne laver god mad i Ramadan. Man må jo tænke på, at det at tage imod Islam kan have store konsekvenser for konvertitterne, så det må nødvendigvis være noget andet.
Som den danske befolkning desværre ikke er blevet bevidste om, så appelerer Islam til menneskets forstand ved at stille spørgsmål til universets skabelse, den perfekte organisering i dyre- og plantelivet. Er dette blot blevet til af ingenting, eller er det universets arkitekt, der har stået bag alle disse smukke og velorganiserede naturfænomener? Men Islam stopper ikke der, den stiller spørgsmål til menneskets manglende evne til at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Hvem kan bedst organiserer mennesker forhold i livet? Mennesket selv eller den, der har skabt mennesket? Dette kan de fleste ikke-muslimer forstå, men hvorfor så Islam, når denne indebærer en komplet forandring af tanker og handlinger i ens liv?

Men hvad skubber så konvertiterne i den retning?

Der, hvor de fleste mennesker falder af hesten og begynder at overveje skridtet til Islam er i forhold til Quranen. Mange vil sige, hvorfor skal jeg underkaste mig til en bog, hvis bogen i sig selv ikke kan bekræfte at den er fra Alverdens Skaber Allah (swt)? Her er det, at Quranen overgår alt andet, og bryder universets normal gældende naturlove, da det entydigt fremstiller sig selv som et mirakel – noget som mennesket ikke har egenskaberne til at skrive.
Dette har efterhånden chokeret en del, og når de så har gået i dybden med disse grundlæggende diskussioner i Islam, og overvejet deres valgt meget seriøst, så har nogle valgt Islam og andre har forsat deres almindelige liv med forskellige undskyldninger.

Føler du at du måske er gjort til syndebuk netop fordi du er konvertit og fordi samfundet/aviser frygter konvertiter og ikke kan forholde sig til dem?

Vestens kamp mod Islam og muslimerne har uden tvivl behov for et skræmmebillede, da det er det eneste middel, som man kan bruge for at få folk væk fra Islam. Vi har set det i denne kampagne og i mange andre gennem hele historien, at man ikke tør at have diskussion eller at fremstille Islams argumenter på en retfærdig og sandfærdig måde. Derfor bliver de nød til at tage andre midler i brug for at skræmme folk væk fra Islam. Specielt efter 11. september har de fået et nyt kort på hånden – kampen mod terrorisme, som flittigt bliver brugt til forskellige lejligheder, når der er behov for det.
Det er forståligt, at samfundet frygter konvertitter, da den generelle forståelse for Islam er tildels meget fattig, men i høj grad også meget fordrejet.


For danske forældre der kan have levet efter et meget ”fleksibelt” værdisæt kan det virke skræmmende at deres børn foretrækker islams faste klare rammer frem for frihedens tag selv bord, hvad ville du sige til forældre der føler deres børn er hjernevaskede?

At det muligvis kan virke skræmmende er naturligt, når folk i alle aldre med vestlig baggrund pludselig vælger den undertrykkende Islam til fordel for Vestens friheder. Men det betyder jo ikke, at det er forkert at den grund. Jeg tror de mange forældre til konvertitter efterhånden har indset, at de løgne om Islam de til dagligt hører ikke stemmer overens med deres børns praktisering af Islam. De forældre, der har observeret deres børns udvikling finder relativt hurtigt ud af, at muslimske kvinder ikke bliver behandlet som kogekoner og fødemaskiner. Ligeledes finder mange forældre også ud af, at Islam ikke er en tilbagestående religion, men at den faktisk kan implementeres og praktiseres idag med løsninger og behandlinger til alle menneskets problemer. Dette kan være med til at ændre de så ellers fjendtlig indstillede holdninger omkring Islam og muslimer. Jeg tror mange forældre vil begynde og tænke anderledes om Islam, når de finder ud af, at den behandler økonomiske problemstillinger, samt politiske og sociale problemer, som vil opstå naturligt i et hvert samfund. Det er vigtigt at påpege at disse unge træffer en beslutning baseret på rationel overbevisning og ikke på tilfældige følelser eller ”hjernevask”

Men mange forældre er jo alligevel bekymrede?

Det burde de ikke være og der kan gives mange grunde til, at disse forældre ikke skal være bekymret, da det udelukkende er Islam, der forpligter at varetage og hjælpe ens forældre, igennem hele deres liv og specielt, når de bliver gamle og ikke længere kan klare sig selv. Det vil de sikkert blive meget glade for, så de ikke ender deres sidste dage som mange andre mennesker ene og forladt på et plejehjem.   

Tak for din tid Musa, er der noget du gerne vil tilføje til sidst?

Ja, jeg er som sagt blevet anklaget for en række ting og sager, de der måte være interesserede kan bedømme for dem selv. min tale kan høres og ses i fulde længde på www.Khilafah.dk under Foredrag/Video-klip. Jeg vil gerne have at folk selv bedømmer og lytter til talen og dens kontekst istedet for blindt at stole på medierne.


Fakta:

Musa Kronholt er 25 år og medlem af Hizb-ut-tahrir, der definerer sig selv som et politisk parti med islam som ideologi. Under Hizb-ut-tahrirs demonstration mod den amrikanske besættelse af Irak den 16 April var han en blandt flere talere. Talen afstedkom ikke de store reaktioner på det tidspunkt men knap to uger senere besluttede BT sig for at kommentere ”truslerne” i talen. Avisen fandt åbenbart ikke de andre talere interessante da den udelukkende har fokuseret på Musa.

BT har trykt  f ølgende artikler hvor Musa Kronholt anklages :

Ekstremister forfører belastede unge 6 Maj

Fra Martin til Musa 5 Maj

Allahs kriger skal undervise dine børn 5 Maj

De har hjernevasket min 15-årige søn 2 Maj

Dansk muslim truer dig på livet 1 Maj




 

Af Omar Shah
Offentliggjort d. 07-05-2004 - 23:06

 

 

 

Shakir Al-Irshads vej til Islam

 
Salamu 'Aleykum

Mit navn er Shakir. Jeg er dansk konvertit og 29 år.

Siden jeg var 13-14 år har jeg altid været interesseret i fremmede kulturer, religion og sprog. Jeg har altid troet på Gud, men havde lidt svært ved at se mig i den kasse der hed kristendom. Da jeg var 15 år fik jeg nogle indvandre-venner. Nu skal man ikke tro, at jeg blev muslim fordi at jeg gerne ville have nogle venner, for jeg har sagt farvel til mange af mine gamle venner, fordi de ikke var til gavn for min religiøse udvikling.

Det, at jeg i dag er muslim, har været en langsom proces. Fra jeg var 15 til jeg var 18 år, var jeg ikke særlig velvidende om islams teologi og doktriner osv. Men jeg vidste hvad der var moralsk rigtigt og forkert. Da jeg startede på Handelsskolen I Ballerup og mødte nye kammerater, fik jeg en ven fra Pakistan som faktisk var den der satte skub i min tilværelse. Han spurgte om jeg en dag ikke ville med til en moské i Valby, og det ville jeg da gerne, selv om jeg var lidt nervøs, for jeg havde aldrig sat mine ben i en moské.

Men vi besluttede at tage derhen for at snakke med en imam. Efter vi var ankommet til moskéen og jeg havde snuset lidt rundt, henvendte jeg og min kammerat os til imaman. Vi snakkede faktisk om lidt frem og tilbage om nogle af livets aspekter. Min viden var jo begrænset og jeg var mere nysgerrig end spørgende, så det var mest imamen der talte, dog uden at presse mig. Efter en times til forlod min kammerat og jeg moskéen og aftalte at mødes med imamen igen om søndagen for evt. at konvertere.

Om søndagen tog min kammerat og jeg så til moskéen igen. Jeg var ikke bange og lod nærmest tingene ske af sig selv, for jeg vidste at det var den rigtige vej. Den dag var der i moskéen mange bosniske muslimer, som lige var kommet til Danmark. Det var den 27. dec. 1992.

Der var også en anden konvertit i moskéen. Det var en mand fra Sverige. Jeg skulle sige trosbekendelsen på arabisk, og da det var sket følte jeg pludselig en lettelse. Nu var jeg muslim.

Jeg kan huske at jeg, på vej hjem i toget var glad, sådan rigtig glad som havde jeg vundet i lotto. Det føltes sådan, og folk jeg kendte som var muslimer, sagde da også tillykke.

Da jeg kom hjem fortalte jeg min mor, at jeg nu var muslim. Først sagde hun ikke noget, men så begyndte hun i et desperat forsøg på at 'redde' mig sige, at jeg ikke kunne blive muslim eftersom jeg havde spist svinekød. Mange forældre føler at de mister noget af deres søn eller datter når han eller hun konvertere til islam. Men det er jo ikke tilfældet, da man som muslim skal ære sine forældre uanset hvilken trosretning de end måtte have.

Der gik nogle år fra jeg konverterede til jeg egentlig fik rigtig viden om islam, og det hjalp. Da jeg blev muslim troede jeg, at jeg var én af de eneste danskere der var muslim. Derfor var det ikke nemt at finde viden om islam. Det som gjorde, at brikker i mit religiøse puslespil gik op, var der jeg hørte og så at der var profetier om Profeten Muhammad i Bibelen. Fra det øjeblik forstod jeg at islam ikke startede med Profeten Muhammad, men med Adam og blev fuldendt med Muhammad . Jøderne anerkender jo heller ikke Jesus selv om der jo også var profetier om ham i Det Gamle Testamente.

I dag har jeg selvfølgelig meget mere viden om Islam og også jødedommen og kristendommen. Jeg lærer selvfølgelig altid noget nyt og bliver da heller aldrig færdig med det. Før jeg blev religiøs læste jeg ikke så meget, det fangede aldrig min koncentration at sidde og kigge i en bog. Men efter at jeg blev religiøs læser jeg utrolig meget. Jeg interesserer mig meget for de komparative studier, dvs. ligheder og forskelle mellem de tre monoteistiske religioner, altså jødedommen, kristendommen og islam. Desuden holder jeg til tider foredrag om islam på forskellige skoler, for bl.a. at fjerne en masse fordomme om islam.

[Shakir Al-Irshad, januar 2004]

- Af Shakir Al-Irshad
  d. 8. september 2004, kl. 19:38

 

 

 

   

 

Militant kristendom

 
Idag er antallet af kristne terrorgrupper begrænset, men historisk er der blevet slået mange mennesker ihjel i kristendommens navn

 

Af Ophelia Lind

 

Kristendommen står for mange mennesker som en religion, der prædiker fred og næstekærlighed. Dog har den kristne kirke også en blodig historie, og visse steder myrder man stadig i Jesu navn. Korstogene står som et eksempel på en voldelig sammenblanding af religion og politik og viser, hvor stor magt pavedømmet havde.

Der bliver jævnligt talt om fundamentalister, ofte i forbindelse med vold. Religiøs fundamentalisme består egentlig blot i, at man til punkt og prikke holder sig til religionens fundament. For kristendommens vedkommende er dette fundament Bibelen. Imidlertid bruges begrebet fundamentalisme i dag i mange forskellige betydninger. Når vi i det efterfølgende taler om radikal kristendom, mener vi den form for kristendom, der sætter dagsordenen for alle forhold i livet, og hvor målet helliger midlet i en sådan grad at voldsanvendelse bliver legitimt.

I flere lande er der kristne militser, og dele af den kirkelige højrefløj i USA sættes også i forbindelse med vold. Den radikale, kristne vold kan også antage en helt anden form; at man gør vold på sig selv. Dette har været kendt tilbage i kirkens historie som en afsporet form for askese – det vil sige afholdenhed fra visse ting i livet. Kendt fra middelalderen er flagellanterne, som kommer af det latinske ord flagellare, der betyder at piske. De piskede sig selv til blods for at sone verdens synd  Noget lignende foregår stadig på Filippinerne. Her er der hvert år nogle kristne, som lader sig korsfæste for at vise deres tilhørsforhold til Kristus. 

Bibelen

Størstedelen af de kristne ser Jesus som en fredsstifter. Men nogle bruger ham til at retfærdiggøre brugen af vold. Oprindeligt forventede jøderne, at Messias kom som en stor konge, der skulle føre folket til sejr. Men Jesus forkynder ikke sejr i krig. Det er kristendommens evangelium, der skal sejre, og derfor udsendte han sine disciple til kristen mission i hele verden, Matt 28,19. Han lærer dem også at elske fjenderne Matt 5,44 og at vende den anden kind til, hvis nogen gør dem ondt Matt 5,39.

Men der lyder også hårdere ord fra Jesu mund. Han er klar over, at disciplene vil møde modstand, når de missionerer - også fysisk modstand. Derfor siger han i Matt 10.34: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” Kristne retninger verden over tolker dette tekststed forskelligt. De radikale kristne bruger det til at retfærdiggøre vold. 

Korstogene

I perioden fra 1096 til 1270 var der otte store korstog. Korstogene var egentlig en kombination af pilgrimsrejser og krigstogter med det formål at befri Jerusalem fra muslimernes herredømme. På vej ned gennem Europa begik korsfarerne historiens første, større jødeforfølgelse. Jøderne blev beskyldt for at have slået Jesus ihjel og var derfor forhadte.

I 1099 erobrede de kristne Jerusalem. Byen skiftede dog mellem at være under muslimsk og kristent herredømme, indtil muslimerne løb af med sejren i 1244. 

De senere korstog gik ikke til Jerusalem. De var derimod rettet mod kættere og pavemagtens politiske fjender i Europa. Kirken lovede disse korsfarere samme syndsforladelse som korsfarerne til Jerusalem, hvis de drog afsted for at bekæmpe disse "indre fjender".

Højreorienterede, kristne bevægelser i USA

I USA findes en række højreekstremistiske organisationer med kirkeligt klingende navne, som udfører deres sag i kristendommens navn. Nogle af dem er åbenlyst aggressive. Typisk ser organisationernes hjemmesider pæne ud, men det pæne ydre viser sig ofte at dække over ekstreme holdninger.

Et eksempel på en ekstrem gruppe er Ku Klux Klan (KKK), som blev dannet i 1886. Deres mål var at bevare den hvide amerikanske race og modarbejde den sorte befolknings indflydelse og frigørelse. De blev kendt for deres hvide dragter, brændende kors samt vold og trusler mod den sorte befolkning. Et af deres vigtigste symboler er en bloddråbe. Den symboliserer, at Kristus døde og gav sit blod for den hvide befolkning og det rene blod. 

KKK eksisterer stadig. De forsøger at komme af med deres gamle image og hævder, at de varetager "den amerikanske arv”.  Der er flere hjemmesider, der hævder at være den officielle KKK hjemmeside i USA. Dette skyldes, at KKK egentlig altid har været en sammenslutning af flere forskellige grupper.  

Kirken Westboro Baptist Church har som hovedformål at modarbejde homoseksualitet, som de ser som en stor synd. De går hårdt imod særligt Sverige, fordi landets love forsvarer de homoseksuelles rettigheder. WBC ser  flodbølgen i Asien som Guds straf over de svenske sexturister, som opholdt sig i Asien. Samtidig beder de til Gud om, at der må komme en endnu større flodbølge, som skal udslette hele USA på grund af landets ugudelighed.

Grupperne har hver deres mærkesag. Eksempelvis mener Foreningen Kenneth Copeland Ministries, KCM, at det er nødvendigt at slå børn for at opdrage dem, og at Harry Potter-bøgerne er skadelige. Og Christian Patriots, der opstod i 1970’erne er imod raceintegration og skat.  Specielt jøderne er deres altoverskyggende fjende. 

Beslægtet med de højreorienterede kristne grupper er abortmodstanderne. Mange af disse organisationer er funderet på et kristent grundlag og bygger på et menneskesyn, der siger, at så snart der opstår liv, er det et menneske, og derfor er det forkert at fjerne det igen. Det er svært at lokalisere, hvilke af disse grupper, der er voldelige, eftersom de selvsagt ikke reklamerer med det  Men det er et faktum, at USAs abortlæger og -klinikker ofte er udsat for attentater og i enkelte tilfælde mord, udført af abortmodstandere. 

Mange anti-abort organisationer er dog konsekvent imod enhver form for vold. Det er eksempelvis tilfældet med den danske gruppe Retten til liv.

Kristne militser

Rundt om i verden er der forskellige kristne militser. De eksisterer ofte i lande præget af konstant uro, social ulighed og borgerkrig. De kæmper mod andre religiøse militser, andre nationer eller politiske modstandere.

I Libanon er den kristne milits tilknyttet den politiske højrefløj. Landet har i flere omgange været plaget af uroligheder og borgerkrig. Falangisterne, som den kristne milits kalder sig, begik i 1982 massakrer på flygtningelejrene Sabra og Chantila og sættes også i forbindelse med flere andre massakrer på uskyldige civile.

Bevægelsen Lords Resistance Army er en militant oprørsgruppe, som virker i grænseområdet mellem Sudan og Uganda. Målet for gruppen er at overtage magten i Uganda og at lede landet efter Bibelens Ti Bud. Midlet er vold. Bevægelsen kidnapper børn for at gøre dem til soldater i deres hær. 

I Nigeria er der stadige sammenstød mellem muslimske og kristne militser. En af årsagerne er, at muslimerne i 2002 indførte islamisk dødsstraf, som strider mod Nigerias føderale lov. En anden årsag er stridigheder om jord og territorier. 

Også i Nordirland kæmper kristne grupper en militant, politisk kamp. Katolikkerne er nationalister og ønsker, at Nordirland skal være en del af et samlet Irland. Protestanterne vil derimod fastholde unionen med Storbritannien. Det har resulteret i mange og hårde kampe imellem de to grupper, hvis uenigheder har både kulturelle, politiske og religiøse årsager.  

Den retfærdige vold

Spørgsmålet om, hvorvidt kristen vold eller kristen krig kan retfærdiggøres, har været diskuteret langt tilbage i kirkens historie, blandt andet af kirkefaderen Augustin. Han opsatte følgende kriterier:

  1. Målet må være genoprettelse af freden
  2. Krigen skal føres med mådehold
  3. Grundholdningen må altid være den kristne næstekærlighed
  4. Krigen må kun besluttes og føres af den retmæssige autoritet
  5. Retfærdigheden skal bevares; hævn, grusomheder og repressalier skal udelukkes

Reglerne kan synes bøjelige og rejser ligeså mange spørgsmål, som de besvarer. Hvad vil det eksempelvis sige at føre krig med mådehold? Hvem er den rette autoritet? Og hvad er retfærdighed egentlig? Diskussionen fortsætter – og det samme gør den religiøse vold.

Opgaver

  1. Kan en krig ifølge kristendommen retfærdiggøres?
  2. Hvor stor magt tror du/I at paven har i dag?
  3. Er abort et kristent spørgsmål?
  4. Giver Augustins ”krigsregler” mening?
  5. Er religion og politik adskilt på verdensbasis?
 
 
 

 

 

     

 

Militant islam

 
Islamisternes mål er at vinde hele verden for islam og samtidig at bekæmpe det, de oplever som trusler fra omverdenen

 

Af Ophelia Lind

 

Få religioner debatteres så meget og så ofte som islam. En af grundene til dette er, at muslimske grupper ofte er indblandet i voldelige episoder i verdens brændpunkter, og det skaber naturligvis opmærksomhed. Der er en tendens til at sidestille islam som religion med den radikale, fundamentalistiske islam. Det er en fejl. Størstedelen af muslimerne ønsker at leve i fred og fordragelighed med omverdenen. Men fundamentalisterne kan og bør ikke ignoreres. Deres mål er at overtage hele verden og gøre den til en islamisk stat. Og terror er et af deres midler.

Religion og politik

Når man beskæftiger sig med islam, er det vigtigt at vide, at politik og religion er tæt forbundne i den islamiske tradition. Denne forbindelse kan virke ulogisk, når vi sammenligner med det danske system, hvor folkekirken i mange henseender har mistet sin indflydelse på statsmagten.

Anderledes er det i en islamisk stat. Her er religion og politik to sider af samme sag, og det er svært at skille de to størrelser ad. Det betyder dog ikke, at enhver islamisk stat er et teokrati - det vil sige et styre ledet af præster med Gud som øverste leder. Men det afspejler de muslimske landes selvforståelse. Man er først og fremmest muslim, dernæst borger i en stat.

Denne opbygning går tilbage til profeten Muhammeds tid. Da det i år 630 lykkedes ham at oprette den islamiske stat med sig selv som hersker, blev han både politisk og religiøst overhoved. Og den ordning har siden været idealet for muslimerne.

Ønsket om et muslimsk verdensherredømme, som de radikale muslimer ønsker, er heller ikke nyt. Muslimerne har ført erobringskrig siden 600-tallet. Historikere er dog uenige om, hvorvidt disse erobringskrige var et forsøg på at omvende verden eller blot ren imperialisme - altså erobring af nye områder ud fra ønsket om mere politisk magt. Her er det igen vanskeligt at skelne mellem politiske og religiøse interesser.

Islamisk fundamentalisme

Ligesom alle andre religioner har islam forskellige undergrupper med forskellige udtryksformer. En del af disse grupper er radikale og ofte omtalt som islamisk fundamentalisme. Tankegangen bag dette er blandt andet inspireret af wahabisme efter Abd al Wahab, der i 1744 grundlagde en reformbevægelse med det formål at føre islam tilbage til de gamle dyder og undgå alle former for modernitet.

Islamisk fundamentalisme er ikke en ensartet størrelse. Visse dele af den er statsstøttet, det vil sige, at én eller flere muslimske regeringer støtter op om deres arbejde. Andre opstår som små, selvstændige grupper, der kæmper sig op og bliver mere eller mindre betydningsfulde. De kaldes græsrodsbevægelser. En sådan gruppe lagde grunden til revolutionen i Iran i 1979. En af hovedårsagerne til revolutionen var, at den religiøse højrefløj frygtede, at vestlige, "ugudelige" idéer ville præge landet. I 1981 blev landet udråbt til en teokratisk stat. Derved blev den religiøse lovgivning også landets officielle lov.

Det er umuligt at sige, hvornår islamisk fundamentalisme opstod. En central begivenhed i det 20. århundrede var oprettelsen af  Det Muslimske broderskab. Det skete i 1928-29 i Ægypten. Det muslimske Broderskab ønskede en teokratisk, islamisk stat og indførte dødsstraf for muslimer, der ønskede at konvertere til en anden religion. Broderskabet inspirerede bevægelser som GIA , Islamisk Jihad og  Hamas - og ikke mindst Osama Bin Laden, som oprettede Al-Qaida netværket.

Listen over voldelige aktioner er lang, og de islamiske fundamentalister er at finde i det meste af verden. Men volden er ikke kun rettet mod andre nationer. Den er også intern i form af undertrykkelse af befolkningen, hvis den ikke fuldt ud lever op til den radikale korantolkning. Et eksempel herpå er den nigerianske kvinde, Amina Lawal. Efter Sharia - islamisk lov - blev hun dømt til døden ved stening, fordi hun fik et barn uden for ægteskabet. Hun undslap og er nu frikendt, fordi denne form for dødsstraf er uforenelig med Nigerias lovgivning.

Begrebet Jihad

Islam hviler på fem søjler; trosbekendelsen, bønnen, zakat - en form for skat - fasten og pilgrimsfærden. Dette er de fem grundlæggende principper, som en muslim forpligter sig på. Men Koranen omtaler også jihad, der ofte kaldes islams sjette søjle.

Ofte betegner ordet jihad hellig krig. Men det betyder egentlig anstrengelse, forstået som anstrengelse overfor Allah. Jihad opdeles i to hovedkategorier, den lille jihad og den store jihad. Den lille jihad er det, der praktiseres som hellig krig. Den store jihad er derimod den enkeltes indre kamp for at leve som en retskaffen muslim - og det er den vigtigste. De to former for jihad hænger udmærket sammen for en islamisk fundamentalist, der ser den lille jihad som en nødvendighed for at opfylde den store jihad og derved Allahs lov.

Medierne skildrer ofte jihad som flykapringer, terrorbombninger, golfkrig og angrebet på World Trade Center den 11. september 2001. For at forstå de islamiske ekstremister, er det nødvendigt at sætte sig ind i deres tankegang. For dem er de voldelige aktioner ren og skær selvforsvar mod det vestlige regime, som de ser som en stor trussel mod deres tro og eksistens. Derfor er det enhver muslims ret og pligt at forsvare sig - også med væbnet kamp.

Korantolkning

Islamiske fundamentalister henter en stor del af deres inspiration i Koranen samt i Hadith, som er den nedskrevne, islamiske tradition. Derfor mener de at have guddommeligt belæg for deres aktiviteter.

Koranen indeholder en mængede vers - kaldet suraer - om krig, strid og forholdet til andre kulturer.

Sura 9,5 - kaldet sværdverset - siger, at man skal dræbe og forfølge de vantro. Dog, hvis de vantro omvender sig og vil betale skat, skal de skånes. Derudover siger sura 4,105: "vær ikke dovne i at søge at forfølge de vantro folk."

Men Koranen har også vers, der siger det modsatte. Ifølge sura 2,190-193 skal man forsvare sig, men uden at forfølge og undertrykke. Ligeledes siger sura 2,256: "der er ingen tvang i religionen".

Det kan være svært at forstå de modstridende koranvers. Men modstridende vers er ikke et ualmindeligt fænomen og kendes eksempelvis også fra Bibelen. De modstridende tekster repræsenterer ofte forskellige perioder, hvori de blev skrevet. Radikale islamister tolker koranversene som et udtryk for "taqija". Det er et fænomen, der giver en muslim tilladelse til at lyve over for en vantro for at forvirre dem. Ud fra denne opfattelse skal de modstridende vers altså forvirre de vantro om muslimernes tolerance overfor andre religioner. Som belæg herfor bruger de sura 4,143: "sandelig hyklerne søger at bedrage Allah, men han vil bedrage dem".

Koranen omtaler også martyrer. Det arabiske ord er "shahid" og omfatter alle, der falder i kamp for Allah. Martyrerne får et pragtfuldt liv i paradiset, som sura 3,170 skriver: "I skal ikke mene at de, der døde i krig for Allah er døde. Nej, de er levende hos deres Herre og bliver forsørget i alle måder". De, der kæmper for Allah, har forrang frem for andre.

Islamisk fundamentalisme er et kontroversielt emne, som mange har en mening om. Når man studerer emnet, er det vigtigt at undersøge forfattere, bøger og hjemmesiders politiske tilhørsforhold. Fundamentalisme handler ofte om magt og undertrykkelse. Enten er man fundamentalist, fordi man føler sig undertrykt, eller også er man det, fordi man selv ønsker at undertrykke. I sig selv er Koranen ikke mere tvetydig og voldsfremmende end mange andre religiøse skrifter. Men forenet med bestemte tolkninger og politiske strømninger bliver den brugt som grundlag for undertrykkelse og ekstrem vold.

Opgaver

  1. Find flere modstridende koransteder. Brug evt. Islamisk Studiebogssamling
  2. Hvad kan retfærdiggøre en krig? Gør det en forskel, hvis den er hellig?
  3. Hvad gør de arabiske lande til en magtfaktor udover deres olieproduktion?
  4. Er terrorisme altid knyttet til religiøse grupper?
  5. Hvilken forskel er der på kristne og islamiske martyrer?

 

 

 

   
 

 

POLITISK ISLAM: De islamiske terrorgrupper henter deres væsentligste inspiration hos den egyptiske filosof Said Qutb, der blev henrettet i 1966

 

Af Allan Sørensen, korrespondent i Mellemøsten  

 

  

To år og to krige efter terrorangrebene den 11. september i New York og Washington er Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk stadig i stand til at bide fra sig.

Selv om de internationale medier med jævne mellemrum oplyser om tilfangetagelse eller likvidering af ledende al-Qaeda-skikkelser og lukning af mange af organisationens økonomiske kilder, virker al-Qaeda og dens søsterorganisationer ikke syn-derligt svækkede. Ofte tværtimod.

Det nylige angreb i Saudi-Arabien og konstante trusler om dødbringende aktioner på flere forskellige kontinenter er et tydeligt tegn på, at den islamiske dommedagsterror, som Osama bin Laden står for, stadig har international slagkraft.

Al-Qaeda høster enorm popularitet og sympati blandt brede befolkningsgrupper i en række lande. Samtidig er organisationens strategi med at rekruttere og plante såkaldte sovende celler, der blot venter på et særligt tegn til at udføre angreb, med til at gøre det vanskeligt for vestlige efterretningstjenester at danne et overblik over det islamiske terrornetværks egentlige om-fang.

Men al-Qaedas egentlige styrke består, ifølge eksperter, i det solide filosofiske og ideologiske grundlag, organisationen hviler på. Yael Shahar, terror-ekspert fra det tværfaglige center i Herzlia, Israel, argumenterer for, at al-Qaeda i dag mere eksisterer som en ideologi end en organisation.

- Al-Qaeda er et fænomen. En kombination af ideologier, fælles mål og en fælles ide om, hvilke metoder, der kan anvendes til at nå disse mål, siger Yael Shahar.

Egyptisk inspiration

Osama bin Ladens krigserklæring mod Vesten, de kristne korsfarere og jøderne fra 1997 er heller ikke hentet ud af det blå. Den er ikke noget pludseligt indskud, men derimod en del af et idegrundlag, der blev sået for mere end 40 år siden i Egypten. Al-Qaeda er en meget bogstavelig realisering af den egyptiske filosof Said Qutbs tanker, ideer og værker fra 1960'ernes Egypten og derfor et direkte resultat af en udvikling, der har været i gang i flere årtier.

Said Qutb var en af det 20. århundredes største muslimske filosoffer, indtil den egyptiske regering hængte ham i 1966 efter længere tids fængsling. I dag er hans livshistorie og hans vær- ker den største inspirationskilde til de islamiske terrororganisationer.

Qutb voksede op i Egypten i traditionelle muslimske rammer. Han studerede i Kairo og USA og skrev i 1930'erne og 1940'erne om socialisme. Selv om der ikke er skrevet meget om Qutbs egne reflektioner over sit ophold i USA, anses denne periode for at være afgørende for hans fjendtlige forhold til kristendom.

- Qutb gik i kirke, mens han var i USA og så, hvordan man både spillede musik og dansede i kirkerne. Det vakte hans afsky, og fra det tidspunkt begyndte han at få et meget dårligt forhold til kristendom, siger Ibrahim abu Rabi, der er professor i islamiske studier og kristne-muslimske forhold ved Duncan MacDonald Centret på Hartford seminariet i USA.

I begyndelsen af 1950'erne, hvor Egypten var præget af politisk ustabilitet og Gamal abd al Nassers pan-arabiske nationalisme, begyndte Qutb så at ytre sine egne ideer om etableringen af et islamisk samfund baseret på islamisk lov.

Qutb drømte om at redde den arabiske og muslimske verden fra korruption, bekæmpe den vestlige imperialisme og udrydde den, på det tidspunkt, nyligt oprettede jødiske stat, Israel. En drøm, der i sidste ende ville give muslimerne den tabte guldalder, hvor islam var stærk, ren og fri for korruption, tilbage.

- Qutb ønskede at genoplive den muslimske kalifat fra det 7. århundrede, hvor araberne erobrede store dele af verden, siger Paul Berman, der er analytiker ved den amerikanske avis The New York Times.

Men drømmen forblev drøm. Den pan-arabiske tankegang kom stærkest ud af 1950'ernes politiske kaos i Egypten og begyndte næsten automatisk en omfattende undertrykkelse af de dele af befolkningen, der på det tidspunkt drømte om etableringen af et religiøst islamisk samfund. Blandt dem Said Qutb og Det Muslimske Broderskab.

Denne undertrykkelse blev indledningen til Said Qutbs mest afgørende fase som filosof. Han skrev sit mest kendte værk »I Koranens Skygge« i en egyptisk fængselscelle, hvor han jævnligt blev tortureret. »I Koranens Skygge« handler om, hvordan det moderne menneske befinder sig i en ulidelig krise, fordi det har mistet forbindelsen til menneskets natur. Bogen beskriver også den moderne tidsalders moralske forfald og den håbløse søgen efter lykke gennem økonomisk velstand og videnskab.

Om sig selv skriver Qutb i bogen:

- Jeg spildte 30-40 år af mit liv på at studere europæisk filosofi, indtil jeg vendte tilbage til Koranen og endelig forstod dens hemmeligheder.

Men udover at være en kritik af det vestlige samfunds værdier er Qutbs værk et angreb på både jødedom og kristendom. Ifølge Qutb er både jødedom og kristendom blevet så forvrængede, at de ikke længere repræsenterer profeternes budskaber. Qutbs konklusion var, at det vestlige moderne samfunds krise er et direkte resultat af dets fejlagtige teologiske tradition.

Samtidig angreb han det muslimske samfund for at lade sig vildlede af den kristne verden.

- Det er let at forestille sig, at Qutb i 1960'erne allerede havde defineret netop den smerte, Mohammed Atta og de andre selvmordsbombere fra den 11. september må have følt, siger Paul Berman.

- Det er den smerte, der består i at bo i en moderne verden med liberale ideer, og så alligevel samtidig være overbevist om, at det »rigtige« liv er et andet sted. Smerten ved at gå ned ad fortovet, mens man drømmer om et anderledes univers, der er begravet i fortidens Koran. Et liv i forvirring og galskab, som ifølge Qutb er skabt af kristen vildfarelse, mener Berman.

Lige som Qutb kendte det amerikanske samfunds liberale ideer, var alle selvmordsbomberne fra den 11. september fortrolige med Vestens moderne livsstil. De var uddannede, havde penge nok til en anstændig tilværelse, men fastholdt foragten for det vestlige samfunds værdier og opfattede på samme måde som Osama bin Laden al kamp mod Vesten som legitim, fordi Vesten udgør den mest akutte trussel mod islam.

Vesten som trussel mod islam

Osama bin Ladens jihad (hellige krig) mod Vesten er netop inspireret af Said Qutbs tanke om, at Vesten er en trussel mod islam. Qutb sagde, at islam både bliver angrebet ude fra og indefra. Udefra af Vesten, kristendom, jødedom og zionismen, der tilsammen udgør en sammensværgelse mod islam. Indefra af de muslimer, der har ladet sig vildlede og lokke af den vestlige verdens korruption og dermed ikke længere befinder sig på den sande muslimske vej.

Qutb brugte selv udtrykket jahiliyya om de moderne arabiske styrer. Jahiliyya betyder uvidenhed og bruges til at beskrive tiden før islams tilblivelse. Ordet er meget negativt ladet og opfattes som noget, der skal bekæmpes.

I dag bruger muslimske fundamentalister stadig samme udtryk om de arabiske styrer, såvel som om den vestlige verden.

Forestillingen om den vestlige sammensværgelse mod islam er i dag så stærk, at det i store dele af den muslimske verden er almindeligt at tro, at angrebene den 11. september blev begået af Israel eller den jødiske lobby i USA for at antænde en krig mod muslimer og islam.

På Qutbs levetid var det de vestlige landes imperialisme i den arabiske verden og støtte til anti-islamiske styreformer i Tyrkiet og Iran, der gav anledning til at tro på den store sammensværgelse. Den form for sekulære styrer, som den iranske shah og Kemal Ataturk introducerede i midten af 1920'erne i henholdsvis Iran og Tyrkiet, blev opfattet som en akut trussel mod islam.

På baggrund af tanken om, at den sande islam er trængt op i en krog af resten af verden, er jihad for personer som bin Laden, Mohammed Atta og resten af de muslimer, der er villige til at ofre sig selv for deres tro, i sin yderste forstand blot en måde at værne om islam på. Uden jihad ville islam, ifølge de militante muslimers logik, gå til grunde, blive slugt og fortæret af den korrupte vestlige verden.

Om Qutbs indflydelse på de islamiske bevægelser siger professor Ibrahim abu Rabi:

- Qutb tilbragte en del år i fængsel, hvor han skrev en stor del af sine værker, især hans berømte fortolkning af Koranen. Det er grunden til, at han, efter sin død, er blevet en ideologisk grundpille hos mange af vækkelsesbevægelserne i den arabiske og muslimske verden. Det faktum, at han blev hængt, betyder, at han også opfattes som martyr.

Qutbs indflydelse begrænsede sig i begyndelsen til Egypten, men spredte sig efter hans død til de fjerneste kroge af den muslimske verden. Said Qutbs egen bror, Muhammad Qutb, flygtede til Saudi-Arabien efter, at Nasser tog magten i Egypten i 1952. Han blev professor og underviste på et senere tidspunkt Osama bin Laden.

I 1980'erne var det den Qutb-inspirerede terrororganisation Gamaa al Islamiyya, der dræbte Egyptens præsident Anwar Sadat. Senere forfulgte og dræbte organisationen kristne egyptiske koptere og udførte massakrer på vestlige turister, for i sidste ende at slutte sig til bin Ladens al- Qaeda. I dag er den tidligere egyptiske leder af al Jihad, Ayman al Zawahiri, Osama bin Ladens næstkommanderende i al- Qaeda.

Qutb er også populær i Vesten

På grund af den direkte forbindelse mellem Qutbs skrifter og nutidens terror er det svært at finde hans navn på boghylderne i den officielle bogforretninger i dele af den arabiske verden. I hans hjemland har ingen af de større bogforretninger hans værker til salg. Men på det sorte marked, uden for regeringens rækkevidde, trykkes hans bøger i det ene oplag efter det andet.

Også uden for Mellemøsten er Qutb populær til trods for, at det ikke er alle hans værker, der er oversat til engelsk.

- Unge muslimer, der er født og opvokset i Vesten, er meget imponerede over Said Qutb, siger Ibrahim abu Rabi.

Ð Også mine egne studenter finder Qutb meget relevant her i de vestlige omgivelser. Så han må stadig have en enorm indflydelse på unge muslimer i såvel Europa som USA.

Nogle af disse unge muslimer stod bag angrebene den 11. september 2001. Andre er med til at planlægge nye angreb i skrivende stund, og flere vil givetvis lade sig inspirere af Qutb til hellig krig mod den vestlige kultur i fremtiden.

I øjeblikket ser den islamiske fundamentalismes kurve ud til at være opadgående. Men lige som eksperter var uenige om den militante islams betydning, da fænomenet først blev introduceret, skændes eksperter i dag om, hvorvidt den islamiske fundamentalisme allerede har nået sit højdepunkt, eller om den stadig er tiltagende i kraft og omfang.

Den israelske ekspert i islamisk fundamentalisme, Uriyah Forman, der underviser på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, støtter det sidstnævnte synspunkt. Han opfatter udtalelser om den islamiske fundamentalismes stille og gradvise aftagen som en myte. Hovedsagligt ud fra den opfattelse, at islamisk fundamentalistiske organisationer stadig bliver mere og mere populære og magtfulde i næsten hele Mellemøsten, og at Said Qutbs tankegang i dag har et stærkt greb i mange af de muslimer, der bor og opholder sig i vestlige lande.

Det bør ikke komme bag på os vesterlændinge, argumenterer Paul Berman og refererer til, hvor veluddannede og tilsyneladende godt integrerede Mohammed Atta og de andre selvmordere var på overfladen. Men hvor stor afsky de alligevel følte over for Vesten.

- De folk, der er i besiddelse af Said Qutbs magtfulde filosofi er i besiddelse af et gigantisk litterært værk. Disse personer føler, at de ved at konsultere deres egne doktriner kan forklare verdens ulykkelighed. De føler, at de kan godtgøre og rette flere tusinde års teologisk vildledelse ved at studere Koranen på den rigtige måde. De føler, at de med hjælp fra Qutbs fortolkning af islamisk lov udtrykker principperne for det perfekte samfund. De føler, at de beskytter islam fra udryddelse, og at de gør verden godt, også selv om de udøver sporadiske massakrer, pointerer Berman.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Tema

Serie i Kristeligt Dagblad

Politisk islam

Siden slutningen af 1960'erne har den politiske islam, som også kaldes islamisk fundamentalisme, fået stor indflydelse i en række af Mellemøstens lande. I dag udgør de islamiske fundamentalister i flere lande de egentlige alternativ til de autoritære arabiske regimer, hvis indflydelse rækker ind i Europa. Kristeligt Dagblad sætter i de kommende uger fokus på fænomenet politisk islam. Dette er den anden i serien, den første blev bragt den 19. juni.



 
Lagt på nettet den 25. juni 2003 kl. 00:00



 

 

 

 

 

Muhammad - Satans trofaste slave

Koranen afviser Jesu guddommelighed. Derfor har islam alle dage været en voldsom trussel mod den dogmatiske kristendom, og derfor har den kristne kultur fremstillet islam så hadefuldt. Skulle vi se at komme videre? Kronikøren er bachelor i religionsvidenskab og tilknyttet islamiske studier ved Københavns Universitet.

Nye undersøgelser foretaget ved Københavns og Aarhus universiteter afslører grundene til folks konvertering til kristendommen i Danmark. Grundene er udpræget ikke-religiøse, men derimod bundet til en generel oplevelse af manglende respekt og accept af ikke-kristne i Danmark. Ikke overraskende peger undersøgelsesleder Mogens S. Mogensen især på den generelt negative omtale af islam og muslimer i det offentlige rum.

I den hede saudiarabiske ørken for godt 1.400 år siden opstod det fænomen, der om noget har været kristendommens plageånd, dens store historiske dilemma og dens absolut største udfordring gennem tiderne.

Det store og ubesvarede spørgsmål, der har redet og til stadighed rider kristendommen og den kristne verden som en mare, er islam. Hvad skal man stille op med denne religion, der hylder Jesus og evangeliet, men som samtidig river kristen teologi og kosmologi op med rode? Hvad skal man stille op med denne Muhammad og med hans bog, der prædiker monoteisme? Med Koranen, der inviterer til fred mellem de religiøse samfund og samtidig afviser Jesu guddommelighed og de kristnes monopol på Guds frelse?

Koranen opererer med begrebet Guds budbringere, som er en samlebetegnelse for en række personer, der på forskellige tidspunkter og steder i verdenshistorien har bragt menneskeheden åbenbaringer fra Gud. Bibelske skikkelser som Abraham, Moses, Noah og Jesus nævnes alle specifikt i Koranen som Guds budbringere. Muhammad anses for at være en af Guds budbringere, på lige fod med de førnævnte og andre, som ikke nævnes specifikt ved navn i Koranen. Heri ligger islams store synd. Ifølge den kristne dogmatik er Jesus nemlig den inkarnerede Gud og ikke menneskelig ligesom for eksempel Moses, Abraham, Noah, Buddha, Kung Fu-tse og Muhammad. Koranen påstår, at det guddommelige budskab er det samme i alle budbringernes åbenbaringer, på tværs af de religioner, som er opstået omkring dem. Essensen af Jesu budskab er således i bund og grund den samme som Muhammeds - at mennesket skylder Gud sin væren. Dette er kætteri set fra en dogmatisk-kristen synsvinkel, og heri ligger essensen af den påståede islamiske trussel.

Islam er en gigantisk og uforklarlig torn i et kristent øje. Når nu kristendommen er åbenbaringen af den ultimative og endelige sandhed, hvorfor tillod Gud i sin almagt så fremkomsten af denne anden religion, islam? Islam kommer kronologisk efter kristendommen, og i forhold til kristen kirkelig kosmologi er islam derfor et paradoks. Islam og muslimer er ikke til stede i de kristne grundskrifter, ligesom for eksempel jøderne og jødedommen er det. Det kristne billede, der igennem tiderne er blevet tegnet af islam og muslimer, er ikke taget direkte ud af evangelierne eller Bibelen, men er alligevel opstået og bygget sammen af elementer fra den kristne grundfortælling.

Er Muhammad en falsk profet, Matthæusevangeliets ulv i fåreklæder, der kommer for at vildlede de kristne lam? Er han selveste Antikrist, Messias' sataniske modstykke, Johannesbrevenes løgner, som benægter, at Jesus er Kristus? Hvis han er det, hvad fortjener han og de, der følger ham, da andet end det værste - vores had, vores krig, vores bitre forsagelse og fjendskab? Med ondt skal ondt fordrives ... Historisk set har der ikke været megen tvivl; billedet af islam og Muhammad i den kristne verden er tegnet ud fra disse rå bibelske skitser. Bibelske forestillinger om falske profeter, ulve i fåreklæder og Antikrist er alle blevet fortolket til at henvise til islam og Muhammad. I mere end tusind år er islams sidste profet blevet beskyldt for at være løgner, morder, blodtørstig, magtliderlig og for at have en uslukkelig og incestuøs seksuel appetit. Når han da ikke er blevet sat i ledtog med Djævlen og kaldt bringer af en forfærdelig og farlig vranglære. Hans efterfølgere er blevet tolket som apokalypsens bæst, fra de for første gang blev en realitet i den kristne verden i det syvende århundrede.

Denne nye islamiske bevægelse, unavngivet i den kristne europæiske samtid, sås enten som Guds straf for de kristnes frafald eller som det pure sataniske værk. Det var (og er stadig den dag i dag) ganske simpelt en epistemologisk umulighed inden for en kristen verdensopfattelse, at Muhammad skulle være sendt af Gud med et nyt budskab til menneskeheden. Umuligt, fordi det vælter hele den dogmatiske kristendoms verdensbillede.

Kirkens grunddogme er, at med Kristus' komme er verden renset og komplet. Efter Kristus har verden ikke brug for mere, og kristendommen er den eneste sande religion. Kun i troen på Sønnen og Faderen, det vil sige den kristne dogmatik, kan mennesket gøre sig forhåbning om den himmelske frelse - fra nu af og til evig tid. At der derefter skulle komme endnu en religion, er en tåbelighed, en tanke, der ganske simpelt er gudsbespottende inden for rammerne af den kristne kirkes lære og grunddoktriner. I stedet for at tage islam seriøst, har den kristne verden skabt en kanoniseret tradition af myter om islam og Muhammad.

En side af sagen er kirkens mange korstog, hvis grusomheder verden næppe har set mage til, samt inkvisitioner og deslige. En anden side er den litterære tradition, kunsten og teatret, der igennem tiderne har knyttet sig til forestillingen om islam.

I 'Den guddommelige komedie', der om noget er den europæisk-kristne litteraturhistories absolutte hovedværk, der genlæses og hyldes til stadighed, placerer Dante Muhammad i helvedet, hvor hans krop er »... kløvet fra hagen ned til hvor man fjærter. Hans indre hang og dingled neden for ham, så alt var blottet, selv den sølle pose hvor det man sluger bliver til lort i kroppen« (Dantes 'Guddommelige komedie', sang XXVIII). Muhammad fortæller selv senere i teksten, at han er her, fordi han har sået splid og ufred, mens han levede. Derfor bliver han som straf nu selv splittet af en djævel med et sværd, hver gang han er vokset sammen.

Luther, den protestantiske kirkes grundlægger og den danske folkekirkes store ideolog, hadede islam, ligesom han hadede jøder og den katolske kirke. Han kaldte Muhammad kirkens fjende og djævlens slave. Voltaire fremstiller i det, han selv kalder sit bedste skuespil ('Mahomet ou le fanatisme'), Muhammad som en blodtørstig, magtliderlig kriger, en morder drevet af en uslukkelig, seksuel appetit. For blot at nævne nogle hovedeksempler på, hvorledes Muhammad er blevet afbildet i det kristne Europa.

Salman Rushdies enorme popularitet i Vesten skyldes netop, at han formåede at bringe Mahound-myten tilbage (Mahound er navnet på den forvirrede profet i Rushdies 'De sataniske vers' og på Muhammad i nogle af de tidlige kristne spotværker). Ved at tegne sit bespottende billede af Muhammad fik han kredit for at være en moderne og progressiv fritænker og modtog anerkendelse overalt i det kristne Vesten fra øverste politiske plan. Reelt pustede han bare liv i en 1000-årig gammel europæisk-kristen spottetradition, der imidlertid var blevet gjort ubevidst og var forsvundet fra den sekulariserede, vestlige bevidstheds nethinde.

Det skal nævnes, at i skyggen af denne tradition findes der fra oplysningstiden desuden en spirende om end langt mindre tradition, der anerkender Muhammads geni og islams teologiske rationale. Denne tradition udfordrer de gængse europæiske opfattelser af islam, der havde eksisteret og udviklet sig siden 700-tallet.

Goethe citeres eksempelvis for udfordrende at spørge: »Hvis begrebet islam betyder 'underlagt Gud', lever og dør vi så ikke alle i islam?«.

Den såkaldte sekularisering og modernisering af europæiske magt- og tankestrukturer har ikke resulteret i afgørende forskelle i opfattelsen af islam på europæisk grund. De tankemønstre, der tidligere var relateret til kirkens uimodsagte og hånlige forsvar mod islam, Muhammad og Koranen, er i dag en del af det, man kalder vores kristne kulturarv. Langt de fleste er således stadig enige om, at islam er farlig, men kalder den ikke længere satanisk. I stedet kalder man den i overensstemmelse med moderne sprogbrug totalitær, intolerant, militant, udemokratisk, kvindeundertrykkende og mange andre ubehagelige ting. Det vokabularium, der bruges til at forstå og beskrive islam, er nu som dengang essensen af det værste, vi ved; indbegrebet af vores egen selvopfattelses antitese.

Det kristen-europæiske had til islam og muslimer har en lang historie og har sit udgangspunkt og fokus i et kristen-teologisk spørgsmål: Er Gud én og Jesus et menneske, eller er Jesus også Gud? Umiddelbart virker dette spørgsmål måske harmløst, men dets svar har enorme konsekvenser. Hvis Jesus er Gud, er kristendommen og troen på Kristus den eneste vej til paradis, frelse og den evige lykke. Hvis Jesus derimod ikke er Gud, har den dogmatiske kristendom og kirken spillet fallit, og kristne, døbte mennesker, som førhen var paradisets eneste beboere, må dele haven og evighedens lyksalighed med folk fra andre religioner.

Den sidste mulighed, at Jesus var fantastisk, oplyst og forbilledlig som menneske, er måske i virkeligheden den, flest danskere bedst kan forholde sig til, fordi den er inkluderende og tolerant og har et globalt tilsnit, der grundlæggende ligestiller alle mennesker på Jorden. Det interessante ved det er, at denne version samtidig er Koranens version af Jesus, og at de fleste danskere dermed, i teologisk henseende, er muslimer og ikke kristne. Ifølge Koranen afhænger Guds nåde ikke af etnicitet eller hvilken religion man fødes ind i. Frelsen og paradis er ikke forbeholdt hverken etniske kristne, jøder eller muslimer, men derimod alle, der tror på den ene sande Gud og hvis livsførelse er bygget på bevidstheden om Gud. Således hedder det i Koranen:

»Og de siger: Kun dem, der er jøder eller kristne kommer i Paradis. Dette er hvad de hævder. Sig: Kom med jeres bevis, hvis I taler sandt. Enhver, der vender sig mod Gud og er et godt menneske finder sin belønning hos Sin Herre ...« (Koranen, Sura 2, vers 111-112).

I modsætning til kristendom definerer islam et positivt forhold til andre religiøse grupperinger - ja, Koranen går så vidt som til at sige, at det i bund og grund er én og samme åbenbaring, de alle bygger på. Blandt de etniske jøder er der således ifølge Koranen både rettroende og vantro. De rettroende kommer, ved Guds nåde, i himlen. Det samme gælder for de etniske kristne og endvidere for de etniske muslimer. Kristne renses gennem dåben og er derfor i udgangspunktet renere og bedre end alle andre. Et tilsvarende ritual, der stigmatiserer alle andre folk og religioner, findes ikke i islam. En persons gudsforhold og handlinger bestemmer, ifølge Koranen, personens frelse - ikke hvilken religiøs-etnisk gruppering denne er født ind i. Allah, som er det arabiske ord for Gud, er alles Gud, ikke kun de kristnes, jødernes eller muslimernes.

Derfor er og bliver islam en enorm trussel for den dogmatiske kristendom. Koranen præsenterer en kristologi, hvor Jesus var et menneske, oplyst af Gud, javel, men menneske. Dermed er kristendommen en religion, der er stiftet omkring en af Guds budbringere, ligesom alle de andre religioner. Dette er enden på kristendommens monopol på frelsen og kristendommens sandhedspatent.

Det store kristne spørgsmål om Jesu guddommelighed og dermed kristendommens frelsesmonopol er Koranens store stridspunkt mod kristen dogmatik. Den kalder ikke de kristne vantro og fordømmer dem, tværtimod opfordres de til at følge Evangeliet, ligesom jøderne opfordres til at følge Toraen. Således henvender Koranen sig direkte til blandt andet de kristne og jøderne med ordene; »... I har intet ståsted, medmindre I følger Toraen, Evangeliet og det som er blevet åbenbaret til jer fra Jeres Herre ...« (Koranen, Sura 5, vers 68).

Kan kristendommen bære, at Jesus 'bare' var en fantastisk og af Gud oplyst budbringer til menneskeheden, som han er det i Koranen? Kan kristne bære at dele paradiset med andre?

Islam modsætter sig ikke de stolte, kristne grundværdier; tilgivelsen, næstekærligheden, troen, barmhjertigheden, hengivenheden. Jesu liv og gerning hyldes i Koranen, og muslimer opfordres til at følge Jesu (og de andre budbringeres) eksempel. Kristne er, ifølge Koranen, en etnisk-religiøs gruppering bygget op omkring en guddommelig åbenbaring, nemlig Evangeliet. Muslimerne, som etnisk-religiøs gruppering, er bygget op om den essentielt samme guddommelige åbenbaring, nemlig Koranen. Jesus og Muhammad er budbringere for den samme, ene Gud.

Den brede muslimske tilstedeværelse i hele Europa er historisk unik. Det skaber grobund for en ny situation, hvor det ikke længere er kristne (eller kulturkristne), der taler med andre kristne om islam og definerer islam ud fra den kristne kulturarvs tankemønstre. Det kristne frelses- og sandhedsmonopol, der har slået så ubegribelig dybe rødder i europæisk mentalitet, står for fald. Islam er kommet for at blive, og den mere end 1000-årige kulturelle, religiøse og politiske stigmatisering af islam i Europa må nødvendigvis forsvinde. Med tiden vil muslimske stemmer tage ordet i det offentlige rum og insistere på retten til at definere islam i positive termer. Med tiden vil de kristen-europæiske myter om islam, som lever og gror så frodigt i disse tider med krig, blive gjort til skamme. Forhåbentlig vil det ske, i takt med at ideologisk-baserede muslimske myter om kristne (og muslimer) også bliver gjort til skamme. Med tiden, om Gud vil det ...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kronik: Muslimske kvinder i Europa
Politiken 13 februar 2006, 2 . sektion side 5


Lande som Saudi-Arabien, Pakistan og Nigeria er diktatoriske magtstrukturer uden forbindelse til islams religiøse tekster. Hizb-ut-Tahrir vil føre diskussionen om kvinder og islam ind i det nye århundrede.

Af Nazreen Nawaz
Nazreen Nawaz er læge og repræsentant for Hizb-ut-Tahrir i Storbritannien
Journalisten Minette Marrin skrev engang følgende i den britiske avis The Times: »Hijaben (de muslimske kvinders hovedtørklæde, red.) udgør en alvorlig udfordring for Vesten. Tørklædet udfordrer vores forestillinger om, hvad der er vigtigst i vores kultur og tester grænserne for vores tolerance. Det er et let genkendeligt tegn på en trosretning, hvor kvinden er manden underlegen«.

Udbredelsen af tørklædet og den muslimske kvindes klædedragt i Vesten er formentlig et af de synligste tegn på islams fremgang i Europa. Fra London over Paris til København kan man ikke undgå at bemærke, at stadig flere muslimske kvinder vælger at bære hijab og jilbab (en slags kappe, der dækker hele kroppen, red.). Det er tegn på, at muslimske kvinder genfinder deres islamiske rødder, værdier, ideologi og identitet og afspejler også, at et stigende antal kvinder konverterer til islam over hele Europa.

Som det fremgår af citatet ovenfor, opfatter mange mennesker tørklædet som andet og mere end en beklædningsgenstand. Det repræsenterer en tro og en ideologi, der kuer og undertrykker kvinder, en tro, hvor kvinder er mændene underlegne, usynlige i samfundet, andenrangsborgere uden politisk stemme eller uddannelsesmæssige og økonomiske rettigheder. I mange europæiske lande har den muslimske kvinde i årtier været selve billedet på global kvindeundertrykkelse. Hun er blevet opfattet som uuddannet, ureflekteret, tilbagestående og analfabet. Dette stereotype og fuldstændig misforståede syn på den muslimske kvinde og hendes status inden for islam har øvet stor indflydelse på tilværelsen for mange muslimske kvinder bosiddende i Europa.

Jeg husker mange episoder, som jeg - en muslimsk kvinde, der bærer hijab og jilhab - har været udsat for under mit arbejde som læge på forskellige hospitaler i Storbritannien. Jeg har mange gange hørt bemærkningen, »hvor taler du godt engelsk«, når jeg har talt med patienter, eller »mange tak, men hvornår kommer lægen?«. Da jeg engang var på nattevagt på en skadestue, fik jeg en patient ind med et ret dybt sår på armen, som skulle behandles og sys. Da han sammen med en sygeplejerske kom ind i undersøgelsesrummet, udbrød han: »Det er ikke for at være uhøflig, men hende der vil jeg ikke behandles af!«. Patienten afviste blankt at lade sig tilse af mig. Han kom dog hurtigt på andre tanker, da han fandt ud af, at der ikke var andre læger end mig på skadestuen den aften.

De muslimske kvinders klædedragt har fået mange betegnelser klæbet på sig: »Den er et udtryk for ekstremisme«, »den afspejler en militant mentalitet«, eller »der er noget aggressivt ved hijaben«, som den franske præsident, Jacques Chirac, har formuleret det. Alain Destexhe, en belgisk senator, har kommenteret samme tørklæde således: »Denne verdens konflikter bør ikke slæbes med ind i klasseværelset«.

Det har ofte undret mig, at fremtrædende politikere kan slippe af sted med at betegne et stykke stof som aggressivt. Måske tror de, at vi gemmer Iraks masseødelæggelsesvåben under tørklædet!
Andre har hævdet, at tørklædet er en trussel mod selve grundlaget for deres sekulære stater. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det siger om tørklædet, men hvad siger det egentlig om en stats styrke og ikke mindst om en ideologi, der føler sig truet af en kvadratmeter tekstil?

Disse forkvakledeopfattelser af islam, kvinder og den muslimske kvindes klædedragt har gjort mange muslimske kvinder i Europa til ofre for fordomme og diskrimination: piger, der bliver forment adgang til deres skoler, fordi de bærer hijab og jilbab. Det gælder for eksempel Shabina Begum i Storbritannien, der blev smidt ud af skolen, fordi hun bar jilbab, og som derfor mistede to års vigtig skolegang. I flere tyske delstater er lærere med tørklæde blevet forbudt at undervise. Kvinder er også blevet fyret fra deres job, som det skete for Najla Ainouz i Danmark. Hun fik ikke lov til at beholde sit job i Føtex, fordi hun bar tørklæde. Og i Frankrig har læger ligefrem afvist at behandle kvindelige patienter med tørklæde.

Muslimske kvinderer blevet udsat for islamfjendske angreb i flere europæiske lande. De er blevet overfuset, spyttet på, har fået deres tørklæde revet af, de er blevet overhældt med alkohol og endda stukket ned.

Disse opfattelser af muslimske kvinder er blevet bekræftet, bevaret og udbredt af flere vestlige regeringer og har givet selv samme regeringer mulighed for at indføre uhyre strikse love, for eksempel forbuddet mod at bære tørklæde i skoler og offentlige bygninger. Disse love har været med til at gøre muslimske kvinder til andenrangsborgere i Europa, hvad angår sikring af grundlæggende rettigheder om eksempelvis religionsfrihed og adgang til uddannelse. Det giver mindelser om den religiøse intolerance, som tidligere herskede i kommunistiske lande.

Muslimske kvinder er blevet tvunget til at træffe nogle valg: din religion eller din ret til uddannelse? Din religion eller din ret til lægebehandling? Din religion eller dit levebrød og job?

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blåstemplede i november Tyrkiets forbud mod at lade muslimske kvinder med hovedtørklæde komme ind på landets universiteter. Domstolens kendelse faldt i en sag anlagt af den tyrkiske studerende Leyla Sahin, der i 1998 blev nægtet optagelse på lægestudiet ved universitetet i Istanbul, fordi hun bar tørklæde. Kendelsen gør det i praksis lovligt at udsætte muslimske kvinder i Europa for religiøs diskrimination. Det skaber en farlig præcedens og giver juridisk ammunition til de øvrige europæiske stater, der ønsker at forbyde muslimske kvinder at komme ind på universiteterne. Dette vil lægge en dæmper på ambitionerne hos tusinder af muslimske kvinder over hele Europa, der både ønsker sig en højere uddannelse og at følge deres religion.

Domstolen begrundede sin afgørelse med, at den i kendelsen anerkendte Tyrkiets bestræbelser på at sikre kvinders grundlovssikrede rettigheder. Men når det gælder kvinder, der følger islamiske værdier, er det åbenbart i orden at krænke deres rettigheder. Med tanke på den megen diskussion om ligestilling og kvinders rettigheder er det besynderligt, at domstolen ikke anerkendte en kvindes grundlæggende ret til at få en uddannelse og samtidig leve i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning.

Det er muligt, at domstolen med sin kendelse ønskede at beskytte kvinder mod 'tørklædets undertrykkelse'. Jeg har altid haft vanskeligt ved at forstå et argument, der forbinder undertrykkelse med et stykke stof eller antager, at kvindens frigørelse og bidrag til samfundet skulle afhænge af, hvor meget hud hun viser omverdenen.

Misforståelserneomkring den muslimske kvinde og de uhyrlige foranstaltninger, som flere europæiske regeringer og deres sekulære institutioner har truffet, bidrager hverken til at styrke fællesskabet eller forbedre harmonien i samfundet. Der er ellers hårdt brug for begge dele i disse vanskelige tider. De er tværtimod med til at øge den islamofobi, der hersker i en række lande, og udstøde og isolere den muslimske befolkning yderligere i forhold det øvrige samfund ved at lovliggøre religiøs diskrimination og blåstemple en dobbeltmoralsk forvaltning af rettigheder.

Muslimske kvinder ønsker at bidrage positivt til de vestlige samfund som læger, lærere og forretningskvinder. Vi ønsker at spille en aktiv rolle i arbejdsstyrken, økonomien og det politiske liv i de vestlige lande. Og det er ikke islam, men derimod flere vestlige regeringers handlinger og lovgivning, der har hæmmet de muslimske kvinders deltagelse i det offentlig liv i vestlige lande og reduceret dem til andenrangsborgere.

Der er ikke brug for forbud mod muslimske kvinders tørklæde og klædedragt, men derimod for åbenhed, dialog og debat mellem forskellige befolkningsgrupper og i medierne for at skabe dybere indsigt i kvinders stilling inden for islam og aflive de myter, der hersker om muslimske kvinders beklædning. Der er brug for en diskussion om, hvordan man kan løse de generelle problemer, der rammer kvinder i vores samfund - muslimske som ikke-muslimske - fra hustruvold og voldtægt over sexchikane til diskrimination på arbejdspladsen.

Intolerance ogfrygt udspringer af uvidenhed og kan udryddes gennem den forståelse, som samtale afføder. Som kvindelige medlemmer af Hizb-ut-Tahrir er det netop denne form for debat, som vi forsøger at skabe med det øvrige samfund - at skabe forståelse for det egentlige kvindesyn og kvinders virkelige rolle inden for islam.

Hvordan ser islam så på kvinden? I et af profeten Muhammeds ordsprog hedder det: »Verden og alle ting i verden er dyrebare, men det mest dyrebare i verden er en dydig kvinde«. Islam betragter kvinden - uanset om hun er muslim eller ikke-muslim - som en pryd, der skal beskyttes. Islam kræver, at enhver mand betragter kvinden på denne måde og behandler hende derefter og ikke ud fra sine egne luner og lyster.

Og sådan fortjener enhver kvinde, uanset om hun er muslim eller ej, at blive behandlet. Men i de kapitalistiske lande, hvor profitten regerer over folket, er der klæbet et prisskilt på kvindens ære. Det drejer sig om lande med en blomstrende pornoindustri, hvor prostitution er udbredt, hvor selv voldspornografi - der skal vække lyst ved at vise mishandling og tortur af kvinder - er blevet et underholdende tidsfordriv for mange mænd og har affødt mord. Det er for eksempel gået ud over Jane Longhurst, der for nylig blev kvalt og voldtaget af en mand, som havde tilbragt timer med at kigge på den slags billeder. Kort sagt er kvindens ære blevet et ligegyldigt offer for kapitalismens pengemaskine. Det har givet mange kvinder - muslimske som ikke-muslimske - den opfattelse, at kvindens status egentlig ikke er blevet bedre i de sekulære lande i Vesten på trods af 150 års retorik om ligestilling, jobskabelse og mere politisk indflydelse for kvinder.

David Wilson, professor i kriminologi ved University of Central England i Birmingham, rejste et interessant spørgsmål i en artikel i avisen The Guardian for nylig. Artiklen handlede om den britiske regerings forslag om at forbyde besiddelse af voldspornografi fra internettet. Han skrev: »Vi bliver nødt til at forholde os til efterspørgslen på billeder af mishandling og vold på internettet og ikke blot til udbuddet af sådanne billeder«.

I oplyste og civiliserede samfund er det klart, at vi må forholde os til, hvad denne efterspørgsel udspringer af. Det er klart, at vi nu må stille vanskelige, men vigtige spørgsmål om nogle af de værdier, der findes i sekulære demokratier, og om disse værdiers konsekvenser for samfundet. Har værdier som personlig frihed og ytringsfrihed givet mænd mulighed for at betragte og behandle kvinden i henhold til deres egne lyster og for at udnytte hendes skønhed til at tjene penge? Har den uregulerede manipulation af det seksuelle instinkt gennem æggende plakater, reklamer, tidsskrifter og underholdningsindustriens produkter bidraget til den voksende bølge af seksuel vold mod kvinder? Alene i Storbritannien bliver 50.000 kvinder voldtaget hvert år, og over halvdelen af alle kvinder på arbejdsmarkedet har været udsat for sexchikane. I USA bliver en kvinde udsat for seksuelle overgreb hvert andet minut.

Det kan umuligt være en acceptabel norm. Kvinden har fortjent bedre. Diskussioner om det passende og gavnlige i at have den slags værdier i et samfund udløser ofte instinktiv modstand. I de vestlige samfund har disse værdier i årtier været ukrænkelige og betragtet som en vaccine mod undertrykkelse fra staten og samfundet. Det er måske på tide, at vi begynder at overveje, hvorvidt denne vaccine er blevet selve den gift, der har forpestet de samfund, vi lever i.

Hvad angår kvinders status og rettigheder inden for islam, taler de islamiske tekster deres klare sprog: Islam forbyder enhver form for vold mod kvinder, hvad enten der er tale om æresdrab, tvangsægteskaber eller hustruvold. Islam sikrede kvindens økonomiske og politiske rettigheder for 1.400 år siden, herunder hendes ret til at handle, investere sine midler, eje privat ejendom, drive forretning, leje ejendom, ernære sig som arbejdsgiver og arbejdstager og deltage i valgprocessen, når den islamiske stats leder skal udpeges. Islam har forpligtet kvinden til at spille en aktiv politisk rolle i det samfund, hun lever i. Islam har forpligtet staten til at give mænd og kvinder adgang til gratis uddannelse og lægehjælp som grundlæggende rettigheder, der nydes uden diskrimination.

Islam hardefineret en offentlig rolle for kvinden og også defineret regler, der sætter hende i stand til at udfylde den i trygge omgivelser, hvor hun omfattes med respekt. Det opnås ved at realisere islams sociale system, der regulerer forholdet mellem mænd og kvinder i samfundet. Grundlaget for dette system er, at man sætter mænd og kvinder i stand til at påvirke hinanden og samarbejde om at skabe et produktivt og velstående samfund, samtidig med at begge parters ære sikres. De islamiske krav til påklædning, begrænsningen af det sociale samkvem mellem kønnene, forbuddet mod hor og utroskab er eksempler på regler, der beskytter både mandens og kvindens ære og dyd. Seksuelle forhold og det, der fører til dem, er begrænset til ægteskabet.

Hvad ville det så betyde for kvinden i det offentlige liv? Som læge, ingeniør eller forsker ville hun være i stand til at arbejde effektivt uden at opleve chikane fra samfundet. Hun ville kunne søge beskæftigelse baseret på sine kvalifikationer og færdigheder og ikke på sit udseende. Hun ville kunne uddanne sig, drive handel og rejse i trygge omgivelser.

Denne beskrivelse passer tydeligvis ikke på virkeligheden i den muslimske verden i dag - tag blot lande som Saudi-Arabien, Pakistan, Iran og Nigeria. Men de er eksempler på diktatoriske kongedømmer eller præstestyrer, hvis magtstruktur ikke har nogen forbindelse til de islamiske tekster. Beskrivelsen ville derimod passe på kvinders status i en islamisk kalifatstat, hvis forfatning, lovgivning, principper og værdier udelukkende var baseret på islamiske kilder.

Afslutningsvis er det på sin plads at konkludere, at ingen tænkende, intelligent person bør lade sig vildlede af de forældede myter om kvinder og islam - at kvinderne er undertrykte, mishandlede og kuede. Er det ikke på tide, at vi sætter os ud over disse klichéer og fører diskussionen om kvinder og islam ind i det 21. århundrede?

NAZREEN NAWAZ

Oversættelse: Tonny Pedersen

 

Interview: Göran Rosenberg
(Interview: Vestens langsomme men sikre afmodernisering )

Information 15 januar 2005, side 24


Det moderne projekt har frigjort mennesket, men ikke bragt den tryghed og mening med tilværelsen, som man drømte om, siger Göran Rosenberg. Derfor vender mange sig i dag fra den moderne verden, der svigter og skræmmer dem. Nogle søger ly i fundamentalismernes falske tryghed

Af JØRGEN STEEN NIELSEN
Via oplysningsprojektet søgte mennesket gennem århundreder en forklaring på verden. En mening med tilværelsen. Det gode, fornuftsbårne samfund. Hver gang det blev for tydeligt, at oplysningsprojektet ikke bragte svarene, tyede mennesker til totalitære ideologier og utopiske bevægelser i forestillingen om en genvej til endegyldig orden og mening. I dag er mennesket i den moderne, kapitalistiske verden udsat for en dobbelthed af tvang og frihed, der af mange føles som ensomhed, mangel på sammenhæng, fravær af dybere mening. Heraf de genkomne, angstbårne forsøg på at skabe orden og tryghed ved at vende sig bort fra det moderne. Det globaliserede samfunds nye fundamentalismer er i deres forskellige udtryk billeder på det samme: En flugt fra friheden og den eksistentielle ensomhed. Derfor har vi fået islamismen, mordet på Theo van Gogh, Dansk Folkeparti og krigen i Irak.
Et kondensat af de tanker, Göran Rosenberg gør sig om de »antimodernistiske reaktioner«, der er ved at gribe verden og avle en stigende grad af mistro mellem mennesker. Og som efter hans mening fordrer modsvar i form af »en global fortælling om vor menneskelighed« parallelt med en styrkelse af de nære relationer omkring familien.
»Kan du overhovedet bruge det til noget? Jeg er jo så usammenhængende,« siger Rosenberg. Foran ham et tomt ølglas efter en times samtale i en kælder i Nyhavn. Udenfor et vinterkoldt, blæsende og mørkt København, som nok kan få én til at tvivle på verden derude.
Usammenhængende er manden ikke. Hele Göran Rosenbergs 35-årige erhvervsvirke som svensk journalist, forfatter, filmmager, tidsskriftredaktør og kommentator har haft som rød tråd og ambition at eftersøge sammenhænge, udviklingstendenser, årsagsforklaringer og påvirkningsmuligheder i det moderne samfund.
I Sverige har det bragt ham både kritikere og hædersbevisninger, vistnok flere af de sidste end af de første. Hans bog Plikten, profiten och konsten att vara människa, som udkommer på dansk til marts, fokuserer på det enkelte menneskes værdier, motiver og drivkræfter i det moderne samfund. Samtalen i Nyhavn handler om, hvordan de store udviklingstræk på én gang skabes af og påvirker mennesker.
»Som forløber for det moderne samfund havde oplysningsprojektet som ambition at forklare verden og give svar på menneskets store spørgsmål. Man troede, at naturen havde en orden, som mennesket havde i sin magt at opdage og gennemlyse og via denne kundskab gøre op med al gammel overtro og fejltænkning. Mere eller mindre automatisk ville det føre til det gode, fornuftstyrede samfund.«
»Som tiden er gået, må vi konstatere, at de store svar er udeblevet. Det er åbenlyst, at projektet ikke har haft eksistentiel bærekraft. Hvad det kan love, er materiel udvikling, materiel og individuel befrielse, men det kan ikke svare på det grundlæggende, som mennesket frem for alt behøver svar på: Hvad er meningen med mit liv på jord? Hvorfor er jeg her?«
- Hvor skuffedes forventningerne til oplysningsprojektet?
»Der var to store skuffelser under vejs. Den første var, da forestillingen om den perfekte, naturlige orden og en noget nær færdigskabt verden raseredes af Charles Darwin. Den anden var, da forestillingen om det moralsk perfekte samfund havarerede. Altså troen på at mennesket var på vej mod en moralsk og fornuftsbestemt og derfor god orden. Det var grusomhederne under Anden Verdenskrig, som leverede dødsstødet til den forestilling. Vi lever nu med indsigten om, at vi også i det moderne, oplyste samfund kan begå de mest forfærdelige handlinger mod hinanden, ja, netop i det moderne samfund der har denne evne til at skabe fremmedgjorthed mellem mennesket og samfundet. En slags forvildethed, hjemløshed.«
»I Europa begyndte man efter Anden Verdenskrig at filosofere over, hvordan det kunne gå til, at det moderne menneske med Erich Fromms ord flygtede fra friheden og underkastede sig totalitære forestillinger og bevægelser. Fromms indsigt har stadig gyldighed: Hvad mennesket frem for alt behøver, er at undgå den eksistentielle ensomhed. Det er den største trussel. Ikke det at sidde alene i et rum og læse en bog, men det at føle sig fuldstændig afklippet fra sine sammenhænge med verden.«
»Moderniteten har denne tendens til hele tiden at klippe mennesket af fra dets sammenhænge, og det skaber nye flugtforsøg fra den frihed, som moderniteten giver. I Sverige troede vi temmelig længe, at fornuftssamfundet havde taget over, og at vi havde lagt religionen bag os, men både i Sverige og andre moderne samfund ser vi i dag tendenserne til, hvis ikke ligefrem religiøs vækkelse, så tilbagevenden til stærkt ideologiske, etnificerede, nationalistiske eller på anden vis stærkt definerede bevægelser.
- Hvad kan sådanne strømninger tilbyde, som det moderne ikke kan?
»Følelsen af tryghed og samhørighed. Behovet for at føle, at man betyder noget, at man er anerkendt og sætter sig spor i tilværelsen, er et meget dybt menneskeligt behov. På grund af sin selvbevidsthed er mennesket jo også i stand til at blive bevidst om sin egen ensomhed i verden. Deraf den stærke trang til hele tiden at berøre verden, knytte forbindelser til den, væve sig ind i den. For at mærke, at man eksisterer.«
Rosenberg siger, at moderniteten narrer mennesker. Man interagerer med den moderne verden på stedse nye måder, men ensomheden forsvinder ikke, og orden opstår ikke. Det er som russiske dukker - der er hele tiden én til indeni, siger han. Og den slags oplevelser skaber utryghed og grundlag for modreaktioner.
I sidste århundrede var kommunismen, nazismen og fascismen de store forsøg på at skabe et endegyldigt system som reaktion på bristerne i det moderne projekt.
»Så længe det varer, lever man indelukket i den verden, man således har skabt sig. Der eksisterer et utroligt behov for at blive bekræftet i de forestillinger og teorier, man har konstrueret. Deraf tilbøjeligheden til at opleve afvigende retninger i partiet eller en hel samfundsklasse - kulakkerne, jøderne - som en trussel, der må forsvinde. Der er tale om en fuldstændig bizar, men yderst konsistent forestillingsverden, som tvinger hele samfundet, herunder de ledende selv. Formodningen om at Stalin sad og manipulerede med alle i sovjetsystemet er forkert i den forstand, at han var lige så indfanget af systemet og den skabte forestillingsverden som alle andre. Det er, hvad forskerne er nået frem til ved studier af de sovjetiske arkiver.«
Rosenberg kalder kommunismen en uhørt kraftfuld ideologisk reaktion på bristerne i det moderne projekt. Han tror ikke, verden vil opleve en så kraftfuld reaktion igen.
- Den globaliserede, kapitalistiske markedsmekanisme fremstår som antitese til ideologierne. Men samtidig er den blevet enerådende og dermed selv totalitær?> >
> > »Der er et tvangsmoment i globaliseringsprocessen, som naturligvis ikke ligner den politiske tvang, der var i de totalitære systemer. Men alle er enige om, at de mekanismer, der er sat i gang af globaliseringen, fremtvinger en social og økonomisk adfærd, som det er uhørt svært for såvel den enkelte som samfundet at påvirke eller modstå. Gennem de seneste 20 år har vi set, med hvilken enorm kraft markedets regler og udvikling kan sønderrive gamle sociale mønstre og reguleringer.«
»Den gamle nationalstat byggede på forestillingen om alles fællesskab i en demokratisk orden. Der var tale om en meget fintindstillet kulturel kontrakt - du var med under forudsætning af, at du delte en mængde udtalte og uudtalte forestillinger og vurderinger med dine landsmænd. Denne kontrakts indhold og betydning har vi undervurderet som en central komponent i det moderne demokrati. Samfundet har ændret sig til ukendelighed - kulturelt, socialt og økonomisk - og det har sprængt kontrakten. I stedet ser vi nu tendensen til, at grupper løsriver sig, vender samfundet ryggen. Det gælder de rige, som kobler sig ind på globale netværk og lever i deres egen orden med meget ringe følelse af at være forpligtet over for samfundet. Og det gælder den alvorlige tendens til ghettoisering. Jeg læste i avisen, at majoriteten af indsatte i de franske fængsler nu er muslimske mænd. Og vældig mange af dem bliver stærkt religiøse.«
Göran Rosenberg ser det som eksempel på, hvad han kalder »begyndende afmodernisering«. Dvs. det forhold, at samfundets sofistikerede og tillidsskabende kombination af forpligtelser og rettigheder erstattes af en udsondring af grupper, små samfund i samfundet, som er meget mere primitive og bygget på f.eks. etniske eller religiøse doktriner som samlende princip.
- Hvordan bedømmer du risikoen for en sådan modstrøm mod det moderne som globaliseret fænomen?
»Der er mange, som med rædsel fokuserer på islamismen og hævder, at den er en kommende totalitærmagt i verden, en ny slags nazisme. Det tror jeg ikke på, men den har potentialet til at samle mennesker op, som føler, at den moderne verden og turbokapitalismen fratager dem tryghed og truer moralen. Den opleves at tilbyde en sfære, hvor man er beskyttet og kan føle sig hjemme, som medlemmer af et fællesskab.«
»Jeg vil gerne understrege, at islamismen fortsat er en spinkel bevægelse, som det store flertal af muslimer og muslimske ledere ikke er del af. Men man skal ikke undervurdere den skade, som den kan afstedkomme. Med dens tilbøjelighed til at anvende vold og terrorisme er den den farligste af de fundamentalismer, der nu vokser frem.«
Göran Rosenberg ser USA's udvikling efter 11. september 2001 som en tilsvarende proces mod større indadvendthed og selvtilstrækkelighed.
»I dag siger amerikanerne, at de må tage skæbnen i egne hænder, og at andre enten er med dem eller mod dem. Og dem, der er imod, er terrorister. Den amerikanske ledelse fremhæver tydeligt, at USA må agere med egeninteressen i centrum. Det afspejler en amerikansk utryghed ved det ustyrlige, globaliserede samfund, og det er i sig selv med til at så utryghed hos andre.«
- Osama bin Laden og Georg Bushs ageren afspejler begge denne utryghed ved det globaliserede samfund, omend på meget forskellig måde. Er de hinandens forudsætninger?
»Når Bush straks efter 11. september anvender et meget moralsk, næsten religiøst sprog og udnævner et antal lande til 'ondskabens akse', så bruger han samme sprog som de fundamentalistiske kræfter på den anden side og går dermed ind i en vekselvirkning med dem. Det er meget farligt. At anvende ondskab som begreb i politisk sammenhæng er særdeles farligt.«
Rosenberg påpeger, at ondskabens historiske eksistensberettigelse vedrører behovet for at forklare, hvorfor verden ikke er perfekt. Hvis man nu tror, at Gud findes og har skabt verden, så har man brug for ondskaben som begreb for at forklare det, som man ellers ikke kan forklare: At tingene ikke altid går efter Guds plan.
»Som sådan er ondskaben som begreb en eksistentiel nødvendighed, og den er noget, man i praksis kan besværge og forsøge at undgå, men også noget man ikke kan ræsonnere med. Med indførelsen af ondskaben i vort moderne sprog har vi dermed også indført forestillingen om, at der er nogen, man ikke kan diskutere med. Med disse findes der ikke noget sprog og derfor heller ingen anledning til at forsøge at forstå.«
»I politik kan du med alle følelser nære afsky og modsætte dig, men du kan ikke frasige dig hverken muligheden eller viljen til at forstå. I politik er man nødt til at forstå selv det, man ikke bryder sig om. Ved at introducere begrebet ondskab i politik - som både bin Laden og Bush har gjort - siger man: Der er visse, som man end ikke bør forsøge at forstå. Der er intet at forstå, for de er bare onde. Det er kræfter, som bare skal bombes.«
- I stedet for at anerkende, at der er tale om interesse- eller værdikonflikter, som kunne gøres til genstand for forhandling, så kortslutter man dialogen ved at dømme 'ondskab'?
»Ja. Vort samfund bygger jo ikke på, at alle er eller skal være enige, men på at vi kan organisere vore meningsforskelle på en ordentlig måde. Demokrati er en måde at organisere modsætninger på, og det forudsætter en vilje til at forstå den anden.«
»En anden følgevirkning af at gøre ondskab til politisk kategori er, at man heller ikke behøver at forstå sine egne motiver eller drivkræfter. Det har været meget tydeligt under Irak-krigen: En uvilje fra koalitionens side til at se sig selv med de andres øjne.«
- Hvor ser du det?
»Tag Abu Ghraib. Præsident Bush sagde, at dette ikke var det Amerika, han kendte. Men det burde han have gjort, for det er klart, at det også eksisterer i det amerikanske samfund. Der findes et sådant potentiale for onde handlinger hos os alle. Det var det, der gik op for det oplyste menneske med udryddelserne under Anden Verdenskrig og dermed betegnede slutpunktet for forestillingen om, at der findes en endelig moralsk orden, som vil kunne realiseres. Det gør der ikke. Det er en stadig kamp og en stadig øvelse: Kunsten at være menneske.«
Det moderne, globaliserede samfunds problem er, at det ikke har fundet en tidssvarende organisationsform, der understøtter 'kunsten at være menneske' i den ny kontekst, herunder bidrager til at holde angsten nede og ondskaben i ave.
»Den nuværende udviklingsproces har en alt for stærk socialt og kulturelt sønderslidende effekt. Den nærer rædslen for ensomheden i den betydning, at man føler sit liv mangle mening. Man sætter sig intet spor, man betyder intet, ingen lytter.«
»Det er også en rædsel, der gør sig gældende i Europa. Rædslen for, at hele eksistensen havarerer, fordi der pludselig stilles spørgsmål ved alt: Dit tilhørsforhold, din status, din kompetence.«
Som et aktuelt og konkret eksempel på mekanismen nævner Göran Rosenberg den svenske by Trollhättan. Hele regionen omkring byen er afhængig af produktionen af Saab-biler. Ikke kun i form af selve produktionsanlægget, men også via lokale underleverandører, forskning, service m.m. Ifølge fagforeningen er 20.000 lokale arbejdspladser på denne måde afhængige af Saab. Men Saab ejes i dag af General Motors, som har meddelt, at man overvejer at lukke hele virksomheden i Trollhättan og flytte produktionen af den ærkesvenske bil til Tyskland. Endelig besked følger angiveligt til marts.
»Dette er et samfund, som siger til dig, at dine kundskaber i dag måske ikke er noget værd i morgen. Du har ingen mulighed for at se dit liv som en slags bane, en sammenhængende bevægelse mod modning og alderdom. Du vover end ikke at tænke dit liv sådan, og det skaber en enorm rædsel og bl.a. grobund for det, vi kalder fundamentalisme,« siger Rosenberg.
»Hos unge, vrede muslimer kan en sådan oplevelse af at være overflødige og sat udenfor indebære, at de griber til ekstreme standpunkter, til vold, mord og terror. Hos andre grupper kan det samme føre til islamofobi, hos jer måske til at man giver sin stemme til Dansk Folkeparti.«
Göran Rosenberg stiller spørgsmålet, hvor længe denne udvikling kan vare ved. Og svarer, at det afhænger af, om der kan opretholdes en tillid til systemet. Det gælder også på den globaliserede scene.
»Globaliseringen er i sig selv afhængig af eksistensen af et internationalt politisk system, en form for organisation og regulering der nyder international tillid. Jeg er bange for, at tilliden til det system forsvinder, og at vi ser en begyndende gen-nationalisering af politisk tænkning,« siger han med primær adresse til USA's internationale optræden.
»Tag de overvejelser, et land som Kina må gøre sig i dag. Vi tager det for givet, at Kina vil vokse ind i det globale økonomiske system, men det forudsætter et ganske stort mål af kinesisk tillid til det globale samfund og til internationale overenskomster. Kina har en lang historie som et ganske lukket imperium, og hvis det mister tilliden til det internationale system, kan det lukke sig igen. Tilsvarende i andre lande og kulturer, hvor mennesker føler sig truede af udviklingen. Det kan skabe grobund for disse politiske bevægelser båret af religiøs fundamentalisme eller nationalisme. Bevægelser der er antimoderne - ikke nødvendigvis i deres måde at operere på eller organisere sig på, men antimoderne i deres forestillingsverden.«
For Rosenberg er udfordringen for det globaliserede samfund at skabe de tidssvarende fortællinger, der kan erstatte dem, der er gjort ugyldige.
»For første gang i historien er vi én menneskelighed. Vi er blevet så afhængige af hinanden via de økonomiske relationer, miljøet, befolkningstrykket osv. Derfor må vi forsøge, om vi kan skabe en global fortælling om denne menneskelighed for hele menneskeheden. Det vil kræve en enorm kraftanstrengelse i form af social fantasi og politisk lederskab. Samt erkendelsen af, at ethvert samfund må kunne tilbyde en sfære, hvor mennesker føler, de hører hjemme, og hvorfra de kan have berøring med verden, og hvor man samtidig kan opleve, at tingene organiseres på en nogenlunde retfærdig måde, der f.eks. også tager hensyn til udviklingslandene.«
- Det forudsætter vel, at vi evner at føle ømhed for kineserne og afrikanerne? En ømhed svarende til den, man følte i familien og det lokale fællesskab?
»Ja, det er et spørgsmål om, hvordan vi udvikler mennesker til at have så vidtfavnende sociale kompetencer og evner til at bygge relationer og skabe tillid. Det starter som bekendt med børnene, og derfor handler det også om at genopfinde primære sociale sfærer i samfundet. Det er det, vi engang kaldte familien, men som i dag er blevet en totalt dysfunktionel størrelse - vor tids forældre er ofte dobbeltarbejdende, stærkt ensomme mennesker i en meget kompleks verden og med børn, der meget tidligt udsættes for stærke påvirkninger fra medier, computerne, det kommercielle.«
Rosenberg mener, at diskussionen om familiens nødvendighed som den primære sociale sfære, der bibringer børn deres sociale adfærdsmønstre og vurderinger, er på vej.
- Her i landet hører vi mest om udviklingsplaner for børnehavebørn og flere test af skolebørn?
»Det er den gamle drøm om, at man kan redde børnene fra familien ved at sætte dem i børnehave og skole så tidligt som muligt. Men vore børnehaver og skoler er allerede overbelastede af opgaver, de ikke havde før, nemlig at opdrage børnene. Og flere penge er der ikke. I det gamle Sparta gav man børnene til staten med det samme, men det går ikke. Der findes ingen genvej til at skabe tillidsfulde mennesker med evnen til at føle ømhed for også kineserne og afrikanerne . Vi må acceptere, at vi har en primær, biologisk struktur, i hvilken vi fødes og formes, og udfordringen er at støtte og omorganisere den,« siger Göran Rosenberg.
Man må finde håbet, hvor man kan. I Stockholm er man begyndt at bygge kollektivhuse igen, hvor flere generationer kan leve under samme tag, fortæller han.
I København er det stadig mørkt og koldt.
j
BLÅ BOG
Göran Rosenberg
.Født 1948 i Sverige som barn af et overlevende jødisk par fra nazismens udryddelseslejre.
.Studerede matematik, filosofi og statskundskab ved Stockholms Universitet samt journalistik ved Journalisthögskolan.
.Har siden 1970 arbejdet som dagblads- og tv-journalist, programleder, dokumentarfilmmager, kommentator og forfatter.
.Grundlægger og chefredaktør i 1990'erne af tidsskriftet Moderna Tider.
.Har skrevet en række bøger, bl.a. Det förlorade landet. Israel en personlig historie (1996), som også er udgivet på dansk, samt Plikten, profiten och konsten att vara människa (2003), som kommer på dansk til marts på forlaget Tiderne Skifter.
.Har modtaget en række priser for sin journalistike virksomhed, bl.a. Sveriges Stora Journalistpriset og den svenske Publicistklubbens store pris.
.Skriver fast kommentarer i Information.

 

 

Kronik: Den lutheranske fundamentalisme
Politiken 14 juni 2007, 2 . sektion side 7

Er Pia Kjærsgaard enig med Søren Krarup i, at religion må sættes over landets love? Er statsministeren enig med Hjort Frederiksen i et værdifællesskab med Dansk Folkeparti?

Af HENNING TJØRNEHØJ
For nylig har pastor Søren Krarup i Folketinget sammenlignet Hitlers 'Mein Kampf' og Stalins hykleriske, menneskeretsbaserede Sovjet-grundlov af 1936 med Marx' hovedværk 'Das Kapital'. Hvis Karup havde læst eller læst i dette værk, ville han vide, at det ikke rummer anvisninger på en samfundsordning, men et højmatematiseret forsøg på et opgør med kapitalismen.
Det er således urimeligt, når man giver Marx skylden for det leninistisk-stalinistiske sovjetdiktatur - så meget mere, som Engels og Marx i deres 'Manifest' fra 1848 skriver, at de »i stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger« ønskede et samfund, »hvor hver enkeltes fri udvikling er forudsætningen for alles fri udvikling«. Det er et af de stærkeste frihedsord, en af de smukkeste liberale ytringer, historien kender. For at ingen skal blive forvirret, må jeg hellere understrege, at jeg skelner mellem det at være liberal - frisindet - og det at være liberalist, det vil sige støtte tanken om de frie (markeds)kræfters spil, sin egen lykkes smed, den stærkes ret og så videre.
Siden Krarup for 39 år siden i sin bog 'Demokratisme' gjorde op med »dyrkelsen af demokratiet som en hellig og guddommelig styreform«, har han baseret sin kritik af denne styreform og de fundamentalistiske menneskerettigheder på »luthersk kristendom«, som han skriver det i forordet til sin bog mod disse rettigheder. Det har ofte undret mig, at ingen har opfordret DF-pastoren til at feje for sin egen dør, når han kritiserer absolutismen. Luthers samfundssyn stod således ikke tilbage for Hitlers og Stalins med hensyn til fundamentalisme.
Krarup og hans lærenemme elev Pia Kjærsgaard fremhæver igen og igen, at den grundlæggende forskel på islam og kristendom - den lutheranske forstås - er, at islam er en 'lovreligion', som ikke skelner mellem religion og politik, mens Luther skelnede mellem, hvad han kaldte »det åndelige og det verdslige regimente«, det vil sige mellem religion og politik. Men kendsgerningen er, at Luther foretog en religiøst betinget sammenrodning af det politiske og det religiøse.
Med Paulus fremhævede Luther således, at »den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom« (Romerbrevet, kap. 13). Luther guddommeliggjorde således de til enhver tid siddende magthavere. Det vil sige, at de modige undersåtter blandt vore forfædre, som satte sig op imod undertrykkende magthavere, ikke blot udførte en politisk farlig handling. De begik ifølge Luther også en syndig handling.
At det ikke var mundsvejr for Luther med denne absolutering af magthaverne, fik de tyske bønder at føle i 1525. Det tyske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede herpå ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Deres eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne.
I sit skrift 'Til den kristne adel af den tyske nation om reformation af kristenheden' kritiserede Luther godsejerne for deres handlemåde. Derfor opfattede bønderne hans kritik af godsejerne »som en opfordring til at sætte ind med reformer på det sociale og økonomiske område«, som kirkehistorikeren professor Torben Christensen fastslår det i sit bidrag til Gads store Luther-udgivelse i 1964. Men bønderne kom til at tro om. Det, Luther ville reformere, var aldeles ikke samfundet, men kirken - den katolske. Det bestående feudalsamfund med dets skarpe klasseopdeling, undertrykkelse og kongens enevælde skulle der ikke ændres ved. Det var og blev ifølge Luther en »Guds ordning«.
Men skulle undersåtterne så forholde sig passivt og lade magthaverne »skalte og valte med deres medmennesker«, spørger Torben Christensen, og hans svar på Luthers vegne savner intet med hensyn til klarhed: »En kristen skal altid underordne sig øvrigheden. Er den slet, skal han tålmodigt bære den uret og de lidelser, den påfører ham«. Ja, Gud bruger ligefrem »en slet øvrighed som det middel, der skal få mennesker til at vende sig til ham som deres eneste hjælp og tilflugt«. Den hjælp, Luther kunne tilbyde, bestod i en eneste ting: »Bønnen er ... et langt stærkere våben til at afvende samfundets onder end oprør og revolution«. Givetvis - sådan en stille bøn før sengetid kunne have fået mangen en undertrykkende godsejer eller fyrste til at ryste i bukserne.
Bønderne forsøgte længe at opnå en forhandlingsløsning med godsejerne. Men da de opdagede, at disse trak tiden ud for med fyrsternes hjælp at samle en hær, greb bønderne til våben. De agtede ikke med foldede hænder at »finde sig i alskens ondskab og uret« som krævet af Luther. I den situation reagerede han voldsomt. I sit skrift 'Imod bøndernes røver- og morderbander' opfordrede han alle, der kunne, til at »slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører«.
Men bønderne ønskede ikke at gøre oprør. De ønskede at beholde deres jord, det vil sige at bevare deres eksistensmulighed. Luther var imidlertid nådesløs: »Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling«. Han henviste i denne forbindelse til det ovenfor citerede Paulus-ord om, at den, der sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod. Fyrsternes og godsejernes soldater skulle derfor »med god samvittighed slå til indtil sidste blodsdråbe«, fordi bønderne »kæmper for en uretfærdig sag«. Luther gjorde det altså til en uretfærdig sag, at mennesker kæmper for deres eksistens. Alligevel betragtes han som en af de store europæiske frihedshelte.
Luthers råd om nedslagtning af bønderne blev fulgt til punkt og prikke af fyrsterne og godsejerne under et blodbad, som faldt den ellers ikke sarte samtid for brystet. Tallene for ofrene under Stalins og Hitlers terror er skræmmende store. Men de er heller ikke små for de kristne, der i Vorherres navn ombragte mennesker i Europa, i Afrika og i Nord- og Sydamerika. Mange modige europæere, som ville bruge deres forstand og humanitet i stedet for at undergive sig Kirken, endte som bekendt på bålet.
Luther blev af nogle af sine egne kritiseret for ikke at have opfordret til barmhjertighed under denne nedslagtning af bønderne. Han besvarede kritikken i sit 'Åbne brev om det skarpe skrift mod bønderne' på denne næstekærlige måde: »Åh, I med jeres barmhjertighed! Med næven må man svare sådan nogle flabe, så at blodet flyder fra næsen. Bønderne ville ikke høre efter og tage mod fornuft (det vil sige acceptere fortsat undertrykkelse), derfor måtte man åbne deres ører med bøssekugler, så deres hoveder sprang i luften ... Den, der ikke vil lystre Guds ord med det gode, må lystre bøddelens med det onde. (Gud) kræver, at kongen skal lydes og oprørerne knuses«. Næstekærligheden formelig lyser ud af disse herligt karske Luther-ord.
Torben Christensen fremhæver, at Luther fik »et medansvar for, at bøndernes (det vil sige hovedparten af det tyske folks) politiske og sociale frigørelseskamp blev grundigt og effektivt stækket for århundreder (og), at den evangeliske sag rent faktisk blev forbundet med den politiske konservatisme«. Luther har sin pinlige andel i den lydigheds- og underordnelsesholdning, som kom til at præge kirken helt frem til vor egen tid.
Denne holdning prægede f.eks. de lutheranske tyske officerer, som 20. juni 1944 gennemførte et - desværre mislykket - attentat mod Hitler. De følte sig ikke blot bundet af faneeden til 'Der Führer'. De følte sig også længe bundet af Luthers Paulus-ord om, at man ikke må sætte sig op mod øvrigheden, skønt den i dette tilfælde udgjordes af nogle af verdenshistoriens mest infame magthavere - de nazistiske. De gjorde ikke blot brug af Luthers fundamentalistiske øvrighedstanker. De hentede også inspiration i hans intense jødehad.
I skriftet 'Om jøderne og deres løgne' anbefaler Luther bl.a., »at man sætter ild på deres synagoger«, at man »nedbryder og ødelægger deres huse ... at man fratager dem alle deres bønnebøger ... at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring«, ja at man »behandler dem med al ubarmhjertighed«.
Hvor mange medlemmer af vor lutheranske statskirke kaldet folkekirken ville mon opretholde deres medlemskab, hvis de fik noget at vide om kirkefaderens totalitære samfundssyn og hans jødehad? For et par år siden kastede jeg et blik i de tre - ifølge formanden for gymnasiereligionslærerforeningen - mest anvendte bøger om kristendommen for at se, hvad der stod om den side af Luthers virke, som jeg beskriver i denne Kronik. Der stod intet!
Søren Krarup og andre lutheranere har forsvaret Luthers pinlige ageren under den tyske bondekrig med en henvisning til, at en af bøndernes fortalere, præsten Ths. Müntzer, »politiserede« kristendommen, idet han kritiserede de bondeundertrykkende godsejere og fyrster ud fra næstekærlighedsbuddet. Men næstekærligheden skal slet ikke forstås politisk - fremhæver de lutheranske teologer - deraf den nu fast tilbagevendende årlige debat op til julen, hvor enkelte præster falder ud af deres lutheranske rolle. At kristendom grundlæggende ikke har noget at gøre med næstekærlighed, er helt på tværs af, hvad et flertal af folkekirkens medlemmer formentlig tror, og helt på tværs af, hvad der har givet kristendommen dens store gennemslagskraft. Denne kraft beror altså ifølge de lutheranske teologer på en misforståelse!
Kristendommens hovedanliggende er ifølge Luther ikke næstekærlighed, men dommen over ethvert menneskes ubodelige syndighed, det vil sige dets grundlæggende selviskhed - en situation, som intet menneske kan frigøre sig fra, lige meget hvor mange gode gerninger det udfører.
Denne syndighedsudlægning af kristendommen er baggrunden for Søren Krarups store mål - at få afskaffet de menneskerettigheder, som ifølge FN-erklæringen af 1948 skal sikre enhver: frihed for f.eks. slaveri, tortur, vilkårlig anholdelse og upartisk domfældelse og ret til f.eks. ytrings- og forsamlingsfrihed, (fag)foreningsdannelse, lighed for loven, asyl i tilfælde af forfølgelse, gratis undervisning, tryghed i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand eller alderdom med videre »uden forskelsbehandling af nogen art - f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse«.
Denne 'godhedsindustri' ønsker Krarup demonteret, skønt den er grundlaget for det velfærdssamfund, som hans partiforkvinde nu forsvarer, efter at hun tidligere har kritiseret det, fordi borgerne »fra vugge til grav blev pakket ind i vat«, ligesom »ansvarlighed og frihed gradvis blev tappet ud af folk«. Men i lighed med Anders Fogh så Pia K., at der var stemmer i at forsvare velfærdsstaten. Hvad har Søren Krarup - der altid så ærligt og frejdigt har sagt, hvad han mener - haft af kommentarer til denne 180-graders velfærdskovending fra Pia K.s side og hendes vamle, sociale stemmefiskeri blandt de ældre? Ingen! Ikke ét ord! Han er blevet en loyal partisoldat, der gør, som mor siger.
»At man sætter religion over et lands lov, er ikke noget, vi kan acceptere i Danmark« - fremhævede Pia Kjærsgaard i åbningsdebatten i Folketinget i 2001 med brod mod islamisterne. Få dage efter fastslog Søren Krarup imidlertid i Jyllands-Posten (6.10.01), at Danmark er et luthersk land. »Dette er forudsætningen eller synsvinklen, under hvilken Grundloven skal læses og landet ledes«, ligesom det også skal være »fortegnet for den lovgivning, der vedtages i det danske folketing«. Søren Krarup satte således umisforståeligt religionen over loven.
Derfor vil jeg gerne spørge Pia Kjærsgaard, om det ikke giver hende anledning til bekymring, at en af hendes ikke just ukendte partifæller sætter religionen over landets love?
Dansk Folkepartis partiprogram fra september 2001 understreger »betydningen af, at regeringen til enhver tid tager overholdelsen af Grundlovens frihedsrettigheder og de øvrige menneskerettigheder alvorligt«. Imidlertid ser Søren Krarup det som nævnt som en af sine allervigtigste ideologiske opgaver at få menneskerettighederne afskaffet, fordi disse rettigheder ignorerer, at mennesket er »en synder, der ikke kan frelse sig selv eller verden« - som om det er det, disse rettigheder sigter på. Den »lighed«, som »forkyndes« i FN's Menneskerettighedserklæring, har ifølge Krarup »en total og kategorisk karakter, som strider imod menneskelivets komplekse eller forskelligartede væsen«. Som om det er livets mangfoldighed, FN-erklæringen søger at udradere. Dens formål er ikke at gøre mennesker ens, men at stille dem ens med hensyn til en række fundamentale rettigheder.
Derfor vil jeg gerne spørge Pia Kjærsgaard, om det ikke giver hende anledning til bekymring, at en af hendes ikke just ukendte partifæller ikke blot undlader at tage menneskerettighederne 'alvorligt' - som krævet i DF's program - men ligefrem ser det som en livsopgave at få dem afskaffet?
Søren Krarup står for resten ikke alene med sin kritik af menneskerettighederne. Han får støtte af Venstres liberale figenblad Birthe Rønn Hornbech - fast kommentator i Politiken og i en række andre aviser og efterspurgt foredragsholder, beundret fra højre til venstre for sit umådelige frisind. Menneskerettighederne har efter hendes mening »udviklet sig til en ideologi, nærmest en religiøs lære, der har det bestemte formål at forme en ny ånd, som bygger på en idé om det retfærdige menneske. En sådan menneskerets idé er ikke blot håbløs i mødet med virkeligheden, men den strider imod Grundloven. Menneskeretsdiskussionen er blevet til et lighedstyranni« (Berlingske Tidende 22.1.02). Det kunne Søren Krarup ikke have sagt bedre.
Anders Fogh har med god grund beklaget sig over, at religionen er begyndt at fylde vel meget i »det offentlige rum«. Men det hindrer ham som bekendt ikke i at basere sin blokpolitik på et parti, hvis ledende publicist ønsker religionen sat over lovene og menneskerettighederne afskaffet. Ja, Venstres chefindpisker, Claus Hjort Frederiksen, har jo ligefrem konstateret et »værdifællesskab« mellem V og DF (Politiken 23.9.06). Derfor vil jeg gerne spørge: Er De enig med Deres nærmeste medarbejder, hr. statsminister, når han konstaterer tilstedeværelsen af et »værdifællesskab« med et parti, hvis mest udfarende folketingsmedlem hylder stærkt fundamentalistiske synspunkter?


 

 

 

Åndetroen blomstrer med Castros velsignelse

17. feb 2000 Mens turister i det kommunistiske Cuba leder forgæves efter postkort af kirker, har enhver by med respekt for sig selv et museum for slavernes oprindelige åndetro, santeria

 
 
 

 

peter birch

Hun tager et par kraftige sug af en god cubansk cigar, puster røgen ud over opstillingen af figurer i hjørnet af stuen, mumler et eller andet frem for sig og lægger så cigaren i en skål, der står mellem figurerne. Gladys Aponte Rojas dyrker den afro-cubanske religion santeria. Det lille morgenritual udfolder hun til ære for de mange ånder og guder, som santeria-troen er befolket af. Ritualet skal behage og stemme guderne venligt. - De kan så godt lide at få en god cigar, siger Gladys Aponte Rojas forklarende. Gudegalleri Santeria udgør et helt gudegalleri med 16 hovedguder, de såkaldte orishas, og et utal af mindre betydningsfulde underguder og ånder, der tillægges forskellige menneskelige karaktertræk. En er hidsig, en er vred, en har ry for at kokettere med kvinderne, en er enspænder og er derfor anbragt i et hjørne, hvor han bliver generet mindst muligt af legende børn og andre uroelementer. I en skål foran et af de mange altre i Gladys Aponte Rojas' hjem ligger der en pengeseddel. Guderne siger nemlig heller ikke nej til en dollar i ny og næ. Gladys Aponte Rojas bor i Remedios, en middelstor by med 19.000 indbyggere fire timers kørsel øst for Cubas hovedstad, Havanna. Hun og et ukendt antal af hendes landsmænd dyrker santeria, hvis rødder går tilbage til yoruba-stammen i det nuværende Nigeria. Da de første afrikanske slaver herfra blev bragt over Atlanten til slavearbejdet i de cubanske plantager for 500 år siden, bragte de deres oprindelige åndetro med sig. De spanske, katolske kolonister forbød slaverne at dyrke åndetroen og dens parnas af guder, men det var der råd for: slaverne identificerede i hemmelighed de katolske helgener med de afrikanske guder, og derved opstod santeria som en slags parallel-religion til katolicismen. Alle de mest populære katolske helgener optræder således - under andre navne - i santeria-troen. Indvielse De forskellige guder i santeria varetager forskellige sider af tilværelsen; en kan åbne og lukke livets veje, en er gud for havet og de søfarende, en vejleder og fører mennesket, en repræsenterer renhed og godhed, en er gud for døden. - Vi har mange guder, men det er ikke dem alle, man har et personligt forhold til. Det afhænger af, hvem man er indviet til, forklarer Gladys Aponte Rojas, der har mange års erfaring inden for santeria og har opnået den højest mulige rang for kvinder i santeria-religionen. For fem år siden blev hendes hjem af de cubanske myndigheder tildelt status som officielt anerkendt santeria-hus. Vil folk indvies til santeria, er hun imidlertid nødt til at tilkalde andre - det er nemlig kun det mand-lige præsteskab, de så-kaldte babalawo'er, der kan indvie mennesker til åndetroen. - Her i byen har vi syv babalawo'er, og mindst tre af dem skal være med, for at en indvielse er gyldig. Det er præsten, der finder ud af, hvilken gud der skal knyttes til den enkelte, og hvilke ting man skal medbringe til selve indvielsesceremonien, der normalt tager syv dage. Herefter skal man i ét år gå klædt helt i hvidt. - Det skal man for at rense sig for alle onde ånder og al smerte, forklarer Gladys Aponte Rojas om de nyindviede santeria-disciple, som man jævnligt møder på gaderne i de cubanske byer, og som man fejlagtigt kunne tage for et særligt cubansk sundhedspersonale med deres hvide sko, hvide strømper, hvide kjoler eller bukser og hvide hovedbeklædning. Forholdet til katolicismen Den særlige sammenblanding af åndetro og katolicisme i santeria betyder, at den santeria-troende umiddel-bart efter sin indvielse har pligt til at aflægge den katolske kirke besøg ved en messe. - Der er ingen modsætning mellem santeria og den katolske kirke. En betingelse for at blive indviet i santeria er, at man er døbt i den katolske kirke, siger Gladys Aponte Rojas, der tilføjer, at de protestantiske kirker ikke udviser samme trosmæssige tolerance. Der findes ingen statistikker over, hvor mange cubanere der har modtaget indvielsen til santeria, endsige praktiserer santeria i det daglige eller deltager i santeria-messerne, hvor trom-mer, ekstatisk dans og dyreofringer er faste bestanddele. - Her i Remedios er der 60 indviede. Men jeg tror, at 10-11.000 praktiserer santeria, lyder Gladys Aponte Rojas' vurdering. Under alle omstændigheder er det klart, at de cubanske myndigheder bevidst forsøger at »markedsføre« santeria som et udtryk for den oprindelige tro blandt cubanerne. I enhver by med respekt for sig selv er der et santeria-hus og -museum, og mens turisterne må lede forgæves efter noget så banalt som et postkort med en cubansk kirke, er det ikke svært at finde postkort med hvidklædte santeria-tilhængere. - Sammenblandingen af santeria og katolicisme er noget, regeringen har fundet på for at forvirre folk og tækkes turisterne, siger José Perez Riera, der er katolsk præst og sekretær for den katolske bispekonference i Cuba. At den forklaring måske ikke kun er udtryk for en katolsk gejstligs besvær med en konkurrerende folketro bliver klart, da Gladys Aponte Rojas fører Deres udsendte op på husets tag. Her - mellem sommerstole og dueslag - har hun et lille skur, der er indviet til de dødes ånder. - Jeg skal lige vække de døde ånder, forklarer hun, mens hun banker på den simple trædør ind til det lille kammer. Idet hun åbner døren, understreger hun, at her er der totalt fotoforbud. Indenfor møder der en et syn, der kalder på lige dele nysgerrighed og væmmelse: under et krucifiks på væggen står en spand med flere halvrådne fuglelig, en sukkerrørsmachette, et kar med en halvt røget cigar og flere andre genstande, der angiveligt skal forsøde tilværelsen for de dødes ånder. Efter at have forklaret længe om dette særlige sted ophæves det føromtalte fotoforbud pludselig. - Ånderne siger til mig, at du som den første nogensinde godt må tage billeder, men at jeg skal gå væk, så jeg ikke ser det, siger Gladys Aponte Rojas og forsvinder. Santeria har uden tvivl dybe rødder. Men dens blomstring i dag skyldes nok så meget ønsket om at kunne vise turisterne »det oprindelige Cuba«. Dette er den anden artikel om kirke og religion i Cuba. Den første blev bragt 15. februar.

 

 

 

Cuba blander religionerne

02. nov 2006 I det socialistiske Cuba dyrkes den afro-cubanske religion "santeria". Det er en blandingsreligion, som op mod 85% af befolkningen har forbindelse til

 

Kirsten Bärnholdt 

 
 

En danserinde udfører den rituelle dans for havgudinden Yemaya.

Kirsten Bärnholdt 

Da Fidel Castro kom til magten efter revolutionen i 1959, blev al religionsdyrkelse forbudt, fordi socialisme og religion traditionelt ikke går hånd i hånd. Dette varede indtil 1990'erne, hvor der blev indført officiel religionsfrihed.

I dag er katolicismen officiel religion og hovedparten af cubanerne støtter kirken. På samme måde er den afro-cubanske religion santeria vidt udbredt.

Forskellige udgaver af santeria bliver dyrket andre steder i Latinamerika. For eksempel har den afro-brasilianske religion candomblé mange fællestræk med santeria.

Santeria bliver desuden mere og mere udbredt i USA, hvor der bor mange indvandrere fra Latinamerika.

Kulturmøde skabte blandingsreligion
Spanierne koloniserede Cuba i starten af det 16. århundrede og bragte katolicismen med sig. Snart efter begyndte de at hente slaver til landet fra Vestafrika, hvilket fortsatte de følgende århundreder.

Slaverne tilhørte hovedsageligt den etniske gruppe yoruba som havde deres eget sprog og religion. Religionen havde et rigt persongalleri af guder, "orishas", som afrikanerne havde en tæt daglig kontakt med, gennem for eksempel besættelsesdans, dyreofringer og bøn.

Afrikanerne, som blev bragt til Cuba, blev ved med at dyrke deres guder på trods af, at spanierne forbød det. De havde held med at skjulte dyrkelsen af deres oprindelige traditioner, ved at omdøbe deres egne guder og give dem katolske helgennavne. På den måde blev de to religioner blandet sammen og i dag har de mest kendte katolske helgener i Cuba deres afrikanske modstykke.

Der findes katolikker, som ikke har nogen forbindelse til santeria, men alle santeria-dyrkere har et større eller mindre tilhørsforhold til den katolske kirke. Grundlæggende skal man være katolsk døbt for at have mulighed for at blive indviet i santeria.

Den religiøse praksis
Dyrkere af santeria indgår i mindre religiøse fællesskaber, med et fastlagt hierarki. Øverst i hierarkiet er en santeria-præst, en "babalawo". Han har en særlig tæt kontakt til guderne og fungerer som gudfader for indviede medlemmer, som bliver kaldt "santeros".

Santeros gennemgår et syvdages indvielsesritual, hvor de opnår et særligt tæt forhold til en speciel helgen. Efterfølgende er denne helgen deres skytshelgen, som beskytter dem og giver dem åndelig kraft.

Indvielsen bliver set som en åndelig genfødsel, og der indgår blandt andet mange ofringer af dyr, som etablerer et stærkt bånd mellem helgenerne og den indviede.

Hvert år holder en santero en fødselsdagsfest på årsdagen for indvielsen til santero. Disse fødselsdage er store sociale begivenheder, som samler både religiøs og biologisk familie.

Hele festen er en gave til den pågældendes skytshelgen og kan for eksempel indeholde besættelsdans, hvor helgenerne kommer tilstede i dansende santeros kroppe under trommedans og bringer åndelig kræft til festdeltagerne.

Guderne er samtidig helgener
I den daglige dyrkelse bliver guderne kaldt for "santos" (spansk for helgener), men de bliver omtalt med deres oprindelige afrikanske navne.

Nogle af de vigtigste er:
Eleggua, hvis modsvarende katolske helgen er El Niño de atoche, er budbringer for alle helgenerne. Han holder opsyn med skilleveje og døre og er bindeleddet mellem den åndelige og materielle verden.

Obatala er helgenernes fader og står for fred, renhed og retfærdighed. Hans katolske modstykke er La Virgin de las Mercedes.

Chango er helgen for torden, lyn og ild og bliver identificeret med maskulin kraft. Santa Barbara er hans katolske tvilling.

Ochun, hvis tilsvarende katolske helgen er La Virgin de la Caridad, er helgen for floder, skønhed og femininitet.

 

 

Frækt tilbud i Guds tempel

21. januar 1998

Af: Martin Burcharth Informations Udsendte Medarbejder

Man skal være naiv for at tro, at pavebesøget får Castro til at indlede reformer. Men måske kan kirken få en rolle som mægler mellem Cuba og USA, mener cubanske intellektuelle

HAVANA
Det er lørdag eftermiddag og pater José Felix Peres holder som sædvanlig gudstjeneste for børn i Iglesia Santa Rita, en katolsk kirke i Havanas Miramar-kvarter.
Der synges salmer, net påklædte drenge og piger læser højt af biblen, mens forældrene glæder sig over børnenes entusiasme.
Lige til venstre inden for kirkeporten finder man et kapel viet til den katolske helgeninde Rita. De tre bænke i rummet er tomme.
Bronzestatuen af Rita, som levede i Umbrien i 1300-tallet, minder om en madonna-figur. På tavlen står der, at hun meldte sig ind i augustiner-orden efter et ulykkeligt ægteskab med en "voldelig, mistænksom, hævngerrig og hidsig mand," far til hendes to døtre.
Mens jeg står og læser teksten om Rita, glider en skikkelse bag om min ryg og sætter sig ned på kanten af den bænk, mine knæ læner sig op ad. Det er en pige på højst 16, kraftigt hennafarvet hår hænger ned over hendes skuldre, hendes lårkorte røde nederdel sidder stramt på kroppen, og udringningen er så dristig, at vist nok kun cubanske kvinder vover at vise sig frem i den mundering.
Efter et par minutter kommer det første spørgsmål. Hvem er du? Hvor kommer du fra? Og så det sædvanlige: Har du brug for en taxa? Jeg svarer: "Måske lidt senere!"

Hjernen kortslutter
Pigen forsvinder. Kort efter er hun tilbage og udfritter mig om mit navn. Jeg spørger til hendes. Hun svarer: Gioconda! Så kommer det overraskende spørgsmål, let henkastet fra hendes læber: "Har du nogle planer for i aften?"
Min hjerne kortslutter. En pige på 15-16 år, der tilbyder sin krop i Guds tempel, mens pater Felix Perez taler om Kristus til hendes jævnaldrende, kun nogle få skridt fra Santa Ritas kapel...
Velkommen til socialistiske Cuba fem dage før pave Johannes Paul II's hyrderejse til denne karaibiske ø! Den Hellige Fader får sit at se til.
Gudstjenesten er næsten ovre. Gennem kirkedørene kan man skimte den rødklædte pige, der står på fortovskanten, mens bilerne suser forbi på 24. Avenida. I sakrestiet hænger børnene i præstens vide ærmer. Drengene får et håndtryk, pigerne et knus eller rettere: De får lov til at placere et kys på Fader Felix' kind.
Han har grund til at føle sig tilfreds. På søndag holder paven, "Håbets og Sandhedens Budbringer", messe på Plaza de la Revolucíon i Havana og Santa Rita-kirken har hyret busser, som vil bringe 13.000 mennesker fra Miramar-kvarteret til den indre by. Afstanden er kun fire-fem kilometer, men første afgang fra kirken er allerede kl. 3 søndag morgen.
"Cubanerne har lidt i mange år, så paven kommer her for at minde os om, at vi ikke er blevet glemt, at Gud ikke har forladt os," fortæller pater Felix Perez.
"Som Kristus' repræsentant på Jorden bringer paven nyt håb til nationen. Folks humør vil stige, de vil tro mere på fremtiden."
Præsten har travlt med de mange forberedelser, men inden han skynder sig videre, understreger han: "Formålet med pavens visit er kun religiøst. Det er ikke en politisk begivenhed."
Edith Chavez, en mager kvinde på 30 med en lysblond afro-krøllet hårmanke, har mærket på eget skind, at Cubas kommunistiske styre ser anderledes på besøget.
Et par dage tidligere er hun blevet anholdt af politiet, mens hun klistrede plakater af Juan Pablo II på husvægge i Miramar-kvarteret.
"Jeg blev kun sat fri, da Fader Felix Perez greb ind," fortæller hun.

Katolikker diskriminret
Hendes ældre veninde fra kirkekredsen Rita Maria Grau-Vidal husker de forhold, de cubanske katolikker i 1960'erne levede under.
"Vi kunne ikke blive uddannet på universitetet. Medlemskab af ungdomskommunisternes bevægelse gav adgang til de bedste job, men som katolikker blev vi holdt ude," fortæller Grau-Vidal, en kvinde af spansk afstamning i midten af tresserne, hvis familie hørte til Havanas overklasse før revolutionen i 1959.
Cubas katolske kirke har sandt at sige aldrig været særlig indflydelsesrig på denne ø. Indtil dette århundrede var kirken totalt domineret af et spansk præsteskab, hvis loyalitet lå hos hoffet i Madrid. Selv under uafhængighedskrigen i 1890'erne, ført an af frihedshelten José Martí, stod langt størstedelen af den katolske kirkes præster på Spaniens side.
Efter uafhængigheden i 1898 fyldtes den i forvejen tynde række af præster på øen med flere og flere indfødte cubanere, men kirken fortsatte med at være et redskab for den herskende klasse.
Især i den vestlige og rigere part af Cuba, hvor Havana ligger. I den langt fattigere østlige del af Cuba var præster og biskopper mere opmærksomme på den udbredte fattigdom i landbefolkningen.
Det er grunden til, at biskopperne i Santiago de Cuba og i Camagüey ret åbenhjertigt bakkede op om Fidel Castros 26. juli-bevægelse i midten af 1950'erne. Uden støtte fra denne side, og ikke mindst fra lokale præster i den sydøstlige Sierra Maestra-bjergkæde, ville de revolutionære næppe have haft så let ved at slå den USA-støttede diktator Fulgencio Batistas militsfolk og soldater på flugt og tilsidst rykke vestpå mod Havana.
I de første måneder efter Fidels magtovertagelse blev det nye styre primært kritiseret af præsteskabet i Havana, som talte for borgerskabet og den øvre middelklasse. Men efterhånden som kirken begyndte at frygte det cubanske kommunistpartis indflydelse i den nye regering, slog bispestanden bak. Den Kolde Krig var i fuld sving og udsigten til et ateistisk styre på Cuba, fik de før så pro-revolutionære biskopper fra øst-Cuba til at se kommunistiske sammensværgelser overalt.

Castros fejltrin
Den diplomatisk utrænede Castro begik også mange fejltrin i denne periode og kom snart til at anse den katolske kirke som en femte kolonne for den amerikansk-styrede kontrarevolution, der kulminerede med eksilcubanernes mislykkede invasion i Svinebugten i 1961. Herefter slog Castro ned på kirken, hundreder af præster flygtede til Miami og i de næste 10-15 år befandt den katolske tro på Cuba sig i koma.
Situationen var så vanskelig, at kun mægling fra Vatikanets gesandt Cesare Zacchi i Havana førte til fremskridt i 1970'erne. Til trods for mange små konflikter har det katolske præsteskab og det kommunistiske styre siden lært at leve med hinanden. Ønsket om en uskreven våbenhvile mellem de to filosofier - en kristelig og en marxistisk-leninistisk - har utvivlsomt været gensidigt.
På den ene side var en ny generation af biskopper, uddannet i det kommunistiske skolesystem, bedre i stand til at påskønne de betydelige sociale fremskridt, revolutionen bragte med sig i de første årtier. Dette nye præsteskab var også stærkt påvirket af Vatikanets opdatering (aggiornamento) af den romersk-katolske kirkes verdenssyn til en mere moderne og tidssvarende version i 1960'erne.
På den anden side erkendte Fidel Castro, at Vatikanets nye sociale doktrin i mange henseender kunne tjene revolutionens sag. Herom talte han i et langt interview med den brasilianske præst Frei Betto, en fortaler for den sydamerikanske frihedsteologi, i en bog udgivet i 1987. Over en mio. eksemplarer af bogen blev solgt på Cuba, hvis befolkning er 11 mio.

Fidel er troende
Ifølge samtaler Information har ført med folk, som kendte Fidel i den periode, begyndte El commandante en Jefe også at reflektere mere over sin egen tro.
"Mit indtryk er, at Fidel på en måde er troende, men ikke i en traditionel forstand," siger en tidligere politisk allieret universitetsprofessor.
"Husk på, at han afholdt dåbsceremonier under guerrilla-krigen i bjergene. Fidels nærmeste kvindelige makker i de år var Celia Sanchez, der praktiserede sin katolske religion helt åbent."
"Fidel kan ikke fordrage kirken som institution. Derfor var det så let for ham at undertrykke præsteskabet, men da det gik op for ham, at overgrebene også havde skadet cubanernes trosfrihed, trak staten sig langsomt tilbage," mener professoren.

Sejr for gudsfrygtige
I 1992 indkaldte Castro det nationale kirkeråd og indrømmede helt åbent, at kommunistpartiet og regeringen havde diskrimineret mod katolikker, protestanter og tilhængere af de afro-katolske trosretninger på Cuba kendt under navnet santeria.
"Det bør straks holde op. I fremtiden skal alle gudsfrygtige cubanere kunne blive medlemmer af partiet og føre karriere i statsapparatet på lige fod med andre," sagde Castro.
Samme år blev forfatningen ændret. Cuba skiftede status fra at være en ateistisk stats til en lægstat med et eksplicit forbud mod diskriminering af de troende.
"Jeg tror, Fidel er ligesom alle andre cubanere. De fleste er hverken katolikker, protestanter eller santeros. De tror på ét eller andet deroppe, noget metafysisk, en Gud. De tilbeder deres Gud indendøre, går en gang om året på pilgrimstogt, men få tror på kirken eller præsten," mener Castros tidligere ven.
Kirkernes egen statistik illustrerer dette synspunkt, fortæller Dr. Jorge Ramirez Calzadilla fra det socio-religiøse institut på Havanas universitet.
"Cuba har 50-80.000 praktiserende katolikker og 80-90.000 protestanter. Ingen ved, hvor mange der føler sig beslægtet til santeria. Resten af cubanerne er lidt af hvert," pointerer Ramirez.

Kirken som mægler
Hvad skal man så forvente af pavebesøget? Meningerne på Cuba er meget delte.
"Det kommer der ikke meget ud af. Hvis man tror, det kommunistiske styre vil reformere sig eller ligefrem falde, så er man naiv," siger Antonio José Ponte, en forfatter, hvis bøger for det meste udkommer uden for Cuba.
"Det afgørende spørgsmål er: Hvad håber Castro at få ud af dette besøg, ikke hvad paven kan udrette for kirken og for Cuba."
Juan Antonio Blanco, grundlægger af det politisk uafhængige Felix Varela Institut i Havana, er mindre pessimistisk.
"Forholdet mellem kirke og stat på Cuba har bevæget sig fra en tidlig periode med fjendskab og konflikt til mistænksomhed og tolerance idag. På lang sigt kan pavens rejse skabe grobund for en tredje fase med gensidig accept og samarbejde."
"Disse faser kunne blive et passende mønster at følge i det bilaterale forhold mellem Cuba og USA, som nu befinder sig i en periode med fjendskab og konflikt. Jeg er ikke i tvivl om, at en styrket katolsk kirke på Cuba kan bidrage til at løse konflikten mellem USA og Cuba."
Blanco tilføjer: "Ligeledes baner pavebesøget vejen for, at kirken med sin voksende indflydelse som uafhængig institution på Cuba kan mægle under eventuelle fremtidige interne konflikter."

 

 

THOMASEVANGELIET (oversat fra engelsk)

Dette er de skjulte ord, som den levende Jesus talte, og som Didymus Judas Thomas skrev ned.

 

(1) Og han sagde: "Den, som har fundet fortolkningen af disse ord, skal ikke erfare døden."

(2) Jesus sagde: "Lad den, der søger, vedblive at søge, indtil han finder. Når han finder, skal han blive urolig. Når han bliver urolig, vil han blive forundret, og han skal herske over alt. "

(3) Jesus sagde: "Hvis de, som leder jer, siger til jer: "Se, Riget er i himlen!" så må himlens fugle da være forud for jer! Hvis de siger til jer: "Det er i havet!" så må fiskene da være forud for jer! Nej, Riget er inden i jer og udenfor jer. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt, og I vil indse, at det er jer, som er sønner af den levende Fader. Men hvis I ikke kender jer selv, da er I i fattigdom, og I er fattigdommen."

(4) Jesus sagde: "Oldingen skal med sine dage ikke tøve med at spørge et lille barn på syv dage om livets sted, og han skal leve. For mange, som er de første, skal blive de sidste, og de skal blive een og den samme."

(5) Jesus sagde: "Kend det, som er foran dit ansigt, og det, som er skjult for dig, skal blive åbenbaret for dig. For der er intet skjult. som ikke skal blive tydeliggjort"

(6) Hans disciple spurgte ham og sagde til ham: "Vil du have os til at faste? Hvordan skal vi bede? Skal vi give almisse? Hvilken spiseregel skal vi iagttage?" Jesus sagde: "Lyv ikke, og gør ikke det, som I hader, for alle ting ses tydeligt fra Himlen. For der er intet skjult, som ikke skal blive åbenbaret, og der er intet tildækket, som skal forblive uden at blive afsløret. "

(7) Jesus sagde: "Salig er den løve, som mennesket fortærer, så at løven bliver til menneske; men forbandet er det menneske, hvem løven æder, så at løven bliver til menneske!"

(8) Og han sagde: "Mennesket er som en viis fisker, der kastede sit vod i havet og trak det op af havet igen fuldt af små fisk. Blandt dem fandt den forstandige fisker en god, stor fisk. Han kastede alle de små fisk tilbage i havet og valgte den store fisk uden vanskelighed. Den, som har ører at høre med, han høre!"

(9) Jesus sagde: "Se, en sædemand gik ud, fyldte sin hånd og strøede ud. Noget faldt nu på vejen; fuglene kom, de samlede det op. Andet faldt på klippen og slog ikke rod i jorden og satte ikke aks. Og andet faldt på tjørne; de kvalte sæden, og ormen åd den. Og andet faldt på den gode jord og frembar god frugt; den bar dels tres fold og dels hundrede og tyve fold. "

(10) Jesus sagde: "Jeg har kastet ild på verden, og se, jeg vogter den, indtil den brænder. "

(11) Jesus sagde: "Denne himmel vil forgå, og den oven over den skal forgå. De døde lever ikke, og de levende skal ikke dø. I de dage, da I fortærede det døde,gjorde I det levende. Når I kommer ind og bor i lyset, hvad vil I så gøre? På den dag, da I blev een, blev I to. Men når I bliver to, hvad vil I så gøre?"

(12) Disciplene sagde til Jesus: "Vi ved, at du vil gå bort fra os. Hvem skal så være vores leder?" Jesus sagde til dem: "Hvor I end er kommet til, så skal I gå til Jacob den Retfærdige, ham, for hvis skyld himlen og jorden blev til. "

(13) Jesus sagde til sine disciple: "Sammenlign mig med nogen, og sig mig, hvem jeg ligner." Simon Peter sagde til ham: "Du ligner en retfærdig engel." Mattæus sagde til ham: "Du ligner en viis filosof." Thomas sagde til ham: "Mester,

min mund vil overhovedet ikke kunne sige, hvem du ligner." Jesus sagde: "Jeg er ikke din mester. Fordi du har drukket og er blevet beruset af den sprudlende kilde, som jeg har tilmålt." Og han tog ham og gik til side og fortalte ham tre ting.

Da Thomas var kommet tilbage til sine fæller, spurgte de ham: "Hvad sagde Jesus til dig?" Thomas sagde til dem: "Hvis jeg fortæller jer en af de ting, som han fortalte mig, så vil I tage sten op og kaste dem på mig; og ild vil komme ud af stenene og brænde jer op. "

(14) Jesus sagde til dem. "Hvis I faster, vil I frembringe synd for jer selv; og hvis I beder, vil I fordømmes, og når I giver almisse, vil I handle ilde mod jeres ånd. Når I tager til et hvilket som helst land og vandrer omkring i egnene, og hvis de

tager imod jer, så spis det, som de sætter for jer og helbred de syge iblandt dem. For det, som kommer ind i jeres mund, vil ikke gøre jer urene; men det, som kommer ud af jeres mund - det vil gøre jer urene."

(15) Jesus sagde: "Når I ser een, som ikke er kvindefødt, så kast jer ned på jeres ansigt og tilbed ham. Denne ene er jeres Fader."

(16) Jesus sagde: "Folk tænker måske, at det er fred, som jeg er kommet for at kaste på verden, og de ved ikke, at jeg er kommet for at kaste splid på jorden: ild, sværd og krig. For der skal være fem i eet hus: tre skal være mod to, og to mod tre, faderen mod sønnen, og sønnen mod faderen, og de vil stå og være ensomme. "

(17) Jesus sagde: "Jeg vil give jer det, som intet øje har set, og som intet øre har hørt, og det, som ingen hånd har rørt, og det, som ikke er kommet op i noget menneskehjerte. "

(18) Disciplene sagde til Jesus: "Sig os, hvorledes vor ende skal blive!" Jesus sagde: "Har I da opdaget begyndelsen, siden I søger efter enden? For der, hvor begyndelsen er, der skal enden blive. Salig er den, som vil stå i begyndelsen, og han skal kende enden, og han skal ikke erfare døden."

(19) Jesus sagde: "Salig er den, som var, endnu før han blev til. Hvis I bliver disciple af mig og hører mine ord, skal disse sten tjene jer. For der er fem træer i Paradis til jer, som sommer og vinter forbliver uforstyrrede, og deres blade falder ikke af. Den, som kender dem, skal ikke erfare døden."

(20) Disciplene sagde til Jesus: "Sig os, hvad Himlenes rige ligner!" Han sagde til dem: "Det ligner et sennepsfrø, det mindste af alle sædekorn. Men når det falder på jorden, som bearbejdes, skyder det en stor stamme op og bliver et ly for alle himlen fugle. "

(21) Maria sagde til Jesus: "Hvem ligner dine disciple?" Han sagde: "De er som børn, der har slået sig ned på en mark, som ikke er deres. Når ejerne af marken kommer, vil de sige: "Lad os få vores mark tilbage!" De (vil) klæde sig af foran dem for at få dem til at forlade deres mark og give den tilbage til dem.

Derfor siger jeg jer: Hvis ejeren af et hus ved, at tyven er på vej, vil han begynde sin nattevagt, før tyven kommer, og han vil ikke lade tyven bryde ind i hans riges hus for at bære hans ejendele bort. Men I, vogt jer for verden! Bevæbn jer selv med stor styrke, ellers finder tyvene en vej til at komme til jer; for vanskeligheden, som I forventer, vil (virkelig) komme. Måtte der iblandt jer være en mand med forståelse. Når afgrøden var moden, kom han i hast med sin segl i sin hånd og høstede den. Den, som har ører at høre med, han høre!"

(22) Jesus så nogle små, som fik die. Han sagde til sine disciple: "Disse små, som får die, ligner dem, der går ind i Riget. "

De sagde da til ham: "Skal vi da som børn gå ind i Riget?" Jesus sagde da til dem: "Når I gør de To til Een, og I gør det indvendige som det udvendige, og del udvendige som det indvendige, og det øvre som det nedre, og når I gør del mandlige og det kvindelige til eet eneste, sådan at det mandlige ikke er mandligt, og det kvindelige ikke kvindeligt; når I gør øjne i stedet for et øje, og en hånd i stedet for en hånd, og en fod i stedet for en fod, og et billede i stedet for et billede, da skal I gå ind i (Riget)."

(23) Jesus sagde: "Jeg vil vælge jer een ud af tusind og to ud af titusinde, og dc skal stå som een enkelt."

(24) Hans disciple sagde til ham. "Vis os det sted, hvor du er, siden det er nødvendigt for os, at vi søger efter det." Han sagde til dem: "Den, som har ører, han høre. Der er lys i det indre af et lysmenneske, og han [eller: det] oplyser den hele verden. Hvis han [eller: det] ikke lyser, er det [eller: han] mørke."

(25) Jesus sagde: "Elsk din broder som din sjæl. Pas på ham som dit øjeæble. "

(26) Jesus sagde: "Du ser splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje ser du ikke. Når du trækker bjælken ud af dit eget øje, da vil du kunne se klart til al trække splinten ud af din broders øje."

(27) "Hvis I ikke faster fra verden, vil I ikke finde Riget; hvis I ikke holder sabbaten som sabbat, skal I ikke se Faderen."

(28) Jesus sagde: "Jeg stod midt i verden, og jeg åbenbarede mig for dem i kød. Jeg fandt dem alle berusede. Jeg fandt ingen af dem tørstige. Og min sjæl var bedrøvet over menneskenes børn, for de er blinde i deres hjerter og ser ikke; for tomme kom de til verden, og tomme søger de at komme ud af verden igen. Dog nu er de drukne. Men når de kaster deres vin bort, da vil de angre."

(29) Jesus sagde: "Hvis kødet blev til på grund af ånd, er det et under; men hvis ånd blev til på grund af legemet, er det et forunderligt under. Men jeg undrer mig virkelig over, hvorledes denne store rigdom steg ned i denne fattigdom."

(30) Jesus sagde: "Hvor der er tre guder, er de guder; hvor der er to eller een, er jeg sammen med ham."

(31) Jesus sagde: "En profet er ikke anset i sin landsby. En læge helbreder ikke dem, som kender ham."

(32) Jesus sagde: "En by, som man bygger på et højt bjerg, og som er befæstet, kan hverken falde eller skjules. "

(33) Jesus sagde: "Prædik fra jeres hustage det, som I vil få at høre i jeres øre [(og) i det andet øre]. For ingen tænder et lys og sætter det under en skæppe; heller ikke sætter han det på et skjult sted; men han sætter det i lysestagen for at alle, som kommer ind og går ud, skal se dets lys."

(34) Jesus sagde: "Hvis en blind leder en blind, falder de begge i en grav."

(35) Jesus sagde: "Det er ikke muligt for nogen at gå ind i en stærk mands hus og tage det med vold, medmindre han binder hans hænder; så vil han være i stand til at plyndre hans hus. "

(36) Jesus sagde: "Bekymrer jer ikke fra morgen til aften og fra aften til morgen om, hvad I skal tage på."

(37) Hans disciple sagde: "Hvornår vil du blive åbenbaret for os, og hvornår skal vi se dig?"

Jesus sagde: "Når I afklæder jer uden at skamme jer og tager jeres klæder og lægger dem under jeres fødder, ligesom små børn, og træder på dem, da [vil I se] sønnen af den Levende, og I vil ikke være bange." {Kan også rekonstrueres: "da [skal I være] sønner af den Levende, og I vil ikke være bange."}

(38) Jesus sagde: "Mange gange har I ønsket at høre disse ord, som jeg siger jer, og I har ingen anden at høre dem fra. Der vil komme dage, da I skal søge mig og ikke finde mig."

(39) Jesus sagde: "Farisæerne og de skriftkloge har taget erkendeisens nøgler og har skjult dem. Selv gik de ikke ind, og de, der ønskede at gå ind, dem tillod de det ikke. Men I, vær snilde som slanger og uskyldige som duer. "

(40) Jesus sagde: "En vinstok blev plantet udenfor Faderen og stod ikke fast; men da den er rådden, skal den blive rykket op med rode og ødelagt. "

(41) Jesus sagde: "Den, som har i sin hånd, vil modtage mere; men den, som intet har, fra ham skal den smule, som han end har, tages."

(42) Jesus sagde: "Vær folk, der går forbi!"

(43) Hans disciple sagde til ham: "Hvem er du, som siger dette til os?" [Jesus sagde til dem:] "I erkender ikke, hvem jeg er ud fra det, jeg siger til jer. Men I er blevet som jøderne, for de (enten) elsker træet og hader dets frugt, (eller) elsker frugten og hader træet. "

(44) Jesus sagde: "Den, som spotter mod Faderen, vil blive tilgivet, og den, som spotter mod Sønnen, vil blive tilgivet; men den, som spotter mod Helligånden, skal ikke tilgives, hverken på jorden eller i Himlen. "

(45) Jesus sagde: "Druer plukkes ikke fra tjørne, ej heller samler man figner af tidsler, for de giver ikke frugt. En god mand bringer noget godt ud af sit forråd; en slet mand bringer noget ondt ud af sit slette forråd, som er i hans hjerte og siger onde ting. For ud af hjertets overflod bringer han det onde."

(46) Jesus sagde: "Blandt kvindefødte, lige fra Adam til Johannes Døberen, er der ingen højere end Johannes Døberen, så at hans øjne ikke skulle se nedad (foran ham). Men jeg har sagt, at den iblandt jer, som vil blive som et barn, skal kende Riget, og han skal være højere end Johannes."

(47) Jesus sagde: "Det er umuligt for en mand at stige op på to heste eller at spænde to buer. Og en tjener kan ikke tjene to herrer. Enten vil han ære den ene og ringeagte den anden (eller elske den ene og hade den anden). Ingen drikker gammel vin og ønsker straks at drikke ny vin. Og man hælder ikke ny vin i gamle vinsække, for at de ikke skal revne; og man hælder ikke gammel vin i en ny vinsæk, for at den ikke skal ødelægge den. En gammel lap syes ikke på en ny klædning, da resultatet ses som en revne."

(48) Jesus sagde: "Hvis to slutter fred med hinanden i dette ene hus, skal de sige til bjerget: "Flyt dig!" og det vil flytte sig."

(49) Jesus sagde: "Salige er de enlige og de udvalgte, for I skal finde Riget. For I er deraf, I skal gå derhen igen."

(50) Jesus sagde: "Hvis man siger til jer: "Hvorfra er I kommet?" så sig til dem: "Vi er kommet fra lyset, hvor lyset er opstået på egen hånd og etablerede [sig selv], og det åbenbarede sig gennem deres billede." Hvis man siger til jer: "Er I det?" så sig: "Vi er dets børn, og vi er den levende Faders udvalgte." Hvis man spørger jer: "Hvad er tegnet på jeres Fader i jer?" Så sig til dem: "Det er en bevægelse og en hvile. ""

(51) Hans disciple sagde til ham: "Hvornår vil de dødes hvile komme, og hvornår vil den nye verden komme?" Han sagde til dem: "Det, som I venter på, er allerede kommet; men I erkender det ikke."

(52) Hans disciple sagde til ham: "Fireogtyve profeter talte i Israel, og de tahe alle i dig." Han sagde til dem: "I har forladt den levende, som er i jeres tilstedeværelse, og I har (kun) talt om de døde."

(53) Hans disciple sagde til ham: "Er omskærelse gavnlig eller ej?" Han sagde til dem: "Hvis den gavnede, ville deres fader avle dem omskårne fra deres moder. Hellere den sande omskærelse i ånd, den gavner fuldt ud."

(54) Jesus sagde: "Salige er de fattige, for jeres er Himlenes Rige."

(55) Jesus sagde: "Den, som ikke hader sin fader og sin moder, kan ikke være discipel af mig. Og den, som ikke hader sine brødre og søstre og tager sit kors op som jeg, vil ikke være mig værd."

(56) Jesus sagde: "Den, som forstod verden, fandt et lig, og den, som fandt et lig, står over verden."

(57) Jesus sagde: "Faderens rige ligner en mand, som havde en [god] kornmark. Hans fjende kom om natten, han såede klinte blandt den gode sæd. Manden tillod dem ikke at rykke klinten op. Han sagde til dem: "Jeg er bange for, at når I trækker klinten op, så vil hveden blive rykket op sammen med den." Men på høstens dag skal klinten være tydelig; den skal blive rykket op og blive brændt."

(58) Jesus sagde: "Salig er den mand, som har lidt {af "suffer" = lide} og har fundet livet. "

(59) Jesus sagde: "Læg mærke til den Levende, mens I er i live, for at I ikke skal dø og så søge at se ham og ikke kunne gøre sådan."

(60) [De så] en samaritan, der bar et lam, på sin vej til Judæa. Han sagde til sine disciple: "(Hvorfor bærer) den mand rundt på lammet?" De sagde til ham: "For at han kan dræbe det og spise det." Han sagde til dem: "Mens det er i live, vil han ikke spise det, men kun efter han har dræbt det, så det bliver et lig." De sagde: "Han kan ikke gøre det på anden måde." Han sagde til dem: "Søg også I efter et sted for jer selv i hvile, for at I ikke skal blive et lig og blive spist. "

(61) Jesus sagde: "To skal hvile på een bænk; den ene skal dø, den anden skal leve." Salome sagde: "Hvem er du, menneske, at du, skønt du er fra den Ene, (eller: [hvis søn], at du) satte dig på min bænk og spiste ved mit bord?" Jesus sagde til hende: "Jeg er Ham, som eksisterer fra det Udelte. Man gav mig af det, som er min Faders." [Salome sagde]: "Jeg er din discipel." [Jesus sagde til hende:] "Derfor siger jeg, at når han er [udelt], vil han være fuld af lys; men når han er delt, vil han være fuld af mørke."

(62) Jesus sagde: "Jeg fortæller mine hemmeligheder til dem, [som er værdige til mine] hemmeligheder. Lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør."

(63) Jesus sagde: "Der var en rig mand, som havde mange penge. Han sagde: "Jeg vil bruge mine penge, for at jeg kan så, høste, plante og fylde min lade med udbytte med det resultat, at jeg ikke skal mangle noget" Dette tænkte han i sit hjerte, men i den nat døde han. Lad den, som har ører, høre. "

(64) Jesus sagde: "En mand (ville have) gæster {egentlig: havde fået gæster}. Og da han havde forberedt middagen, sendte han sin tjener ud for at invitere gæsterne. Han gik til den første og sagde til ham: "Min herre indbyder dig." Men den første svarede: "Jeg har nogle fordringer til nogle købmænd; de kommer til mig i aften. Jeg må og skal gå og give dem mine ordrer. Jeg beder dig have mig undskyldt for middagen." Han gik til en anden og sagde til ham: "Min herre indbyder dig." Men han svarede: "Jeg har lige købt et hus og behøver dagen. Jeg har ikke nogen tid tilovers." Han gik til en anden og sagde til ham: "Min herre indbyder dig." Men den tredje mand svarede ham: "Min ven skal giftes, og jeg skal give en middag; jeg er ikke i stand til at komme. Jeg beder mig undskyldt for middagen." Han gik til en anden og sagde til ham: "Min herre indbyder dig." Han svarede tjeneren: "Jeg har købt en gård; jeg skal gå og hente leje. Jeg er ikke i stand til at komme. Jeg beder om at måtte være undskyldt." Tjeneren kom tilbage og sagde til sin herre: "De, som du indbød til middagen, har undskyldt sig." Herren sagde til sin tjener: "Gå ud til vejene, og bring dem med tilbage, som du har mødt, så at de kan spise til middag." Forretningsmænd og købmænd skal ikke komme til min Faders steder."

(65) Han sagde: "Der var en god mand, som havde en vingård. Han udlejede den til forpagtere, for at de skulle arbejde på den, og for at han kunne få udbyttet fra dem. Han sendte sin tjener, for at forpagterne skulle give ham udbyttet fra vingården. De greb hans tjener og slog ham; kun dræbte de ham ikke også. Tjeneren vendte tilbage og fortalte sin herre det. Hans herre sagde: "Måske kendte [de ham] ikke." Han sendte en anden tjener. Forpagterne slog også den anden. Da sendte ejeren sin søn og sagde: "Måske vil de vise respekt for min søn." Fordi disse forpagtere vidste, at han var arvingen til vingården, greb de ham og dræbte ham! Lad den, som har ører, høre!"

(66) Jesus sagde: "Vis mig den sten, som de, der bygger, forkastede. Den er hjørnestenen. "

(67a) Jesus sagde: "Den, som kender alt, men mangler (at kende) sig selv, mangler alt."

(67b) Jesus sagde: "Den, som tror, at Altet selv er mangelfuldt, er (selv) komplet mangelfuld. "

(68) Jesus sagde: "Salige er I, når I bliver hadet og forfulgt. Hvor I end er blevet forfulgt, vil de intet Sted finde."

(69) Jesus sagde: "Salige er de, som blev forfulgt inde i dem selv. Det er disse, som er kommet til at kende Faderen i sandhed. Salige er de, som hungrer, for maven vil blive fyldt på den, som ønsker det."

(70) "Den, som I har, vil frelse jer, hvis I bringer den frem fra jer selv. Det, som I ikke har inden i jer, vil dræbe jer, hvis I ikke har denne i jer. "

(71) Jesus sagde: "Jeg vil ødelægge [dette] hus, og ingen vil være i stand til at genopføre det."

(72) [En mand sagde] til ham: "Fortæl mine brødre, at de skal dele min faders ejendom med mig." Jesus svarede: "Oh, menneske! Hvem har gjort mig til en, der deler?" Han vendte sig om til sine disciple og sagde til dem: "Jeg er ikke en deler, er jeg?"

(73) Jesus sagde: "Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor herren om, at han vil sende arbejdere ud til høsten."

(74) Han sagde: "Oh, Herre, der er mange rundt om drikkelruget, men der er intet i cisternen."

(75) Jesus sagde: "Mange står ved døren; men det er de enlige, som vil gå ind i brudekammeret. "

(76) Jesus sagde: "Faderens rige ligner en købmand, der havde et parti varer, og som fandt en perle. Denne købmand var kløgtig. Han solgte varerne og købte sig kun perlen. Også I: Søg hans uudtømmelige og varige skat - stedet, hvor møl ikke kommer ind for at æde, og hvor ingen orm ødelægger."

(77) Jesus sagde: "Jeg er lyset, som er over dem alle. Jeg er Altet. Alt er udgået fra mig, og til mig udviØede Altet sig. Kløv brændet, og der er jeg. Løft stenen op, og der vil du finde mig!"

(78) Jesus sagde: "Hvorfor gik I ud i ørkenen? For at se et rør, som svajer for vinden? Og for at se et menneske klædt i bløde klæder ligesom kongerne og jeres stormænd? De er klædt i fine [klæder], og de vil ikke kunne kende sandheden."

(79) En kvinde fra mængden sagde til ham: "Saligt er det liv, som bar dig, og de bryster, som nærede dig." Han svarede hende: "Salige er de, som hørte Faderens ord og bevarede det i sandhed. For dage skal komme, da I skal sige: "Salige er det liv, som ikke undfangede, og de bryster, som ikke gav mælk!""

(80) Jesus sagde: "Den, som har kendt verden, fandt legemet. Men den, som fandt legemet, står over verden. "

(81) Jesus sagde: "Lad den, som er blevet rig, være konge, og lad den, som har magt, forsage det."

(82) Jesus sagde: "Den, som er nær ved mig, er nær ved ilden, og den, som er fjernt fra mig, er fjernt fra Riget."

(83) Jesus sagde: "Billederne er åbenbare for mennesket, men lyset, som er i dem, er skjult i billedet af Faderens lys. Han vil åbenbare sig; men hans billede er skjult ved hans lys." .

(84) Jesus sagde: "Når I ser jeres billede, plejer I at glæde jer; men når I ser jeres billeder, som var før jer, og som hverken dør eller åbenbarer sig, hvor meget vil I da kunne tåle?"

(85) Jesus sagde: "Adam opstod fra en stor magt og stor rigdom; men han var jer ikke værd. For havde han været værdig, [ville han] ikke [have erfaret] døden."

(86) Jesus sagde: "[Rævene har deres huler] og fuglene har [deres] reder; men Menneskesønnen har ikke et sted, hvor han kan lægge sit hoved og hvile sig."

(87) Jesus sagde: "Ulykkeligt er det legeme, som er afhængigt af et legeme, og ulykkelig er den sjæl, som er afhængig af dem begge to."

(88) Jesus sagde: "Englene og profeterne vil komme til jer og give jer de ting, som I (allerede) har. Og også I selv, giv I dem det, som I har, og sig til jer selv: "Hvornår vil de komme og tage det, som er deres?""

(89) Jesus sagde: "Hvorfor vasker I ydersiden af bægeret? Forstår I da ikke, at den, som skabte det indvendige, er den samme som den, der skabte det udvendige?"

(90) Jesus sagde: "Kom til mig, for mit åg er let, og mit herredømme er mildt, og I skal finde hvile."

(91) De sagde til ham: "Sig os, hvem du er, for at vi kan tro på dig." Han sagde til dem: "I tyder himlens og jordens udseende, men I har ikke opdaget den (eller: det), som er foran jer, og I forstår ikke at tyde denne tid."

(92) Jesus sagde: "Søg, og I skal finde. Men det, som I tidligere spurgte mig om, fortalte jeg jer ikke dengang. Nu ønsker jeg at sige det, men I spørger ikke om det."

(93) [Jesus sagde:] "Giv ikke det hellige til hundene, for at de ikke skal kaste det i skarnet! Kast ikke perlerne for svinene, for at de ikke skal knuse dem [til småstykker]."

(94) Jesus [sagde]: "Den, som søger, skal finde, og [den, der banker på], vil blive lukket ind!"

(95) [Jesus sagde:] "Hvis I har penge, så lån dem ikke ud mod renter, men giv [dem] til den, fra hvem, I ikke vil få igen!"

(96) Jesus [sagde]: "Faderens rige ligner en vis kvinde. Hun tog en smule surdej og [gemte] det i mel, og lavede det til store brød. Den, som har ører, han høre."

(97) Jesus sagde: "[Faderens] rige ligner en vis kvinde, som bar en krukke fuld af mel. Mens hun gik på vejen, stadig langt hjemme fra, gik krukkens hank itu, melet strømmede ud bag hende på v jen. Hun vidste det ikke, for hun havde ikke mærket noget til hændelsen. Da hun var nået til sit hus, satte hun krukken ned og fandt den tom."

(98) Jesus sagde: "Faderens rige ligner en mand, som vil dræbe en stormand. Han trak sværdet i sit hus og stak det ind i væggen, for at han kunne vide, om han!! hånd ville kunne stikke igennem. Så dræbte han stormanden."

(99) Disciplene sagde til ham: "Dine brødre og din moder står udenfor." Han sagde til dem: "Disse her, som gør min Faders vilje, er mine brødre og min moder. De er dem, der skal gå ind i min Faders rige."

(100) De viste Jesus en guldmønt og sagde til ham: "Kejserens folk forlanger skat af os." Han sagde til dem: "Giv Caesar, hvad der tilhører Caesar, giv Gud det, som tilhører Gud, og giv mig det, som er mit. "

(101) [Jesus sagde:] "Den, som ikke hader sin fader og sin moder, som jeg gør, kan ikke blive min discipel. Og den, som [ikke] elsker sin fader og sin moder, som jeg gør, kan ikke blive en [discipel] af mig. For min moder [gav mig falskhed?), men [min] sande [Moder] gav mig liv."

(102) Jesus sagde: "Ve over farisæerne, for de ligner en hund, der sover på oksens krybbe, for den hverken æder selv eller tillader oksen at æde."

(103) Jesus sagde: "Lykkelig er den mand, som ved, hvor røverne vil komme ind, så at han kan stå op og samle sit domæne og bevæbne sig, før de trænger ind."

(104) De sagde [til Jesus]: "Kom, lad os bede i dag og lad os faste." Jesus svarede: "Hvilken synd har jeg da begået, eller hvori er jeg blevet overtruffet? Men når brudgommen forlader brudekammeret, da skal de faste og bede. "

(105)Jesus.sagde: "Den, som kender Faderen og Moderen han vil blive kaldt søn af en skøge." .

(106) Jesus sagde: "Når I gør de To til Een, skal I blive menneskesønner, og når I siger: "Bjerg, flyt dig!" da skal det flytte sig."

(107) Jesus sagde: "Riget ligner en fårehyrde, som havde hundrede får. Et af dem, det største, for vild. Han forlod de nioghalvfems og søgte dette ene, indtil han fandt det. Efter at have lidt så megen møje, sagde han til fåret: "Jeg holder mere af dig end af de nioghalvfems. ""

(108) Jesus sagde: "Den, som drikker af min mund, skal blive, som jeg er. Jeg vil selv være ham, og det skjulte skal blive åbenbaret for ham."

(109) Jesus sagde: "Riget er som en mand, der havde en [skjult] skat i sin mark uden at vide det. Og [da] han døde, efterlod han den til sin søn. Sønnen vidste ikke noget (om skatten). Han arvede marken og solgte [den]. Og den, som købte den, gik ud at pløje og fandt skatten. Han begyndte at låne penge ud mod renter til hvem han ville."

(110) Jesus sagde: "Den, som har fundet verden og er blevet. rig, lad ham forsage verden. "

(111) Jesus sagde: "Himlene og jorden skal rulles op i jeres tilstedeværelse." Og den levende fra den Levende skal hverken se død eller angst, for siger Jesus ikke: "Den, som finder sig selv, står over verden"?

(112) Jesus sagde: "Ve over kødet, som er afhængigt af sjælen; ve over sjælen, som er afhængigt af kødet. "

(113) Hans disciple sagde til ham: "Hvornår vil Riget komme?" [Jesus sagde:] "Det vil ikke komme ved at vente på det. Det vil ikke være sådan, at man kan sige: 'Her er det!' eller 'Der er det!' Men Riget er spredt over jorden, og mennesker ser det ikke. "

(114) Simon Peter sagde til dem: "Lad Maria gå væk fra os, for kvinder er ikke værdige til Livet." Jesus sagde: "Se, jeg skal lede hende, så at jeg gør hende mandlig, for at hun også skal blive en levende ånd i lighed med I mænd. For enhver kvinde, der gør sig selv mandlig, skal gå ind i himlenes Rige. "

 

Søren Kierkegaard (1813-1855)

 af Diapsalmata (1843)

Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som en skjøn Musik. Det gaaer ham som de Ulykkelige, der i Phalaris's Oxe langsomt piintes ved en sagte Ild, deres Skrig kunde ikke naae hen til Tyrannens Øre for at forfærde ham, for ham løde de som en sød Musik. Og Menneskene flokkes om Digteren og sige til ham: syng snart igjen, det vil sige, gid nye Lidelser maae martre Din Sjæl, og gid Læberne maae vedblive at være dannede som forhen; thi Skriget vilde blot ængste os, men Musikken den er liflig. Og Recensenterne træde til, de sige: det er rigtigt, saaledes skal det være efter Æsthetikens Regler. Nu det forstaaer sig, en Recensent ligner ogsaa en Digter paa et Haar, kun har han ikke Qvalerne i Hjertet, ikke Musikken paa Læberne. See derfor vil jeg hellere være Svinehyrde paa Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end at være Digter og være Misforstaaet af Menneskene.

Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der er blevne det -- Herre Jemini!

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke.

Cornelius Nepos fortæller om en Feltherre, der blev holdt indesluttet med et betydeligt Cavalleri i en Fæstning, at han hver Dag lod Hestene pidske, at de ikke skulde tage Skade af den megen Stillestaaen -- saaledes lever jeg i denne Tid, som en Beleiret; men for ikke at tage Skade af den megen Stillesidden græder jeg mig træt.

Jeg siger om min Sorg hvad Engelskmanden siger om sit Huss: min Sorg is my castle. Mange Mennesker ansee det at have Sorg for at være en af Livets Beqvemmeligheder.

Jeg er tilmode som en Brik i Schakspillet maa været det, naar Modspilleren siger om den: den Brik kan ikke røres.

Ak, Lykkens Dør den gaaer ikke ind ad, saa at man ved at storme løs paa den kan trykke den op; men den gaaer ud efter, og man har derfor intet at gjøre.

Hvad skal der komme? Hvad skal Fremtiden bringe? Jeg veed det ikke, jeg ahner Intet. Naar en Edderkop fra et fast Punkt styrter sig ned i sine Conseqventser, da seer den bestandig et tomt Rum foran sig, hvori den ikke kan finde Fodfæste, hvormeget den end sprætter. Saaledes gaaer det mig; foran bestandig et tomt Rum, hvad der driver mig frem, er en Conseqvents der ligger bag mig. Dette Liv er bagvendt og rædsomt, ikke til at udholde.

Min Betragtning af Livet er aldeles meningsløs. Jeg antager, at en ond Aand har sat et Par Briller paa min Næse, hvis ene Glas forstørrer efter en uhyre Maalestok, hvis andet Glas formindsker efter samme Maalestok.

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?

Ingen vender tilbage fra de Døde, Ingen er gaaet uden grædende ind i Verden; Ingen spørger En, naar man vil ind, Ingen naar man vil ud.

Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab, Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbandet hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.

Den menneskelige Værdighed anerkjendes dog endnu i Naturen; thi naar man vil holde Fuglene borte fra Træerne, saa sætter man Noget op, der skal ligne et Menneske, og endogsaa den fjerne Lighed med et Menneske, som en Fugleskræmsel har, er nok til at indgyde Respekt.

Min Sjæl er saa tung, at ingen Tanke mere kan bære den, intet Vingeslag mere løfte den op i Ætheren. Bevæges den, da stryger den kun langs hen med Jorden som Fuglenes lave Flugt, naar det blæser op til et Tordenveir. Over mit indre Væsen ruger en Beklemmelse, en Angst, der ahner et Jordskælv.

Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Witz.

Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, er ofte ligesaa skuffende, som naar man hos en Marchandiser læser paa et Skilt: Her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skiltet er blot tilsalgs.

For mig er intet farligere end at erindre. Har jeg først erindret et Livsforhold, saa er Forholdet selv ophørt. Man siger, at Adskillelse hjælper til at opfriske Kjærlighed. Det er ganske sandt, men den opfrisker den paa en reen poetisk Maade. At leve i Erindringen er det fuldendteste Liv, der lader sig tænke, Erindringen mætter rigeligere end al Virkelighed, og den har en Tryghed, som ingen Virkelighed eier. Et erindret Livsforhold er allerede gaaet ind i Evigheden og har ingen timelig Interesse mere.

Som det efter Sagnet gik Parmeniskus, der i den trophoniske Hule tabte Evnen til at lee, men fik den igjen paa Delos ved Synet af en uformelig Klods, der blev fremstil let som Gudinden Letos' Billede, saaledes er det gaaet mig. Da jeg var meget ung, da glemte jeg i den trophoniske Hule at lee; da jeg blev ældre, da jeg slog Øiet op og betragtede Virkeligheden, da kom jeg til at lee, og har siden den Tid ikke ophørt dermed. Jeg saae, at det var Livets Betydning at faae et Levebrød, dets Maal at blive Justitsraad; at det var Elskovens rige Lyst at faae en velhavende Pige; at det var Venskabets Salighed at hjælpe hinanden i Pengeforlegenheder; at det var Viisdommen, hvad de Fleste antoge derfor; at det var Begeistring at holde en Tale; at det var Mod at vove et blive mulkteret paa 10 Rbd; at det var Hjertelighed at sige Velbekomme efter et Middagsmaaltid; at det var Gudsfrygt eengang om Aaret at gaae til Alters. Det saae jeg, og jeg loe.

Mit Liv er aldeles meningsløst. Naar jeg betragter dets forskjellige Epocher, da gaaer det med mit Liv som med det Ord Schnur i Lexikonnet, der for det første betyder en Snor, for det andet en Sønnekone. Der manglede blot, at det Ord Schnur for det tredie skulde betyde en Kameel, for det fjerde en Støvekost.

 

Søren Kierkegaard (1813-1855)

 "Først Guds Rige" - Et Slags Novelle (1855)

Cand. theol. Ludvig From -- han søger. Og naar man hører, at en "theologisk" Candidat søger, behøver man da ikke nogen levende Indbildningskraft for at forstaae, hvad det er han søger, naturligviis Guds Rige, som man jo skal søge først.

Nei, det er det dog ikke; det han søger er: et kongeligt Levebrød som Præst; og er der, hvad jeg med nogle faa Træk skal angive, først skeet saare Meget, førend han er naaet saavidt.

Først har han gaaet i den lærde Skole, fra hvilken han saa er demitteret. Derpaa har han først taget 2 Examiner, og efter 4 Aars Læsning først taget Embedsexamen.

Han er da altsaa theologisk Candidat; og man skulde maaskee mene, at han, efter først at have tilbagelagt alt Dette, endeligen kan komme til at virke for Christendom-men. Ja, paa det Lav. Nei, først maa han gaae ½ Aar i Seminariet; og naar det er gaaet, kan der da ikke være Tale om at kunne søge i de første 8 Aar, hvilke altsaa først maa være tilbagelagte.

Og nu staae vi ved Novellens Begyndelse: de 8 Aar ere forløbne, han søger.

Hans Liv, som hidtil ikke kan siges at have havt noget Forhold til det Ubetingede, antager pludseligt et saadant Forhold: han søger ubetinget Alt; skriver det ene Ark stemplet Papir fuldt efter det andet; render fra Herodes til Pilatus; anbefaler sig baade hos Ministeren og hos Portneren, kort han er ganske i et Ubetingets Tjeneste. Ja, en af hans Bekjendte, der i de sidste Par Aar ikke har seet ham, mener til sin Forbauselse at opdage, at han er blevet mindre, hvilket maaskee lader sig forklare af, at det er gaaet ham som Münchhausens Hund, der var en Mønde, men ved den megen Løben blev en Grævling.

Saaledes gaaer der 3 Aar. Vor theologiske Candidat trænger virkelig til Hvile, til, efter en saa uhyre anstrenget Virksomhed at blive sat ud af Virksomhed eller at komme til Ro i et Embede og pleies lidt af hans tilkommende Kone -- thi han er imidlertid først blevet forlovet.

Endeligen -- som Pernille siger til Magdelone -- slaaer hans "Forløsnings" Time, saa han med Overbeviisningens hele Magt vil, af egen Erfaring, kunne "vidne" for Menigheden, at i Christendommen er der Frelse og Forløsning; han faaer et Embede.

Hvad skeer? Ved at indhente en endnu nøiere Efterretning end han hidtil har havt om Kaldets Indtægter opdager han, at disse ere c. 150 Rdlr. mindre end han havde troet. Nu er 101 ude. Det ulykkelige Menneske næsten fortvivler. Han har allerede kjøbt stemplet Papir for at indgaae med en Ansøgning til Ministeren, at det maa til-lades ham at betragtes som ikke kaldet -- og for saa igjen at begynde forfra: da en af hans Bekjendte faaer ham til at opgive dette. Det bliver altsaa derved han beholder Kaldet.

Han er ordineret -- og Søndagen kommet, da han skal fremstilles for Menigheden. Provsten, ved hvem dette skeer, er en mere end almindelig Mand, han har ikke blot (hvad de fleste Præster have, og oftest i samme Grad mere jo høiere de komme op i Rangen) et uhildet Blik for den jordiske Profit, men tillige et speculativt Blik paa Verdenshistorien, Noget han ikke beholder for sig selv, men lader Menigheden komme til Gode. Han har, genialt, valgt til Text de Ord af Apostelen Peter "see, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig", og forklarer nu Menigheden, at just i Tider som vore maae der saadanne Mænd til som Lærere, og anbefaler i Forbindelse hermed denne unge Mand, om hvem Provsten veed, hvor nær han var traadt tilbage for de 150 Rdlrs. Skyld.

Den unge Mand bestiger nu selv Prædikestolen -- og Dagens Evangelium er (besynderligt nok): tragter først efter Guds Rige.

Han holder sin Prædiken. "En meget god Prædiken" siger Biskoppen, som selv var tilstede, "en meget god Prædiken; og det frembragte ordentlig Virkning det hele Partie om "først" Guds Rige, den Maade paa hvilken han fremhævede dette Først." "Men synes Deres Høiærværdighed, at her var den ønskelige Overeensstemmelse mellem Talen og Livet; paa mig gjorde det næsten et satirisk Indtryk dette Først." "Hvilken Urimelighed; han er jo kaldet til at forkynde Læren, den sunde, uforfalskede Lære om at søge først Guds Rige; og det gjorde han meget godt.

Det er den Art Gudsdyrkelse man -- under Ed! -- vover at byde Gud, den rædsomste Forhaanelse:

Hvo Du end er, tænk blot dette Guds Ord "først Guds Rige": og tænk saa paa denne Novelle, der er saa sand, saa sand, saa sand: og Du vil ikke behøve mere for at det bliver Dig tydeligt, at hele den officielle Christendom er et Dyb af Usandhed og Øienforblindelse, noget saa Vanhelligt, at det Eneste, der sandt er at sige derom er: Du har (hvis Du ellers deeltager i den offentlige Gudsdyrkelse) ved at lade være at deeltage i den, som den nu er, bestandigt een og en stor Skyld mindre, den ikke at deeltage i at holde Gud for Nar (cfr. "Dette skal siges, saa være det da sagt").

Guds Ord lyder "først Guds Rige" og Fortolkningen, maaske endog "Fuldkommengjørelsen" (thi man lader sig ikke lumpe) er: først alt Andet og sidst Guds Rige; langt om længe naaes først det Jordiske, og saa endelig kommer tilsidst en Prædiken om: før,2 først Pengene og saa Dyden, saa Guds Rige, hvilket Sidste tilsidst kommer i den Grad tilsidst, at det slet ikke kommer, og det Hele bliver ved det Første: Pengene -- i dette eneste Tilfælde føler man ikke Trangen til "at gaae videre".

Saaledes forholder paa ethvert Punkt og i Alt officiel Christendom sig til det nye

Testamentes Christendom. Og dette er saa ikke hvad man selv vedgaaer at være en Jammerlighed, nei, frækt trodses paa, at Christendommen er perfectibel, at man ikke kan blive staaende ved den første Christendom, at den er blot et Moment o. s. v. Derfor er Intet Gud saaledes imod som officiel Christendom og Deeltagelse deri med Paastand paa at det er at dyrke ham. Dersom Du troer, og det troer Du jo dog, at det at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse o. s. v. er Gud imod: den officielle Christendom og dens Gudsdyrkelse er ham uendeligt væmmeligere. At et Menneske kan være sjunken i en saadan dyrisk Dumhed, og Aandløshed, at han vover at byde Gud slig Dyrkelse, hvor Alt er Tankeløshed, Aandløshed, Dorskhed; og at saa Mennesket frækt vover at ansee det for et Fremskridt i Christendom!

Dette er det min Pligt at sige, dette: "hvo Du end er, hvilket Dit Liv forresten

-- ved (hvis Du ellers deeltager) at lade være at deeltage i den officielle Gudsdyrkelse, som den nu er, har Du bestandig een og en stor Skyld mindre." Selv bærer Du saa og bære Du saa Ansvaret for, hvorledes Du handler; men Du er gjort opmærksom!
                                                                                                  

Søren Kierkegaard (1813-1855)

Tag et Bræk-Middel! (1855)

Vistnok er der Adskillige, paa hvem mine Artikler i "Fædrelandet"1 har gjort et Indtryk. Maaskee er saa deres Tilstand omtrent denne: de ere blevne opmærksomme eller de ere dog idetmindste komne til at tænke paa, om ikke hele det Religieuse er i en yderst jammerlig Tilstand; men paa den anden Side er der saa Meget, som gjør, at de ikke gjerne ville give sig hen i saadanne Tanker, de elske den vanlige Tingenes Orden, som de høist unødigt slippe.

Saa er deres Tilstand vel omtrent som naar En gaar og har ilde Smag i Munden, belagt Tunge, lidt Kulde-Gysen -- og saa siger Lægen til ham: tag et Bræk-Middel.

Og saaledes siger jeg ogsaa: tag et Bræk-Middel, kom ud af denne Halvheds-Tilstand.

Tænk da først et Øieblik paa, hvad Christendom er, hvad den fordrer af et Menneske, hvilke Offere den kræver, og hvilke Offere der ogsaa ere blevne bragte den, saa (hvad man læser i Fortællingerne) endog "spæde Jomfruer" (der ikke som vore christne Jomfruer udfylde deres Tid, deres Tanke med, om de skulle tage Lyseblaat eller Coquelicot paa i Theatret) ikke gøs tilbage, men, befalende deres Sjæle Gud i Vold, modigen overgave deres "fine Lemmer" til Bødlernes Grusomhed; tænk først et Øieblik herpaa. Og gjør Dig det saa tydeligt, ganske tydeligt og nærværende, indtag det, hvilken Væmmelse det dog er: at leve paa den maade, at dette skal være christelig Gudsdyrkelse, at i en stille Time en Mand dramatisk costumeret træder frem og med Forfærdelse i sin Skikkelse med qvalt Hulken forkynder, at der er et Evighedens Regnskab, et Evighedens Regnskab vi gaae imøde -- og at vi saa leve paa den Maade, at udenfor den stille Time endog blot at skulle sætte sig ud over eet eller andet conventionelt Hensyn end sige et Hensyn til sin Befordring, sin jordiske Fordeel, de Fornemmes Gunst o. s. v. ansees for Noget, som da Ingen kunde falde paa, Declamatoren naturligviis heller ikke, eller hvis Nogen gjør det, at det saa straffes med at erklæres for en art Galskab -- -- tænk Dig at leve paa den Maade, at dette skal være christelig Gudsdyrkelse: nu, virker Bræk-Midlet ikke?

Vel, saa tag en Dosis mere! Gjør Dig det ret tydeligt og nærværende, hvor æklende det er at leve saaledes, at det skal være christelig Gudsdyrkelse: at naar da Declamatoren døer, saa fremtræder en ny costumeret Declamator og i en stille Time fra Prædikestolen fremstiller den afdøde som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde: virker det ikke?

Vel, saa tag en Dosis endnu: gjør Dig det ret tydeligt og nærværende, at leve saaledes, at naar En siger "nei, Sandhedsvidne kunde man dog vistnok ikke kalde den afdøde Declamator" -- at det saa skal være christelig Iver, ideligt gjentaget med størst mulig Udbredelse, at dømme om dette Menneske, at han besudler -- hører Du! -- han besudler en Hædersmands Minde, han krænker Gravens Fred -- hører Du! -- han krænker Gravens Fred o. s. v., o. s. v.

Ikke sandt det virker? Og saa skal Du see, det bliver godt med Dig, den ilde Smag vil forsvinde ɔ: Du vil blive enig med Dig selv, at det Hele er raaddent, en Væmmelse, der dog først ret kunde komme til at virke, som den skulde, da Biskop Martensen fik anbragt det Ord: Sandhedsvidner.

Saa lad det virke; og tak Du næst Gud Biskop Martensen for dette yderst gavnlige Bræk-Middel.

 

 

Søren Kierkegaard: af Enten-Eller Anden Deel indeholdende B.'s Papirer. (1843)

Breve til A

(…)

Dersom nu et Menneske bestandig kunde holde sig paa Valg-Øieblikkets Spidse, dersom han kunde ophøre at være et Menneske, dersom han i sit inderste Væsen kun var en luftig Tanke, dersom Personligheden ikke havde videre at betyde end at være en Nisse, der vel deeltog i Bevægelserne, men dog blev uforandret, dersom det forholdt sig saaledes, saa vilde det være en Taabelighed, at det kunde være for sildigt for et Menneske at vælge, da der i dybere Forstand slet ikke kunne være Tale om et Valg. Valget selv er afgjørende for Personlighedens Indhold; ved Valget synker den ned i det Valgte, og naar den ikke vælger, henvisner den i Tæring. Et Øieblik er det saa, et Øieblik kan det synes saa, at det, der skal vælges imellem, ligger udenfor den Vælgende; han staaer i intet Forhold dertil, han kan bevare sig i Indifferents ligeover derfor. Dette er Overveielsens Øieblik, men det er ligesom det platoniske egentlig slet ikke, og allermindst i den abstracte Forstand, hvori Du vil fastholde det; og jo længere man stirrer derpaa, jo mindre er det. Det, der skal vælges, staaer i det dybeste Forhold til den Vælgende, og naar der er Tale om Valg, der angaaer et Livs-Spørgsmaal, saa skal Individet jo paa samme Tid leve, og kommer derved, jo længere han skyder Valget ud, let til at alterere det, uagtet han bestandig overveier og overveier, og derved troer ret at holde Valgets Modsætninger ude fra hinanden. Naar man betragter Livets Enten-Eller saaledes, da fristes man ikke let til at spøge dermed. Man seer da, at Personlighedens indre Drift ikke har Tid til Tanke-Experimenter, at den bestandig iler frem og paa en eller anden Maade ponerer enten det Ene eller det Andet, hvorved da Valget i næste Øieblik bliver vanskeligere; thi det, der er poneret, skal tages tilbage. Dersom Du tænker Dig en Styrmand i hans Skib i det Øieblik, der skal gjøres et Slag, saa vil han maaskee kunne sige, at jeg kan enten gjøre det eller det; men dersom han ikke er en maadelig Styrmand, saa vil han tillige blive sig bevidst, at Skibet under alt dette skyder sin sædvanlige Fart, og at det saaledes kun er et Øieblik, hvor det er ligegyldigt, om han gjør dette eller dette. Saaledes med et Menneske, glemmer han at beregne denne Fart, saa kommer der tilsidst et Øieblik, hvor der ikke mere er Tale om et Enten-Eller, ikke fordi han har valgt, men fordi han har ladet det være, hvilket ogsaa kan udtrykkes saaledes, fordi Andre have valgt for ham, fordi han har tabt sig selv.

(…)

Det, der da træder frem ved mit Enten-Eller, er det Ethiske. Der er derfor endnu ikke Tale om Valget af Noget, ikke Tale om Realiteten af det Valgte, men om Realiteten af det at vælge. Dette er imidlertid det Afgjørende, og det er dertil jeg vil stræbe at vække Dig. Til dette Punkt kan det ene Menneske hjælpe det andet; naar han er kommen hertil, da bliver den Betydning, det ene Menneske kan have for det andet, mere underordnet. Jeg har i et foregaaende Brev bemærket, at det at have elsket giver et Menneskes Væsen en Harmoni, som aldrig tabes ganske; nu vil jeg sige, det at vælge giver et Menneskes Væsen en Høitidelighed, en stille Værdighed, som aldrig tabes ganske. Der gives Mange, der sætte en overordentlig Priis paa at have skuet en eller anden mærkelig verdenshistorisk Individualitet Ansigt til Ansigt. Dette Indtryk glemme de aldrig, det har givet deres Sjæl et idealt Billede, som adler deres Væsen; og dog er selv dette Øieblik, hvor betydningsfuldt det end kan være, Intet mod Valgets Øieblik. Naar da Alt er blevet stille omkring En, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end han var før, men han bliver sig selv; Bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv. Som en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, før han er bleven myndig, saaledes er selv den rigeste Personlighed Intet, før han har valgt sig selv, og paa den anden Side er selv hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv; og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.

At der i en vis Forstand ikke er Tale om et Valg af Noget, vil Du see deraf, at det, der viser sig paa den anden Side, er det Æsthetiske, der er Indifferentsen. Og dog er her Tale om et Valg, ja et absolut Valg; thi kun ved at vælge absolut kan man vælge det Ethiske. Ved det absolute Valg er altsaa det Ethiske sat; men deraf følger ingenlunde, at det Æsthetiske er udelukket. I det Ethiske er Personligheden centraliseret i sig selv, absolut er altsaa det Æsthetiske udelukket eller det er udelukket som det Absolute, men relativt bliver det bestandig tilbage. Idet Personligheden vælger sig selv, vælger den sig selv ethisk og udelukker absolut det Æsthetiske; men da han dog vælger sig selv, og ikke ved at vælge sig selv bliver et andet Væsen, men bliver sig selv, saa vender hele det Æsthetiske tilbage i sin Relativitet.

Det Enten-Eller, jeg har opstillet, er altsaa i en vis Forstand absolut; thi det er det mellem at vælge og ikke at vælge. Men da Valget er et absolut Valg, saa er Enten-Eller absolut; i en anden Forstand indtræder dog først det absolute Enten-Eller med Valget; thi nu viser Valget mellem Godt og Ondt sig. Dette i og med det Første Valg satte Valg skal ikke beskjeftige mig her, jeg vil blot tvinge Dig hen paa det Punkt, hvor Nødvendigheden af Valget viser sig, og derpaa betragte Tilværelsen under ethiske Bestemmelser. Jeg er ingen ethisk Rigorist, begeistret for en formel abstrakt Frihed; naar blot Valget er sat, saa vender alt det Æsthetiske tilbage, og Du skal see, at først herved bliver Tilværelsen skjøn, og at det først ad denne Vei kan lykkes et Menneske at frelse sin Sjæl og vinde den hele Verden, at bruge Verden uden at misbruge den.

Men hvad er det at leve æsthetisk, og hvad er det at leve ethisk? Hvad er det Æsthetiske i et Menneske, og hvad er det Ethiske? Herpaa vilde jeg svare: det Æsthetiske i et Menneske er det, hvorved han umiddelbar er det, han er; det Ethiske er det, hvorved han bliver det, han bliver. Den der lever i og ved og af og for det Æsthetiske i ham, han lever æsthetisk.

Det er ikke min Hensigt her nærmere at gaae ind paa en Betragtning af det Meget, der ligger i den givne Bestemmelse af det Æsthetiske. Det synes ogsaa en overflødig Sag at ville oplyse Dig om, hvad det er at leve æsthetisk, Du som med saa megen Virtuositet har praktiseret deri, at jeg snarere kunde trænge til Din Hjælp. Imidlertid vil jeg dog skizzere nogle Stadier for at arbeide os hen til det Punkt, hvor Dit Liv egentlig hører hjemme, hvilket er mig af Vigtighed, at Du ikke for tidlig ved et af Dine meget yndede Sidespring, skal slippe fra mig. Desuden tvivler jeg ikke om, at jeg i Meget vil være istand til at oplyse Dig om, hvad det er at leve æsthetisk. Medens jeg nemlig vilde henvise Enhver, der ønskede at leve æsthetisk, til Dig som den paalideligste Veileder, saa vilde jeg ikke henvise til Dig, hvis han i høiere Forstand ønskede at indsee, hvad det er at leve æsthetisk; thi derom vilde Du ikke kunne oplyse ham, netop fordi Du selv er hildet; det kan kun Den forklare ham, der staaer paa et høiere Trin, eller Den der lever ethisk. Du kunde maaskee et Øieblik fristes til at gjøre mig den Chicane, at saa kunde jeg jo igjen heller ikke give en paalidelig Forklaring om, hvad det er at leve ethisk, da jeg selv er hildet deri. Dette vilde dog kun give mig Anledning til en yderligere Oplysning. Grunden, hvorfor den, der lever æsthetisk, i høiere Forstand Intet kan oplyse, er fordi han bestandig lever i Momentet, bestandig dog kun er vidende i en vis Relativitet, indenfor en vis Begrændsning. Det er ingenlunde min Hensigt at negte, at der til at leve æsthetisk, naar et saadant Liv er paa sit Høieste, kan udfordres en Mangfoldighed af Aandsgaver, ja at disse endog maae være i en ualmindelig Grad intensivt udviklede; men dog ere de trælbundne, og Gjennemsigtigheden mangler. Saaledes finder man ofte Dyrearter i Besiddelse af langt skarpere, langt intensivere Sandser end Mennesket, men disse er bundne i Dyrets Instinkt. Jeg vil gjerne tage Dig selv til Exempel. Jeg har aldrig negtet Dig udmærkede Aandsgaver, som Du ogsaa vil see deraf, at jeg ofte nok har bebreidet Dig, at Du misbrugte dem. Du er vittig, ironisk, iagttagende, Dialektiker, erfaren i Nydelse, Du veed at beregne Øieblikket, Du er sentimental, hjerteløs, alt efter Omstændighederne; men under alt dette er Du bestandig kun i Momentet, og Dit Liv opløser sig derfor, og det er Dig umuligt at forklare det. Vil nu En lære den Kunst at nyde, saa er det ganske rigtigt at gaae til Dig; men ønsker han at forstaae Dit Liv, saa henvender han sig til den Urette. Hos mig vil han maaskee snarere kunne finde det, han søger, og det uagtet jeg ingenlunde er i Besiddelse af Dine Aandsgaver. Du er hildet og har ligesom ikke Tid til at rive Dig løs, jeg er ikke hildet, hverken i min Dom om det Æsthetiske, ei heller om det Ethiske; thi i det Ethiske er jeg netop hævet over Øieblikket, er i Friheden; men det er en Modsigelse, at man skulde kunne blive hildet ved at være i Friheden.

Ethvert Menneske, hvor ringe begavet han end er, hvor underordnet hans Stilling i Livet end er, har en naturlig Trang til at danne sig en Livs-Anskuelse, en Forestilling om Livets Betydning og dets Formaal. Den, der lever æsthetisk, gjør det ogsaa, og det almindelige Udtryk, man til alle Tider og fra de forskjelligste Stadier har hørt, er dette: man skal nyde Livet. Det varieres naturligviis saare meget, alt eftersom Forestillingen om Nydelse er forskjellig, men i dette Udtryk, at man skal nyde Livet, enes de Alle. Men Den der siger, han vil nyde Livet, han sætter altid en Betingelse, som enten ligger udenfor Individet, eller er i Individet saaledes, at den ikke er ved Individet selv. Jeg vil bede Dig, dette sidste Punktum betræffende, at holde Udtrykkene lidt fast, da de ere valgte med Flid.

Lad os nu ganske kortelig gjennemløbe disse Stadier, for at vinde hen til Dig. Du er maaskee allerede lidt ærgerlig over det almindelige Udtryk for at leve æsthetisk, jeg har fremsat, og dog vil Du vel neppe kunne negte dets Rigtighed. Det er ofte nok, man hører Dig spotte over Folk, at de ikke vide at nyde Livet, medens Du selv derimod troer at have studeret det fra Grunden af. Det er vel muligt, at de ikke forstaae det; men i Udtrykket selv ere de dog enige med Dig. Du ahner nu maaske, at Du i denne Overveielse vil komme til at gaae i Spand med Mennesker, som ellers ere Dig en Vederstyggelighed. Du mener maaskee, jeg burde være saa galant at behandle Dig som Kunstner, med Taushed at forbigaae Fuskerne, som Du kan have Plage nok af i Livet, og som Du paa ingen Maade ønsker at have noget tilfælleds med. Jeg kan imidlertid ikke hjælpe Dig; thi Du har dog Noget tilfælleds med dem, og det noget saare Væsentligt - Livs-Anskuelse nemlig; og det, hvori Du er forskjellig fra dem, er i mine Øine noget Uvæsentligt. Jeg kan ikke lade være at lee ad Dig; seer Du, min unge Ven, det er en Forbandelse, der følger Dig: de mange Kunstbrødre Du faaer, som Du ingenlunde agter at vedkjende Dig. Du løber Fare for at komme i slet og simpelt Selskab, Du der er saa fornem. Jeg negter ikke, at det maa være ubehageligt at have Livs-Anskuelse tilfælleds med enhver Svirebroder eller Jagtliebhaver. Ganske er det vel heller ikke Tilfældet; thi Du ligger til en vis Grad ude over det æsthetiske Gebeet, som jeg senere skal vise.

(…)

 

Søren Kierkegaard: af Sygdommen til Døden (1849)

Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To. Saaledes betragtet er Mennesket endnu intet Selv.

I Forholdet mellem To er Forholdet det Tredie som negativ Eenhed, og de To forholde sig til Forholdet, og i Forholdet til Forholdet; saaledes er under Bestemmelsen Sjel Forholdet mellem Sjel og Legeme et Forhold. Forholder derimod Forholdet sig til sig selv, saa er dette Forhold det positive Tredie, og dette er Selvet.

Et saadant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv, eller være sat ved et Andet.

Er Forholdet, der forholder sig til sig selv, sat ved et Andet, saa er Forholdet vistnok det Tredie, men dette Forhold, det Tredie, er saa dog igjen et Forhold, forholder sig til hvad der har sat hele Forløbet.

Et saadant deriveret, sat Forhold er Menneskets Selv, et Forhold, der forholder sig til sig selv, og i at forholde sig til sig selv forholder sig til et Andet. Deraf kommer det, at der kan blive to Former for egentlig Fortvivlelse. Havde Menneskets Selv sat sig selv, saa kunde der kun være Tale om een Form, den ikke at ville være sig selv, at ville af med sig selv, men der kunde ikke være Tale om, fortvivlet at ville være sig selv. Denne Formel er nemlig Udtrykket for hele Forholdets (Selvets) Afhængighed, Udtrykket for, at Selvet ikke ved sig selv kan komme til eller være i Ligevægt og Ro, men kun ved i at forholde sig til sig selv at forholde sig til Det, som har sat hele Forholdet. Ja, det er saa langt fra, at denne anden Form af Fortvivlelse (fortvivlet at ville være sig selv) blot betegner en egen Art af Fortvivlelse, at tværtimod al Fortvivlelse tilsidst kan opløses i og tilbageføres paa den. Dersom en Fortvivlende er, som han mener det, opmærksom paa sin Fortvivlelse, ikke taler meningsløst om den, som om Noget, der hænder ham (omtrent som naar Den, der lider af Svimmel, ved et nerveust Bedrag taler om en Tyngde paa Hovedet, eller om at det er som faldt der Noget ned paa ham o.s.v., hvilken Tyngde, og hvilket Tryk dog ikke er noget Udvortes, men en omvendt Reflexion af det Indvortes) - og nu af al Magt ved sig selv og ene ved sig selv vil hæve Fortvivlelsen: saa er han endnu i Fortvivlelsen, arbeider sig med al sin formeentlige Arbeiden kun desto dybere i en dybere Fortvivlelse. Fortvivlelsens Misforhold er ikke et simpelt Misforhold, men et Misforhold i et Forhold, der forholder sig til sig selv, og er sat af et Andet, saa Misforholdet i hiint for sig værende Forhold tillige reflekterer sig uendeligt i Forholdet til den Magt, som satte det.

Dette er nemlig Formelen, som beskriver Selvets Tilstand, naar Fortvivlelsen ganske er udryddet: i at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det.

 

 

DOMMEDAG

Messias kommer i år 2012!

Af David Hansen d. 15. april 2009

Så klart og tydeligt et budskab kommer der fra en af Danmarks kendte forkyndere, nemlig bibellæreren og forfatteren Anders Ova. Du kan selv høre hans undervisning om dette emne på Aars Frikirkes hjemmeside, fra et møde han holdt der den 24. januar i år (2009).

År, dag eller time?

Anders Ova er uden tvivl klar over advarslerne i Bibelen, at "ingen vil kende dag eller time" for, hvornår Jesus Kristus kommer igen. De fleste kristne ved om, og tror på, at det sker en dag, men at der ligefrem er nogen som vover at sætte årstal på, det har de fleste det dårligt med. Nu er "dag eller time" jo ikke det samme som et årstal, så i den forstand er Anders Ova dækket ind, og så vidt jeg forstår det, er der tale om et alvorligt opråb til først og fremmest de troende om, at være årvågne og bemærke alle de tegn, som skriften jo taler meget om i forbindelse med Jesus genkomst.

Vi har det godt her…

Hvorfor bliver vi forargede og kan ikke lide at høre disse "dommedagstoner"? Nok fordi vi lever en bekvem tilværelse,  noget vi kender og har det godt med. Vi bygger vore huse og sikrer vores tilværelse på alle leder og kanter, som om vi skal være her en evighed. Uanset vores ægte religiøse overbevisning om, at det hører op en dag, og at Jesus virkelig vil komme og sætte en stopper for det vanvid, som pågår på vores klode, så ændrer det ikke meget ved vore prioriteter. Det er jo ikke lige her hos os, at jordskælv forekommer, at havet vælter ind over vore kyster og oversvømmer byerne, at vulkanudbrud, krige og hungersnød hærger nationen.

Kristi genkomst skaber tro

Men Anders Ovas opråb kommer betids, - det kalder os til at vågne op af den daglige rutine, af det hyggelige liv og en uforpligtende tilværelse. Forventning om Kristi genkomst har altid været et adelsmærke på levende kristendom. Alle troende ned igennem historien har levet med dette fokus, de har ventet, bedt og troet at det skete i deres livstid. Det sket ikke for dem, men forventningen var i sig selv en stærk kraft, der bandt dem sammen, styrkede deres tro i kriser og under forfølgelse,  og sikrede dem mod kærligheden til denne verden m.v. Det skabte et åndsliv, der var fuld af ægthed, tilbedelse og offervilje i deres levetid.

Endetidstegnene er synlige

Verdenssituationen idag ser imidlertid ud lige præcis som Jesus forudsiger det i det nye testamente. "Når alt dette begynder at ske" siger han, "så skal I opløfte jeres øjne…" osv, for så kommer Han tilbage til jorden for at sætte alle de ting på plads, som vi mennesker ikke formåede at klare via alle vores forsøg, Nato, EU, FN, falske fredsinitiativer osv.

Hvis det er rigtigt, at Jesus kommer i 2012, hvad vil det så føre til af ændringer i vores tilværelse lige nu? Spørgsmålet er interessant, for det vil virkelig sætte vores adfærd, værdier, relationer og gøremål op til revurdering, mon ikke?

Der er fire år til verdens undergang  5. februar 2008 06:52  avisen.dk  

Du har måske knap så lang tid igen. For 2000 år siden forudsagde Maya-indianerne verdens undergang i 2012.

Hæv pensionsopsparingen. Lær konen lidt bedre at kende. Og for guds skyld, lad børnene tage fri fra skole en gang imellem.

Verden, som vi kender den, går nemlig under 21. december i 2012. Det mente i hvert fald Maya-indianerne, som regerede Mellemamerika for 1.000 år siden.

Meget af deres kultur, religion og viden er gået tabt, siden spanske conquistadoras for 500 år siden rullede hen over Mellemamerika. Men deres præcise og uforlignelige kalender er blevet bevaret. Og den sidste epoke i den kalender slutter præcis 21. december 2012. Der slutter det hele, mente Maya-indianerne.

Populær dommedag

Maya-indianerne var ikke alene om at mene, at der var noget skummelt ved 2012.

Allerede Nostradamus forudså store katastrofer omkring 2012. Og i dag har Maya-indianernes udgave af dommedag fået den største medvind i 500 år: En af 2007 s største hits i biografen, I Am Legend , tog en dommedag i 2012 under behandling.

Sidste år kom også bogen Apocalypse 2012 af Lawrence Joseph. En prisvindende amerikansk professor i litteratur, som gennemgår en stribe sandsynlige scenarier for verdens undergang inden for knap fem år. Og det er bare den seneste af en stribe bøger, som alle tager udgangspunkt i 2012 som det helt store punktum.

Magnetfelter bytter plads

Er der grund til at tage Maya-indianernes profetier seriøst? Vidste den i dag forsvundne civilisation noget, som er gået tabt?

En ting er sikkert: Maya-indianerne var blandt datidens bedste astronomer. Nogle mener, at de observerede galakser, som man kun burde kunne se med et teleskop. Og deres kalender og matematik var blandt datidens bedste.

Og hvad finder mon sted i 2012, som bestemt lyder apokalyptisk? Ifølge den amerikanske rumforskningsorganisation NASA vil der ske det ufattelige, at solens magnetpoler vil bytte plads.

Når man står over for jordens undergang, må man nedkalde de største autoriteter for at få styr på fakta. Vil solens poler virkelig bytte plads i 2012?

»Ja, det vil de. Solens magnetfelt vil briste,« bekræfter Anja Andersen, astrofysiker ved Københavns Universitet.

»Men det er nu noget, som finder sted hvert 11. år, så det er ikke noget, jeg er bekymret for.«

Vil det sige, at du kan afvise, at jorden går under i 2012?

»Sidste gang solens poler byttede plads, var i 2001. Dengang fik vi Anders Fogh Rasmussen (V) til magten. Det kaldte nogle for jordens undergang dengang. Personligt er jeg ikke nervøs, men helt udelukke noget kan man aldrig.«


    

 

Eksempel på brug af Nostradamus:

Nostradamus' prediction on WW3: 

"In the year of the new century and nine months, 
From the sky will come a great King of Terror... 
The sky will burn at forty-five degrees. 
Fire approaches the great new city..." 
"In the city of york there will be a great collapse, 
2 twin brothers torn apart by chaos 
while the fortress falls the great leader will succumb 
third big war will begin when the big city is burning"  
- NOSTRADAMUS

Dette er det korrekte citat: 
 

X 72

L'an mil neuf cens nonante neuf sept mois 
Du ciel viendra vn grand Roy d'effrayeur 
Resusciter le grand Roy d'Angolmois, 
Auant apres Mars regner par bon heur.

The year 1999, seventh month, 
From the sky will come a great King of Terror: 
To bring back to life the great King of the Mongols, 
Before and after Mars to reign by good luck.

 

Det gamle Testamente

Første Mosebog

 

Verdens skabelse

kapitel 1

v1  I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

v2  Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

v3  Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. v4  Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. v5  Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

v6  Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; v7  Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. v8  Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

v9  Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. v10  Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.

v11  Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; v12  jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. v13  Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

v14  Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, v15  og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; v16  Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. v17  Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, v18  til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. v19  Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

v20  Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; v21  Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. v22  Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« v23  Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

v24  Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; v25  Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.

v26  Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« v27  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. v28  Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« v29  Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. v30  Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. v31  Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

kapitel 2

v1  Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. v2  På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. v3  Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.

v4  Det var himlens og jordens skabelseshistorie.

Adam og Eva

Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, v5  var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, v6  men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. v7  Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

v8  Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. v9  Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.

v10  I Eden udsprang en flod, der vandede haven. Udenfor delte den sig og blev til fire strømme. v11  Den første hedder Pishon; den snor sig gennem hele landet Havila, hvor der er guld. v12  Guldet i det land er fint; der er også bedellium og shoham-sten. v13  Den anden flod hedder Gihon; den snor sig gennem hele landet Nubien. v14  Den tredje flod hedder Tigris; den løber øst for Assur. Den fjerde flod er Eufrat.

v15  Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. v16  Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. v17  Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!«

v18  Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« v19  Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. v20  Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

v21  Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. v22  Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. v23  Da sagde Adam:
»Nu er det ben af mine ben
og kød af mit kød.
Hun skal kaldes kvinde,
for af manden er hun taget.«
v24  Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.

v25  Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke.

 

kapitel 3

 

Syndefaldet og uddrivelsen af Edens have

v1  Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« v2  Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, v3  men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« v4  Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! v5  Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« v6  Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. v7  Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

v8  Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. v9  Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« v10  og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« v11  Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« v12  Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« v13  Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.«

v14  Da sagde Gud Herren til slangen:
»Fordi du har gjort dette,
skal du være forbandet
blandt alt kvæg
og blandt alle vilde dyr.
På din bug skal du krybe,
og støv skal du æde,
alle dine dage.
v15  Jeg sætter fjendskab
mellem dig og kvinden,
mellem dit afkom og hendes:
Hendes afkom skal knuse dit hoved,
og du skal bide hendes afkom i hælen.«
v16  Til kvinden sagde han:
»Jeg vil gøre dit svangerskab
plagsomt og pinefuldt,
i smerte skal du føde børn.
Du skal begære din mand,
og han skal herske over dig.«
v17  Til Adam sagde han:
»Fordi du lyttede til din kvinde
og spiste af det træ,
jeg forbød dig at spise af,
skal agerjorden være forbandet for din skyld;
med møje skal du skaffe dig føden
alle dine dage.
v18  Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig,
og du skal leve af markens planter.
v19  I dit ansigts sved
skal du spise dit brød,
indtil du vender tilbage til jorden,
for af den er du taget.
Ja, jord er du,
og til jord skal du blive.«
v20  Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker. v21  Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. v22  Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!« v23  Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. v24  Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.

 

Esajas' Bog

kapitel 6

Esajas kaldes til profet

v1  I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. v2  Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. v3  De råbte til hinanden:
      »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
      hele jorden er fuld af hans herlighed!«
v4  Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg.

v5  Da sagde jeg:
      »Ve mig, det er ude med mig,
      for jeg er en mand med urene læber,
      jeg bor i et folk med urene læber,
      og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.«
v6  Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. v7  Han berørte min mund og sagde:
      »Nu har dette rørt dine læber,
      din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«

v8  Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!« v9  Så sagde han:
      »Gå hen og sig til dette folk:
      I skal høre og høre, men intet fatte,
      I skal se og se, men intet forstå.
       v10  Dæk dette folks hjerte med fedt,
      gør deres ører tunge, luk deres øjne til,
      for at de ikke skal se med øjnene,
      høre med ørerne og fatte med hjertet
      og vende om, så han må helbrede dem.«

v11  Jeg spurgte: »Hvor længe, Herre?« og han svarede:
      »Indtil byerne ligger øde uden indbyggere,
      husene uden mennesker,
      og jorden er blevet en ørken.«
       v12  Herren vil fjerne menneskene,
      og landet bliver øde og forladt.
       v13  Og er der endnu en tiendedel tilbage,
      skal også den udryddes,
      som når en terebinte eller en eg bliver fældet,
      og der bliver en stub tilbage.
      Dens stub er hellig sæd.

kapitel 53

   v1  Hvem troede på det, vi hørte?
      For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
       v2  Han skød op foran Herren som en spire,
      som et rodskud af den tørre jord.
      Hans skikkelse havde ingen skønhed,
      vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
       v3  Foragtet og opgivet af mennesker,
      en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
      én man skjuler ansigtet for,
      foragtet, vi regnede ham ikke for noget.


       v4  Men det var vore sygdomme, han tog,
      det var vore lidelser, han bar;
      og vi regnede ham for en, der var ramt,
      slået og plaget af Gud.
       v5  Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
      og knust for vore synder.
      Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
      ved hans sår blev vi helbredt.
       v6  Vi flakkede alle om som får,
      vi vendte os hver sin vej;
      men Herren lod al vor skyld ramme ham.


       v7  Han blev plaget og mishandlet,
      men han åbnede ikke sin mund;
      som et lam, der føres til slagtning,
      som et får, der er stumt, mens det klippes,
      åbnede han ikke sin mund.
       v8  Fra fængsel og dom blev han taget bort.
      Hvem tænkte på hans slægt,
      da han blev revet bort fra de levendes land?
      For mit folks synd blev han ramt.
       v9  Man gav ham grav blandt forbrydere
      og gravplads blandt de rige,
      skønt han ikke havde øvet uret,
      der fandtes ikke svig i hans mund.


       v10  Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
      Når hans liv er bragt som skyldoffer,
      ser han afkom og får et langt liv,
      og Herrens vilje lykkes ved ham.
       v11  Efter sin lidelse ser han lys,
      han mættes ved sin indsigt.
      Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
      og han bærer på deres synder.
       v12  Derfor giver jeg ham del med de store,
      med de mægtige deler han bytte,
      fordi han hengav sit liv til døden
      og blev regnet blandt lovbrydere.
      Men han bar de manges synd
      og trådte i stedet for syndere.

 

 

Det nye Testamente

Mattæusevangeliet

kapitel 1

 

Jesu slægt

v1  Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn.

v2  Abraham blev far til Isak, Isak til Jakob, og Jakob til Juda og hans brødre. v3  Juda blev med Tamar far til Peres og Zera, Peres blev far til Hesron, Hesron til Ram, v4  Ram til Amminadab, Amminadab til Nakshon, og Nakshon til Salmon. v5   Salmon blev med Rahab far til Boaz, Boaz blev med Ruth far til Obed, Obed blev far til Isaj, v6  og Isaj blev far til kong David.

David blev med Urias' hustru far til Salomo, v7  Salomo blev far til Rehabeam, Rehabeam til Abija, Abija til Asaf, v8  Asaf til Joshafat, Joshafat til Joram, Joram til Uzzija, v9  Uzzija til Jotam, Jotam til Akaz, Akaz til Hizkija, v10  Hizkija til Manasse, Manasse til Amos, Amos til Josija, v11  og Josija til Jekonja og hans brødre under bortførelsen til Babylon.

v12  Efter bortførelsen til Babylon blev Jekonja far til Shealtiel, Shealtiel til Zerubbabel, v13  Zerubbabel til Abiud, Abiud til Eljakim, Eljakim til Azor, v14  Azor til Sadok, Sadok til Akim, Akim til Eliud, v15  Eliud til Eleazar, Eleazar til Mattan, Mattan til Jakob v16  og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus.

v17  I alt er der altså fra Abraham indtil David fjorten slægtled, fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled, fra bortførelsen til Babylon og indtil Kristus fjorten slægtled.

Jesu fødsel

v18  Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. v19  Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. v20  Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. v21  Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«

v22  Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: v23  »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os. v24  Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. v25  Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus.

 

kapitel 2

De vise mænd

v1  Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem v2  og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« v3  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. v4  Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. v5  De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
       v6  Du, Betlehem i Judas land,
      du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
      Fra dig skal der udgå en hersker,
      som skal vogte mit folk, Israel.«
v7  Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. v8  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« v9  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. v10  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. v11  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. v12  Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Flugten til Egypten

v13  Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« v14  Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. v15  Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.«

Barnemordet i Betlehem

v16  Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. v17  Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
       v18  I Rama høres råb,
      gråd og megen klage;
      Rakel græder over sine børn,
      hun vil ikke lade sig trøste,
      for de er ikke mere.

Hjemkomsten fra Egypten

v19  Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten v20  og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« v21  Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. v22  Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, v23  og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.

Lukasevangeliet

kapitel 1

 

Forord

v1  Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, v2  sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, v3  har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, v4  for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i.

Løftet om Johannes Døbers fødsel

v5  I de dage, da Herodes var konge over Judæa, var der i Abijas skifte en præst ved navn Zakarias. Hans hustru var af Arons slægt og hed Elisabeth. v6  De var begge retfærdige for Gud og levede uangribeligt efter alle Herrens bud og forskrifter, v7  men de var barnløse, for Elisabeth var ufrugtbar, og de var begge højt oppe i årene.

v8  Så skete det, mens Zakarias gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, v9  at det ved den sædvanlige lodtrækning blandt præsterne blev ham, der skulle gå ind i Herrens tempel og bringe røgelsesofferet, v10  og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted. v11  Da viste Herrens engel sig for ham, stående til højre for røgelsesofferalteret. v12  Zakarias blev forfærdet, da han så ham, og han blev grebet af frygt. v13  Men englen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. v14  Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, v15  for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, v16  og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. v17  Han skal gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.«

v18  Zakarias sagde til englen: »Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.« v19  Da svarede englen ham: »Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. v20  Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.«

v21  Imens stod folket og ventede på Zakarias og undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. v22  Da han kom ud, kunne han ikke sige noget til dem, og de forstod, at han havde haft et syn i templet; han måtte gøre tegn til dem og var og blev stum. v23  Da de dage, han skulle gøre tjeneste i, var gået, tog han hjem. v24  Og efter disse dage blev hans hustru Elisabeth gravid, og hun lod sig ikke se i fem måneder, men tænkte: v25  »Det har Herren gjort mod mig i de dage, da han tog sig af mig og fjernede min vanære blandt mennesker.«

Bebudelsen af Jesu fødsel

v26  Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, v27  til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. v28  Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« v29  Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. v30  Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. v31  Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. v32  Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; v33  han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« v34  Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« v35  Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. v36  Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; v37  thi intet er umuligt for Gud.« v38  Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

Maria hos Elisabeth

v39  I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; v40  hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. v41  Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden v42  og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! v43  Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? v44  For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. v45  Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

Marias lovsang

v46  Da sagde Maria:
      Min sjæl ophøjer Herren,
       v47  og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
       v48  Han har set til sin ringe tjenerinde.
      For herefter skal alle slægter prise mig salig,
       v49  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
      Helligt er hans navn,
       v50  og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
      varer i slægt efter slægt.
       v51  Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
      splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
       v52  han har styrtet de mægtige fra tronen,
      og han har ophøjet de ringe;
       v53  sultende har han mættet med gode gaver,
      og rige har han sendt tomhændet bort.
       v54  Han har taget sig af sin tjener Israel
      og husker på sin barmhjertighed
       v55  – som han tilsagde vore fædre –
      mod Abraham og hans slægt til evig tid.
v56  Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

Johannes Døbers fødsel

v57  Så kom tiden, da Elisabeth skulle føde, og hun fødte en søn. v58  Og hendes naboer og slægtninge hørte, hvor stor en barmhjertighed Herren havde vist hende, og de glædede sig med hende. v59  Den ottende dag kom de for at omskære drengen, og de ville opkalde ham efter hans far, Zakarias. v60  Da sagde hans mor: »Nej, han skal hedde Johannes.« v61  De sagde til hende: »Men der er ingen af det navn i din slægt,« v62  og med tegn spurgte de faderen, hvad han ville have, at drengen skulle hedde. v63  Han bad om en tavle og skrev: »Johannes er hans navn.« Og alle undrede sig. v64  I det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og lovpriste Gud. v65  Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. v66  Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: »Hvad skal den dreng mon blive til?« For Herrens hånd var med ham.

Zakarias' lovsang

v67  Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
       v68  Lovet være Herren, Israels Gud,
      for han har besøgt og forløst sit folk.
       v69  Han har oprejst os frelsens horn
      i sin tjener Davids hus,
       v70  sådan som han fra gammel tid har forkyndt
      ved sine hellige profeters mund:
       v71  at frelse os fra vore fjender
      og fra alle dem, som hader os,
       v72  at vise barmhjertighed mod vore fædre
      og huske på sin hellige pagt,
       v73  den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
       v74  at fri os fra vore fjenders hånd
      og give os at tjene ham uden frygt
       v75  i fromhed og retfærdighed
      for hans åsyn alle vore dage.
       v76  Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
      for du skal gå foran Herren og bane hans veje
       v77  og lære hans folk at kende frelsen
      i deres synders forladelse,
       v78  takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
      hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
       v79  for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
      og lede vore fødder ind på fredens vej.

v80  Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

kapitel 2

Jesu fødsel

v1  Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8  I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
       v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!
      Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15  Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16  De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17  Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18  og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19  men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20  Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

v21  Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Simeon og Anna

v22  Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren v23  – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – v24  og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

v25  I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, v26  og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. v27  Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, v28  tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
       v29  Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
       v30  For mine øjne har set din frelse,
       v31  som du har beredt for alle folk:
       v32  Et lys til åbenbaring for hedninger
      og en herlighed for dit folk Israel.

v33  Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. v34  Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges v35  – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

v36  Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, v37  og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. v38  Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

v39  Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. v40  Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Den tolvårige Jesus i templet

v41  Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. v42  Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. v43  Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. v44  I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. v45  Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; v46  og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. v47  Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. v48  Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« v49  Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« v50  Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. v51  Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. v52  Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Markusevangeliet

kapitel 1

 

Johannes Døber i ørkenen

v1  Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn.

v2  Som der står skrevet hos profeten Esajas:
      Se, jeg sender min engel foran dig,
      han skal bane din vej.
       v3  Der er en, der råber i ørkenen:
      Ban Herrens vej,
      gør hans stier jævne!
v4  – således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. v5  Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. v6  Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet, og han levede af græshopper og vildhonning. v7  Og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem. v8  Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden.«

Jesu dåb og Jesu fristelse

v9  I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. v10  Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due; v11  og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«

v12  Straks efter drev Ånden ham ud i ørkenen. v13  Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham.

Jesu forkyndelse i Galilæa

v14  Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium v15  og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«

De første disciple kaldes

v16  Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. v17  Jesus sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« v18  Og de lod straks garnene være og fulgte ham. v19  Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus' søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. v20  Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.

Helbredelsen af manden med den urene ånd

v21  Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik han straks ind i synagogen og underviste. v22  Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge.

v23  Netop da var der i deres synagoge en mand med en uren ånd, og han skreg: v24  »Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!« v25  Men Jesus truede ad ånden og sagde: »Ti stille, og far ud af ham!« v26  Den urene ånd rev og sled i ham, gav et højt skrig fra sig og fór ud af ham. v27  De blev alle sammen så forfærdede, at de sagde i munden på hinanden: »Hvad er dette? En ny lære med myndighed! Selv de urene ånder befaler han over, og de adlyder ham!« v28  Og rygtet om ham kom straks ud overalt i hele Galilæa.

Helbredelsen af Simons svigermor og andre syge

v29  Og straks de var kommet ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas' hus sammen med Jakob og Johannes. v30  Simons svigermor lå med feber, og de fortalte straks Jesus om hende. v31  Så gik han hen og tog hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem.

v32  Da det blev aften, og solen var gået ned, kom folk hen til ham bærende på alle de syge og besatte; v33  og hele byen var stimlet sammen ved døren. v34  Han helbredte mange, der led af forskellige sygdomme, og uddrev mange dæmoner; men han tillod ikke dæmonerne at sige noget, for de vidste, hvem han var.

Jesu forkyndelse i andre byer

v35  Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér. v36  Simon og de andre skyndte sig efter ham, v37  og da de fandt ham, sagde de: »Alle leder efter dig.« v38  Men han sagde til dem: »Lad os gå andre steder hen, til landsbyerne heromkring, så jeg også kan prædike dér; det er derfor, jeg er draget ud.« v39  Så drog han rundt og prædikede i deres synagoger i hele Galilæa og uddrev dæmonerne.

Helbredelsen af en spedalsk

v40  Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: »Hvis du vil, kan du gøre mig ren.« v41  Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« v42  Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren. v43  Jesus talte strengt til ham og sendte ham straks væk, v44  idet han sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.« v45  Men manden gik ud og gav sig ivrigt til at prædike ordet vidt og bredt, så Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i nogen by, men måtte blive udenfor på øde steder. Alligevel blev folk ved med at komme til ham alle vegne fra.

 

kapitel 2

 

Helbredelsen af den lamme i Kapernaum

v1  Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. v2  Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. v3  Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. v4  Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. v5  Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« v6  Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: v7  »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« v8  Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? v9  Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? v10  Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: v11  »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« v12  Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

Levi kaldes til discipel

v13  Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem. v14  Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

v15  Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. v16  Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« v17  Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

Ung vin på nye lædersække

v18  Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« v19  Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. v20  Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. v21  Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. v22  Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

Aksplukningen på sabbatten

v23  På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks. v24  Farisæerne sagde da til ham: »Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?« v25  Så sagde han til dem: »Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne, v26  hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?« v27  Og Jesus sagde til dem: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. v28  Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.«

 

kapitel 3

Helbredelsen af manden med den visne hånd

v1  Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd. v2  Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham. v3  Og han sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og kom ind i midten!« v4  Så sagde han til dem: »Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?« Men de tav. v5  Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: »Ræk hånden frem!« Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. v6  Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.

Store folkeskarer og mange helbredelser

v7  Jesus trak sig tilbage til søen sammen med sine disciple, og en stor mængde mennesker fra Galilæa fulgte med. v8  Også fra Judæa, fra Jerusalem, fra Idumæa, fra den anden side af Jordan og fra landet omkring Tyrus og Sidon kom der en stor mængde mennesker, som havde hørt om alt det, han gjorde. v9  Og han sagde til sine disciple, at en båd skulle holdes klar til ham på grund af skaren, for at de ikke skulle mase ham. v10  Han helbredte nemlig mange, så alle de, der var syge, kastede sig over ham for at røre ved ham. v11  Og når de urene ånder så ham, faldt de ned for fødderne af ham og råbte: »Du er Guds søn!« v12  Men han pålagde dem meget strengt, at de ikke måtte røbe ham.

Valget af de tolv

v13  Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ville, og de kom hen til ham. v14  Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike v15  og have magt til at uddrive dæmoner. v16  Han valgte de tolv: Simon, som han gav tilnavnet Peter, v17  og Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs bror, dem gav han tilnavnet Boanerges, det vil sige »Tordensønner«, v18  og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus' søn, og Thaddæus og Simon Kananæer v19  og Judas Iskariot, ham som forrådte ham.

Jesus og Beelzebul og bespottelse mod Helligånden

v20  Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise. v21  Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.

v22  Og de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.« v23  Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: »Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan? v24  Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå. v25  Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå. v26  Og hvis Satan har rejst sig mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham. v27  Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.

v28  Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter. v29  Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.« v30  De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.«

Jesu sande slægtninge

v31  Så kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor. v32  Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: »Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig.« v33  Men han svarede dem: »Hvem er min mor og mine brødre?« v34  Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: »Se, her er min mor og mine brødre. v35  For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.«

 

kapitel 14

 

Beslutningen om Jesu død

v1  Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne gribe Jesus med list og slå ham ihjel. v2  For de sagde: »Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket!«

Salvningen i Betania

v3  Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. v4  Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? v5  Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. v6  Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. v7  De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. v8  Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. v9  Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

Judas' forræderi

v10  Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. v11  Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham.

Nadveren

v12  Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham: »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?« v13  Han sendte da to af sine disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i byen, så vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, v14  og dér, hvor han går ind, skal I sige til husets ejer: Mesteren siger: Hvor er der et rum til mig, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple? v15  Så vil han vise jer et stort rum ovenpå, gjort klar med hynder, og dér skal I forberede det til os.« v16  Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.

v17  Da det blev aften, kom han og de tolv. v18  Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en der spiser sammen med mig.« v19  De blev bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig?« v20  Han sagde til dem: »Det er en af de tolv, en der dypper i samme fad som jeg. v21  For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

v22  Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: »Tag det; dette er mit legeme.« v23  Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det. v24  Og han sagde til dem: »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. v25  Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.«

Forudsigelsen af Peters fornægtelse

v26  Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. v27  Og Jesus sagde til dem: »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹ v28  Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.« v29  Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.« v30  Men Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« v31  Men han forsikrede endnu stærkere: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre.

Jesus i Getsemane

v32  Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.« v33  Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst v34  og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« v35  Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. v36  Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« v37  Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? v38  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.« v39  Atter gik han bort og bad med de samme ord. v40  Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham. v41  Så kom han for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. v42  Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

Tilfangetagelsen

v43  Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. v44  Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! v45  Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde: »Rabbi!« og kyssede ham. v46  De lagde hånd på ham og greb ham. v47  En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. v48  Så tog Jesus til orde og sagde til dem: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. v49  Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.« v50  Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede. v51  Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i, v52  men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.

Jesus for Rådet

v53  Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes. v54  Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

v55  Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget. v56  Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens. v57  Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige: v58  »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.« v59  Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

v60  Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« v61  Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?« v62  Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.« v63  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner? v64  I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden.

v65  Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

Peters fornægtelse

v66  Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi, v67  og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.« v68  Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede. v69  Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.« v70  Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.« v71  Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!« v72  I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

kapitel 15

 

Jesus for Pilatus

v1  Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. v2  Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.« v3  Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt, v4  og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!« v5  Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

v6  Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. v7  Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret. v8  Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede. v9  Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?« v10  Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. v11  Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. v12  Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?« v13  De råbte tilbage: »Korsfæst ham!« v14  Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!« v15  Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Tornekroningen

v16  Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. v17  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. v18  Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!« v19  De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham. v20  Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

Korsfæstelsen

v21  Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

v22  De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v23  De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24  Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25  Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26  Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27  Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28   Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

v29  De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30  frels dig selv og stig ned fra korset!« v31  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Jesu død

v33  Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36  Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38  Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39  Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

v40  Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome; v41  de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

Gravlæggelsen

v42  Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat, v43  kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. v44  Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. v45  Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef. v46  Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven. v47  Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.

 

kapitel 16

 

Jesu opstandelse

v1  Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. v2  Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. v3  Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« v4  Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. v5  Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. v6  Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7  Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« v8  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Den opstandne Jesus og disciplene

v9   Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af. v10  Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. v11  Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det.

v12  Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet. v13  De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro.

v14  Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. v15  Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. v16  Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. v17  Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, v18  og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

v19  Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. v20  Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

 

 

Mattæusevangeliet

kapitel 28

 

Jesu opstandelse

v1  Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. v2  Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. v3  Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. v4  De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. v5  Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. v6  Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. v7  Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

Mødet med den opstandne Jesus

v8  Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. v9  Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et »God morgen!« Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. v10  Da sagde Jesus til dem: »Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.«

Gravvagten bestikkes

v11  Mens de var på vej, kom nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der var sket. v12  De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, v13  og de sagde: »I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. v14  Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og holde jer udenfor.« v15  De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag.

Missionsbefalingen

v16  Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. v17  Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. v18  Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

 

Johannes' Åbenbaring

kapitel 13

 

Dyret fra havet og dyret fra jorden

v1  Og jeg så et dyr stige op af havet; det havde ti horn og syv hoveder og på sine horn ti kroner og på sine hoveder gudsbespottelige navne. v2  Det dyr, jeg så, lignede en panter, dets fødder var som en bjørns og dets mund som en løves mund, og dragen gav det sin magt og sin trone og stor styrke. v3  Et af dets hoveder var som dødeligt såret, men dets banesår blev lægt. Hele jorden fulgte dyret med undren v4  og tilbad dragen, der havde givet dyret magten; og de tilbad dyret og sagde: »Hvem er dyrets ligemand, og hvem kan gå i krig mod det?« v5  Og det fik givet en mund, der talte store bespottelige ord, og det fik givet magt til at gøre det i toogfyrre måneder. v6  Det åbnede munden til bespottelser mod Gud, det spottede hans navn og hans bolig og dem, der har bolig i himlen. v7  Det fik givet magt til at føre krig mod de hellige og besejre dem, og det fik givet magt over hver stamme og folk, tungemål og folkeslag. v8  Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, det slagtede lams bog. v9  Har nogen øre, skal han høre!
       v10  Skal nogen i fangenskab, kommer han i fangenskab,
      skal nogen falde for sværdet, falder han for sværdet.
Her kræves der udholdenhed og tro af de hellige!

v11  Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det havde to horn som et lam, men talte som en drage. v12  Det udøver hele det første dyrs magt for dets øjne; og det får jorden og dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, det hvis banesår blev lægt. v13  Det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for øjnene af menneskene. v14  Det forfører dem, der bor på jorden, med de tegn, som det har fået givet at gøre for dyrets øjne, og siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret, der fik sværdhugget og kom til live. v15  Og det fik givet at blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets billede. v16  Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, v17  så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. v18  Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.

kapitel 14

 

Sangen til Lammets pris

v1  Jeg så: Se, Lammet stod på Zions bjerg, og hos det stod ét hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets faders navn skrevet på deres pande. v2  Og jeg hørte en lyd fra himlen som lyden af vældige vande og som lyden af voldsom torden, og den lyd, jeg hørte, lød som harpespillere, der slår deres harper. v3  Og de synger en ny sang foran tronen og de fire levende væsener og de fireogtyve ældste, og den sang kunne ingen lære undtagen de ét hundrede og fireogfyrre tusind, som er købt fri af jorden. v4  Det er dem, der ikke har sølet sig til med kvinder, men er jomfruelige. De følger Lammet, hvor det går. De er købt fri fra menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet, v5  og der fandtes ikke løgn i deres mund; de er uden fejl.

De tre engles domsforkyndelse

v6  Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, v7  og englen sagde med høj røst:
      Frygt Gud og giv ham ære,
      for timen er kommet, da han dømmer.
      Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.
v8  Og en anden engel fulgte efter og sagde:
      Faldet, ja, faldet er det store Babylon,
      som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin.
v9  Og en tredje engel fulgte efter dem og sagde med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, v10  skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. v11  Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat, de der tilbeder dyret og dets billede eller tager dets navn som mærke. v12  Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.«

v13  Og jeg hørte en røst fra himlen sige: »Skriv: Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.«

Jordens høst

v14  Og jeg så: Se, der var en hvid sky, og på skyen sad der en, der så ud som en menneskesøn, med guldkrone på hovedet og en skarp segl i hånden. v15  Og en anden engel kom ud fra templet og råbte med høj røst til ham, der sad på skyen:
      Brug din segl og høst, for nu er det tid til at høste,
      og jordens høst er tjenlig.
v16  Og han, som sad på skyen, svang sin segl over jorden, og jorden blev høstet.

v17  Og der kom en anden engel ud fra templet i himlen, også den med en skarp segl. v18  Og endnu en engel kom fra alteret, og den havde magt over ilden. Den råbte med høj røst til englen med den skarpe segl: »Brug din skarpe segl og høst klaserne på jordens vinstok, for dens druer er modne.« v19  Og englen svang sin segl på jorden og høstede jordens vinstok og hældte druerne i Guds harmes store perse. v20  Og persen blev trådt uden for byen, og på en strækning af seksten hundrede stadier flød der blod ud af persen op til hestenes bidsler.

kapitel 15

 

De syv engle med de sidste syv plager

v1  Jeg så et andet stort, forunderligt tegn på himlen: Syv engle med de sidste syv plager, for med dem er Guds vrede fuldbyrdet. v2  Og jeg så noget som et glashav, blandet med ild, og jeg så dem, der havde sejret over dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glashavet med Guds harper. v3  Og de synger Guds tjener Moses' sang og Lammets sang:
      Store og underfulde er dine gerninger,
      du Herre, Gud, Almægtige,
      retfærdige og sande er dine veje,
      du folkenes konge.
       v4  Hvem må ikke frygte dig, Herre,
      og ære dit navn?
      For du alene er hellig,
      alle folkeslag skal komme og tilbede dig,
      for dine retfærdige domme er blevet åbenbare.

v5  Derefter så jeg: Templet i himlen, Vidnesbyrdets telt, blev åbnet, v6  og ud af templet kom de syv engle med de syv plager, klædt i lysende rent linnedtøj og med guldbælter om brystet. v7  Og et af de fire levende væsener gav de syv engle syv guldskåle fyldt med Guds vrede – han som lever i evighedernes evigheder. v8  Og templet fyldtes med røg fra Guds herlighed og magt, så ingen kunne komme ind i templet, før de syv engles syv plager var endt. De syv engle hælder de syv vredesskåle ud

kapitel 16

 

v1  Og jeg hørte en høj røst fra templet sige til de syv engle: »Gå hen og hæld Guds syv vredesskåle ud over jorden.«

v2  Den første engel gik hen og hældte sin skål ud over jorden, og lede, ondartede bylder ramte de mennesker, der havde dyrets mærke og tilbad dets billede.

v3  Den anden engel hældte sin skål ud over havet, og det blev til blod som fra en død, og alle levende væsener i havet døde.

v4  Den tredje engel hældte sin skål ud over floderne og kilderne, og de blev til blod. v5  Og jeg hørte vandenes engel sige:
      Retfærdig er du, som er og som var, du Hellige,
      fordi du har fældet den dom;
       v6  de har udgydt de helliges og profeternes blod,
      nu har du givet dem blod at drikke,
      og det fortjener de.
v7  Og jeg hørte alteret sige:
      Ja, Herre, Gud, Almægtige,
      sande og retfærdige er dine domme.

v8  Den fjerde engel hældte sin skål ud over solen, og den fik givet at brænde menneskene med sin ild. v9  Og menneskene blev forbrændt af den voldsomme hede, og de spottede Guds navn, ham som har magten over disse plager; men omvende sig og give ham æren gjorde de ikke.

v10  Den femte engel hældte sin skål ud over dyrets trone, og dets rige blev formørket; de bed sig i tungen af smerte, v11  og de forbandede himlens Gud for deres smerter og bylder, men omvendte sig ikke fra deres gerninger.

v12  Den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod Eufrat, og den udtørredes for vand, så der blev banet en vej for kongerne fra solens opgang. v13  Og jeg så, at der ud af munden på dragen og ud af munden på dyret og ud af munden på den falske profet kom tre urene ånder, der så ud som frøer. v14  For de er dæmonånder, og de gør tegn. De går ud til kongerne i hele verden for at samle dem til krigen på Gud den Almægtiges store dag. v15  – »Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, der våger og vogter over sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam.« – v16  Og han samlede dem på det sted, der på hebraisk hedder Harmagedon.

v17  Den syvende engel hældte sin skål ud over luften, og der lød en høj røst ud fra templet, fra tronen, som sagde: »Det er sket!« v18  Der kom lyn og tordenbrag, og der kom et stort jordskælv, så stort, at der aldrig har været magen til det, siden der kom mennesker på jorden. v19  Den store by gik i tre stykker, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og det store Babylon blev ikke glemt af Gud, men han gav det bægeret med sin harmes og vredes vin. v20  Hver ø forsvandt, og bjergene var ikke mere til. v21  Blytung hagl faldt ned fra himlen over menneskene, og menneskene forbandede Gud for haglplagen; for den plage er umådelig stor.

Spørgsmål til kapitel 13-16:

1. I kapitel 13 nævnes "dyret fra havet" . Find steder der karakteriserer det og de der dyrker det.
2. Kapitel 14 omtaler de der frelses. Hvad karakteriserer dem?
3. Kapitel 16 nævner tegnene på dommedag. Kan de omsættes til vores nutid? Hvorfor/hvorfor ikke?
4. Diskuter hvad en religion kan bruge forestillinger om dommedag til.
 

 

 

Bjergprædikenen: Mattæus kapitel 5-7

Kapitel 5

v1 Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. v2 Og han tog til orde og lærte dem:

Saligprisningerne


v3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
v6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
v7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
v8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
v9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
v10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
v11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. v12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Jordens salt og verdens lys

v13 I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. v14 I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. v15 Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. v16 Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

Om loven

v17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. v18 Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. v19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. v20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Om vrede

v21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ v22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. v23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, v24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. v25 Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. v26 Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.

Om ægteskabsbrud

v27 I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. v29 Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. v30 Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.

Om skilsmisse

v31 Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹ v32 Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.

Om at sværge

v33 I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹ v34 Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, v35 eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. v36 Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. v37 Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.

Om gengældelse

v38 I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. v42 Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.

Om fjendekærlighed

v43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ v44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, v45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. v46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. v47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. v48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!