Velfærdsstatens akilleshæl

Af Jørn Henrik Petersen | 6. september 2004

KRISTENDOM OG SAMFUND: Velfærdsstaten er et sekulært barn af kristendommen. Problemerne opstår, når den skal begrundes, uden at man kan referere til noget absolut eller religiøst

Hvad er forholdet mellem kirke og politik, den kristnes samfundsmæssige ansvarlighed, kristendom og velfærdsstat? Dette tema anslås i to bidrag i en bog, der netop er udkommet.

Domprovst Christian Dickmeiss fortæller, at der i hans fars studereværelse hang et hjerte med ordsproget: »Et pund gerning er mere værd end 10 pund præk«. Skarpvinklet formulering af forholdet mellem ideal og praksis, ord og handling. Har det kristne budskab konsekvens for mit forhold til andre mennesker, eller er det en privatsag til indvortes brug? Hvis det har mellemmenneskelig - etisk - konsekvens, udmøntes den da alene i umiddelbarhedens møde med »den anden«, eller har det også samfundsmæssige følger?

Dickmeiss' syn er på kort form, at fremme af »det gode liv« er et fælles anliggende for alle uanset tro, men den kristne finder motivationen, fordi mennesket er elsket af Gud, og fordi Jesus' liv spejler, hvad kærligheden er. Derfor må forkyndelsen forbinde Guds frelsegerning i Kristus med testamentets formaninger og vejledning. Efter gudstjenesten skal vi frit kunne gå hver til sit og stole på Guds nåde - også fordi det giver lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil. Ikke som facitliste, men som evne til at færdes i et menneskeligt landskab overladt til eget ansvar, indføling og fantasi.

Kristendommens etiske grundfortælling er historien om Den barmhjertige samaritan, der - én gang hørt og forstået - fremstår som uomtvistelig, uomgængelig og forpligtende i dens betoning af næsten som den, der har brug for din hjælp og dig som hans næste. Nok henviser historien til det umiddelbare møde, mens den som moralsk opmærksomhedsskaber overlader det til den enkelte at drage de politiske konsekvenser.

Jeg har selv taget afsæt i denne fortælling : Livsverdensetikken (fremme af »det gode liv« i det umiddelbare møde) har rod i den kærlighed til medmennesket, vi kender fra lignelsen om den barmhjertige samaritan eller i den menneskelige evne til at leve sig ind i et andet menneskes forhold.

I systemverdenen (den for alle fælles sociale og politiske verden) reduceres kærligheden til idé, og så er der ingen, der fuldbyrder kærligheden, men der er trods alt nogen, der bringes til at bære sig ad, som om de elskede næsten.

Politisk kan og skal vi indrette samfundet, som om vi havde sympati for hinanden, vel vidende at vi ikke har det, sagde Løgstrup. Hvorfor, spørger Dickmeiss mig og - sans comparaison

- Løgstrup, skal vi nu det? Dickmeiss' svar ligger i fortællingen som uomtvistelig, uomgængelig og forpligtende, men de politiske konsekvenser er altid indirekte. »Gå da frit« - »Gør din gavn« - men på eget ansvar. Med - tror jeg da - tilslutning citerer Dickmeiss

et andet sted fra Moralske Epistler:

«I livet er der noget, som det i uendelig og uafkortet forstand kommer an på. Mennesket er stillet over for en absolut, radikal (og uopfyldelig) fordring«.

Der er endnu et argument. Vi har, hvad enten den følger af tilværelsen selv - menneskenes indbyrdes forviklethed - eller af den nytestamentlige vejledning, en forforståelse af, hvad »det gode liv« kræver af os; men vi ved også, at fristelsen er på spil. Når vi derfor hver for sig søger at bjerge os vor plads i solen, skyer vi (næsten) ingen midler.

Da kommer ord og handling i konflikt. Forforståelsen krakelerer, og det, ved vi i kraft af forforståelsen, er skidt. Som Odysseus bandt sig til masten, da han skulle passere Sirenernes ø, søger vi sammen - handler politisk - om et fælles regelsæt, der kan holde os på dydens smalle sti og hindre et samfund, hvor »homo homini lupus«(mennesket er menneskets ulv, red.).

Just fordi vi bærer en uomtvistelig, uomgængelig og forpligtende historie med os, og just fordi det var Jesus, der fortalte den, søger vi den omsat gennem et forpligtende fællesskab. Erfaringen har vist os, at om vi alene henviser historiens konsekvens til det umiddelbare møde ansigt-til-ansigt, fører fristelsen os på afveje - og så tager fanden den sidste.

Derfor er velfærdsstaten et barn af en kristen, sekulariseret kultur. Det er både dens styrke og dens svaghed. Den er placeret i en spænding mellem på den ene side evangeliets frisættelse af mennesket til at gøre det gode uden derved at skulle opnå noget og på den anden side den fristelse, der også er et menneskeligt grundvilkår.

Det berører lektor Anders K. Petersen i et andet bidrag. Velfærdsstatens finansiering over de generelle skatter

- uden en individuel kobling mellem ydelse og nydelse - gør borgerne indbyrdes anonyme, så den enkelte ikke ser, at en mulig »udnyttelse af systemet« har naboen som offer. Ytrer vi os verbalt, men uden at handle i overensstemmelse med velfærdsstatens værdigrundlag, har samfundet et problem.

Føler vi os ikke ansvarlige og forpligtede over for hinanden, er tråden mellem individ og samfund skrøbelig, fordi samfundets livskraft forudsætter, at enkeltmedlemmerne lever i overensstemmelse med dets forståelsesunivers.

Velfærdsstaten kan (også) ses som sekulariseret forsøg på at omsætte kristne værdier i en moderne samfundspraksis, der har adskillelse mellem religion og politik som en forudsætning, der samtidig skaber et problem. Når egne ønsker - kristeligt -

tilsidesættes af hensyn til den svagere part, optræder Guds handlen med mennesket som forbillede. Forbilledet er en instans uden for verden og uden for historien. Velfærdsstatens generøsitet, hensynsfuldhed og overbærenhed udmøntes i en høj skatteprocent og kan alene begrundes i, at den aktuelt »stærke« ved, at han eller hun (senere) kan havne i den svages position. Generøsitetens forbillede er den fornuftige investering. Betaling og værdi af ydelser ækvivalerer imidlertid sjældent hinanden på det individuelle plan. Noget-for-ingenting hører den guddommelige økonomi til, mens det er såre menneskeligt at fordre et ækvivalent noget-for-noget. Velfærdsstaten forudsætter, at den enkelte udviser solidaritet og handler selvopofrende, uden at det nødvendigvis og i samme grad kommer ham eller hende til gode. Der kan appelleres til storsind, offervilje og velfærdssamfundet som moralsk projekt, men det ligger den enkelte nær at se det som en teknisk-mekanisk malkemaskine.

Hvor vi i denne verden kan gradbøje, relativere og sætte alt til diskussion, sætter kristendommen en absolut instans, mennesket må bøje sig for. I denne verden »har vi noget på hinanden«, og derfor kan mine småsmarte handlinger legitimeres med påstanden om, at de modsvarer »de andres«. Alle har vi noget i klemme. Alle kan vi undskylde os. Velfærdsstaten er stedt i den forlegenhed, at den, når den skal begrunde sin eksistens, kun kan henvise til sig selv; men for Gud er min udnyttelse af fællesskabet en synd mod medmennesket og derfor mod Gud. Den kan ikke bortforklares. Den kan ikke undskyldes. Den kan ikke relativeres. Den kan højst give anledning til en appel om tilgivelse.

»Vil vi bevare håbet om, at verden og vores relation til medmennesket er mere end den egoisme og afstumpethed, vi alt for ofte får bekræftet hos os selv og hinanden, må vi tro på en gud, for hvem vi alle kommer til kort, og hos hvem vi kan hente et forbillede på hensynsfuld og solidarisk adfærd«, skrev Anders K. Petersen for et par år siden i anden sammenhæng.

Derfor er velfærdsstatens akilleshæl dens afhængighed af et religiøst fundament, som den i kraft af den sekularisering, den forudsætter, har måttet lægge bag sig; men den eller det, der som begrundelse for sine værdier alene kan henvise til sig selv, kan ikke stille absolutte krav til andre. Christian Dickmeiss slutter sit bidrag: »Mange områder af samfundets moraldebat kunne blive mere inspirerende og nuanceret, dersom man ikke alene søgte konsensus vedrørende forskellige synspunkter, men også som kristen for sine egne holdningers vedkommende begrundede dem ud fra sin kristne overbevisning, hvis de da rent faktisk er bundet deri«. Det er en god tanke, selv om somme lider af angsten for moralisme og for at gøre evangeliets nådestilsagn betinget. »Gå da frit« og »Gør din gavn« - men gør det på dit eget ansvar.

Jørn Henrik Petersen

er professor i socialpolitik

og dr. phil.

trykt i Kristeligt Dagblad